Legeme

bod'-i:

I. FILOLOGISK:

Almindeligvis bruger Det Gamle Testamentes sprog ikke nogen fast betegnelse for det menneskelige legeme som en hel organisme i nøjagtig modsætning til "sjæl" eller "ånd." Forskellige betegnelser blev brugt, hver af dem betegner kun én del eller ét element af den fysiske natur, såsom "krop," "knogler," "bug," "indvolde," "nyrer," "kød," idet disse dele ved synekdoke bruges om helheden: etsem = "knogle" eller "skelet," deraf "legeme," findes i 2 Mos 24,10 KJV; Klag 4,7; nephesh = "levende organisme" ( 3 Mos 21,11; 4 Mos 6,6; 4 Mos 6,7; 4 Mos 6,11; 4 Mos 19,11; 4 Mos 19,13; 4 Mos 19,16; Hag 2,13); nebhelah = "en slap ting," "ådselslegeme" (5 Mos 21,23; Es 26,19; Jer 26,23; Jer 36,30); beTen = "moderliv" (5 Mos 28,4; 5 Mos 28,11; 5 Mos 28,18; 5 Mos 28,53; 5 Mos 30,9; Job 19,17 KJV; Sl 132,11; Mika 6,7); yarekh = "lår," "forplantningsdele," "legeme" (Dom 8,30); gewiyah = "et legeme, levende eller dødt" (1 Sam 31,10; 1 Sam 31,12; 2 Kong 8,5 KJV; Dan 10,6); me`im, "legeme" (Højs 5,14); guphah = "lig" (1 Krøn 10,12); gewah = "ryggen," dvs. (i udvidet betydning) "person" (Job 20,25); she'er = "kød, som levende eller som føde," "legeme" (Ez 10,12); geshem = "et voldsomt regnskyl" deraf "et legeme" (Dan 4,33; Dan 5,21; Dan 7,11); nidhneh = "en skede," deraf sjælens beholder, "legeme" (Dan 7,15).

Det græske ord, som næsten udelukkende bruges for "legeme" i Det Nye Testamente, er soma, latin corpus (Matt 5,29; Matt 5,30; Matt 6,22; Matt 6,23; Matt 6,25; Matt 26,26; Joh 2,21; ApG 9,40; 1 Kor 15,35; 1 Kor 15,37; 1 Kor 15,38; 1 Kor 15,44; Ef 1,23; Ef 2,16; Ef 4,4; Ef 4,12; Ef 4,16; Ef 5,23; Ef 5,30). chros, der primært betyder "overflade" eller "hud," forekommer i ApG 19,12. Et sammensat ord med soma som grundled, sussomos = "et medlem af det samme legeme," forekommer i Ef 3,6. Af det ovenstående fremgår det, at Det Nye Testamente stiller legemet som helhed i modsætning til ånden eller den usynlige natur. Paulus bruger naturligvis også betegnelsen til at betegne den forædlede substans, som vi skal iklædes efter opstandelsen, når han taler om det "åndelige legeme" (1 Kor 15,44).

Frank E. Hirsch

II. ALMINDELIGT:

1. I Det Gamle Testamente:

soma, latin corpus: Betegnelsen "legeme" findes ikke i hebraisk i Det Gamle Testamente i den betydning, hvori den forekommer i græsk. "Det hebraiske ord for `legeme' er gewiyah, som undertiden bruges om det `levende' legeme (Ez 1,11), `kerubernes legemer' (1 Mos 47,18; Neh 9,37), men sædvanligvis om det døde legeme eller ådsel. Strengt taget har hebraisk ingen betegnelse for `legeme.' Den hebraiske betegnelse, som spørgsmål vedrørende legemet må samles om, er kød" (Davidson, Old Testament Theology, 188). Forskellige betegnelser bruges i Det Gamle Testamente til at angive bestemte elementer eller bestanddele af legemet, såsom "kød," "knogler," "indvolde," "bug" osv., hvoraf nogle har fået en ny betydning i Det Nye Testamente. Således har Det Gamle Testamentes "bug" (hebraisk beTen, græsk koilia), "Vores sjæl er bøjet ned til støvet; vores bug klæber til jorden" (Sl 44,25 KJV)--som sæde for den kødelige appetit--sit modstykke i Det Nye Testamente: "De tjener .... deres egen bug" (Rom 16,18). Således findes også ordet, der oversættes "indvolde" (meim, rachamim) i betydningen medlidenhed, som i Jer 31,20, KJV: "Derfor er mine indvolde urolige for ham," mere end ét sted i Det Nye Testamente. Således i Fil 1,8 KJV: "Jeg længes efter jer alle i Kristi indvolde (splagchna)," og igen: "hvis der er nogen indvolde (splagchna) og barmhjertighed" (Fil 2,1 KJV).

2. I Det Nye Testamente:

"Legeme" bruges i Det Nye Testamente i vid udstrækning i overført betydning, enten som betegnelse for "hele mennesket" (Rom 6,12; Hebr 10,5), eller som det, der er moralsk fordærvet--"dette dødslegeme" (Rom 6,6; Rom 7,24). Deraf udtrykket "jeg slår mit legeme" (1 Kor 9,27, hupopiazo, et ord hentet fra bokseringen, palaestra), idet legemet betragtes som ondskabens skjulested og redskab. (Sammenlign Rom 8,13 KJV "Dræb legemets gerninger.")

3. Andre betydninger:

Mellem disse to synes de forskellige andre betydninger at spænde. På den ene side finder vi kirken kaldt "Kristi legeme" (Ef 4,16; 1 Kor 12,13), med mangfoldighed af gaver, mens den nyder "Åndens enhed i fredens bånd." På den anden side læser vi om et åndeligt, uforgængeligt legeme, et opstandelseslegeme i modsætning til det naturlige legeme, som er dømt til forrådnelse i døden (1 Kor 15,44). Ikke alene finder vi disse betydninger i selve ordet, men også i nogle af dets sammensætninger. På den ene side læser vi i Ef 3,6 om hedningerne som "delagtige i løftet i Kristus" som "medarvinger" og "af samme legeme" (sussoma) i korporativ forening med alle, som sætter deres lid til menneskehedens Genløser; på den anden side læser vi om blot "legemlige (somatiske) øvelser," som ikke gavner. (1 Tim 4,8)--hvor "legeme" tydeligvis sættes i kontrast til "ånd." Og igen læser vi om Helligånden, der stiger ned i "legemlig" (somatisk) skikkelse over "Guds Søn" (Luk 3,22), i hvem "guddommens fylde" boede "legemligt" (somatisk) (Kol 2,9). Således kaldes også "legemet" et tempel for Helligånden: "Ved I ikke, at jeres legeme er Helligåndens tempel?" (1 Kor 6,19).

4. Legemet og synden:

Af alt dette fremgår det, at legemet i sig selv ikke nødvendigvis er ondt, en lære som findes i græsk filosofi, men ingen steder i Det Gamle Testamente og Det Nye Testamente. Den strenge og hårde dualisme, man møder hos Platon, er fraværende i Paulus' skrifter og er fuldstændig fremmed for hele Skriften. Her lærer vi klart, på den ene side, at legemet er underordnet sjælen, men på den anden side, med lige så stor klarhed, at det menneskelige legeme har en værdighed, som oprindelig blev givet det af Skaberen, der formede det af jord, og som herliggjorde det ved Kristi, den syndfries, inkarnation, skønt han var født af en kvinde. Julius Muller har med rette sagt: "Paulus benægter ondskabens tilstedeværelse i Kristus, som havde del i vor kødelige natur (Gal 4,4), og han anerkender den hos ånder, som ikke har del i den (Ef 6,12 King James Version, 'åndelig ondskab i det høje'). Er det derfor ikke i højeste grad sandsynligt, at ondskaben ifølge ham ikke nødvendigvis hører til menneskets sanselige natur, og at sarx (lad os sige legeme) betegner noget andet end dette?" (The Christian Doctrine of Sin, I, 321, engelsk udgave). Han viser videre, at en afledning af synden fra sanserne er fuldstændig uforenelig med det centrale princip i apostlens lære om Forløserens fuldkomne hellighed, og at "læren om den fremtidige opstandelse--selv når man tager forskellen mellem soma psuchikon og soma pneumatikon (1 Kor 15,44) i betragtning--klart står i modstrid med læren om, at synden udspringer af den legemlige natur som sin kilde" (318).

5. Den første synd:

Den allerførste synd var åndelig i sin oprindelse--en oprørshandling mod Gud--skabningens vilje i modsætning til Skaberens vilje (1 Mos 3). Den blev undfanget i tvivl--"Har Gud sagt?"; den blev født i begær--"Træet var godt at spise af"; den blev stimuleret af en oprørsk længsel efter lighed med Gud: "I skal blive som Gud og kende godt og ondt"; den blev indført udefra, fra den åndelige verden, gennem en gådefuld, overnaturlig skabnings medvirken, som brugte "et af markens dyr, mere listigt end alle dem, Jahve Gud havde skabt." At slangen i Det Gamle Testamente ikke identificeres med Satan, og at den klareste udtalelse i førkristen tid om emnet findes i Visdommens Bog 2,24 ("ved Djævelens misundelse kom døden ind i verden"), kan være sandt. At beretningen om syndefaldet er billedlig eller symbolsk, kan også indrømmes. Men hele tendensen i den tidlige beretning er at forbinde den første menneskelige synd med et overmenneskeligt væsen, som bruger et redskab, mennesket kender, og gør dette redskab til sin repræsentant i den store fristelses "list" som optakt til det vældige fald. Det Nye Testamente er klart på dette punkt (Joh 8,44; Joh 16,11; 2 Kor 11,3; 1 Tim 2,14; Hebr 2,14; Åb 12,9). Store historiske sandheder ligger indlejret i denne beretning, hvad vi end måtte mene om den form, beretningen har antaget. Der kan ikke være nogen tvivl om, at menneskeslægtens ældste og sandeste overleveringer findes der. Det nægtes ikke, at synden har vanhelliget den levende Guds tempel, som er legemet. Dette legeme er ganske vist blevet besmittet og forurenet af synden. Paulus anerkender "en abnorm udvikling af det sanselige i det faldne menneske og betragter synden som noget, der på en særlig måde har forskanset sig i legemet, som netop af denne grund bliver underlagt døden (Rom 6,23; Rom 7,24)" (Encyclopedia of Religion and Ethics, I, 761). Men vi kan trygt sige, at den teori, som forbinder synden med det fysiske legeme og giver den en rent sanselig oprindelse, er fremmed for hele åbenbaringens ånd og bogstav.

J. I. Marais

III. BILLEDSLIGT:

I Det Nye Testamente (soma, "legemet", både om mennesker og dyr) har ordet en rig billedlig og åndelig brug:

(1) sjælens midlertidige hjem (2 Kor 5,6);

(2) "Helligåndens tempel" (1 Kor 6,19);

(3) "tempel" (Joh 2,21);

(4) "det gamle menneske," kødet som syndens tjener eller den sfære, hvor moralsk ondskab får ydre udtryk (Rom 6,6; Rom 7,7; sammenlign Paulus' brug af sarx, "kød");

(5) "kirken" som Kristi legeme, den organisme, gennem hvilken han åbenbarer sit liv, og hvori hans ånd bor (Ef 1,23; Kol 1,24);

(6) de troendes åndelige "enhed," ét forløst samfund eller én organisme (Ef 2,16; et corpus mysticum, Ef 4,4);

(7) "substans" (åndelig virkelighed eller liv i Kristus) i modsætning til "skygge" (Kol 2,17);

(8) Jesu opfarne og herliggjorte legeme (Fil 3,21);

(9) de frelstes opstandelseslegeme eller "åndelige" legeme (modsat det naturlige) i himlen (1 Kor 15,44);

(10) hele personligheden, f.eks. Kristi åndelige nærvær, kraft og offergerning, den mystiske betydning af "legemet og blodet," symboliseret i sakramentets brød og bæger (1 Kor 11,27).

Udtrykket legeme er usædvanlig rigt i forbindelse med Kristi selvhengivende, offerprægede, sonende gerning. Det var den ydre sfære eller manifestation af hans lidelse. Gennem det fysiske åbenbarede han omfanget af sin forløsende og opofrende kærlighed. Han "bar vore synder på sit legeme op på træet" (1 Pet 2,24), og dermed fortrængte han for altid alle den gamle pagts uophørlige og kostbare ofre (Hebr 9,24-28). Særlige udtryk: "hans køds legeme" (Kol 1,22); "syndens legeme" (Rom 6,6); "dette dødens legeme" (Rom 7,24); "hans herligheds legeme" (Fil 3,21).

ptoma, brugt kun om faldne, dvs. døde legemer (Åb 11,8; Åb 11,9).

Dwight M. Pratt