Ribla

rib'-la (ribhlah; Rheblatha, med varianter):

(1) Ribla i Hamats land træder først frem i historien i 608 f.Kr. Her slog farao Neko, efter at have besejret Josija ved Megiddo og ødelagt Kadytis eller Kadesh ved Orontes, sit hovedkvarter op, og mens han lå i lejr, afsatte han Joakaz og lagde ham i lænker, fastsatte Judas tribut og indsatte Jojakim som konge (2 Kong 23,31-35). I 588 f.Kr. oprettede Nebukadnesar, der var i krig med Egypten og de syriske stater, også sit hovedkvarter i Ribla, og derfra ledede han underkuelsen af Jerusalem. Da byen faldt, blev Sidkija ført som fange til Ribla, og dér, efter at hans sønner og hans stormænd var blevet dræbt for hans øjne, blev hans øjne stukket ud, og han blev ført som fange til Babylon (2 Kong 25,6; 2 Kong 25,20; Jer 39,5-7; Jer 52,8-11). Ribla forsvinder derefter fra historien, men stedet findes i dag i landsbyen Ribleh, 35 miles nordøst for Baalbek, og beliggenheden er den bedste, som de egyptiske eller babyloniske konger kunne have valgt til deres hovedkvarter i Syrien. En hær, der lå i lejr dér, havde rigeligt med vand gennem kontrollen over de rige kilder, som tilsammen danner Orontes. Egypterne, der kom sydfra, havde bag sig herredømmet over de rige korn- og foderjorder i Coele-Syrien, mens den babyloniske hær nordfra var lige så heldigt stillet med de frugtbare sletter, der strakte sig til Hamat og Eufrat. Libanon, tæt ved, med sine skove, sine jagtområder og sin sne, tjente ledernes behov og luksus. Ribla beherskede den store handels- og krigsrute mellem Egypten og Mesopotamien, og desuden lå det ved skæringspunktet for mange mindre ruter. Det lå sådan, at man med lethed kunne angribe Fønikien, Damaskus eller Israels land, eller forsvare sig mod angreb fra disse steder, mens bjergene få miles mod syd lukker sig sammen på begge sider og danner et pas, hvor en mægtig hær let kunne standses af få. På enhver måde var Ribla det strategiske punkt mellem Nord- og Sydsyrien. Ribla bør sandsynligvis læses i stedet for Dibla i Ez 6,14, mens det i 4 Mos 34,11 egentlig ikke forekommer. Se (2).

(2) Et sted, der nævnes som liggende på Israels ideelle østgrænse i 4 Mos 34,11, men som udelades i Ez 47,15-18. Den masoretiske tekst læser "Hariblah"; men Septuaginta bevarer sandsynligvis den rette vokalisering, hvorefter vi bør oversætte "til Harbel". Det siges at ligge øst for `Ain, og dette kan som betegnelse for et område kun betyde Merj `Ayun, så vi bør søge det i nærheden af Hermon, hvor Furrer fandt, at en af dets udløbere hed Jebel `Arbel.

W. M. Christie