Mennesker før syndfloden

an-te-di-lu'-vi-ans.

1. Kronologien er usikker:

Ifølge den almindelige fortolkning af de genealogiske tavler i 1 Mos 5 blev menneskene før syndfloden meget gamle; Metusalem nåede en alder af 969 år. Men før man accepterer disse tal som grundlag for fortolkning, er det vigtigt at bemærke, at den hebraiske, den samaritanske og Septuaginta-teksterne afviger så radikalt i deres summer, at man sandsynligvis kun kan have ringe tillid til nogen af dem. Septuaginta lægger 100 år til alderen for seks af patriarkerne før syndfloden ved deres ældste sønners fødsel. Dette, sammen med den store usikkerhed, der er forbundet med overleveringen af tal efter den hebraiske notationsmetode, gør det uklogt at bygge vigtige konklusioner på de tilgængelige data. Den mest sandsynlige fortolkning af den genealogiske tavle i 1 Mos 5 er den, som den afdøde professor William Henry Green gav; han hævder, at den ikke har til hensigt at give kronologi og heller ikke gør det, men kun angiver afstamningslinjen, ligesom hvor vi (1 Krøn 26,24) læser, at »Shebuel, søn af Gershom, søn af Moses, var overopsynsmand over skattene«; mens Gershom var Moses' direkte søn, var Shebuel adskilt fra Gershom af flere generationer. Ifølge professor Greens fortolkning er alt, hvad vi med sikkerhed kan udlede af udsagnet på hebraisk om, at Adam var 130 år gammel, da han avlede Set, at ved den alder forgrenede den linje sig, som kulminerede i Set; efter hebraisk sprogbrug er det tilladt at indskyde så mange mellemliggende generationer, som andre beviser måtte nødvendiggøre.

2. Slægtstavlernes betydning:

Som i Kristi slægtstavler i evangelierne er formålet med tavlerne i Første Mosebog tydeligvis ikke at give kronologi, men afstamningslinjen. Denne konklusion støttes af det faktum, at kronologien ikke senere bruges, mens afstamningslinjen gentagne gange fremhæves. Denne fortolkningsmetode giver den forhistoriske kronologi al den elasticitet, som enhver arkæolog måtte kræve. Nogle vil finde yderligere lettelse fra tallenes tilsyneladende utrolighed gennem professor A. Winchells og T. P. Crawfords fortolkning (Winchell, Pre-adamites, 449 ff.), nemlig at det første tal angiver individets faktiske levealder, mens det andet angiver hans families overherredømmes varighed, idet navnet betegner dynastier, ligesom Cæsar eller Farao.

3. Nefilim:

Nefilim (kæmperne) og de mægtige mænd, som blev født af »Guds sønner« og »menneskenes døtre« (1 Mos 6,4; 1 Mos 6,5), er efter den bedste fortolkning »kæmper i ondskab«, idet de er frugten af blandede ægteskaber mellem Sets efterkommere (»Guds sønner«, som påkaldte Jahves navn, 1 Mos 4,26) og »menneskenes døtre«. Tanken om, at »Guds sønner« henviser til engle eller halvguder, har ingen støtte i Skriften. Om denne velkendte betegnelse for den sande Guds tilbedere, se 2 Mos 4,22; 5 Mos 1,41; 5 Mos 1,32, gentagne gange; Es 1,2; Es 43,6; Es 45,11; Hos 1,10; Hos 11,1. Blandede ægteskaber med fordærvede folk, sådan som der her hentydes til, frembragte de resultater, som man søgte at værne imod i Moseloven, der forbød ægteskaber med de omgivende afgudsdyrkende folkeslag. Ordet Nefilim i 1 Mos 6,4 forekommer igen kun i 4 Mos 13,33 (King James Version »kæmper«). Men ordet er sandsynligvis snarere en beskrivende betegnelse end navnet på en race. I de ældre græske versioner oversættes det »voldelige mænd«.

4. Istiden:

Menneskene før syndfloden identificeres med stor sandsynlighed af nogle geologer (f.eks. Sir William Dawson) med istids- eller palæolitiske mennesker, hvis redskaber og rester findes begravet under aflejringer fra istidens oversvømmelser i Nordfrankrig, Sydengland, Sydrusland og i dalene ved floderne Delaware, Ohio og Missouri i Amerika. Resterne af »palæolitiske« mennesker afslører kun forhold præget af ekstrem fornedrelse og vildskab, hvor volden herskede. Den sparsomme befolkning, som var spredt over den nordlige halvkugle under de afsluttende oversvømmelser i istidsperioden, levede i jordens huler og kæmpede med en mærkelig mangfoldighed af gigantiske dyr, som uddøde samtidig med deres menneskelige samtidige. Se Noas syndflod.

LITTERATUR.

Green, »Primeval Chronology,« Bibliotheca Sacra, april 1890; Dawson, Modern Science in Bible Lands; B. B. Warfield, »On the Antiquity and the Unity of the Human Race,« Princeton Theol. Review, januar 1911; Winchell, Pre-adamites; Wright, Ice Age in North America, 5. udg.; Man and the Glacial Period, og Scientific Confirmations of Old Testament History.

George Frederick Wright