Syndfloden

Navnet på Noas flod, hvis historie er nedskrevet i 1 Mos 7 og 8.

Den begyndte i året 2516 f.Kr. og varede tolv månemåneder og ti dage, eller nøjagtigt ét solår.

Årsagen til denne dom var den fordærvelse og vold, der fyldte jorden i den niende generation fra Adam. Gud besluttede i retfærdig harme at rense jorden for den ugudelige slægt. Midt i en verden af forbrydelse og skyld var der ét hus, som forblev trofast og sandt mod Gud, Noas hus. “Noa var en retfærdig mand og udadlelig blandt sine samtidige.”

På Guds befaling byggede Noa en ark, 300 alen lang, 50 bred og 30 høj. Han arbejdede langsomt videre med dette værk gennem en periode på et hundrede og tyve år (1 Mos 6,3). Til sidst begyndte Guds hensigt at blive ført ud i livet. Følgende oversigt viser begivenhedernes rækkefølge, sådan som de indtraf:

I det seks hundrede år af sit liv får Noa befaling af Gud om at gå ind i arken og tage sin hustru og sine tre sønner med deres hustruer med sig (1 Mos 7,1-10).

Regnen begynder på den syttende dag i den anden måned (1 Mos 7,11-17).

Regnen ophører, vandene får overhånd, femten alen opad (1 Mos 7,18-24).

Arken støder på grund på et af Ararats bjerge på den syttende dag i den syvende måned, eller et hundrede og halvtreds dage efter at syndfloden begyndte (1 Mos 8,1-4).

Bjergenes toppe bliver synlige på den første dag i den tiende måned (1 Mos 8,5).

Ravn og due sendes ud fyrre dage efter dette (1 Mos 8,6-9).

Duen sendes igen ud syv dage senere; og om aftenen vender den tilbage med et olivenblad i næbbet (1 Mos 8,10, 11).

Duen sendes ud tredje gang efter et mellemrum på endnu syv dage og vender ikke mere tilbage (1 Mos 8,12).

Jorden bliver tør på den første dag i den første måned i det nye år (1 Mos 8,13).

Noa forlader arken på den syvogtyvende dag i den anden måned (1 Mos 8,14-19).

Den historiske sandhed i beretningen om syndfloden stadfæstes af de henvisninger, som vor Herre gør til den (Matt 24,37; jf. Luk 17,26). Peter omtaler den også (1 Pet 3,20; 2 Pet. 2,5). I Es 54,9 omtales syndfloden som “Noas vande.” Den bibelske beretning viser tydeligt, at hvad menneskeslægten angår, var syndfloden universel; at den skyllede alle levende mennesker bort undtagen Noa og hans familie, som blev bevaret i arken; og at den nuværende menneskeslægt nedstammer fra dem, der således blev bevaret.

Traditioner om syndfloden findes blandt alle menneskeslægtens store grupper; og disse traditioner, set under ét, stemmer på forunderlig måde overens med den bibelske beretning og stemmer med den på en sådan måde, at det fører til den konklusion, at den bibelske beretning er den autentiske, som alle disse traditioner er mere eller mindre forvanskede versioner af. Den mest bemærkelsesværdige af disse traditioner er den, der er nedskrevet på tavler fremstillet på befaling af Assur-bani-pal, Assyriens konge. Disse var dog kopier af ældre optegnelser, som hørte hjemme omkring 2000 f.Kr., og som udgjorde en del af præstebiblioteket i Erek (s.d.), “det uudryddelige minde om en virkelig og frygtelig begivenhed.”