Rigdom, rig

welth, wel'-thi (hon, chayil, nekhacim; euporia, "at eje rigdomme," "at være i en bekvem stilling" (Jer 49,31)): Besiddelse af rigdom betragtes ikke som syndig, men blev tværtimod set som et tegn på Guds velsignelse (Præd 5,19; Præd 6,2). Læren om "salige er de fattige, og forbandede er de rige" finder ingen støtte i Skrifterne, for Luk 6,20; Luk 6,24 henviser til konkrete forhold (disciple og forfølgere; læg mærke til "I"). Gud er skaber af både rig og fattig (Ordsp 22,2). Men selv om det ikke er syndigt at være rig, er det meget farligt og bestemt farefuldt for ens frelse (Matt 19,23). Den rige unge rådsherrre er et slående eksempel på dette (Luk 18,22; Luk 18,23). Det er på grund af faren for at miste sjælen ved besiddelse af rigdom, at der i Skrifterne findes så mange formaninger, som især er rettet mod dem, der har overflod af denne verdens goder (1 Tim 6,17; Jak 1,10; Jak 1,11; Jak 5,1, osv.). Visse lignelser er særligt værd at bemærke i samme forbindelse, f.eks. den rige tåbe (Luk 12,16-21), den rige mand og Lazarus--hvis en sådan kan kaldes en lignelse--(Luk 16,19-31). At det dog ikke er umuligt for velhavende mennesker at blive frelst, fremgår af beretningerne i evangelierne om sådanne rige mænd som Nikodemus og Josef fra Arimatæa (Joh 19,38; Joh 19,39; Matt 27,57-60) og Zakæus (Luk 19,1-10). Det kan med rimelighed udledes af evangelieberetningerne, at Jakob og Johannes, som var vor Herres disciple, var mænd med betydelige midler (Mark 1,19; Mark 1,20; Joh 19,27).

Rigdom kan være resultatet af flid (Ordsp 10,4) eller resultatet af Guds særlige velsignelse (2 Krøn 1,11; 2 Krøn 1,12). Vi advares om at være varsomme, for at vi ikke på noget tidspunkt skal sige: "Min kraft og min hånds styrke har skaffet mig denne rigdom. Men du skal huske Yahweh din Gud, for det er ham, der giver dig kraft til at skaffe rigdom" (5 Mos 8,17; 5 Mos 8,18).

De, der ejer rigdom, er udsat for bestemte slags synder, som de ofte advares imod, f.eks. hovmod (1 Tim 6,17); undertrykkelse af de fattige (Jak 2,6); selviskhed (Luk 12 og 16); uærlighed (Luk 19,1-10); indbildskhed (Ordsp 28,11); tillid til sig selv (Ordsp 18,11).

Det er interessant at bemærke, at de fem steder i Det Nye Testamente, hvor ordet "vinding"--anvendt om rigdom--bruges, indledes det med ordet "skammelig" (1 Tim 3,3 (KJV),8; Tit 1,7; Tit 1,11; 1 Pet 5,2), og at det fire af disse fem steder henviser til evangelieforkynderes indkomst, som om de var særligt modtagelige for at blive ført bort af penges indflydelse og magt og derfor behøvede en særlig advarsel.

Skrifterne mangler ikke vejledning om, hvordan vi kan bruge vores rigdom klogt og på en måde, der behager Gud. Lignelsen om den uretfærdige forvalter (Luk 16) formaner os til at "skaffe .... venner ved hjælp af uretfærdighedens mammon," hvormed menes, at vi bør bruge den rigdom, Gud har betroet os som forvaltere, for at vi med den kan vinde venner (sjæle) for ham og hans rige, ligesom den utro forvalter brugte de goder, som hans herre havde betroet ham, til at skaffe venner for sig selv. Lignelsen om Dives og Lazarus giver os det sørgelige billede af en selvisk rig mand, der havde misbrugt sin betroede opgave, som havde undladt at skaffe venner med sine penge, og som i den anden verden ville have givet hvad som helst blot for en sådan ven (Luk 16,19-31).

Se også RICHES.

William Evans