Antiokia i Syrien

an'-ti-ok, (Antiocheia).

(2) Antiokia i Syrien.--I 301 f.Kr., kort efter slaget ved Ipsos, som gjorde ham til hersker over Syrien, grundlagde Seleukos Nikator byen Antiokia og opkaldte den efter sin far Antiokus. Det fortælles, at han blev ledet af en ørns flugt, da han fastlagde dens beliggenhed på Orontes' (El-`Asi) venstre bred, omkring 15 mil fra havet. Han grundlagde og befæstede også Seleukia, der skulle være havn for hans nye hovedstad.

Byen blev udvidet og forskønnet af efterfølgende konger af det seleukidiske dynasti, især Seleukos Kallinikos (246-226 f.Kr.) og Antiokus Epifanes (175-164 f.Kr.). I 83 f.Kr., da det seleukidiske monarki brød sammen, faldt Antiokia i hænderne på Tigranes, Armeniens konge, som beholdt Syrien indtil sit nederlag til romerne fjorten år senere. I 64 f.Kr. blev landet endeligt indlemmet i Romerriget af Pompejus, som gav Antiokia betydelige privilegier; byen blev nu hovedstad i den romerske provins Syrien. I de borgerkrige, der endte med oprettelsen af det romerske principat, formåede Antiokia bestandig at slutte sig til den sejrende side; den erklærede sig for Cæsar efter Pompejus' fald og for Augustus efter slaget ved Actium. Et romersk element blev føjet til befolkningen, og flere af kejserne bidrog til byens udsmykning. Antiokia var allerede en prægtig by under seleukiderne, men blev gjort endnu mere prægtig af sine romerske beskyttere og herrer. Den var "Østens dronning", den romerske verdens tredje by efter Rom og Alexandria. Omkring fem mil fra byen lå forstaden Dafne, et sted helliget Apollon og Artemis.

Denne forstad, som var forskønnet af lunde og springvand og udsmykket af seleukiderne og romerne med templer og bade, var byens forlystelsessted, og "dafnisk moral" blev et mundheld. Fra sin grundlæggelse var Antiokia en kosmopolitisk by. Skønt den ikke var en havneby, var dens beliggenhed gunstig for handelens udvikling, og den optog en stor del af Levantens handel. Seleukos Nikator havde bosat mange jøder der og givet dem samme rettigheder som grækerne (Ant., XII, iii, 1). Syrere, grækere, jøder og i senere tider romere udgjorde befolkningens hovedbestanddele. Borgerne var et energisk, uroligt og fremadstræbende folk, berygtet for deres handelssnilde, deres forlystelsers løssluppenhed og deres bidske vid. Litteratur og kunst blev dog ikke forsømt.

I kristendommens tidlige historie indtager Antiokia en fremtrædende plads. Den store og blomstrende jødiske koloni tilbød et umiddelbart arbejdsfelt for kristen undervisning, og byens kosmopolitiske karakter bidrog til at udvide den kristne menigheds synsfelt; den nægtede at lade sig begrænse af jødedommens snævre rammer. Nikolaus, en proselyt fra Antiokia, var en af de første diakoner (ApG 6,5). Antiokia var hedningekristendommens og den kristne missionsvirksomheds vugge. Det var på foranledning af menigheden i Antiokia, at kirkemødet i Jerusalem besluttede at fritage hedningekristne for den jødiske lovs byrde (ApG 15). Antiokia var Paulus' udgangspunkt på hans tre missionsrejser (ApG 13,1; ApG 15,36; ApG 18,23), og dertil vendte han tilbage efter de to første som til sit hovedkvarter (ApG 14,26; ApG 18,22). Også her blev betegnelsen "kristen", uden tvivl oprindelig et øgenavn, for første gang anvendt om Jesu efterfølgere (ApG 11,26). Menigheden i Antiokias hæderlige historie som hedningekristendommens moderkirke gav den en forrang, som den længe bevarede. Den mest fremtrædende af dens senere sønner var Johannes Chrysostomos. Byen led hårdt under jordskælv, men mistede ikke sin betydning, før den arabiske erobring igen gav Damaskus førstepladsen blandt Syriens byer. Antiokia bærer stadig sit gamle navn (Antakiyeh), men er nu en fattig by med nogle få tusinde indbyggere.

C. H. Thomson