Seleukos

se-lu'-kus (Seleukos):

(1) Seleukos I (Nicator, "Erobreren"), grundlæggeren af seleukiderne eller Seleukos' hus, var officer i den store og grundigt udrustede hær, som måske var den vigtigste del af den arv, Alexander den Store fik fra sin far, Filip af Makedonien. Han deltog i Alexanders asiatiske erobringer, og ved delingen af disse efter Alexanders død fik han satrapiet Babylonien. Ved senere erobringer og under kongenavnet, som han antog i året 306, blev han hersker over Syrien og størstedelen af Lilleasien. Hans herredømme strakte sig fra 312 til 280 f.Kr., året for hans død; i hvert fald regnes den seleukidiske tidsregning, som der synes at blive henvist til i 1 Makk 1,16, fra Seleukos I, 312 f.Kr., til 65 f.Kr., da Pompejus gjorde kongeriget Syrien til en romersk provins. Han fulgte i almindelighed Alexanders politik med at udbrede græsk civilisation. Han grundlagde Antiokia og dets havneby Seleukia, og ifølge Josefus (Ant., XII, iii, 1) skal han have givet jøderne borgerlige rettigheder. Henvisningen i Dan 11,5 forstås sædvanligvis som en henvisning til denne hersker.

(2) Seleukos II (Callinicus, "Den herligt sejrende"), som regerede fra 246 til 226 f.Kr., var søn af Antiokus Soter og er "Nordens konge" i Dan 11,7-9, som blev fordrevet fra sit rige af Ptolemæus Euergetes.

(3) Seleukos III (Ceraunus, "Lynet"), søn af Seleukos II, blev myrdet under et felttog, som han foretog ind i Lilleasien. Han havde en kort regeringstid på lidt mere end 2 år (226-223 f.Kr.) og omtales i Dan 11,10.

(4) Seleukos IV (Philopator, "Glad for sin far") var søn og efterfølger af Antiokus den Store og regerede fra 187 til 175 f.Kr. Han kaldes "Asiens konge" (2 Makk 3,3), en titel som seleukiderne gjorde krav på selv efter deres alvorlige tab i Lilleasien (se 1 Makk 8,6; 11,13; 12,39; 13,32). Han var til stede ved det afgørende slag ved Magnesia (190 f.Kr.). Han blev myrdet af HELIODORUS (se dette), en af sine egne hoffolk, som han havde sendt for at plyndre templet (2 Makk 3,1-40; Dan 11,20).

For forbindelsen mellem de ovennævnte seleukider og de "ti horn" i Dan 7,24 må man rådføre sig med kommentarerne.

Seleukos V (125-124 f.Kr.) og Seleukos VI (95-93 f.Kr.) har ingen forbindelse med den hellige fortælling.

J. Hutchison