Malakias

Sendebud eller engel, den sidste af de små profeter og forfatteren til den sidste bog i Det Gamle Testamentes kanon (Mal 4,4, 5, 6). Der vides intet om ham ud over det, der findes i hans profetbog. Nogle har ment, at navnet blot er en titel, der beskriver hans karakter som Jehovas sendebud, og ikke et egennavn. Der er dog grund til at slutte, at Malakias var profetens almindelige navn.

Han var samtidig med Nehemias (jf. Mal 2,8 med Neh 13,15; Mal 2,10-16 med Neh 13,23). Ezra hentyder ikke til ham, og han nævner ikke templets genopbygning; derfor udleder man, at han profeterede efter Haggaj og Zakarias, og mens tempeltjenesten endnu fandtes (Mal 1,10; 3,1, 10). Det er sandsynligt, at han fremførte sine profetier omkring 420 f.Kr., efter Nehemias’ anden tilbagekomst fra Persien (Neh 13,6), eller muligvis før hans tilbagekomst.