Verden, kosmologisk

wurld, koz-mo-loj'-i-kal:

1. Udtryk og almen betydning

2. Hebræisk forestilling om verden

3. Dens udstrækning

4. Verdens oprindelse--bibelske og modsatte opfattelser

5. Kosmogonien i Første Mosebog 1--sammenligning med babyloniske og andre kosmogonier

6. Første Mosebog 1 og videnskaben

LITTERATUR

1. Udtryk og almen betydning:

Hebræerne havde ikke noget egentligt ord for "verden" i den brede betydning "univers". Det nærmeste man kommer en sådan betydning, er i udtrykket "himlene og jorden" (1 Mos 1,1 osv.). Selv dette udtryk, når det bruges fysisk, gengiver ikke den moderne forestilling, for jorden er stadig centrum, som himlen og himmellegemerne er knyttet til som tilbehør. Her må man dog huske, at for den hebraiske tankegang var den fysiske verden ikke det hele. Hinsides den var himlene, hvor Guds trone var, befolket af utallige åndelige væsener, hvis hærskarer tilbad og adlød ham (1 Mos 28,12; Sl 103,19-21 osv.). Deres opfattelse af universet blev således udvidet, men himlene i denne betydning ville ikke være indbefattet i "verden". For "verden" i dens jordiske betydning bruges flere hebraiske ord. KJV gengiver således lejlighedsvis ordet 'erets, "jord", sådan (gengivelsen er bevaret i RV i Es 23,17; Jer 25,26; i Sl 22,27; Es 62,11 er det ændret til dets rette betydning, "jord"); `olam, "tidsalder", som to gange gengives "verden" i KJV (Sl 73,12; Præd 3,11), er ændret i RV--i det sidstnævnte tilfælde til "evighed". Hovedordet for "verden" i betydningen den beboelige jord, menneskets bolig, med dens fylde af skabt liv, er tebhel--et poetisk udtryk (1 Sam 2,8; 2 Sam 22,16; Job 18,18; Job 34,13; Job 37,12; Sl 9,8; Sl 18,15 osv.)--svarende til det græske oikoumene.

I Det Nye Testamente er et hyppigt ord for "verden" aion, "tidsalder" (Matt 12,32; Matt 13,22; Matt 13,39; Matt 13,40; Matt 13,49; Matt 24,3; Mark 4,19; Luk 16,8; Rom 12,2; Hebr 1,2 osv.). RV anfører i disse tilfælde "tidsalder" i randnoten og ændrer undertiden i teksten til "fra gammel tid" (således American Standard Revised Version i Luk 1,70; ApG 3,21), "tidsaldre", "tider" osv., alt efter betydningen (sammenlign 1 Kor 10,11; Hebr 6,5; Hebr 9,26; 2 Tim 1,9; Tit 1,2 osv.). Det græske ord, der oftest bruges, er kosmos, den "ordnede verden" (f.eks. Matt 4,8; Matt 5,14; Matt 26,13; Mark 8,36; Joh 1,9; Joh 8,12; ApG 17,24; Rom 1,8; Rom 1,20 osv.). Den bredere betydning "hele skabningen" eller "universet" (se ovenfor om Det Gamle Testamente) udtrykkes ved vendinger som panta, "alle ting" (Joh 1,3), pasa he ktisis, "hele skabningen" (Rom 8,22).

2. Hebræisk forestilling om verden:

To fejl må undgås, når man danner sig en fremstilling af den hebraiske opfattelse af verden.

(1) Man bør ikke forsøge at finde præcise foregribelser af moderne videnskabelige opdagelser i de bibelske udsagn. Forholdet mellem den bibelske lære og videnskabelige opdagelser behandles nedenfor. Her er det nok at sige, at det syn på verden, som de bibelske forfattere har, ikke er den moderne videnskabs, men beskæftiger sig med verden ganske enkelt sådan, som vi kender den--som den ligger udbredt for det almindelige blik--og tingene beskrives i folkeligt sprog, som de fremtræder for sanserne, ikke som teleskop, mikroskop og andre redskaber for moderne viden åbenbarer deres natur, love og indbyrdes forhold for os. Fortællingens eller beskrivelsens mål er overalt religiøst, ikke teoretisk.

(2) På den anden side må man undgå den fejl at presse sproget i folkelige, ofte billedlige og poetiske, beskrivelser ind i de faste former af en kosmogoni, som forfatterne på ingen måde har haft til hensigt at levere. Det er sandt, at hebræerne ikke havde nogen forestilling om vores moderne kopernikanske astronomi og tænkte sig jorden som en flad overflade, overhvælvet af en vældig himmeludstrækning, hvori sol, måne og stjerner var sat, og fra hvis forrådskamre regnen faldt ned. Men det er en overdrivelse af alt dette at tale, som det undertiden gøres, som om hebræerne var børn, der forestillede sig himlen som en fast hvælving (1 Mos 1,6-8; Job 37,18), båret af søjler (Job 26,11) og gennembrudt af vinduer (1 Mos 7,11; Es 24,18), gennem hvilke regnen kom. "Verden er en fast udstrækning af jord, omgivet af og hvilende på et verdenshav og overhvælvet af en stiv hvælving kaldet `firmamentet,' over hvilken et himmelsk oceans vande er udbredt" (Skinner). Sagen føres videre, når man søger udførlige ligheder mellem den hebraiske og den babyloniske kosmogoni (se nedenfor). Sådanne fremstillinger, selv om de er almindelige, er vildledende. Sproget skal ikke presses på denne prosaiske, uelastiske måde. Man glemmer, at hvis "firmamentet" eller "himlen" undertiden omtales som en fast hvælving, sammenlignes det til andre tider med et udspændt "forhæng" (Sl 104,2; Es 40,22) eller en "bogrulle", der kan rulles sammen (Es 34,4); hvis himlens "vinduer" nævnes en eller to gange, er der mange andre steder en ganske klar anerkendelse af, at regnen kommer fra skyerne i luften (Dom 5,4; Job 36,28; Sl 77,17, osv.); hvis jorden undertiden omtales som en "kreds" (Es 40,22), har den til andre tider "hjørner" og "ender" (Es 11,12; 5 Mos 33,17; Job 37,3; Sl 19,6, osv.); hvis sol, måne og stjerner fremstilles, som om de var fastgjort til firmamentet--"fæstnet som søm," som en har udtrykt det--"hvorfra man kunne sige, at de faldt af" (Es 14,12, osv.), fremstilles solen langt oftere som en, der følger sin frie, jublende bane rundt over himlene (Sl 19,5; Sl 19,6, osv.), månen som en, der "vandrer" i klarhed (Job 31,26), osv. Den egentlige betydning af ordet raqia` er ganske enkelt "udstrækning", og himlenes gennemsigtige hvælving, hvori skyerne hang, og gennem hvilken solen færdedes, havde sandsynligvis for hebræerne associationer, der ikke var meget forskellige fra dem, den har for gennemsnitsmennesket i dag. Jorden, som selv består af "tørt land" og "have" (1 Mos 1,9; 1 Mos 1,10), det førstnævnte med sine bjerge, dale og floder, kan være blevet opfattet som omgivet af et ocean--den cirkulære form blev naturligt antydet af horisontens omrids. Enkelte passager formidler forestillingen om dybder inden i eller neden under såvel som omkring den faste jord (1 Mos 7,11; 5 Mos 33,13)--en tanke, der igen blev antydet af kilder, brønde, oversvømmelser og lignende naturfænomener--men der er ingen fasthed i disse fremstillinger. Ét sted i Job (26,7) har den dristige tanke om jorden som hængende i det frie rum--en nær tilnærmelse til den moderne opfattelse.

3. Dens udstrækning:

De forestillinger, man gjorde sig om verdens udstrækning, var naturligt begrænset af hebræernes geografiske kundskab og udvidede sig, efterhånden som denne kundskab voksede. Dog var den på intet tidspunkt så begrænset, som man kunne antage. Folketavlen (se denne) i 1 Mos 10 viser et bredt kendskab til verdens forskellige folk, "efter deres tungemål, i deres lande, i deres folk" (10,20.31). Udsynet mod vest var afgrænset af Middelhavet ("det store hav," 4 Mos 31,6; Ez 47,10, osv.), med dets "øer" (1 Mos 10,5; Es 11,11, osv.), til Tarshish (Spanien?) i det yderste vesten. Mod nord lå hittitternes store rige (Jos 1,4; 1 Kong 10,29, osv.). Mod nord og øst, på den anden side af ørkenen, hinsides Syrien, lå det velkendte område Mesopotamien (Aram-Naharaim, Sl 60, overskrift), med Ararat (1 Mos 8,4) endnu længere mod nord; og mod syd, i Tigris-Eufrat-dalen, de gamle og mægtige riger Assyrien og Babylonien (1 Mos 2,14; 1 Mos 10,10; 1 Mos 10,11), med Medien og Elam (1 Mos 10,2; 1 Mos 10,22), og på et senere tidspunkt Persien (Est 1,1), længere mod øst. Mod sydøst, mellem Det Røde Hav og Den Persiske Bugt, lå den store arabiske halvø, og vest for Det Røde Hav, sydvest for Kanaan, det mægtige Egypten, Israels aldrig glemte "trældommens land" (2 Mos 20,2, osv.). Syd for Egypten lå Etiopien. Af fjernere folk nævnes Indien først i Est 1,1; Est 8,9, men handel med det må have været så tidlig som på Salomos tid. I den dunkle horisont findes sådanne folk som Gomer (kimmerierne, nord for Euxinos 1 Mos 10,2; Ez 38,6) og Magog (1 Mos 10,2; Ez 38,2 skyterne (?)); sandsynligvis er selv Kina ment med "Sinims land" i Es 49,12. I de apokryfe bøger og Det Nye Testamente udvides det geografiske område mærkbart. Særligt træder Lilleasien, Makedonien, Grækenland og Italien med deres øer, byer osv. klart frem. En liste som den i ApG 2,9-11 over repræsentanterne for de folk, der var til stede på pinsedagen, giver et levende glimt af omfanget af den jødiske religiøse forbindelse i denne periode (jf. ApG 8,27 ff.).

4. Verdens oprindelse--bibelske og kontrasterende synspunkter:

Fra begyndelsen har der i religion og filosofi været rigelig spekulation over, hvordan verden blev til--om den var evig eller havde en begyndelse, og, hvis den begyndte at være til, hvordan den opstod. Teorierne var, som de stadig er, utallige og forskelligartede. Nogle kosmogonier var rent mytologiske (babylonisk, Hesiod); nogle var materialistiske (Demokrit, Epikur--"sammenstød af atomer"); nogle var demiurgiske (Platon i Timaios--et evigt stof formet af en demiurg); nogle var emanationistiske (gnostikere--resultat af overstrømningen af fylden af guddommeligt liv i "æoner"); nogle var dualistiske (parsisme, manikæisme--gode og onde principper i konflikt); nogle forestillede sig endeløse "cyklusser"--skiftevis frembringelse og ødelæggelse (stoikere, buddhistiske kalpaer); mange var panteistiske (Spinoza--en evig "substans", hvis "attributter" nødvendigvis bestemmes i deres "modi"; Hegel, "absolut ånd", der udvikler sig af logisk nødvendighed); nogle er pessimistiske (Schopenhauer--verden som resultatet af en irrationel handling af "vilje"; derfor nødvendigvis ond), osv.

I modsætning til disse indbyrdes stridende og ofte tåbelige og irrationelle teorier står den bibelske lære om verdens oprindelse alene og enestående. Den er enestående, fordi det syn på Gud, som den hviler på, er enestående. Ifølge Bibelens undervisning, fra dens første side til dens sidste, er Gud en fri, personlig Ånd, én, almægtig, hellig, og verden har sin oprindelse i en fri handling af hans almægtige vilje (1 Mos 1,1; Sl 33,9; Hebr 11,3; Åb 4,11, osv.), opretholdes til stadighed af hans kraft, styres af hans forsyn og er sfæren for virkeliggørelsen af hans hensigt. Over for teorier om verdens evighed erklærer den følgelig, at verden havde en begyndelse (1 Mos 1,1); over for dualismen erklærer den, at den er produktet af én almægtig vilje (5 Mos 4,35; Es 45,7; 1 Kor 8,6, osv.); over for antagelsen om et evigt stof erklærer den, at både stof og form har deres oprindelse fra Gud (1 Mos 1,1; Hebr 11,3); over for panteismen og alle teorier om nødvendig udvikling fastholder den forskellen mellem Gud og hans verden, hans transcendens over den såvel som hans immanens i den, og hans frie handling i skabelsen (Ef 4,6; Åb 4,11); over for pessimismen erklærer den, at verdens indretning, mål og ende er god (1 Mos 1,31; Sl 33,5; Matt 5,45, osv.). Til Det Gamle Testamentes lære om verdens oprindelse føjer Det Nye Testamente den fyldigere bestemmelse, at verden blev skabt ved "Ordets" (Logos') eller Sønnens mellemkomst (Joh 1,3; Kol 1,16; Kol 1,17; Hebr 1,2; Hebr 1,3, osv.).

5. Kosmogonien i Første Mosebog 1--sammenligning med babyloniske og andre kosmogonier:

Der kunne ikke gives noget stærkere bevis for sandheden og ophøjetheden i Bibelens beretning om tingenes oprindelse end det, der gives ved sammenligningen af skabelsesfortællingen i 1 Mos 1-2 med de mytologiske kosmogonier og teogonier, som findes i andre religioner. Af disse var de bedst kendte, indtil de nyere opdagelsers tid, den babyloniske beretning om skabelsen, bevaret af Berosus, en præst fra Babylon i det 3. århundrede f.Kr., og den græske Hesiods Theogoni (9. århundrede f.Kr.). Hesiods digt er en forvirret fortælling om, hvordan Jorden, Tartaros (Helvede), Eros (Kærlighed) og Erebos (Natten) udgik fra Kaos. Erebos føder Aither (Dagen). Jorden frembringer Himlen og Havet. Jorden og Himlen bliver til gengæld forældre til de ældre guder og titanerne. Kronos, en af disse guder, avler Zeus. Zeus fører krig mod sin far Kronos, styrter ham og bliver således konge over de olympiske guder. Derefter spores deres afstamning. Hvor langt denne fantastiske teori, der begynder med Kaos og derfra frembringer Naturen og guderne, selv har et oprindeligt slægtskab med babyloniske forestillinger, behøver ikke drøftes her. Den overgår næppe i råhed den sene form af den babyloniske kosmogoni, som Berosus leverer. Også her er Kaos--"mørke og vand"--begyndelsen, og derfra frembringes mærkelige og særegne skikkelser, mennesker med vinger og med to ansigter, eller med hoveder og horn som geder, tyre med menneskehoveder, hunde med fire kroppe osv. Over dette virvar hersker en kvinde, kaldet Omorka. Belus træder frem, skærer kvinden midt over, gør himlene af den ene halvdel af hende og jorden af den anden, bringer verden i orden, lader til sidst en af guderne hugge sit hoved af, og af blodet, som strømmede frem, blandet med jord, former han det intelligente menneske. At Berosus ikke i det væsentlige har gengivet de ældre babyloniske forestillinger forkert, er nu blevet klart gennem genfindelsen af selve den babyloniske fortælling.

I 1875 opdagede George Smith blandt tavlerne i British Museum, som var bragt dertil fra den assyriske konge Assurbanipals store bibliotek (7. århundrede f.Kr.), flere tavler, hvorpå den kaldæiske skabelsesberetning var indskrevet, og året efter udgav han sit værk The Chaldean Account of Gen. Tavlerne, suppleret med andre fragmenter, er siden gentagne gange blevet oversat af andre, den mest fuldstændige oversættelse er L. W. Kings i hans Seven Tablets of Creation in the Babylonian and Assyrian Legends concerning the Creation of the World. Beretningen på disse tavler, som stadig på mange steder er fragmentarisk, er nu velkendt (se Babyloniens og Assyriens religion). Også her er alle tings oprindelse fra kaos, hvis herskende guddomme er Apsu og Tiamat. Dernæst kaldes guderne til eksistens. Så følger en lang mytologisk skildring, som fylder de første fire tavler, af Marduks krig mod Tiamat, en kamp der ender med, at kvinden skæres i to, og himlen dannes af den ene halvdel og jorden af den anden. Den 5. tavle fortæller om fastsættelsen af stjernebillederne. Den 6. synes at have gengivet skabelsen af mennesket af Marduks blod. Dette mytologiske epos antages af mange forskere at være forlægget for den ophøjede, ordnede, monoteistiske skabelsesberetning, som står i begyndelsen af vores Bibel. Den babyloniske beretning antages (uden bevis) at være blevet optaget i Israel og dér renset og ophøjet i overensstemmelse med de højere idéer i Israels religion. Vi kan ikke tilslutte os dette synspunkt, som forekommer os belastet af indre og historiske usandsynligheder. Lighedspunkter anføres ganske vist, som brugen af det hebraiske ord tehom for »dyb« (1 Mos 1,2), beslægtet med Tiamat; adskillelsen af himmel og jord (1 Mos 1,6-8); fastsættelsen af stjernebillederne (1 Mos 1,14-18) osv. Men midt i de sparsomme ligheder, hvor enorme er ikke de kontraster, som alle forfattere anerkender! Gunkel siger f.eks.: »Enhver, som sammenligner denne gamle babyloniske myte med 1 Mos 1, vil straks næppe opfatte andet end den uendelige afstand mellem dem. Dér de hedenske guder, ophidsede mod hinanden i vild krigsførelse, her den Ene, som taler, og det sker« (Israel und Babylonien, 24). Man kan forstå, hvordan disse vilde polyteistiske legender kunne opstå ved forvanskning af en renere, enklere form, men ikke omvendt. Forestillingen om en »dybde« eller kaos må være gået forud for den fantasifulde og udførlige skabelse af kvindemonstret Tiamat; skellet mellem himmel og jord må være gået forud for den grove forestilling om at skære kvinden i to; og sådan er det også med de andre træk af påstået lighed. Professor Clay har for nylig påvist grunde til at anfægte hele ideen om, at disse myter skulle være lånt fra Babylonien, og erklærer, at »det er urimeligt at antage, at det hebraiske tehom er en omformning efter et babylonisk mønster ..... At sige, at Marduk-Tiamat-mytens oprindelse skal findes i en nippurisk version, oprindelig kendt som Ellil-Tiamat, er derfor fuldstændig uden grundlag« (Amurru, 50). Langt mere rimeligt kan vi antage den hypotese, som Dillmann, Kittel, Hommel, Oettli osv. fremsætter, nemlig at forholdet mellem disse babyloniske legender og de bibelske beretninger er et slægtskabsforhold og ikke et afledningsforhold. Disse overleveringer stammer fra en langt ældre kilde og er bevaret af hebræerne i deres renere form (se forfatterens POT, 402-9).

Første Mosebogs kosmogonis overlegenhed i forhold til andre folks indrømmes almindeligvis, men der gøres indsigelse mod den i den moderne videnskabs navn. Beretningen strider, siges det, både mod moderne astronomi og moderne geologi; mod den førstnævnte ved at betragte jorden som universets centrum, og mod den sidstnævnte i sit billede af skabelsens orden og stadier og den tid, arbejdet tog (for en fuld redegørelse for disse påståede uoverensstemmelser, se Dr. Drivers Genesis, Introduction).

6. Første Mosebog 1 og videnskaben:

I det almindelige spørgsmål om Bibelens harmoni med videnskaben er det vigtigt, at man indtager det rette standpunkt. Det er allerede blevet sagt, at det ikke hører til formålet med den bibelske åbenbaring at foregribe opdagelserne i det 19. og 20. århundredes videnskab. Verden tages, som den er, og sættes i sit forhold til Gud, dens Skaber, uden hensyn til hvilket efterfølgende lys videnskaben måtte kaste over dens indre opbygning, love og virkemåder. Som Calvin med sin sædvanlige sunde dømmekraft siger i sin kommentar til 1 Mos 1: »Moses skrev i den folkelige stil, som alle almindelige mennesker med sund fornuft er i stand til at forstå uden undervisning. .... Han kalder os ikke op til himlen, men fremlægger kun ting, som ligger åbent for vores øjne.« Dette afgør i sig selv indvendingen hentet fra astronomien, for overalt omtales himmel og jord efter deres naturlige fremtræden og ikke i den moderne kopernikanske videnskabs sprog. Endnu i dag bruger vi det samme sprog, når vi taler om, at solen står op og går ned.

Den yderligere indvending, at moderne viden bringer det bibelske syn i miskredit ved at vise, hvor lille en plet verden er i universets uendelighed, har i virkeligheden ingen vægt. Uanset universets udstrækning står det fast, at på denne lille planet er livet blomstret frem til fornuft, og vi har endnu intet grundlag i videnskaben for at tro, at det nogensinde er sket noget andet sted (jf. dr. A. R. Wallaces slående bog, Man's Place in the Universe). Selv hvis man antager, at der findes et hvilket som helst antal beboede verdener, forringer dette ikke sjælens værdi i denne verden eller Guds kærlighed i frelsen af dens syndige slægt. Indvendingen hentet fra geologien, skønt der undertiden gøres så meget ud af den, er næppe mere frygtindgydende. Det følger ikke, at fordi Bibelen ikke lærer moderne videnskab, er vi berettigede til at sige, at den modsiger den. Tværtimod kan det hævdes — så sandt er forfatterens standpunkt i dette første kapitel af 1 Mos, så guddommelig den oplysning, han er udrustet med, så ufejlbarligt hans indblik i naturens orden — at der er lidt i hans beskrivelse, som vi selv endnu, med vores fremskredne viden, behøver at ændre. For at citere ord, der er brugt andetsteds: “Den mørke, vandige ødemark, som ånden ruger over med levendegørende kraft, lysets komme, dannelsen af en atmosfære eller himmel, der kan bære skyerne over sig, fastlæggelsen af kontinenternes og havenes store omrids, beklædningen af det tørre land med rig vegetation, ordningen af jordens forhold til sol og måne som de synlige herskere over dens dag og nat, frembringelsen af de store havuhyrer og krybdyragtige skabninger og fugle, befolkningen af jorden med firfodede dyr og kvæg, til sidst menneskets komme — er der så meget af alt dette, som videnskaben kræver, at vi sletter?” (Orr, Christian View of God and the World, 421).

Selv med hensyn til “dagene” — den tidsvarighed, der er tale om — er der ingen uoverstigelig vanskelighed. Forfatteren kan meget vel symbolsk have villet fremstille skabelsen som en stor arbejdsuge, der ender med Skaberens sabbatshvile. I betragtning af, at dage på 24 timer ikke begynder at løbe før solens bestemmelse på den 4. dag (1 Mos 1,14), synes det dog mere sandsynligt, at han ikke havde til hensigt at fastsætte en præcis længde for sine skabelses-“dage.” Dette er ingen ny spekulation. Allerede Augustin spørger: “Af hvilken art disse dage var, er det overordentlig vanskeligt eller helt umuligt at tænke sig, langt mere at udtale sig om” (De Civ. Dei, xi.6, 7); og Thomas Aquinas i middelalderen lader sagen stå som et åbent spørgsmål. Denne beretning, når den fører alle tings oprindelse tilbage til Guds skabende ord, kommer heller ikke i konflikt med noget, som videnskaben måtte opdage om skabelsens faktiske metode, f.eks. i evolution. Videnskaben selv er gradvis ved at se de grænser, inden for hvilke læren om evolution må modtages, og holdt inden for disse grænser er der intet i denne lære, som bringer den i konflikt med de bibelske fremstillinger (se ANTHROPOLOGY; CREATION; EVOLUTION; også forfatterens værker, God's Image in Man og Sin as a Problem of Today). Hvad der end kan siges om beretningens ydre form, behøver man blot at se på de store tanker, som det første kapitel i Første Mosebog er bestemt til at lære, for at se, at det formidler de store sandheder om tingenes oprindelse og ordning, som er nødvendige som grundlag for et sandt religiøst syn på verden, uanset hvilket trin viden eller videnskab måtte nå. Dette kapitel, der står i spidsen for Bibelen, lægger grundvolden for alt, hvad der følger i det bibelske syn på Guds forhold til verden, og giver grundlaget for vores tillid til, at ligesom alle ting er skabt af Gud og afhængige af ham, således står alt i naturen og forsynet til hans rådighed til udførelsen af hans formål og til omsorg for og beskyttelse af hans folk. Skabelsesberetningen forbliver derfor til alle tider af den højeste religiøse værdi.

LITTERATUR.

Se artiklerne “Earth” i Smiths DB og i EB. De øvrige værker, der er nævnt ovenfor, kan konsulteres. En værdifuld, udførlig drøftelse af ordet “Firmament” kan ses i Essay V i det ældre værk, Aids to Faith (London, Murray), 220-30.

James Orr