Lilleasien

a'-shi-a mi'ner:

Indledning

I. LANDET

1. Beliggenhed og grænser

2. Almindelig beskrivelse

3. Bjerge

4. Floder, søer og sletter

5. Veje

6. Klima og produkter

II. HISTORIE

1. Hittitterne

2. Frygiske og bithyniske indvandringer

3. Lydere, grækere og persere

4. Alexander og hans efterfølgere

5. Galaterne

6. Romerne i Lilleasien

III. LILLEASIEN I DET 1. ÅRHUNDREDE E.KR.

1. Befolkningen

2. Det indfødte sociale system

3. Kejserdyrkelse

4. Det hellenistiske system

5. Romerske "Coloniae"

IV. KRISTENDOMMEN I LILLEASIEN

Kristne indskrifter osv.

LITTERATUR

Indledning:

Strengt taget er det kun på tålt ophold, at en redegørelse for "Lilleasien" kan finde plads i et bibelleksikon, for det land, som dette navn anvendes om i moderne tid, blev aldrig kaldt sådan på Det Gamle Testamentes eller Det Nye Testamentes tid. Udtrykket optræder først hos Orosius, en forfatter fra det 5. århundrede e.Kr., og det bruges nu i de fleste europæiske sprog om den halvø, der udgør den vestlige del af det asiatiske Tyrkiet.

Begrundelsen for at medtage en sammenfattende redegørelse for Lilleasien som helhed i dette værk, dets geografi, historie og de sociale og politiske forhold for dets folk på Det Nye Testamentes tid, findes i følgende sætning hos Gibbon: "De rige provinser, der strækker sig fra Eufrat til Det Ioniske Hav, var den vigtigste skueplads, hvor hedningernes apostel udfoldede sin iver og fromhed"; og ingen egn uden for byen Rom har bevaret så mange vidnesbyrd til moderne tid om væksten og karakteren af sin tidlige kristendom.

I. Landet.

1. Beliggenhed og grænser:

Lilleasien (som landet blev kaldt for at skelne det fra verdensdelen Asien), eller Anatolien, er navnet på den halvø, der strækker sig ud mellem Sortehavet (Pontus Euxinus) mod nord og Middelhavet mod syd og danner en hævet landbro mellem Centralasien og det sydøstlige Europa. Ved halvøens nordvestlige hjørne adskilles den fra Europa af Bosporus, Marmarahavet og Hellespont. Mod vest grænser halvøen op til Det Ægæiske Hav, hvis talrige øer lokkede oldtidens forsigtige søfarer videre mod Grækenland. Vestkysten, med sin vekslen mellem bjerge og floddale, er dybt indskåret: den samlede kystlinje er fire gange så lang som en linje trukket fra nord til syd. De talrige landindesluttede bugter og havne på denne kyst har gjort den til et lykkeligt jagtområde for Middelhavets handelsfolk til alle tider. Mod øst plejer man at afgrænse Lilleasien ved en linje trukket fra Alexandretta til Samsun, men med hensyn til Det Nye Testamentes historie må man huske, at en del af Kilikien, Kappadokien og Pontus (Galatien) ligger øst for denne linje (længdegrad 26 grader til 36 grader øst; breddegrad 36 grader til 42 grader nord).

2. Almindelig beskrivelse:

Der er to adskilte lande, som indebærer en adskilt historisk udvikling, på den anatolske halvø: kystlandet og det centrale højsletteland. Det sidste får sin form fra de store bjergkæder, der afgrænser det mod vest, øst og nord. Det høje centrale plateau hælder nedad mod nord og vest; bjergkæderne på disse sider er ikke så høje som Taurus-kæden mod syd og sydøst. Denne kæde, bortset fra dens sydøstlige hjørne, rejser sig brat fra sydkysten, hvis bølgede forløb den bestemmer. Mod nord giver Pontus-bjergene (uden noget særskilt navn), en fortsættelse af den armenske bjergkæde, kystlinjen en lignende karakter. På den ugæstfrie nordkyst findes der kun én god havn, den ved Sinope, og ingen slette af nogen betydelig udstrækning. Sydkysten kan fremvise Pamfyliens og Kilikiens sletter, begge meget frugtbare, havnene Makri og Marmariki samt de beskyttede bugter ved Adalia og Alexandretta. Mod vest er opstigningen fra kystlandet til plateauet mere gradvis. En afstand på over 100 miles (ca. 160 km) adskiller de frygiske bjerge, hvor det orientalske plateau begynder, fra vestkysten med dens vige og handelsbyer. Disse hundrede miles består af floddale, adskilt af bjergkæder, og de danner forbindelsesvejene mellem det indre og kysten. Mens disse to egne udgør en del af ét land, er det indlysende, at—i alt det, der giver et land særpræg, dets flora, fauna, klima, livsbetingelser og historie—er den ene egn skarpt adskilt fra den anden. For plateauet knytter sig naturligt til Østen. I sin vegetation og sit klima, sine temperaturmodsætninger, sin tørre jord og luft udgør det en del af den region, der strækker sig østpå til Centralasien. Kystlandet minder om det græske fastlands og øernes landskab og almene karakter. Det så naturligt hen til, det påvirkede og blev påvirket af, befolkningerne på den anden side af Det Ægæiske Hav. I Smyrna genkender den rejsende til alle tider Sydeuropas lyse, aktive liv; i Ikonion mærker han Østens ubevægelige og sløve ro. Lilleasien har i sin geografiske struktur såvel som i sin befolkning gennem hele historien været mødestedet, enten for fredelig blanding eller for sammenstød i krig, mellem Østens og Vestens evigt modsatte systemer.

3. Bjerge:

De armenske bjerge strækker sig mod vest og deler sig, tæt ved den linje vi har valgt som Lilleasiens østgrænse, i to kæder: Taurusbjergene mod syd og Pontosbjergene mod nord. Bjerget Argaios (over 12.000 fod) står i vinklen, som disse kæder danner, nærmere Taurus end det nordlige system. Taurus gennemskæres på nordsiden af den kilikiske slette af passet De Kilikiske Porte, som er let at gennemrejse og endnu lettere at forsvare, mens en anden naturlig rute fører fra det centrale Kappadokien til Amisos ved Sortehavet. Disse bjergkæder (Taurus' gennemsnitlige højde 7.000 til 10.000 fod; den nordlige kæde er meget lavere) omslutter de centrale galatiske og lykaoniske sletter, som mod vest afgrænses af Sultan Dagh og de frygiske bjerge. Fra de sidstnævnte strækker tre bjergkæder sig til vestkysten og afgrænser dalene ved Kaikos, Hermos og Maiandros. Disse dale ligger øst-vest og leder naturligt trafikken i disse retninger.

4. Floder, søer og sletter:

De store sletter i det indre, som dækker dele af Galatien, Lykaonien og Kappadokien, ligger i en højde af 3.000 til 4.000 fod. Floder løber ind i dem fra de tilstødende bjerge for i nyere tid at blive opslugt i saltsøer og sumpe. I oldtiden blev meget af dette vand brugt til kunstvanding. Egne, som nu kun kan ernære nogle få usle landsbyer, var i romersk tid dækket af talrige store byer, hvilket vidner om en høj grad af opdyrkning af den naturligt frugtbare jord. De øvrige floder skærer sig vej gennem klippekløfter i bjergkransen omkring højsletten; på halvøens vestside åbner deres løb sig ud i brede dale, blandt hvilke Kaikos', Hermos' og Maiandros' dale hører til de frugtbareste i verden. Ned gennem disse vestlige dale, og gennem Sangarios' dal mod nordvest, løb de store hovedveje fra det indre til kysten. I disse dale opstod de største og mest velstående af de hellenistiske og græsk-romerske byer, hvorfra græsk dannelse og kristendom strålede ud over hele landet. Den længste flod i Lilleasien er Halys, som udspringer i Pontos og, efter en enorm bøjning mod sydvest, løber ud i Sortehavet. Denne og Iris, øst for Amisos, er de eneste betydelige floder på nordkysten. Floderne på sydkysten er, med undtagelse af Saros og Pyramos, som udspringer i Kappadokien og vander den kilikiske slette, blot bjergbække, der løber direkte ud i havet. Et bemærkelsesværdigt træk ved Lilleasien er dets duden, floder der forsvinder under jorden i kalkklippen for mange mil borte igen at dukke op som kilder og flodudspring. Mineral- og varme kilder findes i mængde over hele landet og er særlig talrige i Maiandros-dalen. Der findes flere saltsøer, hvoraf den største er Tatta-søen i Lykaonien. Ferskvandssøer, såsom Karalis og Limnae, findes i mængde i bjergene mod sydvest.

5. Veje

Lilleasiens vejsystem er afstukket af naturen, og trafikken har fulgt de samme linjer siden historiens morgen. Den rejsende fra Eufrat eller fra Syrien kommer ind ad vejen over Melitene og Cæsarea eller gennem De Kilikiske Porte. Fra Cæsarea kan han nå Sortehavet via Zela og Amisos. Hvis han fortsætter mod vest, må han gå ind i det ægæiske område ad en af de ruter, som, som angivet ovenfor, er afstukket af Maiandros', Hermos' eller Kaikos' dale. Hvis hans bestemmelsessted er Bosporus, rejser han ned gennem Sangarios' dal. Andre veje fører fra Adalia-bugten til Antiokia i Pisidien eller til Apameia, eller til Laodikea ved Lykos og derfra ned langs Maiandros til Efesos. Hetitterhovedstadens beliggenhed i Pteria fastlagde den rute nord for den centrale slette, som almindeligt blev brugt af rejsende fra øst til vest, og dette var den rute, som den persiske kongevej fulgte. Senere tog trafikken fra øst ruten, der gik langs sydsiden af Axylon, nord for Ikonion, og Antiokia i Pisidien til Lykos, Maiandros og Efesos. Denne rute falder sammen med ruten fra De Kilikiske Porte fra et punkt nordøst for Ikonion. Behovet for at kontrollere de pisidiske stammer under Augustus' regering førte til anlæggelsen af en række veje i Pisidien, som strålede ud fra Antiokia; en af disse veje førte fra Antiokia til Lystra, og det var den, Paulus rejste ad på sin rejse fra Antiokia til Ikonion (ApG 13,51).

6. Klima og produkter:

Vinteren på den centrale højslette er lang og streng, sommeren er kort og varm; men en kølig brise fra nord (inbat) mildner de varme eftermiddage. Sydkysten er om sommeren varm og malariaplaget; om vinteren er dens klima mildt. Der falder meget sne i områderne ved Sortehavet. Vestkystens klima ligner Sydeuropas. Landet rummer vældige mineralrigdomme; mange af minerne blev udnyttet af oldtidens folk. Der er skove af fyr, eg og gran i bjergene mod nord og syd. Den centrale højslette har altid været berømt for sine vældige fåreflokke. Kong Amyntas af Galatien ejede enorme flokke, som græssede på den lykaoniske slette. Tæpper og løbere og andre tekstilprodukter har altid været karakteristiske for Lilleasien. Rigdommen i byerne i provinsen Asien beroede i høj grad på tekstil- og farveriindustrier (Åb 1-3).

II. Historie.

Af det, der er sagt ovenfor, følger, at nøglen til Lilleasiens historie, næsten mere end i noget andet lands tilfælde, ligger i dets geografiske beliggenhed og opbygning. "Plantet som en bro mellem Asien og Europa" har det gennem hele menneskets historie været mødested og slagmark for folkene fra Østen og folkene fra Vesten. Fra den tidligste periode, som vore kilder når tilbage til, finder vi det beboet af en blanding af racer, religioner og samfundssystemer, hvoraf ingen nogensinde helt er uddød. Og gennem hele historien er nye racer, religioner og samfundssystemer, der i mange af deres træk ligeledes er uforgængelige, strømmet ind på halvøen for at finde et hjem der.

1. Hittitterne:

Ved historiens begyndelse blev Lilleasien regeret af et ikke-arisk folk, Hatti eller hittitterne, om hvem kundskaben for tiden vokser så hurtigt, at der ikke kan gives nogen endelig fremstilling af dem. Se hittitterne. Lilleasien anerkendes nu som centrum for deres civilisation, i modsætning til den ældre opfattelse, at de var et mesopotamisk folk. Skulpturer og hieroglyffer, der tilhører dette folk, har længe været kendt over hele landet fra Smyrna til Eufrat, og det antages næsten enstemmigt, at deres hovedstad lå ved Boghaz Keui (på den anden side af Halys i forhold til Ancyra). Dette sted er med stor sandsynlighed blevet identificeret med Herodots Pteria, som Kroisos indtog, da han drog mod perserne; slutningen er, at den del af hittitternes land, som lå øst for Halys, på det tidspunkt var en satrapi under Perserriget. Udgravninger i den omfattende oldtidsby ved Boghaz Keui er for nylig blevet udført af Winckler og Puchstcin, som har opdaget rester af de kongelige arkiver. Disse optegnelser er skrevet på lertavler med kileskrift; de er affattet dels på babylonisk, dels (formodentlig) på det endnu utydede indfødte sprog. Dokumenterne på babylonisk beviser, at der fandtes nære politiske forbindelser mellem Hatti og det østlige monarki. I det 14. århundrede f.Kr. synes hittitterne at have erobret en stor del af Syrien og at have etableret sig i Karkemish. Fra da af stod de i tæt kontakt med Mesopotamien. Fra omtrent begyndelsen af det første årtusinde var hittitterne "i stadige forbindelser, fjendtlige eller neutrale, med ninevitterne, og fra da af viser deres kunst så markante assyriske træk, at den næppe bevarer sin egenart."

2. Frygiske og bithyniske indvandringer:

Tidspunktet for de frygiske og bithyniske indvandringer fra det sydøstlige Europa kan ikke fastsættes med sikkerhed, men de havde fundet sted ved begyndelsen af det første årtusinde f.Kr. Disse indvandringer falder tidsmæssigt sammen med hittitternes magts tilbagegang. Efter mange vandringer fandt frygerne et hjem på plateauets vestlige side, og ingen magt øvede en sådan indflydelse på Lilleasiens tidlige udvikling som den frygiske, især på religionens område. Frygiens konger "tog sig mere imponerende ud i grækernes bevidsthed end noget andet ikke-græsk monarki; deres sprog var det oprindelige sprog og gudindens egen tale; deres land var de store befæstede byers land, og deres konger var gudernes egne fæller." De materielle levn fra "det frygiske land"--Midas' grav med den befæstede akropolis over den og de mange andre klippegrave omkring--er de mest imponerende i Lilleasien. Indskrifter i en skrift, der ligner den tidlige joniske, er indhugget på nogle af gravene. Det frygiske sprog, et indogermansk sprog med ligheder med både græsk og de italienske sprog, påvises af omkring halvfjerds indskrifter (en snes af dem stadig upublicerede) at have været i almindelig brug langt ind i den kristne periode. To nyligt fundne indskrifter viser, at det endog blev talt i Ikonion, "Frygiens yderste by," på den lykaoniske side, indtil det 3. århundrede e.Kr. Disse indskrifter nævner navnene Ma (Kybele) og Attis, hvis kult øvede en dyb indflydelse på Grækenlands og Roms religioner.

3. Lydiere, grækere og persere:

Det næste monarki, der opstod i Lilleasien, er Lydien, hvis oprindelse er dunkel. Det frygiske rige var faldet for en invasion af kimmerierne i det 9. eller 8. århundrede f.Kr.; Alyattes af Lydien, som lå mellem Frygien og Ægæerhavet, afviste en anden invasion af kimmerierne i 617 f.Kr. Kroisos, konge af Lydien (begge navne blev senere ordsprogsagtige for rigdom), var herre over hele landet indtil Halys såvel som over de græske kolonier ved kysten. Disse kolonier--grundlagt fra Hellas--havde nået deres højdepunkt i det 8. århundrede og lå tæt langs alle tre af Lilleasiens kyster. Deres manglende evne til at samle sig om en fælles sag stillede dem prisgivet Kroisos og senere hans erobrere, perserne (546 f.Kr.). Perserne delte Lilleasien i satrapier, men de græske byer blev sat under græske fyrster, som anerkendte Persiens overhøjhed, og flere af de indre folkeslag fortsatte under deres egne indfødte fyrsters styre. Xerxes' nederlag til Hellas satte de græske byer i Lilleasien fri, og de forblev frie i Athens storhedstid. I 386 f.Kr. blev de ved Spartas egennyttige diplomati givet tilbage til Persiens konge.

4. Alexander og hans efterfølgere:

Da Alexander den Store krydsede Hellespont i 334 f.Kr., begyndte en ny æra for de asiatiske grækere. Hidtil havde de græske byer i Lilleasien, bortset fra sporadiske forsøg på sammenslutning, blot været handelsfællesskaber, uafhængige af hinanden, i konkurrence med hinanden og ivrige efter af hensyn til egeninteresse at bringe hinanden i ulykke. Disse kolonier havde desuden været begrænset til kysten og til de åbne floddale i vest. Tanken om et græsk rige i Lilleasien blev fremsat af Alexander og virkeliggjort af hans efterfølgere. Fra nu af fortsatte rivaliseringen mellem byerne ganske vist, og i en senere periode vakte den de stoiske romeres foragt; men fra nu af var de græske byer medlemmer af et græsk rige og bevidste om en imperial mission. Det er til denne periode, at helleniseringen eller, som Mommsen ville oversætte betegnelsen, civiliseringen af det indre af Lilleasien hører. Grundlæggelserne foretaget af Alexanders efterfølgere, attaliderne og seleukiderne, dækkede halvøen; deres mål var at konsolidere det græske herredømme over de indfødte folk og, vigtigst af alt, at hæve disse folk til det græske niveau for civilisation og uddannelse. Forsøget lykkedes kun delvist og midlertidigt; men den succes, som det og den senere romerske indsats i samme retning havde, udøvede en dyb indflydelse på kristendommens tidlige vækst i landet (se nedenfor).

5. Galaterne:

I deres måde at trænge ind i og bosætte sig i landet på, i den måde hvorpå de både kom under indflydelse af det asiatiske miljø og satte deres kraftige særpræg på landets kultur og historie, minder galaterne, et keltisk folk, der krydsede over fra Europa i 278-277 f.Kr. for til sidst at slå sig ned øst for det gamle Frygien og på begge sider af Halys, om de væsentlige træk ved den frygiske indvandring tusind år tidligere. "Galatiens område, som i en fjern tid var hovedsædet for det orientalske herredømme over det forasiatiske område, og som i de berømte klipperelieffer ved det moderne Boghaz Keui, tidligere kongebyen Pteria, bevarede minder om en næsten glemt storhed, var i løbet af århundrederne i sprog og skikke blevet en keltisk ø midt i bølgerne af østlige folkeslag og forblev det i sin indre organisation selv under det (romerske) imperium."

Men disse gallere kom under stærk orientalsk indflydelse; de ændrede i nogen grad den lokale religions organisation, som de overtog; men de overtog den så fuldstændigt, at kun én guddom med et keltisk navn hidtil er fremkommet på de talrige kultindskrifter i Galatien (Anderson i Journal of Hellenistic Studies, 1910, 163 ff.). Der er heller ikke fundet en eneste indskrift på det galatiske sprog i landet, selv om vi ved, at dette sprog blev talt af de lavere klasser i det mindste så sent som i det 4. århundrede e.Kr. Galatisk synes at have fortrængt det frygiske sprog i den del af Galatien, som tidligere var frygisk; der er ikke fundet frygiske indskrifter i Galatien, selv om de er almindelige i området, der grænser op til dets sydlige og vestlige grænser. Men galatisk kunne ikke konkurrere med græsk som de dannede klassers sprog, og selv de blandt de ringere lag, som kunne skrive, skrev på græsk, og græsk-romersk byorganisation erstattede det keltiske stammesystem meget tidligere og langt mere fuldstændigt i Galatien, end romersk municipal organisation gjorde i Gallien. Alligevel stod galaterne i stærk kontrast både til grækerne og til orientalerne. Romersk diplomati anerkendte og opmuntrede denne følelse af isolation, og i sin kamp mod orientalerne og grækerne under Mithridates fandt Rom pålidelige allierede i galaterne. I kejsertiden blev galaterne regnet for de bedste soldater i Lilleasien. Se Galatien.

6. Romerne i Lilleasien:

Romerne udøvede effektiv kontrol over Lilleasiens anliggender efter deres nederlag af Antiokus den Store i 189 f.Kr., men det var først i 133 f.Kr., da Attalos af Pergamon testamenterede sit kongerige "Asia" til den romerske stat, at den romerske besættelse begyndte. Dette kongerige dannede provinsen Asia; en anden arv, som tilfaldt Rom ved Nikomedes III's død i 74 f.Kr., blev provinsen Bithynien, som Pontus senere blev føjet til. Kilikien, provinsen der gav Paulus til imperiet og kirken, blev annekteret i 100 f.Kr. og reorganiseret af Pompejus i 66 f.Kr.

Disse provinser var allerede blevet organiseret; med andre ord var den romerske styreform blevet endeligt etableret i dem ved rigets grundlæggelse, og i overensstemmelse med princippet om, at alt område, som var blevet grundigt "pacificeret", skulle forblive under senatets administration, mens kejseren direkte styrede områder, hvor der stadig var brug for soldater i større antal, tilfaldt de ovennævnte provinser, med undtagelse af Kilikien, senatet. Men alt område, der senere blev annekteret i Lilleasien, forblev i kejserens hænder. Flere områder, over hvilke Rom havde udøvet et protektorat, blev nu organiseret som provinser under direkte kejserligt styre. Sådanne var: Galatien, hvortil der under dets sidste konge Amyntas var blevet føjet dele af Frygien, Lykaonien, Pisidien og Pamfylien, og som blev gjort til en romersk provins ved hans død i 25 f.Kr. (udvidelsen af Galatien under Amyntas til at omfatte Antiokia, Ikonion, Lystra og Derbe og den deraf følgende indlemmelse af disse byer i provinsen Galatien udgør det endelige historiske grundlag for "den sydgalatiske teori"); Paflagonien, annekteret i 7 f.Kr.; Kappadokien, i 17 e.Kr.; Lykien, i 43 e.Kr., og i 63 e.Kr. den del af Pontus, der ligger mellem Iris og Armenien. Dette udgjorde det romerske Lilleasien på Paulus' tid. Se Asia; Bithynien osv.

III. Lilleasien i det første århundrede e.Kr.

1. Befolkningen:

Opdelingen af Lilleasien i romerske provinser svarede ikke til dets etnologiske inddelinger, og selv disse inddelinger var ikke altid tydeligt afgrænsede. Som det fremgår af den korte historiske skitse ovenfor, var Lilleasiens befolkning sammensat af mange overlejrede lag af folkeslag, som til dels havde tendens til at miste deres særpræg og gå op i den oprindelige anatolske type. Svarende omtrent til den ovennævnte adskillelse af Lilleasien i to lande og til dets karakteristik som mødestedet mellem øst og vest kan vi udskille af en blanding af folkeslag og institutioner to hovedsystemer, der eksisterede side om side, og som vi kan kalde det indfødte system og det hellenistiske system. Disse systemer (især som følge af det romerske styre) overlapper og blander sig med hinanden, men de svarer i store træk til den forskel (iagttaget i landet af Strabon) mellem byorganisation og liv efter landsbysystemet. En dyb kløft skilte disse samfundsformer.

2. Det indfødte sociale system:

Under Romerriget var der en vedvarende tendens til at løfte og optage de anatolske indfødte i græske byer og romersk borgerskab. Men i den apostolske tidsalder var denne proces ikke nået langt i landets indre, og det indfødte sociale system var stadig det, som en stor del af befolkningen levede under. Det forenede den teokratiske styreform med institutioner, der stammede fra et tidligere matriarkalsk samfund. Centrum for det indfødte fællesskab var gudens tempel med dets store korporation af præster, der levede af tempelindtægterne, og dets folk, som var gudens tjenere (hierodouloi; sammenlign Paulus' udtryk "Guds tjener") og arbejdede på templets godser. De landsbyer, hvori disse arbejdere boede, var et uadskilleligt tillæg til templet, og præsterne (eller en enkelt præste-dynast) var folkets absolutte herskere. En særlig klasse kaldet hieroi udførte særlige funktioner (sandsynligvis kun for en periode) i tempeltjenesten. Dette omfattede, i kvinders tilfælde, undertiden en tjeneste i kyskhed, undertiden en form for ceremoniel prostitution. En kvinde fra Lydien, af god social stilling (som antydet i hendes romerske navn), praler i en indskrift af, at hun stammer fra forfædre, som havde tjent for guden på denne måde, og at hun selv har gjort det. Sådanne kvinder giftede sig senere inden for deres egen stand og pådrog sig ingen vanære. Mange indskrifter beviser, at guden (gennem sine præster) udøvede et nøje tilsyn med hele sit folks moralske liv og med hele deres daglige rutine; han var deres hersker, dommer, hjælper og helbreder.

3. Kejserdyrkelse:

Teokratisk styre fik en ny retning og en ny betydning gennem indførelsen af kejserdyrkelse; lydighed mod guden faldt nu sammen med loyalitet mod kejseren. Seleukidekongerne og senere de romerske kejsere blev, ifølge en højst sandsynlig opfattelse, arvinger til de afsatte præsters ejendom (et tilfælde er bevidnet i det pisidiske Antiokia); og det var af det område, der oprindelig tilhørte templerne, at landgaver til de nye seleukidiske og romerske grundlæggelser blev givet. På de dele af et gods, som ikke blev skænket til en polis eller colonia, fortsatte det teokratiske styre; men ved siden af den anatolske gud trådte nu gud-kejserens skikkelse frem.

Mange steder blev kejserkulten etableret i nabolagets vigtigste helligdom; gud-kejseren overtog eller delte den ældre guds hellighed, græciseret som Zeus, Apollon osv.; indskrifter omtaler indvielser, der blev gjort til guden og kejseren i fællesskab. Andre steder, og især i byerne, blev nye templer grundlagt til dyrkelse af kejseren. Lilleasien var kejserdyrkelsens hjemsted, og intetsteds passede den nye institution så godt ind i det eksisterende religiøse system. Indskrifter har for nylig kastet meget lys over et selskab af Xenoi Tekmoreioi ("Gæstevenner af det hemmelige tegn"), som boede på et gods, der havde tilhørt Men Askaenos ved siden af Antiokia i Pisidien og nu var i den romerske kejsers hænder. En procurator (som sandsynligvis var ypperstepræsten for det lokale tempel) forvaltede godset som kejserens repræsentant. Dette selskab er typisk for mange andre, hvis eksistens i det indre Lilleasien er kommet for dagen i de senere år; det var disse selskaber, der fremmede kejserkulten på dens lokale side, til forskel fra dens provinsielle side (se asiark), og det var især disse selskaber, der satte det romerske retsmaskineri i gang mod de kristne under de store forfølgelser. Med tiden havde folket på de kejserlige godser tendens til at gå over i en tilstand af livegenskab; men lejlighedsvis ophøjede en kejser hele eller en del af et gods til byrang.

4. Det hellenistiske system:

Meget af det indre Lilleasien må oprindeligt have været styret efter et teokratisk system; men den græske bystat trængte gradvis ind på det gamle tempels område og privilegier. Flere af disse byer blev "grundlagt" af seleukiderne og attaliderne; det betød undertiden en ny grundlæggelse, men oftere indførelsen af græsk bystyre i en ældre by med tilføjelse af nye indbyggere. Disse indbyggere var ofte jøder, som seleukiderne fandt var pålidelige kolonister: jøderne i Antiokia i Pisidien (ApG 13,14) hører sandsynligvis til denne gruppe. Det bevidste mål med disse grundlæggelser var helleniseringen af landet, og deres eksempel påvirkede nabobyerne. I skarp kontrast til det indfødte systems orientalske enevælde stod de græske og romerske byers organisation. I de første århundreder af Romerriget nød disse byer et vidtgående mål af selvstyre. Embederne var valgembeder; rige mænd i samme by kappedes med hinanden, og by kappedes med by, om at opføre storslåede offentlige bygninger, grundlægge skoler og fremme uddannelse, og støtte alt det, som vestlige folk forstår ved civilisation. Med de græske byer kom det græske panteon, men Hellas' guder gjorde ikke meget mere end at føje deres navne til landets guders navne. Hvor vi har nogen detaljeret viden om en kult i det indre Anatolien, genkender vi under en græsk (eller romersk) forklædning de væsentlige træk ved den gamle anatolske gud.

Grækerne havde altid foragtet udskejelserne i den asiatiske religion, og den mere fremskredne uddannelse hos de anatolske grækere kunne ikke forlige sig med en nedværdiget kult, som søgte at videreføre de sociale institutioner, den var opstået under, blot i deres mest hæslige og mest fornedrede former. "I landet som helhed blev en højere samfundstype opretholdt; mens det primitive sociale system ved de store templer blev holdt i live som en religiøs pligt, der påhvilede den klasse, der kaldtes Hieroi, i deres faste tjenesteperioder ved templet. .... Den kløft, der skilte religionen fra landets dannede liv, blev stadig bredere og dybere. I denne situation kom Paulus ind i landet; og hvor som helst uddannelse allerede var blevet udbredt, fandt han omvendte, som var rede og ivrige." Dette forklarer "den forunderlige og elektriske virkning, som i ApG tilskrives apostlens forkyndelse i Galatien" (Ramsay, Cities and Bishoprics of Phrygia, 96).

5. Romerske "Coloniae":

Under Romerriget kan vi spore en gradvis udvikling i de græske byers organisation i retning af den romerske kommunale type. En af hovedfaktorerne i denne proces var grundlæggelsen over hele det indre Lilleasien af romerske kolonier, som var "stykker af Rom" anbragt i provinserne. Disse kolonier var helt organiseret efter romersk forbillede og var som regel garnisoner af veteraner, der holdt urolige dele af landet i orden. Sådanne var Antiokia og Lystra på Det Nye Testamentes tid (Ikonion, som man tidligere plejede at betragte som en koloni under Claudius, anerkendes nu som værende blevet ophøjet til denne rang af Hadrian). I det 1. århundrede var latin det officielle sprog i kolonierne; det fortrængte aldrig græsk i almindelig brug, og græsk afløste det snart i officielle dokumenter. Uddannelsen stod på sit højeste niveau i de græske byer og i de romerske kolonier, og det var udelukkende til dem, Paulus henvendte evangeliet.

IV. Kristendommen i Lilleasien.

Allerede i Paulus' levetid havde kristendommen slået fast rod i mange af de større centre for græsk-romersk kultur i Asien og Galatien. Evangeliseringen af Efesos, hovedstaden i provinsen Asien og endepunktet for en af de store ruter, der førte langs halvøen, bidrog i høj grad til kristendommens udbredelse i provinsens indre egne, især i Frygien. Kristendommen slog, i overensstemmelse med Paulus' program, først rod i byerne, hvorfra den spredte sig ud over landområderne. Kristne indskrifter osv.:

De kristne indskrifter begynder tidligst i Frygien, hvor vi finder mange dokumenter fra slutningen af det 2. og begyndelsen af det 3. århundrede e.Kr. Det vigtigste kendetegn ved disse tidlige indskrifter--et træk, som gør dem vanskelige at genkende--er, at de som regel undertrykker alt, hvad der åbenlyst så kristent ud, med det formål at undgå opmærksomhed fra personer, som kunne få de romerske embedsmænd til at træffe foranstaltninger mod dem, der havde opsat dem. De lykaoniske indskrifter begynder næsten et århundrede senere, ikke, må vi antage, fordi kristendommen bredte sig mindre hurtigt fra Ikonion, Lystra osv., end den gjorde fra de asiatiske byer, men fordi græsk dannelse var længere om at gennemtrænge de tyndt befolkede sletter på det centrale plateau end Asiens rige bysamfund. Den nye religion bevises gennem Plinius' korrespondance med Trajan (111-13 e.Kr.) at have været fast etableret i Bithynien tidligt i det 2. århundrede.

Længere mod øst, hvor de store templer stadig havde stor indflydelse, gik kristendommens udbredelse langsommere, men i det 4. århundrede frembragte Kappadokien mænd som Basilios og Gregorierne. De store forfølgelser, som det bevises af litterære vidnesbyrd og af mange indskrifter, rasede med særlig strenghed i Lilleasien. Kirkens indflydelse på Lilleasien i rigets første århundreder kan bedømmes ud fra den kendsgerning, at der næppe er fundet et spor af mithrasreligionen, kristendommens vigtigste konkurrent, i hele landet. Fra tiden for Nikæakoncilet (325 e.Kr.) var kristendommens historie i Lilleasien Det Byzantinske Riges historie. Ruiner af kirker, der hører til den byzantinske periode, findes over hele halvøen; de er især talrige i de centrale og østlige egne. En detaljeret undersøgelse af en byzantinsk kristen by i Lykaonien, som indeholder et usædvanligt stort antal kirker, er blevet udgivet af Sir W. M. Ramsay og Miss G. L. Bell: The Thousand and One Churches. Græsktalende kristne landsbyer i mange dele af Lilleasien viderefører en ubrudt forbindelse med Romerriget helt frem til nutiden.

LITTERATUR.

Ramsays talrige værker om Lilleasien, især Paul the Traveler, etc., The Church in the Roman Empire, The Cities of Paul, The Letters to the Seven Churches og Cities and Bishoprics of Phrygia, er der frit trukket på i denne fremstilling. For en fyldigere bibliografi, se Encyclopedia Biblica (11. udgave), artiklen "Asia Minor" (Hogarth og Wilson).

W. M. Calder