Ruben

roo'-ben, ru'-ben (re'ubhen; Rhouben): Jakobs ældste søn, født ham af Lea i Paddan-Aram (1 Mos 29,32).

1. Jakobs ældste søn:

Dette vers synes at antyde to afledninger af navnet. Som det står i den masoretiske tekst, betyder det "se, en søn"; men den begrundelse, der gives for at kalde ham sådan, er: "Herren har set til min elendighed," hvilket på hebraisk er ra'ah be`onyi, bogstaveligt: "Han har set min elendighed." Om hans drengeår har vi kun fortællingen om kærlighedsæblerne (1 Mos 30,14). Som den førstefødte burde han egentlig have været leder blandt sin fars sønner. Hans førstefødselsret blev sat over styr ved en gerning af særlig skændig art (1 Mos 35,22), og så vidt vi ved, kom hans stamme aldrig til at føre an i Israel. Den nævnes ganske vist først i 4 Mos 1,5; 4 Mos 1,20, men derefter falder den til fjerdepladsen, idet Juda indtager den første (4 Mos 2,10 osv.). Det var Rubens indgriben, Josef skyldte sin redning fra den skæbne, hans andre brødre havde foreslået (1 Mos 37,29). Nogle har ment, at Ruben havde til hensigt at sætte ham fri af et ønske om at genoprette sit forhold til sin far. Men der er ingen grund til at nægte Ruben visse ædle og ridderlige egenskaber. Jakob synes at have værdsat disse og har måske derfor desto dybere beklaget det fald, der ødelagde hans liv (1 Mos 49,3). Det var Ruben, der følte, at deres farer og bekymringer i Egypten var en passende gengældelse for den ukærlige opførsel mod broderen (1 Mos 42,22). For at forsikre sin far om Benjamins sikre tilbagevenden fra Egypten, hvortil Josef krævede, at han skulle føres, var Ruben rede til at stille sine egne to sønner som pant (1 Mos 42,37). Fire sønner, der var født ham i Kanaan, drog ned med Ruben, da Israel drog ned til Egypten (1 Mos 46,8).

De beretninger, der er nedskrevet, betragtes af en bestemt skole af gammeltestamentlige forskere som stammens vage og fragmentariske traditioner, bearbejdet til en biografi over stammens formodede stamfader. Denne tolkning rejser flere vanskeligheder, end den løser, og dens sammenhæng afhænger af for mange antagelser og formodninger. Fortællingen, som den foreligger, er ganske forståelig og indre sammenhængende. Der er ingen god grund til at tvivle på, at den, så langt den rækker, er en autentisk optegnelse om Jakobs søns liv.

2. Stammens historie:

Ved den første folketælling i ørkenen talte Ruben 46.500 krigsmænd (4 Mos 1,21); ved den anden var de faldet til 43.730; se NUMBERS. Rubens lejrs banner stod på sydsiden af tabernaklet; og sammen med ham var Simeon og Gad; det samlede antal kampdygtige mænd i denne afdeling var 151.450. Targum Pseudo-Jonathan siger, at banneret var en hjort med indskriften: "Hør, Israel, Herren din Gud er én Herre." Under marchen indtog denne afdeling andenpladsen (4 Mos 2,10). Stammens fyrste var Elisur, Shedeurs søn, hvis offergave beskrives i 4 Mos 7,30 ff. Rubenitten blandt spejderne var Shammua, Zakkurs søn (13,4). Det er muligt, at sammensværgelsen mod Moses, organiseret af rubenitterne Datan og Abiram med hjælp fra levitten Kora (4 Mos 16), var et forsøg fra stammens side på at hævde sine rettigheder som repræsentant for den førstefødte. Det er betegnende, at Koras børn ikke omkom (26,11). Kan man ikke spore denne hændelses indflydelse på Moses' sind i hans "velsignelse", hvor han ganske vist ønsker stammens fortsatte beståen, men ikke i stor styrke (5 Mos 33,6)? Dette var en sand forudsigelse af stammens historie.

Da højsletten øst for Det Døde Hav og Jordan faldt i de israelitiske angriberes hænder, tiltrak disse vidtstrakte græsningshøjlande uimodståeligt de store hjordejere i Ruben og Gad, to stammer der var bestemt til at være naboer i de følgende århundreder. På deres indtrængende anmodning tillod Moses dem at få deres stammebesiddelser her på én betingelse, som de loyalt accepterede. De måtte ikke "blive siddende her" og dermed tage modet fra deres brødre, som drog i krig hinsides Jordan. De skulle sørge for deres kvægs sikkerhed, befæste byer for at beskytte deres små børn og deres hustruer mod landets indbyggere, og deres krigsmænd skulle gå foran hæren i erobringsfelttoget, indtil Israels børn hver især havde fået deres arvelod (4 Mos 32,1-27). Om den faktiske del, de tog i denne krigsførelse, findes der ingen beretning, men måske markerede "Bohans sten, Rubens søns" (Jos 15,6; Jos 18,17) en mindeværdig tapper gerning udført af et medlem af stammen. Ved felttogets afslutning vendte Rubens mænd, som havde fortjent de vestlige stammers taknemmelighed og var blevet beriget med deres andel af byttet fra fjenden, ærefuldt tilbage til deres nye hjem. Sammen med deres brødre af Gad mærkede de de farer, der knyttede sig til deres isolerede stilling, afskåret fra resten af deres folk ved Jordandalens store kløft. Derfor rejste de Eds mægtige alter i dalen, så der i selve svælget af dette redskab til adskillelse kunne være et vedvarende vidnesbyrd for dem selv og for deres børn om Israels grundlæggende enhed. De vestlige stammer misforstod handlingen og frygtede et religiøst skisma, så de samledes i styrke for at knuse det. Der fulgte forklaringer, som var fuldt tilfredsstillende, og en truende fare blev afværget (Jos 22). Men de østlige stammers instinkter var rigtige, som den efterfølgende historie skulle vise. Jordandalen var kun én af mange årsager til adskillelse. Hele livets omstændigheder og vilkår i øst adskilte sig vidt fra dem vest for floden, idet hyrdeliv og livet under åben himmel stod i kontrast til landbrugs- og byliv.

Det land, som Moses gav Rubens stamme, strakte sig fra Arnon, Wady el-Mojib, i syd, til Gads grænse i nord. I 4 Mos 32,34 nævnes byer i Gad, som lå langt mod syd, idet Aroer lå helt ude ved Arnons rand; men disse skal sandsynligvis forstås som en enklave i Rubens område. Af Jos 13,15 ff. fremgår det klart, at den nordlige grænse løb fra et punkt nord for Det Døde Hav i øst-nordøstlig retning og gik nord om Heshbon. Det Døde Hav dannede den vestlige grænse, og mod øst stødte området op til ørkenen. Uden tvivl skiftede mange distrikter hænder i historiens løb. Ved Tiglat-Pilesers invasion læser vi f.eks., at Aroer var i rubenitternes hænder, »og mod øst .... lige til indgangen til ørkenen fra floden Eufrat« (1 Krøn 5,8). Bezer, tilflugtsbyen, lå i Rubens område (Jos 20,8 osv.). En almindelig beskrivelse af landet findes under MOAB; mens Rubens byer behandles i særskilte artikler.

Ruben og Gad, som beboede tilstødende distrikter og endda, som vi har set, til en vis grad overlappende områder, er tæt forbundet i historien. Ingen af dem tog del i den herlige kamp mod Sisera (Dom 5,15). Allerede da var de adskillende kræfter åbenbart begyndt at gøre sig gældende. De er dog ikke undtaget fra »alle Israels stammer«, som sendte kontingenter til krigen mod Benjamin (Dom 20,10; Dom 21,5), og henvisningen i Dom 5,15 synes at vise, at Ruben kunne have udrettet store ting, hvis han havde været indstillet på det. Stammen var derfor stadig mægtig, men måske optaget af bekymringer over sine forhold til nabofolkene. Ved at beskytte deres talrige hjorde mod angreb fra syd og pludselige indfald fra ørkenen udviklede de en krigerisk ånd og militær dygtighed. De var »tappre mænd, mænd, der kunne bære skjold og sværd, skyde med bue og var kyndige i krig« (1 Krøn 5,18). De overvældede hagriterne sammen med Jetur og Nafish og Nodab og berigede sig i høj grad med byttet. Da Krønikeskriveren beretter om overfaldet, giver han dem anerkendelse for deres religiøse troskab: »De råbte til Gud i kampen, og han lod sig bønhøre af dem, fordi de satte deres lid til ham« (1 Krøn 5,19). Sammen med Gad og Manasse sendte de et kontingent på 120.000 mand »med alle slags krigsredskaber til kampen, .... krigsmænd, som kunne ordne slagordenen«, mænd som »kom med et helt hjerte til Hebron for at gøre David til konge« (1 Krøn 12,37). Blandt Davids helte var Adina, »en høvding for rubenitterne, og tredive med ham« (1 Krøn 11,42). I det 40. år af Davids regering blev der sat tilsynsmænd over rubenitterne »for enhver sag, der angik Gud, og for kongens anliggender« (1 Krøn 26,32). Måske var rubenitterne, trods den hjælp de gav David, aldrig helt kommet over deres gamle troskab mod Sauls hus. I hvert fald sluttede de sig til Nordriget, da splittelsen kom (1 Kong 11,31).

Stammens senere historie er efterladt i megen uklarhed. Som de var udsat for fjendtlige påvirkninger fra Moab og Østen og afskåret fra fællesskab med deres brødre i gudsdyrkelsen, fandt de i deres isolation sandsynligvis vejen ned i afgudsdyrkelse alt for let, og den engang mægtige stamme sank ned i relativ ubetydelighed. Om de umiddelbare årsager til dette forfald har vi ingen viden. Moab etablerede sin myndighed over det land, der havde tilhørt Ruben; og Mesha nævner i sin indskrift (M S), mens han taler om Gad, ikke Ruben som værdig til omtale. De var sandsynligvis i vid udstrækning blevet opslugt af den nordlige stamme. De nævnes som nogle, der led under Hazaels invasion i Jehus regeringstid (2 Kong 10,32). At »de forbrød sig mod deres fædres Gud og bedrev utugt efter landets folks guder« gives som grunden til den skæbne, der ramte dem ved Pul, Assyriens konge, som førte dem bort, »og bragte dem til Hala og Habor og Hara og til Gozans flod« (1 Krøn 5,25).

Ligheden mellem Rubens tilfælde og Simeons er slående, for Simeon synes også praktisk taget at være blevet opslugt af Judas stamme. Den anseelse, som burde have været Rubens i kraft af hans førstefødselsret, siges at være gået over til Josef (1 Krøn 5,1). Og Rubens og Simeons plads i Israel overtages af Josefs sønner, en kendsgerning der henvises til i Jakobs velsignelse (1 Mos 48,5).

Ezekiel finder en plads til Ruben i sit billede af det genoprettede Israel (48,6). Han optræder også--i dette tilfælde kun med Juda foran sig--i Åb 7,5.

W. Ewing