Seleukia

se-lu'-shi-a (Seleukia): Antiokias havneby, hvorfra den ligger 16 miles borte. Den ligger 5 miles nord for Orontes' munding, i det nordvestlige hjørne af en frugtbar slette ved foden af bjerget Rhosus eller Pieria, det moderne Jebel Musa, en udløber af Amanus-bjergkæden. Den blev bygget af Seleukos Nikator (død 280 f.Kr.) og var en af den syriske Tetrapolis, de andre var Apameia, Laodikeia og Antiokia. Byen var beskyttet af naturen på bjergsiden, og da den var stærkt befæstet mod syd og vest, blev den anset for uindtagelig og for nøglen til Syrien (Strabo 751; Polyb. v.58). Den blev dog indtaget af Ptolemaios Euergetes (1 Makk 11,8) og forblev i hans families hænder indtil 219 f.Kr., da den blev generobret for seleukiderne af Antiokos den Store, som derefter udsmykkede den rigt. Den blev igen erobret af Ptolemaios Filometor i 146 f.Kr. og forblev en kort tid i egypternes hænder. Pompejus gjorde den til en fri by i 64 f.Kr. som belønning for dens energi i modstanden mod Tigranes (Plinius, NH, v.18), og den blev derefter stærkt forbedret af romerne, så den i det 1. århundrede e.Kr. var i en meget blomstrende tilstand.

På deres første missionsrejse drog Paulus og Barnabas igennem den (ApG 13,4; ApG 14,26), og selv om den ikke nævnes i ApG 15,30; ApG 15,39, er denne rute igen underforstået; mens den er udelukket i ApG 15,3.

Ruinerne er meget omfattende og dækker hele området inden for de gamle mures linje, som viser en omkreds på fire miles. Den gamle bys, den øvre bys og forstædernes beliggenhed kan stadig identificeres, ligesom også Antiokia-portens, Markedsportens og Kongeportens, hvoraf den sidste fører til den øvre by. Der findes klippeudskårne grave, ødelagte statuer og sarkofager ved foden af den øvre by, en beliggenhed som sandsynligvis repræsenterer seleukidernes gravplads. Omridset af et cirkus eller amfiteater kan også spores, mens den indre havn er i fuldkommen stand og fuld af vand. Den er 2.000 fod lang og 1.200 fod bred og dækker 47 acres, idet den er oval eller pæreformet. Passagen ud mod havet, som nu er tilslammet, var beskyttet af to stærke piller eller moler, som lokalt er opkaldt efter Barnabas og Paulus. Det mest bemærkelsesværdige af levnene er dog den store vandkanal bag byen, som kejser Constantius lod hugge gennem den faste klippe i 338 e.Kr. Den er 3.074 fod lang, har en gennemsnitlig bredde på 20 fod og er nogle steder 120 fod dyb. To afsnit på 102 og 293 fods længde er ført gennem tunneler. Formålet med arbejdet var tydeligvis at lede bjergstrømmen direkte ud i havet og således beskytte byen mod risikoen for oversvømmelse i regntiden.

Kirkesynoder mødtes lejlighedsvis i Seleukia i de tidlige århundreder, men byen sank gradvis hen i forfald, og længe før islams fremkomst havde den mistet al sin betydning.

W. M. Christie