Selvhengivelse

self-su-ren'-der: Kampen mellem de naturlige menneskelige impulser til selvhævdelse, selvforsvar og lignende på den ene side og den mere altruistiske impuls til selvfornægtelse, selvhengivelse, på den anden er lige så gammel som menneskeslægten. Alle religioner rummer en eller anden forestilling om at overgive sig selv til guddommen, med en etisk kvalitet, der spænder fra en hedensk fanatisme, som driver til fuldstændig fysisk udmattelse eller henrykkelse, fremkaldt ved mere eller mindre mekaniske midler, til selvopofrelsens høje åndelige kvalitet for de mest guddommelige mål og bedrifter. Skrifterne fremstiller selvhengivelse som en af de ædleste menneskelige dyder.

I. I Det Gamle Testamente.

1. Strålende eksempler:

I Det Gamle Testamente læres selvhengivelse i den tidlige beretning om det første par. Hver af dem skulle gives til den anden (1 Mos 2,24; 1 Mos 3,16), og begge skulle være overgivet til Gud i fuldkommen lydighed (1 Mos 3,1-15). De trofaste, gennem hele Bibelens fortællinger, var kendetegnet ved selvhengivelse. Abraham forlader venner og fædreland for at drage til et land, han ikke kender, fordi Gud kaldte ham til det (1 Mos 12,1). Han ville opgive alle sine skattede håb i sin eneste søn Isak ved Guds røst (1 Mos 22,1-18). Moses overgiver sig selv ved Jahves kald og påtager sig at befri sine hebraiske brødre (2 Mos 3,1-4; jf. Hebr 11,25). Han ville slettes af Guds bog, hvis blot folket kunne spares for ødelæggelse (2 Mos 32,32).

2. Det levitiske system:

Hele det levitiske offersystem kan siges at indebære læren om selvhengivelse. Folket selv var et folk, der var sat til side for Jahve, et helligt folk, en overgivet nation (2 Mos 19,5; 2 Mos 19,6; 2 Mos 22,31; 3 Mos 20,7; 5 Mos 7,6; 5 Mos 14,2). Brændofferet som helhed indebar den tilbedendes fuldstændige overgivelse til Gud (3 Mos 1). Ceremonien for præsternes indvielse understregede den samme grundlæggende lære (3 Mos 8); det samme gjorde loven om overgivelsen af den førstefødte søn (2 Mos 13,13; 2 Mos 22,29).

3. Profeterne:

I det guddommelige kald til profeterne og i deres livsgerning er selvhengivelse fremtrædende. Seeren måtte som sådan være modtagelig for det guddommelige præg, og som Guds talerør måtte han ikke tale sine egne ord, men Guds: »Så siger Herren.« Han skulle være en »Guds mand«, en »åndens mand«. ‘Herrens hånd var over mig’ (Ez 1,3; Ez 3,14) indebærer fuldstændigt guddommeligt herredømme. Esajas måtte underkaste sig den guddommelige renselse af sine læber og lytte til spørgsmålet: »hvem vil gå for os?« med det overgivne svar: »Her er jeg; send mig« (Es 6,8). Jeremias måtte opgive sine indvendinger om svaghed og manglende evne over for den guddommelige visdom og løftet om udrustning ovenfra (Jer 1,1-10). Ezekiel overgiver sig til den farlige og vanskelige opgave at blive budbringer til et oprørsk hus (Ez 2,1-3). Jonas, efter at være flygtet fra sin pligt, overgiver sig til sidst til den guddommelige vilje og går til ninevitterne (Jon 3,3).

4. Eksempler efter eksilet:

Da den trofaste rest vendte tilbage fra fangenskabet, var selvhengivelse for Israels tros skyld dominerende; folket udholdt store vanskeligheder for nationens fremtid og for opfyldelsen af Jahves hensigter. Dette er ånden i det store messianske afsnit, Es 53,7: »Han blev undertrykt, men da han blev plaget, åbnede han ikke sin mund; som et lam, der føres til slagtning, og som et får, der er stumt foran dem, der klipper det, sådan åbnede han ikke sin mund.« Nehemias opgav sin stilling i Susan for at hjælpe med at genetablere de hjemvendte landflygtige i Jerusalem (Neh 2,5). Ester var rede til at opgive sit liv, da hun bad for sit folks sikkerhed (Est 4,16).

II. I Det Nye Testamente.

1. Kristi lære og eksempel:

I Det Nye Testamente fremstilles selvhengivelse endnu klarere. Kristi lære og eksempel, sådan som de præsenteres i evangelierne, giver den særlig vægt. Den er et hovedkrav for at blive hans discipel (Matt 10,38; Matt 16,24; Luk 9,23; Luk 9,24; Luk 9,59; Luk 14,27; Luk 14,33; jf. Matt 19,27; Mark 8,34). Da nogle af disciplene blev kaldet, forlod de alt og fulgte ham (Matt 4,20; Matt 9,9; Mark 2,14; Luk 5,27). Hans efterfølgere må overgive sig selv så fuldstændigt, at far, mor, slægtninge og ens eget liv så at sige må hades for hans skyld (Luk 14,26). Den rige unge rådsherre må give afkald på selvet som mål og give sit eget liv til tjeneste for mennesker (Matt 19,21; Mark 10,21; jf. Luk 12,33). Men denne overgivelse af selvet var aldrig et tab af personlighed; den var at finde det sande selv (Mark 8,35; Matt 10,39). Vor Herre lærte ikke blot selvhengivelse, men praktiserede den. Som barn underordnede han sig sine forældre (Luk 2,51). Selvhengivelse prægede hans dåb og fristelse (Matt 3,15; Matt 4,1). Den viser sig i hans liv med fysisk afsavn (Matt 8,20). Han var kommet ikke for at gøre sin egen vilje, men Faderens (Joh 4,34; Joh 5,30; Joh 6,38). Han nægter at bruge magt til sin egen befrielse (Matt 26,53; Joh 18,11). I hans person må Guds vilje, ikke hans egen, ske (Matt 26,29; Luk 22,42); og til Faderen overgav han til sidst sin ånd (Luk 23,46). Så selv om han ikke var asket og ikke krævede askese af sine efterfølgere, »tømte han sig selv .... idet han blev lydig indtil døden, ja, døden på korset« (Fil 2,7).

Se kenosis.

2. Apostlenes Gerninger:

De første disciple praktiserede selvhengivelsens dyd. De regnede ikke nogen af deres ejendele for deres egne, men gav dem til alles bedste (ApG 2,44; ApG 2,45; ApG 4,34; ApG 4,35; ApG 4,37). Stefanus og andre kastede sig ind i deres vidnesbyrd med martyrens fuldkomne hengivelse; og Stefanus’ efterfølger, Paulus, regnede ikke sit liv for dyrebart for sig selv, for at han kunne fuldføre den guddommeligt bestemte bane (ApG 20,22-24).

3. Paulus' breve:

Brevene er gennemtrængt af læren om selvhengivelse. De paulinske breve er særligt fulde af den. Det kristne liv opfattes som at dø bort fra selvet og fra verden — en død med Kristus, en korsfæstelse af det gamle menneske, for at et nyt menneske kan leve (Gal 2,20; Gal 6,14; Kol 2,20; Kol 3,3; Rom 6,6), så det ikke længere er mennesket, der lever, men Kristus lever i ham (Gal 2,20; Fil 1,21). Den kristne tilhører ikke længere sig selv, men Kristus (1 Kor 6,19; 1 Kor 6,20). Han skal være et levende offer (Rom 12,1); dø dagligt (1 Kor 15,31). Som en følge af hengivelsen til Gud må den kristne hengive sig til sin næstes velfærd, ligesom Kristus ikke behagede sig selv (Rom 15,3); også til ledere (1 Kor 16,16) og til jordiske herskere (Rom 13,1).

4. Peters breve:

I Peters breve læres selvhengivelse mere end én gang. De, der engang var som vildfarne får, underordner sig nu under sjælenes hyrdes vejledning (1 Pet 2,25). Den kristne skal ydmyge sig under Guds mægtige hånd (1 Pet 5,6); de yngre skal underordne sig de ældre (1 Pet 5,5); og alle skal underordne sig borgerlige ordninger for Herrens skyld (1 Pet 2,13).

Således også i andre breve: Den kristne skal underordne sig Gud (Jak 4,7; Hebr 12,9).

Edward Bagby Pollard