Noahs Syndeflod

del'-uj

1. Det bibelske beretning

2. "Noahs logbog"

3. Den ægyptiske tradition

4. Den indiske tradition

5. Den kinesiske tradition

6. Den græske tradition

7. Den britiske tradition

8. De amerikanske indiantraditioner

9. Den babyloniske tradition

10. Kileskrifttavler

11. Var Syndfloden universel?

1. Det bibelske beretning:

De midler, som er beskrevet i 1 Mos 6-8, hvorved Herren ødelagde alle mennesker på grund af deres ondskab, undtagen Noa og hans familie. Efter beretningen blev Noa advaret om begivenheden 120 år før (1 Mos 6,3; 1 Pet 3,20; 2 Pet 2,5). I hele denne tid siges han at have været en "retfærdighedens prædikant" "mens arken blev bygget", og vi kan antage (efter teorien, som skal fremføres snart), at de fysiske begivenheder, som førte til den endelige katastrofe, kan have givet vægt til hans prædiken. Da katastrofen kom, var de fysiske midler dobbelte, nemlig "det store dybs kilder" brød ud, og "himmelens vinduer" åbnedes (1 Mos 7,11). Men regnen omtales kun som en hovedårsag i 40 dage, mens vandet forblev højt i 150 dage (1 Mos 7,24), hvorefter (1 Mos 8,2; 1 Mos 8,3) "også det store dybs kilder og himmelens vinduer blev lukket, og regnen fra himlen blev tilbageholdt; og vandet faldt tilbage fra jorden uafladelig", således at efter 10 måneder hvilede arken på "Ararats bjerge" (ikke toppen af bjerget Ararat, men højlandet Armenien i den øvre del af Eufrat og Tigris' dal; se Ararat). Her hvilede den i 40 dage, før vandet var sunket så meget, at det var muligt at gå i land, og da blev der sendt en ravn (som let kunne finde sin føde på de ødelagte dyrs kadavere) ud, og den vendte ikke tilbage (1 Mos 8,7); men en due, som blev sendt ud på samme tid, fandt ingen hvile og vendte tom tilbage til arken (1 Mos 8,9). Efter 7 dage blev den imidlertid sendt ud igen og vendte tilbage med et frisk olivenblad (1 Mos 8,11). Efter 7 dage mere blev duen sendt ud igen og vendte ikke tilbage. Efter 56 dage mere med at vente forlod Noa og hans familie arken.

2. "Noahs logbog":

De følgende er hovedpunkterne i historien, som hensigtsmæssigt af Sir William Dawson er blevet kaldt "Noahs logbog" (se Southeast Bishop's artikel i Biblical Sac. (1906), 510-17, og Joseph B. Davidson i forfatterens "Scientific Confirmations of Old Testament History", 180-184).

Det ses således, at der ikke er nogen grund til at antage nogen fordobling og overlappende beretninger i bibelhistorien. Der er en uafbrudt fremadskriden i beretningen fra begyndelse til slutning, med kun sådanne gentagelser til litterær virkning, som vi kender fra orientalske skrifter. I 1 Mos 6,5-7 angives verdens ondskab som årsagen, som var gørende for Guds råd om at iværksætte den påtænkte katastrofe. Mens Noahs retfærdighed fremhæves, som førte til hans redning, indeholder 1 Mos 6,13-21 anvisningen til at bygge arken og forberedelserne til at bringe et vist antal dyr ind i den. Efter at denne forberedelse var foretaget, blev befalingen givet (1 Mos 7,1-4) for indskibningen, som (1 Mos 7,5) blev duly udført. Vi får derefter at vide, at Noa og hans familie samt både rene og urene dyr blev lukket inde i arken under vandets rasen og dets endelige synken. Helt taget er beretningen meget grafisk og imponerende (se W. H. Green, "Unity of the Book of Genesis", 83 ff).

Sammenligned med andre syndfluddtraditioner fremtræder den bibelske beretning i et meget gunstigt lys, mens den almene udbredelse af sådanne traditioner stærkt bekræfter virkeligheden af den bibelske historie.

3. Den ægyptiske tradition:

En ægyptisk legende om Syndfloden er henvist til i Platons "Timaeus", hvor guderne siges at have renset jorden ved en stor vandflod, hvorfra kun få hyrdere slap ved at klatre til toppen af et højt bjerg. I de ægyptiske dokumenter selv finder vi imidlertid kun, at Ra', skaberen, på grund af menneskets hovmod besluttede at udrydde det ved en blodflod, som strømmede op til Heliopolis, gudernes hjem; men gjerningens forfærdelighed påvirkede ham så meget, at han angrede sig og svor aldrig mere at ville ødelægge mennesker.

4. Den indiske tradition:

I indisk mytologi er der ingen henvisning til Syndfloden i Rig Veda, men i Manus love får vi at vide, at en fisk sagde til Manu: "En syndflod vil feje alle væsener bort ..... Byg et skib og dyrk mig. Når vandet stiger, gå ind i skibet, og jeg skal frelse dig ..... Da Syndfloden kom, var han gået ind i skibet. .... Manu fastgjorde skibets kabel til fiskens horn, hvorved denne gjorde det muligt at passere nordlige bjerge. Fisken sagde: 'Jeg har frelst dig; fastgør skibet til et træ, så vandet ikke fejer det bort, mens du er på bjerget; og i det omfang vandet aftager, skal du stige ned.' Manu steg ned med vandet, og det er det, som kaldes Manus nedstigning på de nordlige bjerge. Syndfloden havde fegtet alle væsener bort, og Manu blev alene tilbage" (oversat af Max Müller).

5. Den kinesiske tradition:

Den kinesiske tradition er indeholdt i sublime ord i deres bog Li-Ki: "Og nu blev himlens søjler brudt, jorden rystede til sit grundvold; solen og stjernerne ændrede deres bevægelser; jorden blev revnet, og vandet, som var lukket inde i dens skød, brast ud med voldsomhed og oversvømmede. Fordi mennesket havde gjort oprør mod himlen, blev universums system totalt uordnet, og naturens storslåede harmoni ødelagt. Alle disse onder opstod fra menneskets foragt for universums højeste magt. Han rettede sit blik på jordiske genstande og elskede dem for meget, indtil han gradvis blev omdannet til de genstande, som han elskede, og den himmelske fornuft forlod ham helt og holdent."

6. Den græske tradition:

Grækerne havde ifølge Plutarch fem forskellige traditioner om syndfloden, hvoraf den om Deukalion var den vigtigste. Ifølge denne advarede Prometheus sin søn Deukalion om den flod, som Zeus havde besluttet at bringe over jorden på grund af dens ondskab. Deukalion byggede derfor en ark og søgte tilflugt i den, men med sit fartøj strandede han på Parnassos-bjerget i Thessalien, hvorefter de gik i land og på ny befolkede jorden ved den fantastiske fremgangsmåde, som gudinden Themis åbenbarede for dem: at kaste sten omkring sig; de sten, som Deukalion kastede, blev til mænd, og de, som Pyrrha kastede, blev til kvinder. Lukians form af sagnet er dog mindre fantastisk og ligger nærmere den semitiske tradition. I det græske sagn, som i det semitiske, sendes en due ud, og den vender tilbage både første og anden gang; anden gang er dens fødder farvet af mudder, hvilket antyder, at floden var ved at tage af. Men hverken Homer eller Hesiod har denne tradition. Sandsynligvis blev den lånt fra semitterne eller hinduerne.

7. Den britiske tradition:

I Storbritannien findes der et druidesagn om, at det højeste væsen på grund af menneskehedens udsvævelser sendte en flod over jorden, da »havets bølger løftede sig højt omkring Britanniens grænse. Regnen strømmede ned fra himlen, og vandene dækkede jorden.« Men patriarken, som udmærkede sig ved sin retskaffenhed, var blevet lukket inde sammen med et udvalgt selskab i et stærkt skib, som bar dem sikkert på vandenes top (redaktør Davies i hans Mythology and Rites of British Druids). Fra disse blev verden igen befolket. Der findes forskellige former af dette sagn, men de stemmer alle i hovedsagen overens.

8. De amerikanske indianeres traditioner:

Blandt de amerikanske indianere fandt rejsende, at traditioner om syndfloden var vidt udbredte. Hr. Catlin siger: »Blandt de 120 forskellige stammer, som jeg besøgte i Nord-, Syd- og Mellemamerika, findes der ikke en stamme, som ikke har fortalt mig tydelige eller vage traditioner om en sådan ulykke, hvor én eller tre eller otte personer blev reddet over vandene på toppen af et højt bjerg« (citeret af Wm. Restelle i Biblical Sac. (januar 1907), 157). Mens mange, måske de fleste, af disse traditioner bærer præg af kristen indflydelse gennem de tidlige missionærer, bærer den mexicanske legende tydelige tegn på oprindelighed. Ifølge den var den 4. tidsalder en vandets tidsalder, da alle mennesker blev forvandlet til fisk undtagen Tezpi og hans hustru Hochiquetzal og deres børn, som sammen med mange dyr søgte tilflugt i et skib, der sejlede sikkert over de oprørte vande, som overvældede jorden. Da floden sank, strandede skibet på Cohuacan-bjerget, hvorefter han sendte en grib ud, som ikke vendte tilbage, og dernæst en kolibri, som vendte tilbage med nogle blade i næbbet. Den peruvianske fortælling adskiller sig fra denne i mange enkeltheder. Ifølge den søgte en enkelt mand og kvinde tilflugt i en kasse og flød hundreder af mil fra Cuzco til et ukendt land, hvor de lavede lerfigurer af alle racer og gav dem liv.

Den mähriske missionær Cranz siger i sin History of Greenland, at »de første missionærer blandt grønlænderne fandt en nogenlunde tydelig tradition om syndfloden«, nemlig at »jorden engang blev vippet over, og alle mennesker druknede« undtagen én, »som siden slog på jorden med en stok, og derfra kom en kvinde frem, med hvem han igen befolkede jorden.« Desuden peger grønlænderne på rester af fisk og knogler af en hval på høje bjerge, hvor mennesker aldrig kan have boet, som bevis på, at jorden engang var oversvømmet. Blandt de nordamerikanske indianere i almindelighed er sagnene om syndfloden så udsmykkede, at de bliver yderst fantastiske, men i mange af dem findes der særegenheder, som utvivlsomt peger på en fælles oprindelse i meget fjern oldtid.

Den uhildede læser kan ikke afslutte studiet af emnet uden i almindelighed at være enig med Francois Lenormant, som skriver: »Som sagen nu står, tøver vi ikke med at erklære, at den bibelske syndflod langt fra at være en myte er en virkelig og historisk kendsgerning, som i det mindste har efterladt sit præg på forfædrene til tre racer--den ariske eller indoeuropæiske, den semitiske eller syrisk-arabiske, den chamitiske eller kushitiske--det vil sige på de tre store civiliserede racer i den gamle verden, dem der udgør den højere menneskehed--før disse racers forfædre endnu havde skilt sig fra hinanden, og i den del af Asien, som de beboede sammen« (Contemporary Review, november 1879).

9. Den babyloniske tradition:

De mest lærerige af disse traditioner er dem, der er kommet ned til os fra Babylonien, og som indtil for nylig kun var kendt for os gennem den græske historiker Berosus fra det 4. århundrede f.Kr.; han beretter, at en stor syndflod indtraf på et ubestemt tidspunkt i fortiden under Xisuthrus’, Ardates’ søns, regering. Xisuthrus blev på forhånd advaret af guddommen Cronos og fik besked på at bygge et skib og tage sine venner og slægtninge og alle de forskellige dyr med sig sammen med al nødvendig føde og frygtløst betro sig til dybet, hvorefter han byggede »et fartøj 5 stadier (3.000 fod) langt og 2 stadier (1.200 fod) bredt.« Efter at floden var sunket, sendte Xisuthrus, ligesom Noa, fugle ud, som vendte tilbage til ham igen. Efter at have ventet nogle dage og sendt dem ud en anden gang vendte de tilbage med fødderne farvet af mudder. Ved det tredje forsøg vendte de ikke mere tilbage, hvorefter de gik i land, og Xisuthrus med sin hustru, datter og styrmand bragte offer til guderne og blev forflyttet til at leve hos guderne. Det viste sig, at stedet, hvor de var, var »Armeniens land«, men de fik besked på at vende tilbage til Babylon. Berosus afsluttede sin beretning med at sige, at »da fartøjet således var strandet i Armenien, findes en del af det endnu i de corcyræiske bjerge.«

10. Kileskriftstavler:

En tidligere og langt vigtigere tradition blev fundet indskrevet på kileskriftstavler i Babylonien, dateret til 3000 f.Kr. Disse blev opdaget af George Smith i 1870 og fyldte så meget som 180 linjer. Den menneskelige helt i beretningen, svarende til Bibelens Noa og Berosus' Xisuthrus, er Gilgamesh, som boede i Shurippak, en by fuld af vold, ved Eufrats bredder. Han blev advaret om en kommende oversvømmelse og opfordret til at rive sit hus ned og bygge et skib og få »livets sæd af enhver art til at gå op i det«. Skibet, siger han, skulle være »nøjagtigt i sine mål, lige i bredde og længde. .... Dets sider var 140 alen høje, randen af dets top var lig med 140 alen. .... Jeg byggede det i 6 etager og inddelte det i 7 rum. Dets gulve delte jeg i 9 kamre. .... Jeg valgte en mast (eller rorstang) og forsynede det med det nødvendige. Seks sars bitumen hældte jeg over ydersiden; tre sars bitumen over indersiden.« Efter at de var gået om bord, brød stormen løs med frygtelig voldsomhed, og styringen af skibet blev overgivet til Bezur-Bel, skibsmanden. Men midt i tordenens buldren og bjergbølgernes fremmarch blev roret revet ud af lodsens hænder, og den silende regn og lynglimtene fyldte alle hjerter med rædsel. »Som et krigsangreb på menneskeheden« styrtede vandet frem, så selv guderne blev forfærdede over floden og krøb sammen som hunde, idet de søgte tilflugt i Anus himmel, mens Ishtar skreg som en kvinde i barselsveer og, idet hun angrede sin vrede, besluttede at redde nogle få og »føde mit folk«, indtil de som »fiskeyngel fylder havet«. Skibet blev derfor drevet mod landet Nizir (Armenien).

Det er værd at bemærke, at kileskriftstavlen udviser lige så stor stilistisk variation som den bibelske beretning. Ligefrem fortælling og retorisk prosa er blandet sammen i begge beretninger, en kendsgerning som effektivt gør op med den kritiske teori, der betragter den bibelske beretning som en klodset sammensætning, lavet i senere tider ved at stykke to eller flere uafhængige traditioner sammen. Hvis der overhovedet har fundet en sammenstykning sted, var den tydeligvis fuldført tidligt i Babyloniens historie. Se Babylonien og Assyrien.

Når man sammenligner den bibelske beretning med kileskriftstavlernes, kommer følgende ligheder og kontraster frem:

(1) At kileskriftindskriften fra begyndelse til slut er polyteistisk (II. 3-17), mens fortællingen i 1 Mos er monoteistisk.

(2) Kileskriften stemmer overens med den bibelske fortælling ved at gøre syndfloden til en guddommelig straf for verdens ondskab (II. 5, 6).

(3) Navnene adskiller sig i en grad, som er uforenelig med vores nuværende viden.

(4) Arkens mål, som de angives i 1 Mos (6,15), er rimelige, mens Berosus' og kileskriftstavlernes mål er urimelige. Ifølge 1 Mos var arken 300 alen (562 1/2 fod) lang, 50 alen (93 2/3 fod) bred og 30 alen (56 1/4 fod) dyb, hvilket er de naturlige proportioner for et skib af den størrelse; faktisk ligger de meget tæt på proportionerne for de store dampskibe, som nu bygges til at krydse Atlanterhavet. »Celtic« fra White Star-linjen, bygget i 1901, er 700 fod lang, 75 fod bred og 49 1/3 fod dyb. Målene på »Great Eastern«, bygget i 1858 (692 fod lang, 83 fod bred og 58 fod dyb), ligger endnu tættere på arkens. Kileskriftstavlerne fremstiller længde, bredde og dybde som hver 140 alen (262 fod) (II. 22, 23, 38-41), målene på en fuldstændig usødygtig konstruktion. Ifølge Berosus var den 5 stadier (3.000 fod) lang og 2 stadier (1.200 fod) bred; mens Origenes (Mod Celsus, 4,41) fremstillede den som 135.000 fod (25 mil) lang og 3.750 fod (3/4 mil) bred.

(5) I den bibelske beretning indføres der intet, som strider imod den ophøjede forestilling om hellighed og den særlige forening af retfærdighed og barmhjertighed, der tillægges Gud gennem hele Bibelen og illustreres i den almindelige ordning for forsynets styre, sådan som den viser sig i naturens orden og i historien; mens syndfloden på kileskriftstavlerne skyldes et skænderi blandt guderne, og de få overlevende undslipper, ikke på grund af en barmhjertig plan, men ved en fejltagelse, som vakte Bels vrede (II. 146-50).

(6) I alle beretningerne fremstilles arken som flydende op ad strømmen. Ifølge 1 Mos var det ikke, som det sædvanligvis oversættes, på »Ararats bjerg« (8,4), men i »Ararats bjerge«, hvilket betegner et ubestemt område i Armenien, hvor arken lagde sig til hvile; ifølge indskrifterne var det i Nizir (II. 115-20), et område som vandes af Zab og Tornadus; mens det ifølge Berosus var på de korkyræiske bjerge, der indgår i det samme ubestemte område. I alle tre tilfælde ligger dens hvilested i retning af Eufratdalens kildeområder, mens stedet for byggeriet klart henlægges til den nedre del af dalen.

(7) I den bibelske fortælling fremstilles vandets udbredelse, som fik arken til at flyde, igen som forårsaget ikke så meget af regnen, der faldt, som af at »alle det store dybs kilder« brød frem (1 Mos 7,11), hvilket meget naturligt beskriver fænomener forbundet med en af de omfattende nedadgående bevægelser i jordskorpen, som geologien har gjort os fortrolige med. At landet synker under havets niveau, svarer i sine virkninger til, at vandet stiger op over det, og det udtrykkes nøjagtigt med de vendinger, der bruges i den hellige fortælling. Dette fremgår ikke blot af sproget om, at det store dyb bryder frem, som beskriver flodens komme, men også af beskrivelsen af dens afslutning, hvor det siges, at »også dybets kilder .... blev standset, .... og vandene trak sig uophørligt tilbage fra jorden« (1 Mos 8,2; 1 Mos 8,3). Der siges intet om dette i de andre beretninger.

(8) Kileskriftstavlerne stemmer i hovedtræk overens med de to andre beretninger angående indsamlingen af dyrene til bevarelse, men afviger fra 1. Mosebog ved ikke at nævne syvendedelene af rene dyr og ved at medtage andre personer end byggerens familie (II. 66-69).

(9) Kileskriftinskriptionen er ejendommelig ved at udstyře strukturen med en mast og sætte den under ledelse af en pilot (II. 45, 70, 71).

(10) Beretningerne afviger væsentligt angående syndfloden varighed. Efter den almindelige fortolkning af beretningen i Bibelen varede syndfloden et år og 17 dage; mens den ifølge kileskriftstavlerne kun varede 14 dage (II. 103-7, 117-22).

(11) Alle beretninger enig i at udsende fugle; men ifølge 1. Mosebog (8,8) blev en ravn først sendt ud, derefter blev der i rækkefølge sendt to due (8,8-12); mens kileskriftinskriptionen nævner duen og ravnen i omvendt rækkefølge fra 1. Mosebog og tilføjer en svale (II. 121-30).

(12) Alle beretninger enig i opbygning af et alter og offring af offerdyr efter at have forladt arken. Men kileskriftinskriptionen er overlejret med en polyteistisk farvetone: "Guderne som fluer svøbede omkring ofringerne" (II. 132-43).

(13) Ifølge beretningen i Bibelen overlevede Noa syndfloden i lang tid; mens Nuhnapishtim og hans hustru straks blev forgudede og ført til himlen (II. 177-80).

(14) Begge beretninger enig i at menneskearten ikke igen skal ødelægges af syndflod (1 Mos 9,11; II. 162-6).

Nøje undersøgelse af disse særegenheder gør det tydeligt, at fortællingen i 1. Mosebog bærer på sit ansigt præget af virkelighed, som ikke findes i de andre beretninger. Det er næppe muligt, at arkens fornuftige dimensioner, dens drivning opstrøms, og henvisningerne til de dybe vandes kilder skulle være blevet ramt ved et tilfælde. Det er i høj grad usandsynligt, at korrekte udsagn om sådanne uimodsigelelige fakta skulle skyldes legendens tilfældigerede gætteri. Samtidig giver syndfloden varighed ifølge 1. Mosebog mulighed for en gradvis gang i begivenhederne, som bedst stemmer overens med videnskabelige opfattelser af geologiske bevægelser. Hvis, som den mest sandsynlige fortolkning ville antyde, vandet begyndte at trække sig tilbage efter 150 dage fra syndfloden begyndelse og faldt 15 alen på 74 dage, ville det kun være omkring 11 cm pr. dag - en hastighed som ville være umærkelig for en almindelig iagtager. Det er heller ikke nødvendigt at antage, at hele det oversvømmede område var blottet, da Noa gik i land. Landets fremkomst kan have fortsat i en ubestemt periode, så det tilstedeværende vand kunne ændre klimaet i hele Vestasien og Centralasien i mange århundreder. Bevis for at dette var tilfældet findes i et senere afsnit.

11. Var syndfloden universel?:

Når vi overvejer troværdigheden af beretningen i Bibelen, møder vi straks spørgsmålet om, hvorvidt fortællingen tvinger os til at tro, at syndfloden var universel. Som svar er det tilstrækkeligt at antyde, at da formålet med dommen var ødelæggelsen af menneskearten, ville det eneste universel, som det er nødvendigt at udlede fra sproget, være kun sådan som var tilstrækkeligt til at opfylde det formål. Hvis menneskeheden på det tidspunkt var begrænset til Eufrats-dalen, ville det at denne område blev oversvømmet møde alle de nødvendige betingelser. En sådan begrænsning accepteres lettere ud fra det faktum, at generelle udtryk såsom "enhver ved det", "hele landet blev rystet", aldrig tolkes bogstaveligt i litteraturen. Når det siges (1 Mos 41,54-57), at hungersnøden var "i alle lande" og over "hele jordens ansigt" og at "alle lande kom til Egypten .... for at købe korn," antager ingen, at det er beregnet til at antyde, at de vandet irrigerede sletter i Babylonien, hvorfra patriarkerne var udvandret, led under tørke som Israels land (Se andre eksempler på denne almindelige hyperbel i 5 Mos 2,25; Job 37,3; Ap 2,25; Rom 1,8.)

Angående i hvilket omfang menneskeheden var spredt over jorden på tiden for syndfloden, er to antagelser mulige. For det første Hugh Millers teori (Testimony of the Rocks), at på grund af korthed af den prædiluviale kronologi og menneskets vold og moralske fordærvelse var befolkningen ikke spredt ud over Vestasiens grænser. En uoverstigelig indvending mod denne teori er, at senere opdagelser har bragt rester af præhistorisk menneske for dagen fra hele den nordlige halvkugle, hvilket viser, at længe før syndfloden havde han spredt sig vidt omkring.

En anden teori, som understøttes af meget bevis, er, at i forbindelse med de enormt fysiske ændringer på jordens overflade under de afsluttende scener af istiden, var mennesket forsvundet fra jordens ansigt undtagen i Eufrats-dalen, og at Noahs syndflod er det endelige katastrofe i denne serie af destruktive begivenheder (se antediluvianere). Fakta vedrørende istiden fører naturligt til denne slutning. For under hele epochen, og især ved dens afslutning, var forholdene, der påvirkede jordoverfladen på den nordlige halvkugles niveau, ekstremt unormale og fortsatte sådan, indtil nogen tid efter mennesket var dukket op på jorden.

Istiden fulgte efter, og var sandsynligvis en følge af, en omfattende hævning af alle landoverflader på den nordlige halvkugle ved slutningen af tertiærtiden. Denne hævning var bestemt så meget som 2.000 fod over den nordlige del af USA og over Canada og Nordeuropa. Sne ophobede sig over dette højtliggende land, indtil den is, der blev dannet af den, bestemt var en mil tyk, og nogle af de bedste autoriteter siger 2 eller endda 3 mil. Det område, som den bredte sig over, udgjorde 2.000.000 kvadratmil i Europa og 4.000.000 i Nordamerika. Den samlede mængde af ophobningen ville derfor være 6.000.000 kubikmil efter den laveste beregning, eller det dobbelte eller tredobbelte af dette, hvis de største skøn accepteres. (For detaljerede beviser se Wright, Ice Age in North America, 5. udgave) Men i begge tilfælde bringer overførslen af så stor en vægt fra havbundene til landoverfladerne på den nordlige halvkugle en fysisk kraft ind i problemet, som er tilstrækkelig til at frembringe uoverskuelige virkninger. Vægten af 6.000.000 kubikmil is ville være fireogtyve tusind million millioner (24.000.000.000.000.000) tons, hvilket svarer til vægten af hele det nordamerikanske kontinent over havniveau. Endvidere blev denne vægt først fjernet fra havbundene og forstyrrede således endnu mere balancen mellem de kræfter, der sikrer landets stabilitet. De geologiske vidnesbyrd er rigelige for, at i forbindelse med overbelastningen af landoverfladerne på den nordlige halvkugle, og sandsynligvis på grund af den, sank det nedisede område og en betydelig rand uden for det ned, indtil det var sænket langt under det nuværende niveau. Den postglaciale sænkning i Nordamerika var bestemt 600 fod under havniveau ved Montreal og flere hundrede fod lavere længere mod nord. I Sverige viser de postglaciale havstrande en sænkning af landet 1.000 fod under havet.

Vidnesbyrdene om en langvarig postglacial nedsynkning af Aral-Kaspiske bækken og meget af det omkringliggende område er lige så afgørende. Ved Trebizond ved Sortehavet findes der en omfattende nyere havstrand, som klamrer sig til det stejle vulkanske bjerg bag byen, 750 fod over den nuværende vandstand. Gruset i denne strand er så friskt, at det tvinger til tro på dens nylige oprindelse, mens det med sikkerhed er blevet aflejret af en vandmasse, der stod i denne højde, efter at klippeerosionen i området næsten fuldstændigt havde fundet sted. Aflejringen er omkring 100 fod tyk og strækker sig langs bjergets stejle side i en halv mil eller mere. Den er så omfattende, at den frembyder et tiltrækkende byggested for et kloster. Da vandet stod højt nok til at opbygge denne kystlinje, ville det dække alle sletterne i det sydlige Rusland, i det vestlige Sibirien og i den Aral-Kaspiske sænkning i Turkestan. Lignende terrasser af tilsvarende højde er af kompetente autoriteter rapporteret på Krims sydkyst og ved Baku ved Det Kaspiske Hav.

Yderligere og særdeles interessant vidnesbyrd om denne postglaciale landsænkning findes i forekomsten af arktisk sæl 2.000 mil fra Ishavet i vandmasser så vidt adskilte som Det Kaspiske Hav, Aralsøen og Bajkalsøen. Bajkalsøen ligger nu 1.500 fod over havniveau. Det er derfor indlysende, at der må have været en nylig sænkning af hele området for at muliggøre denne arts vandring til dette fjerne sted. Der er også klare tegn på en mindre sænkning omkring Middelhavets østlige kyster, hvor der findes forladte havstrande fra 200 til 300 fod over tidevandet, som vrimler med muslingearter, der er identiske med dem, som nu lever i nærheden.

Disse findes i Egypten, i Det Røde Havs dal og i nærheden af Joppe og Beirut. Under deres dannelse må Asien og Afrika have været adskilt af en bred vandstrækning, der forbandt Middelhavet med Det Røde Hav. Virkningen af sådanne længe bestående, brede vandflader på klimaet i Vestasien må have været dybtgående og ville naturligt frembringe de forhold, som ville begunstige menneskeslægtens tidlige udvikling i Armenien (hvor vinstokken selv nu, i en højde af 5.000 fod, er hjemmehørende), hvorfra menneskehedens anden udbredelse siges at have fundet sted.

Endvidere er der utvivlsomt bevis for, at nedbøren i Centralasien på et forholdsvis sent tidspunkt var umådeligt meget større, end den har været i den historiske periode, hvilket peger på den gradvise overgang fra de forhold, der var forbundet med syndfloden, til forholdene i nutiden, som vi ovenfor har antydet. I nutiden er fordampningen over Aralsøen så stor, at to floder (det gamle Oxus og Jaxartes), som kommer ned fra Centralasiens højder, hver med en vandmængde lige så stor som Niagaras, ikke er tilstrækkelige til at forårsage et overløb til Det Kaspiske Hav. Men eksistensen af et sådant overløb i den forhistoriske periode er så tydelig, at man har foreslået at udnytte dets leje (som er en mil bredt og lige så tydeligt markeret som lejet for noget levende vandløb) til en kanal.

Således kan vi, skønt geologien ikke kan give os direkte bevis for Syndfloden, alligevel se af de seneste geologiske opdagelser, at en sådan katastrofe er fuldstændig troværdig fra et videnskabeligt synspunkt; og antagelsen om, at der var en universel ødelæggelse af menneskerassen, i det mindste på den nordlige halvkugle, forbundet med de oversvømmelser, der ledsagede smeltningen af istidens is, understøttes af en stor mængde beviser. Der var helt sikkert en omfattende udslettelse af dyrearter forbundet med mennesket i denne periode. I Europa forsvandt det store irske elghjort, machairodus, hulestenen, næsehornet, flodhesten og elefanten sammen med præhistorisk menneske midt i oversvømmelserne ved slutningen af Istiden. I Nordamerika forsvandt lige så store katte sammen med heste, tapirer, lamas, store mastodonter og elefanter samt det enorme megalonyx i forbindelse med de samme oversvømmelser, der ødelagde så stor en del af menneskerassen under periodens dramatiske afsluttende scener. Det er derfor på ingen måde vanskeligt for en fyldig uddannet geolog at tro på en endelig katastrofe, sådan som den er beskrevet i {{Gen.|v}}. Hvis vi ikke tror på Syndfloden, skyldes det ikke, at vi ved for meget om geologi, men for lidt.

George Frederick Wright