Sharon

shar'-un (ha-sharon, med den bestemte artikel muligvis med betydningen "sletten"; to pedion, ho drumos, ho Saron):

(1) Dette navn er knyttet til den stribe forholdsvis jævnt land, som løber mellem bjergene og Middelhavets kyst, fra Nahr Ruben i syd til Karmels bjerg i nord. Der er betydelige bølgende bakker; men sammenlignet med bjergene mod øst beskrives området helt korrekt som en slette. Jorden er en dyb, frugtbar muldjord, som er gunstig for kornavl. Appelsinen, vinstokken og oliventræet vokser til stor fuldkommenhed. Når de mangefarvede blomster står i flor, er det et syn af sjælden skønhed.

Af vandløbene på sletten fører fire størstedelen af vandet fra bjergenes vestlige skråninger til havet. De er også helårsvandløb, fordi de får vand fra kilder. Nahr el-`Aujeh løber ud i havet nord for Jaffa; Nahr Iskanderuneh 7 miles (ca. 11 km), og Nahr el-Mefjir godt 2 miles (ca. 3 km) syd for Cæsarea; og Nahr ez-Zerqa, "Krokodillefloden," 2 1/2 miles (ca. 4 km) nord for Cæsarea. Nahr el-Falik har sit korte løb omkring 12 miles (ca. 19 km) nord for Nahr el-`Aujeh. Der er rigeligt med vand, og næsten hvor som helst kan man få det ved at grave. Dybe, fint byggede brønde nær nogle af landsbyerne er blandt de mest kostbare arvestykker, korsfarerne efterlod. Sletten varierer i bredde fra 8 til 12 miles (ca. 13-19 km), og den er bredest i Sharon. Der er spor af en stor skov i den nordlige del, hvilket forklarer brugen af ordet drumos. Josefus (Ant., XIV, xiii, 3) taler om "skovene" (hoi drumoi) og Strabon (xvi) om "en stor skov." Der findes stadig en betydelig egeskov i dette område. Karmels og Sharons "herlighed" (Es 35,2) er sandsynligvis en hentydning til de frodige egeskove. Som i gammel tid er store områder overladt til kvæggræsning. Over Davids hjorde, som græssede i Sharon, stod Shitraj fra Sharon (1 Krøn 27,29). På dagen for Israels genoprettelse skal "Sharon være en fold for småkvæg" (Es 65,10). Hieronymus taler om det fine kvæg, der blev fodret på Sharons græsgange, og lovpriser også dets vin (Comm. til Es 33 og 65). Mod Sharon var der utvivlsomt dengang mere opdyrkning, end der er i vore dage. Den tyske koloni nord for Jaffa, som i sit navn, Sarona, bevarer slettens gamle græske navn, og flere jødiske kolonier beviser jordens vidunderlige frugtbarhed. Jaffas appelsinlunde er vidt berømte.

"Sharons rose" (Højs 2,1) er en fejloversættelse: chabhatstseleth er ikke en "rose," men den hvide narcissus, som i sin sæson findes i overflod på sletten.

Sharon nævnes i Det Nye Testamente kun i ApG 9,35.

(2) Et område øst for Jordan, beboet af Gads stamme (1 Krøn 5,16; her står navnet uden artikel). Kittel ("Ch," SBOT) foreslår, at dette er en forvanskning af "Sirion," som igen er synonymt med Hermon. Han ville derfor identificere Sharon med Hermons græsningslande. Andre mener, at der sigtes til mishor eller højsletten i Gilead.

(3) I Jos 12,18 bør vi måske læse "kongen af Afek i Sharon." Se Lassharon. Rækkefølgen synes at pege på et sted nordøst for Tabor. Måske skal dette identificeres med Eusebius' Sarona, Onomasticon, i området mellem Tabor og Tiberias. Hvis det er tilfældet, kan navnet være bevaret i navnet Sarona på plateauet sydvest for Tiberias.

W. Ewing