Noa

Hvile, (hebr. Noah) Metusalems sønnesøn (1 Mos 5,25-29), som i to hundrede og halvtreds år levede samtidig med Adam, og søn af Lemek, som var omkring halvtreds år gammel ved Adams død. Denne patriark betragtes med rette som forbindelsesleddet mellem den gamle og den nye verden. Han er menneskeslægtens anden store stamfader.

Hans far Lemeks ord ved hans fødsel (1 Mos 5,29) er blevet opfattet som i en vis forstand profetiske, idet de udpeger Noa som et forbillede på ham, der er menneskers sande “hvile og trøst” under livets byrde (Matt 11,28).

Han levede fem hundrede år, og da fødtes der ham tre sønner, Sem, Kam og Jafet (1 Mos 5,32). Han var en “retfærdig mand og fuldkommen i sin slægt” og “vandrede med Gud” (jf. Ez 14,14, 20). Men nu begyndte Kains og Sets efterkommere at gifte sig indbyrdes, og da opstod en slægt, der udmærkede sig ved sin ugudelighed. Menneskene blev mere og mere fordærvede, og Gud besluttede at feje jordens onde befolkning bort (1 Mos 6,7). Men med Noa indgik Gud en pagt med et løfte om frelse fra den truende syndflod (18). Han fik derfor befaling om at bygge en ark (6,14-16) til frelse for sig selv og sit hus. Et tidsrum på hundrede og tyve år gik, mens arken blev bygget (6,3), og i den tid aflagde Noa stadig vidnesbyrd mod den slægts vantro og ondskab (1 Pet 3,18-20; 2 Pet. 2,5).

Da arken af “gofertræ” (nævnt kun her) omsider var færdig efter Herrens befaling, gik de levende skabninger, der skulle bevares, ind i den; og derefter gik Noa og hans hustru og sønner og svigerdøtre ind i den, og “Herren lukkede efter ham” (1 Mos 7,16). Den truede dom faldt nu over den skyldige verden: “den verden, som da var, gik til grunde, oversvømmet af vand” (2 Pet. 3,6). Arken flød på vandene i hundrede og halvtreds dage og lagde sig derefter til hvile på Ararats bjerge (1 Mos 8,3, 4); men først en betydelig tid efter dette fik han guddommelig tilladelse til at forlade arken, så han og hans familie var lukket inde i den et helt år (1 Mos 6-14).

Da Noa forlod arken, var hans første handling at opføre et alter, det første som overhovedet nævnes, og bringe ofre i tilbedende tak og lovprisning til Gud, som indgik en pagt med ham, den første pagt mellem Gud og menneske, og gav ham jorden i eje ved et nyt og særligt skøde, som stadig står ved magt (1 Mos 8,21). Som tegn og vidne om denne pagt blev regnbuen taget i brug og sat til side af Gud som et sikkert pant på, at jorden aldrig mere skulle ødelægges ved en vandflod.

Men, ak! Noa faldt derefter i alvorlig synd (1 Mos 9,21); og Kams opførsel ved denne sørgelige lejlighed førte til den mindeværdige forudsigelse om hans tre sønner og deres efterkommere. Noa “levede efter syndfloden tre hundrede og halvtreds år, og han døde” (28,29)..

Noa, bevægelse, (hebr. No’ah) en af Selofhads fem døtre (4 Mos 26,33; 27,1; 36,11; Jos 17,3).