Selvretfærdighed

self-ri'-chus-nes: Et udtryk, der er kommet til at betegne moralsk livsførelse som en vej til frelse; eller som grundlag for at tilsidesætte Jesu Kristi forsoningsværk. Tanken findes i Jesu undervisning; han fortalte en lignelse særligt til sådanne, som regnede sig selv for retfærdige (Luk 18,9). Farisæerne tog ganske almindeligt anstød af Jesu tanke om, at alle mennesker behøvede omvendelse, og de mest af alle. De betragtede sig selv som retfærdige og så med foragt på "syndere". Paulus stiller i alle sine skrifter, især Luk 3; Luk 3; Luk 2; Luk 3, den retfærdighed, som er Guds gave til mennesker, der tror på Jesus Kristus, i kontrast til retfærdighed, der er "af loven" og "i kødet". Med det sidste mener han formel overensstemmelse med lovens krav i den ugenfødte menneskenaturs kraft. Han er omhyggelig med at fastholde (jf. Rom 7), at loven aldrig virkelig holdes ved ens egen kraft. På den anden side ser Paulus, i fuld overensstemmelse med Jesus, sand retfærdighed i livsførelsen som frelsens krav og resultat, når den bygger på tro. Guds gave består her i evnen til gradvis at virkeliggøre retfærdighed i livet (jf. Rom 8,1 ff).

Se også Helliggørelse.

William Owen Carver