Rebekka

re-bek'-a (ribhqah; Septuaginta og Det Nye Testamente Rhebekka, hvorfra den sædvanlige engelske stavemåde Rebecca kommer): Datter af Betuel og en ukendt mor, sønnedatter af Nakor og Milka, søster til Laban, hustru til Isak, mor til Esau og Jakob.

Hendes navn forklares sædvanligvis ud fra arabisk, rabqat, "et bindereb til dyr," eller snarere "en løkke" i et sådant reb; anvendelsen ville da billedligt antyde skønheden (?) hos hende, der bærer det, ved hvilken mænd fanges eller bindes; roden findes på hebraisk kun i substantivet med betydningen "bindested" eller "bås," i det velkendte udtryk "fedekalv" eller "kalv fra båsen," og i lyset af betydningen af navne som Rakel og Egla kunne navnet Rebekka meget vel betyde (konkret for abstrakt, som riqmah, chemdah osv.) en "opbundet kalv" (eller "lam"?), altså en særlig udsøgt og fed en.

Rebekka nævnes første gang i slægtstavlen over efterkommerne af Nakor, Abrahams bror (1 Mos 22,20-24). Faktisk føres familien dér netop så langt ned, som det er nødvendigt for at introducere denne kvinde, hvis senere fremtræden og rolle slægtstavlen tydeligvis er tænkt som en forberedelse til. Hele denne gren af Teras familie var blevet i Aram, da Abraham og Lot var udvandret til Kanaan, og det er i Karan, "Nakors by," at vi først møder Rebekka, da hun i 1 Mosebog 24 bliver kendt af Abrahams tjener ved brønden foran porten.

Den idylliske fortælling om at finde en brud til Isak er for velkendt til at behøve gengivelse og for enkel til at kræve kommentar. Desuden behandles både substansen i den historie og i hele Rebekkas livsløb i forbindelse med skitserne af de andre aktører i de samme scener. Alligevel bemærker vi fra begyndelsen den unge kvindes beslutsomme karakter, som viser sig i hver linje af fortællingen og forbereder læseren på i de følgende kapitler at finde den bestemte, ærgerrige og energiske kvinde, som hun dér viser sig at være.

Skønt hun var genstand for sin mands kærlighed (1 Mos 24,67), fødte Rebekka ham ingen børn i 20 år (1 Mos 25,20; 1 Mos 25,26). Ligesom Sara var også hun ufrugtbar, og det var først efter disse tyve år og efter Isaks særlige forbøn, at Gud omsider gav hende tvillingsønner. "Guds hensigt efter udvælgelse," som Paulus udtrykker sagen i Rom 9,11, var årsagen til dette mærkelige orakel til de undrende, spørgende forældre: "Den ældre skal tjene den yngre" (1 Mos 25,23).

Om det var på grund af dette orakel eller af en anden grund, var det den yngre søn, Jakob, der blev genstand for sin mors særlige kærlighed (1 Mos 25,28). Det var hende, der førte ham ind i det bedrag, som blev øvet mod Isak (1 Mos 27,5-17), og det var hende, der udtænkte planen for at redde Jakob ud af den farlige situation, som dette bedrag havde bragt ham i (1 Mos 27,42-46). Da det blev nødvendigt for Jakobs personlige sikkerhed, at han var borte fra hjemmet, foreslog Rebekka sine egne slægtninge i Aram som målet for hans rejse og angav som motiv, at det var ønskeligt, at Jakob giftede sig blandt hendes slægt. Sandsynligvis indså hun ikke, at hun ved at sende sin yndlingssøn bort på denne rejse sendte ham bort fra sig for altid. Alligevel synes det at have været tilfældet. Skønt hun var yngre end Isak, som stadig levede i en høj alder, da Jakob vendte tilbage til Kanaan et kvart århundrede senere, synes Rebekka at være død i løbet af denne periode. Vi får kun dette bestemt at vide: at hun blev begravet i Makpelas hule nær Hebron (1 Mos 49,31).

Uden for 1 Mosebog hentydes der i Skriften kun til Rebekka i det allerede citerede afsnit fra Romerbrevet (9,10-12). Hendes betydning dér er ganske enkelt, at hun er Isaks hustru og mor til to sønner med så forskellig karakter og skæbne som Esau og Jakob. Og hendes betydning i 1 Mosebog, bortset fra dette, ligger i hendes bidrag til Abrahams familie: en ren linje fra den samme østlige stamme, hvorved hun til Israels grundlæggere overførte både en ublandet afstamning og den tradition for adskilthed fra kanaanæiske og andre ikke-hebraiske elementer, som har vist sig at være den største faktor i tidernes etnologiske under: det hebraiske folks beståen.

J. Oscar Boyd