Opstandelse

rez-u-rek'-shun (i Det Nye Testamente anastasis, med verberne anistemi, "stå op," og egeiro, "rejse op." Der findes ikke noget teknisk udtryk i Det Gamle Testamente, men i Es 26,19 findes verberne chayah, "leve," kum "stå op," kic "vågne").

I. ISRAEL OG UDØDELIGHED

1. Nationalisme

2. Spekulation

3. Religiøs fare

4. Tro på udødelighed

5. Opstandelse

6. Græske begreber

II. OPSTANDELSE I DET GAMLE TESTAMENTE OG MELLEMLIGGENDE LITTERATUR

1. Det Gamle Testamente

2. De retfærdige

3. De uretfærdige 4. Fuldstændig benægtelse

III. KRISTI LÆRE

1. Markus 12,18-27

2. I almindelighed

IV. DEN APOSTOLSKE LÆRE

1. Henvisninger

2. Paulinsk lære

3. Kontinuitet

4. 2 Korintherbrev 5

V. SAMMENFATNING

1. Det Nye Testamentes materiale

2. Fortolkning

LITTERATUR

I. Israel og udødelighed.

1. Nationalisme:

Det er meget bemærkelsesværdigt, at en lære om liv efter døden som en væsentlig del af religionen udviklede sig meget sent i Israel, skønt denne lære, ofte meget udførligt udformet, var almindeligt antaget blandt de omgivende folkeslag. Hovedårsagen til denne sene udvikling var, at Israels religion overvejende var centreret om idealet om et helligt folk. Derfor var individet et sekundært hensyn, og fremtiden for den mand, der døde, før de nationale løfter var opfyldt, blev enten opslugt i hans efterkommeres fremtid eller også helt ladt ude af betragtning.

2. Spekulation:

Der fandtes tydeligvis megen spekulation om liv efter døden, men den stod ikke i direkte forbindelse med folkets religion. Derfor er Det Gamle Testamentes materiale sparsomt og peger, som man kunne vente, på uensartede forestillinger. Alligevel er visse ideer klare. Det levende individ bestod af "kød" og nephesh eller ruach (en tredeling synes at være efterbibelsk, trods 1 Thess 5,23; se PSYCHOLOGY). Hos individet synes nephesh og ruach at være nogenlunde synonyme ord, der først og fremmest betyder "åndedrag," som kødets livgivende princip (således om de lavere dyr i Sl 104,29; Sl 104,30). Men nephesh kom til at blive brugt om "det indre menneske" eller "selvet" (5 Mos 12,20 osv.; se HEART), og gengives derfor i engelske bibeloversættelser sædvanligvis med "soul". Men der er kun ganske få tilfælde, hvor nephesh bruges om personlighedens sæde efter døden (Sl 30,3; sammenlign Sl 16,10; Sl 38,17; Job 33,18 osv.), og næsten alle sådanne steder synes at være ret sene. Faktisk er nephesh i omkring 13 tilfælde om en død mand umiskendeligt hans lig (3 Mos 19,28; 4 Mos 5,2; Hag 2,13 osv.). Det synes, som om spørgsmålet om, hvad der overlever døden, næppe blev rejst; hvad der end eksisterede da, blev tænkt som noget helt nyt. På den ene side kunne den døde mand kaldes en "gud" (1 Sam 28,13), et udtryk der måske er beslægtet med forfædredyrkelse. Men mere almindeligt tænkes de døde som "skygger," repha'im (Job 26,5 randnote osv.), svage kopier af det oprindelige menneske i alle henseender (Ez 32,25). Men hvilken eksistens sådanne "skygger" end måtte have, var de trådt ud af forholdet til Jahve, som de "døde ikke priser" (Sl 115,17; Sl 115,18; Es 38,18; Es 38,19), og der var ingen religiøs interesse for dem.

3. Religiøs fare:

Ja, enhver interesse, man viste dem, ville sandsynligvis være antireligiøs, som forbundet med åndemaneri osv. (5 Mos 14,1; 5 Mos 26,14; Es 8,19; Sl 106,28 osv.; se SORCERY), eller som forbundet med fremmede religioner. Her var sandsynligvis netop det forhold, at de omgivende folkeslag lærte udødelighed, en stærk grund til, at Israel nægtede at overveje den. At Egypten havde en udførlig lære om individuel dom ved døden, eller at Persien lærte legemets opstandelse, ville faktisk have en tendens til at gøre disse læresætninger mistænkelige, og det var først, da faren for synkretisme syntes at være ovre, at sådanne trosforestillinger kunne vurderes efter deres egne fortjenester. Derfor er det ikke overraskende, at profeterne praktisk talt lader ideen ude af betragtning, eller at Prædikeren kategorisk benægter enhver lære om udødelighed.

4. Tro på udødelighed:

Ikke desto mindre måtte læren komme med en fyldigere kundskab om Gud, bredere erfaring og dybere eftertanke. Men den kom langsomt. Individualismen når frem til et udtrykkeligt udsagn i Sl 14; Sl 18; Sl 33 (sammenlign 5 Mos 24,16; Jer 31,29; Jer 31,30), men det nationale synspunkt gjorde stadig individets belønninger og straffe til anliggender, der kun hørte denne verden til (Ez 14,14; Ez 14,37 osv.), en lære, der havde en overraskende livskraft, og som findes så sent som hos Sirak (1,13; 11,26). Men da dette ikke stemmer med livets kendsgerninger (Job), var en lære om udødelighed, som der allerede var antydninger af (II, 1, nedenfor), uundgåelig. Den træder frem med fuld kraft i tiden efter Makkabæerne, men hvorfor netop da er vanskeligt at sige; måske fordi man netop da havde været vidne til martyrdomme i stor målestok (1 Makk 1,60-64).

5. Opstandelse:

Legemets opstandelse var den form, udødeligheden antog, i overensstemmelse med de religiøse forudsætninger. Da den hellige skulle finde sin lykke i folket, måtte han genindsættes i folket; og de ældre opfattelser pegede ikke i retning af ren sjæleudødelighed. "Skyggerne" førte i bedste fald en elendig tilværelse; og Paulus selv gyser ved tanken om "nøgenhed" (2 Kor 5,3). Nephesh og ruach var usikre størrelser, og selv Det Nye Testamente har ingen konsekvent terminologi for menneskets udødelige del ("sjæl," Åb 6,9; Åb 20,4; "ånd," Hebr 12,23; 1 Pet 3,19; Paulus undgår ethvert udtryk i 1 Kor 1, og i 2 Kor 2 siger han: "jeg"). I Talmud er en almindelig opfattelse, at de gamle legemer vil modtage nye sjæle (Ber. R. 2 7; 6 7; Vayy. R. 12 2; 15 1 osv.; sammenlign Sib Or 4,187).

6. Græske begreber:

Hvor derimod direkte græsk indflydelse kan påvises, finder man ren sjæleudødelighed (sammenlign Salomos Visdom 8,19.20; 9,15 (men Visdommens egentlige lære er meget usikker); Enok 102,4-105; 108; Slavisk Enok; 4 Makk; Josefus, og især Filon). Ifølge Josefus (BJ, II, viii, 11) holdt essæerne fast ved denne lære, men da Josefus græciserer den farisæiske opstandelse til pythagoræisk sjælevandring (II, viii, 14; modsat Ant, XVIII, i, 3), er hans vidnesbyrd tvivlsomt. Bemærk desuden, hvordan Luk 6,9; Luk 9,25; Luk 12,4; Luk 12,5 har omformuleret Mark 3,4; Mark 8,36; Matt 10,28 for græske læsere. På en vag måde havde selv jødedommen i landet noget af de samme forestillinger (2 Esdras 7,88; 2 Kor 4,16; 2 Kor 12,2), mens man almindeligvis mente, at sjælene i mellemtilstanden kan nyde lykke, en udtalelse der først forekommer i Enok 22 (Jubilæerbogen 23,31 er næppe alvorligt ment).

II. Opstandelse i Det Gamle Testamente og mellemlitteraturen.

1. Det Gamle Testamente:

Af de grunde, der er nævnt ovenfor, er henvisningerne i Det Gamle Testamente til opstandelseslæren få. Sandsynligvis findes den i Sl 17,15; Sl 16,11; Sl 49,15; Sl 73,24, og i hvert tilfælde med stigende sandsynlighed, men for nøjagtige drøftelser må den studerende konsultere kommentarerne. Naturligvis er ingen nøjagtig datering af disse salmepassager mulig. Med endnu større sandsynlighed udtrykkes læren i Job 14,13-15; Job 19,25-29, men også her er alternative forklaringer lige netop mulige, og igen er Job en notorisk vanskelig bog at datere (se JOB, BOOK OF). De to sikre steder er Es 26,19 randnote og Dan 12,2. I det førstnævnte (som skal dateres omkring 332 (?)) loves det, at »lysets dug« skal falde på jorden, og således skal de (retfærdige) døde blive levende igen. Men denne opstandelse er begrænset til Israels land og omfatter ikke de uretfærdige. Om Dan 12,2, se nedenfor.

2. De retfærdige:

Faktisk var det langt mere naturligt at tænke på en opstandelse kun for de retfærdige end på en almen opstandelse. Og endnu mere naturligt tænkte man på en opstandelse for martyrer, hvor sådanne ganske enkelt fik tilbage, hvad de havde opgivet for Gud. Sådan er det i Enok 90,33 (før 107 f.Kr.) og 2 Makk 7,9.11.23; 14,46 (kun martyrer nævnes i 2 Makk); sammenlign Åb 20,4. Men naturligvis kunne den idé, når den først var givet, ikke begrænses til martyrer alene, og mellemlitteraturen indeholder så mange henvisninger til de retfærdiges opstandelse, at citater må udelades. Tidlige steder er Enok 91,10 (måske førmakkabæisk); De Tolv Patriarkers Testamente, Test. Juda 25,4 (før 107). Et meget ejendommeligt sted er Enok 25,6, hvor de opstandne hellige blot lever længere end deres fædre gjorde, dvs. opstandelse indebærer ikke udødelighed. Dette sted synes at være enestående.

3. De uretfærdige:

For en opstandelse af uretfærdige mennesker (Dan 12,2; Enok 22,11; De Tolv Patriarkers Testamente, Test. Benj. 10,7.8, armensk tekst--i ingen af disse tilfælde en almen opstandelse) gives der et motiv i Enok 22,13: for sådanne mennesker er selve tilstanden i Sheol ikke straf nok. For en almen opstandelse er motivet altid den endelige dom, så hele menneskets historie kan sammenfattes i én højeste handling. Ideen er ikke særlig almindelig, og De Tolv Patriarkers Testamente, Test. Benj. 10,7.8 (græsk tekst); Baruk 50,2; Enok 51,1; Sib Or 4,178-90; Adams liv (græsk) 10, og 2 Esdras 5,45; 7,32; 14,35 udgør omtrent alle de utvetydige steder. Den findes ikke i den tidligste del af Talmud; De Tolv Patriarkers Testamente, Test. Benj. 10,7.8 (græsk) har to opstandelser.

4. Fuldstændig benægtelse:

Endelig kender en stor del af litteraturen slet ingen udødelighed. Præd, Sirak og 1 Makkabæer er de mest kendte eksempler, men der er mange andre. Det er især interessant, at den meget åndelige forfatter til 2 Esdras ikke mente, det var umagen værd at ændre den kategoriske benægtelse i den kilde, der blev brugt i 13,20. Naturligvis var det jødiske parti, der mest vedholdende fastholdt en benægtelse af enhver opstandelse, saddukæerne (Matt 22,23 og paralleller; ApG 23,8), med en ekstrem konservatisme, som ofte findes blandt aristokrater.

III. Kristi lære.

1. Markus 12,18-27:

Spørgsmålet drøftes udtrykkeligt i det velkendte sted Mark 12,18-27 parallel Matt 22,23-33 parallel Luk 20,27-38. Saddukæerne antog, at opstandelse ganske enkelt indebærer en genoplivelse til genoptagelse af menneskelige funktioner, inklusive ægteskabets fysiske side. Deres fejl lå i den lave forestilling om Gud. For Skrifterne lærer om en Gud, hvis evne og vilje til at tage sig af sine skabninger er så ubegrænsede, at den skæbne, han har beredt for dem, bliver karikeret, hvis den tænkes i andre udtryk end de absolut højeste. Heraf følger ikke blot opstandelsens sandhed, men en opstandelse til en tilstand, der står lige så højt over den seksuelle sfære som englenes. (Muligheden for gensidig genkendelse mellem mand og hustru er uvedkommende, og det siges heller ikke engang, at opstandelseslegemerne er kønsløse.) Lukas (20,36) tilføjer den forklaring, at da der ikke skal være nogen dødsfald, vil ægteskabet (i dets forhold til fødsler) ikke eksistere. Man kunne mene, at Kristi argument lige så godt ville støtte kun sjælens udødelighed, og faktisk bruges det samme argument for den sidstnævnte lære i 4 Makk 7,18.19; 16,25. Men i Jerusalem og under de givne omstændigheder er dette helt umuligt. Og desuden synes det, at enhver sådan dualisme ville være et brud på Kristi lære om Guds omsorg.

2. Generelt:

Imidlertid synes argumentet kun at berøre de retfærdiges opstandelse, især i den form det har hos Lukas (jf. Luk 14,14). (Men at Lukas tænkte på at begrænse opstandelsen sådan, modbevises af ApG 24,15.) Tilsvarende i Matt 8,11 parallelt med Luk 13,28; Mark 13,27 parallelt med Matt 24,31. Men som et træk ved dommen læres alle menneskers opstandelse. Da træder mændene fra Sodoma, Tyrus og Nineve frem (Matt 11,22; Matt 11,24; Matt 12,41; Matt 12,42 parallelt med Luk 10,14; Luk 11,32), og de, der kastes i Gehenna, fremstilles som havende et legeme (Mark 9,43-47; Matt 5,29; Matt 5,30; Matt 10,28; Matt 18,8; Matt 18,9). Og ved den store endelige domstol (Matt 25,31-46) træder alle mennesker frem. I det fjerde evangelium skelnes der på lignende måde (Joh 6,39; Joh 6,40; Joh 6,44; Joh 6,54; Joh 11,25) mellem de retfærdiges opstandelse, grundlagt på deres forening med Gud gennem Kristus og deres nuværende besiddelse af denne forening, og (i Joh 5,28; Joh 5,29) den almene opstandelse til dom. Om disse steder indebærer to opstandelser eller blot fremhæver den yderste forskel i vilkår ved den ene, kan ikke afgøres.

De steder i 4 Makkabæerbog, der er henvist til ovenfor, lyder: “De, som tager sig af fromheden af hele deres hjerte, de alene er i stand til at overvinde kødets impulser, idet de tror, at de ligesom vore patriarker Abraham, Isak og Jakob ikke dør for Gud, men lever for Gud” (7,18.19); og “De vidste, at når de døde for Gud, ville de leve for Gud, ligesom Abraham og Isak og Jakob og alle patriarkerne” (16,25). Det er klart muligt, at vor Herres ord kan have været kendt af forfatteren til 4 Makkabæerbog, selv om man ikke bør se bort fra den mulighed, at Kristus godkendte og udvidede nogle få åndeligt sindede menneskers grundsætninger. Mere muligt er det, at 4 Makkabæerbog påvirkede Lukas’ græske udtryksmåde.

Se MAKKABÆERBØGERNE, IV.

IV. Den apostolske lære.

1. Henvisninger:

For apostlene førte Kristi sejr over døden opstandelseslæren ud af den spekulative eskatologis område. Fra da af er den en erfaringskendsgerning, grundlæggende for kristendommen. Direkte henvisninger i Det Nye Testamente findes i ApG 4,2; ApG 17,18; ApG 17,32; ApG 23,6; ApG 24,15; ApG 24,21; Rom 4,17; Rom 5,17; Rom 6,5; Rom 6,8; Rom 8,11; Rom 11,15; 1 Kor 6,14; 1 Kor 6,15; 2 Kor 1,9; 2 Kor 4,14; 2 Kor 5,1-10; Fil 3,10; Fil 3,11; Fil 3,21; Kol 1,18; 1 Thess 4,13-18; 2 Tim 2,18; Hebr 6,2; Hebr 11,19; Hebr 11,35; Åb 20,4; Åb 20,5 (kun martyrer); 20,12.13. Af disse henviser kun ApG 24,15; Åb 20,12; Åb 20,13 til en almen opstandelse med absolut utvetydighed, men læren er bestemt indeholdt i andre og desuden i 2 Tim 4,1.

2. Paulus’ lære:

En teologi om opstandelsen gives fuldt ud af Paulus. Grundlæggende er forestillingen om den troendes forening med Kristus, sådan at vores opstandelse følger af hans (især Rom 6,5-11; Fil 3,10; Fil 3,11). Enhver udfrielse fra fare er en forsmag på opstandelsen (2 Kor 4,10; 2 Kor 4,11). Ja, så sikker er den, at den kan omtales som allerede fuldbyrdet (Ef 2,6). Fra et andet synspunkt er opstandelsen ganske enkelt en del af Guds almindelige forløsning af naturen ved fuldendelsen (Rom 8,11; Rom 8,18-25). Når den troende da går over i en herlighedstilstand, må hans legeme forandres til de nye vilkår (1 Kor 15,50; Fil 3,21); det bliver et “åndeligt” legeme, der hører til åndens område (ikke “åndeligt” i modsætning til “materielt”). Naturen viser os, hvor forskellige “legemer” kan være — fra solens “legeme” til de laveste dyrs legemer afhænger arten alene af Guds skabende vilje (1 Kor 15,38-41). Heller ikke tanken om en forandring i den samme tings legeme er ukendt: se på forskellen i et hvedekorns “legeme”, når det sås, og efter at det er vokset op! (1 Kor 15,37). Netop sådan bliver jeg “sået” eller sendt ind i verden (sandsynligvis ikke “begravet”) med én slags legeme, men min opstandelse vil se mig med et legeme, der er tilpasset mit liv med Kristus og Gud (1 Kor 15,42-44). Hvis jeg stadig lever ved parusien, skal dette nye legeme iklædes mit nuværende legeme (1 Kor 15,53; 1 Kor 15,54; 2 Kor 5,2-4); ellers skal jeg oprejses i det (1 Kor 15,52). Dette legeme findes allerede i himlene (2 Kor 5,1; 2 Kor 5,2), og når det iklædes mig, vil det nuværende legemes naturlige funktioner blive ophævet (1 Kor 6,13). Dog er et motiv til at afholde sig fra urenhed at bevare det legeme ubesmittet, som skal opstå (1 Kor 6,13; 1 Kor 6,14).

3. Kontinuitet:

Forholdet mellem stoffet i det nuværende legeme og stoffet i opstandelseslegemet var et spørgsmål, Paulus aldrig rejste. I 1 Kor 6,13; 1 Kor 6,14 ser det ud til, at han tænkte på legemet som noget mere end summen af dets organer, for organerne forgår, men legemet oprejses. Han drøfter heller ikke det døde legemes endelige skæbne. Billedsproget i 1 Thess 4,16; 1 Thess 4,17; 1 Kor 15,52 er, at man forlader gravene, og i tilfældet med Kristi opstandelse, typen på vores, var det, der blev begravet, det, der blev oprejst (1 Kor 15,4). Måske er tanken, at berøringen fra opstandelseslegemet tilintetgør alt i det gamle legeme, som ikke er tilpasset den nye tilstand; måske findes der en forestilling om, at det gamle legemes væsen er det, vi kunne kalde “ikke-materielt”, sådan at forrådnelse blot foregriber det værk, opstandelsen vil udføre. Under alle omstændigheder er sådanne overvejelser “ud over, hvad der står skrevet.”

4. 2 Korintherbrev 5:

En delvis parallel til tanken om, at opstandelseslegemet allerede er i himlen, findes i Slavisk Enok 22,8.9, hvor sjælen modtager klæder, der er lagt til side for den (jf. Esajas' Himmelfart 7,22.23 og muligvis Åb 6,11). Men Kristus taler også om en løn, der allerede er i himlen (Matt 5,12). Et vigtigere spørgsmål er tidspunktet for iklædningen i 2 Kor 5,1-5. En gruppe forskere (Heinrici, Schmiedel, Holtzmann, Clemen, Charles osv.) mener, at Paulus her har ændret sine synspunkter i forhold til dem i 1 Korintherbrev; at han nu mener, at opstandelseslegemet antages straks ved døden, og de oversætter 2 Kor 5,2; 2 Kor 5,3: »vi sukker (under livets byrder), idet vi længes efter at blive iklædt vor bolig, som er fra himlen; for når vi bliver iklædt den, skal vi ikke mere opleve nøgenhed« (Weizsackers oversættelse af Det Nye Testamente). Men 2 Korintherbrev ville have været et særdeles uheldigt sted at bekendtgøre en ændring af synspunkter, for det blev delvis skrevet som et forsvar mod anklagen for inkonsekvens (1,17 osv.). Villigheden til at være borte fra legemet (5,8) mister hele sin pointe, hvis et andet og bedre legeme skal gives med det samme. De grammatiske grunde til ovenstående fortolkning (bedst fremsat af Heinrici) er meget svage. Og den givne oversættelse indlæser i verset noget, som ganske enkelt ikke står der. Derfor er det langt bedre at følge den ældre fortolkning hos Meyer (B. Weiss, Bousset, Lietzmann, Bachmann, Menzies osv.; Bachmann er særlig god) og den åbenlyse mening i passagen: Paulus frygter at blive efterladt nøgen ved døden, men finder umiddelbar trøst ved tanken om at være hos Kristus og endelig trøst ved tanken om det legeme, der skal modtages ved Parusien. (I Fil 1,21-24 er denne frygt overvundet.)

Om de ondes opstandelse har Paulus ikke meget at sige. Læren synes klart udtrykt i 2 Kor 5,10 (og i 2 Tim 4,1, medmindre man benægter paulinsk forfatterskab til 2 Timotheusbrev). Men Paulus er villig til at behandle de uretfærdiges skæbne med tavshed.

V. Sammenfatning.

1. Det Nye Testamentes oplysninger:

Punkterne i Det Nye Testamentes lære om de retfærdiges opstandelse synes da at være disse: Den troendes personlighed overlever efter døden og er hos Kristus. Men den mangler noget, som vil blive givet ved fuldendelsen, når der gives et legeme, hvori der ikke er noget, som hindrer fuldkomment samkvem med Gud. Dette legemes forbindelse med det nuværende legeme drøftes ikke, bortset fra at det siges, at der findes en eller anden forbindelse, med nødvendigheden af en forvandling for dem, der lever ved enden. I denne tilstand bliver intet tilbage, som er uforeneligt med den højde, mennesket er ophøjet til, og især ophører seksuelle forhold (Mark 12,25) og ernæringens processer (1 Kor 6,13). Til dette mål står hele Guds magt til rådighed. Og det er sikret ved den fuldkomne tillid, den troende kan sætte til Gud, og ved Kristi opstandelse, med hvem den troende er blevet inderligt forenet. De uretfærdige oprejses til den endelige stadfæstelse af Guds handlemåde i historien. To opstandelser findes i Åb 20,5; Åb 20,13 og ganske muligvis i 1 Thess 4,16; 1 Kor 15,23; 1 Kor 15,24. Heraf udtrykket den første opstandelse.

Se den sidste dom.

2. Fortolkning:

I »hullerne« i dette skema har den troende naturligvis ret til at indsætte sådant stof, som forekommer ham bedst foreneligt med hans øvrige begreber om kristendom og filosofi. Som det så ofte er tilfældet med passager i Bibelen, undrer den studerende sig over den måde, hvorpå de hellige forfattere blev holdt tilbage fra at binde kristendommen til metafysiske systemer, som væksten i menneskelig kundskab senere kunne vise var falske. Men teologen må sørge for at skelne mellem de åbenbarede kendsgerninger og den fortolkning, der gives dem i ethvert system, han konstruerer for at få læren til at stemme med ideerne i hans egen tid eller kreds--en skelnen, der alt for ofte er blevet glemt i fortiden og undertiden med beklagelige følger. Især er det godt at huske, at et udtryk som »en rent åndelig udødelighed« hviler på en metafysisk dualisme, som i dag er forældet, og at et sådant udtryk næppe er mindre naivt end forventningen om, at opstandelseslegemet vil indeholde præcis det samme materiale som det nuværende legeme. Vi er stadig helt i mørke med hensyn til forholdet mellem det, vi kalder »sjæl« og »legeme«, og derfor er det naturligvis ganske umuligt at dogmatisere. A. Meyer har i sin RGG-artikel (»Auferstehung, dogmatisch«) nogle interessante forslag. For en idealistisk metafysik, hvor sjæl og legeme kun er to former for Guds tanke, frembyder opstandelsen ingen vanskeligheder. Hvis legemet betragtes som det væv af kræfter, der udgår fra sjælen, ville opstandelsen tage form af disse kræfters tilbagevenden til deres centrum ved fuldendelsen. Hvis »legeme« anses for at omfatte helheden af virkninger, der udgår fra individet, vil individet ved enden i disse virkninger finde det nøjagtige udtryk for sig selv (Fechners teori). Eller opstandelse kan betragtes som evolutionens mål--genforeningen i Gud af alt, hvad der er blevet differentieret og således udviklet og beriget. Sådanne linjer må følges med forsigtighed, men kan vise sig at føre til resultater af stor værdi.

I de senere år er forskernes opmærksomhed blevet rettet mod spørgsmålet om, hvor langt andre religioners lære hjalp jøderne til at nå frem til en lære om opstandelsen. I praksis kommer kun det persiske system i betragtning, og her synes kendsgerningerne at være disse: En tro blandt perserne på legemets opstandelse bevidnes for den førkristne periode af fragmenterne af Theopompus (4. århundrede f.Kr.), bevaret hos Diogenes Laertius og Aeneas af Gaza. At denne lære blev undervist af Zoroaster selv, kan ikke bevises nøjagtigt, men det er sandsynligt. Men om de præcise detaljer er vi i stor usikkerhed. I Avesta findes læren ikke i den ældste del (Gathas), men nævnes i den 19. Yasht, et dokument der helt sikkert har gennemgået en efterkristen redaktion i et omfang, som ikke kan bestemmes. Den fyldigste persiske kilde er Bundahesh (30), skrevet i det 9. kristne århundrede. Den indeholder bestemt meget meget gammelt stof, men alderen på et givet afsnit i den er altid et problem. Derfor må kilderne bruges med stor forsigtighed. Det kan bemærkes, at senjødedommen bestemt i nogen grad blev påvirket af den persiske religion (se især Tob), men der er så mange indfødte jødiske elementer, som førte frem mod en opstandelseslære, at kendskab til den persiske tro kun kan have været en hjælp. Særligt må det bemærkes, at den store tilslutning til læren ligger i tiden efter makkabæerne, hvor direkte persisk indflydelse næppe kan komme på tale.

Se ZOROASTRIANISM.

LITTERATUR.

De ældre værker lider under en mangelfuld forståelse af forudsætningerne, men Salmond, Christian Doctrine of Immortality, er altid nyttig. Brown, The Christian Hope, 1912, er fremragende og indeholder en fyldig bibliografi. Charles, Eschatology, og artiklen "Eschatology" i Encyclopedia Biblica er uvurderlige, men må bruges kritisk af den grundige studerende, for synspunkterne er ofte individualistiske. Wotherspoons artikel "Resurrection" i DCG er god; Bernards i HDB er ikke lige så god. Om 1 Korintherbrev, Findlay eller (bedre) Edwards; om 2 Korintherbrev, Menzies. På tysk de nytestamentlige teologier af Weiss, Holtzmann, Feine; Schaeders "Auferstehung" i PRE3. Om 1 Kor, Heinrici og J. Weiss i Meyer (8. og 9. udgave); om 2 Korintherbrev, Bachmann i Zahn-serien. Om begge korintherbreve Bousset i J. Weiss' Schriften des New Testament (et værk af en ekspert i eskatologi), og Lietzmann i hans Handbuch.

Se BODY; ESCHATOLOGY (OLD TESTAMENT AND NEW TESTAMENT); FLESH; SOUL; SPIRIT.

Burton Scott Easton