Josef fra Arimatæa

(A Arimathaias; om etymologi osv. for Josef, se den almindelige artikel om Josef): Josef fra Arimatæa--et sted, hvis beliggenhed er usikker, men som sandsynligvis lå nordvest for Jerusalem--var en "rig mand" (Matt 27,57), "en rådsherre af anset rang", eller medlem af Sanhedrinet (Mark 15,43; Luk 23,50), "en god og retfærdig mand .... som ventede Guds rige" (Luk 23,50; Mark 15,43), og "var selv Jesu discipel" (Matt 27,57; Joh 19,38). Skønt han holdt sit discipelforhold hemmeligt "af frygt for jøderne" (Joh 19,38), var han dog trofast mod sin troskab, idet han holdt sig borte fra det møde, der fandt Jesus skyldig til døden (jf. Luk 23,51; Mark 14,64). Men fordømmelsen af hans Herre vakte modet og åbenbarede Josefs sande tro. Om aftenen efter korsfæstelsen gik han "frimodigt" til Pilatus og bad om Jesu legeme. Der er en fin detalje i, at han selv tog legemet ned fra korset. Med Nikodemus' hjælp svøbte han det i fint linned med vellugtende krydderier (jf. Matt 27,57, Josef var en "rig mand") og bragte det til den nye grav i haven nær det sted, hvor han var blevet korsfæstet. Der "lagde de ham i en grav, der var hugget ud i klippen, hvor endnu ingen mand havde ligget" og 'rullede en sten for indgangen til graven' (jf. Matt 27,57-60; Mark 15,42-46; Luk 23,50-53; Joh 19,38-42). I dette mente man, at profetien i Es 53,9 blev opfyldt.

Petersevangeliet, sandsynligvis skrevet i Syrien omkring midten af det 2. århundrede, giver en lidt anderledes beretning. Ifølge dette var Josef, "Pilatus' og Herrens ven", til stede ved retssagen mod Jesus og bad straks efter dens afslutning Pilatus om at få legemet til begravelse. Det blev bevilget, og efter korsfæstelsen overgav jøderne legemet til Josef (jf. Hennecke, Neutestamentliche Apokryphen, 27-30). Legender af senere oprindelse fortæller, at Josef blev sendt af Filip fra Gallien til Britannien sammen med 11 andre disciple i 63 e.Kr. og byggede et bedehus i Glastonbury (jf. Filip, apostlen), at han bragte den hellige gral til England, og at han befriede Irland for slanger.

C. M. Kerr