Gad

Lykke; held.

Jakobs syvende søn, med Zilpa, Leas tjenestepige, og bror til Asher (1 Mos 30,11-13; 46,16, 18). I KJV til 30,11 bør ordene “En trop kommer: og hun kaldte” osv. snarere gengives: “Med lykke [RV: ‘Lykkelig’]: og hun kaldte” osv., eller “Lykken kommer” osv.

Gads stamme havde under vandringen gennem ørkenen sin plads sammen med Simeon og Ruben på sydsiden af tabernaklet (4 Mos 2,14). Rubens og Gads stammer fortsatte gennem hele deres historie med patriarkernes hyrdeliv (4 Mos 32,1-5).

Den del, der blev tildelt Gads stamme, lå øst for Jordan og omfattede halvdelen af Gilead, et område af stor skønhed og frugtbarhed (5 Mos 3,12), afgrænset mod øst af den arabiske ørken, mod vest af Jordan (Jos 13,27) og mod nord af floden Jabbok. Den omfattede således hele Jordandalen så langt mod nord som til Galilæas Sø, hvor den blev næsten spids.

Denne stamme var voldsom og krigerisk; de var “stærke og mægtige mænd, krigsmænd til kamp, der kunne føre skjold og rundskjold, deres ansigter var som løvers ansigter, og de var hurtige som gazeller på bjergene” (1 Krøn 12,8; 5,19-22). Barzillaj (2 Sam 17,27) og Elias (1 Kong 17,1) var af denne stamme. Den blev ført i fangenskab samtidig med de andre stammer i Nordriget af Tiglat-Pileser (1 Krøn 5,26), og på Jeremias' tid (49,1) var deres byer beboet af ammonitterne.

En profet, der sluttede sig til David i “tilflugtsstedet”, og efter hvis råd han forlod det og drog til Haret-skoven (1 Krøn 29,29; 2 Krøn 29,25; 1 Sam 22,5). Mange år senere finder vi ham omtalt i forbindelse med den straf, der blev pålagt for folketællingen (2 Sam 24,11-19; 1 Krøn 21,9-19). Han skrev en bog kaldet “Davids Gerninger” (1 Krøn 29,29) og medvirkede ved ordningen af musiktjenesten i “Guds hus” (2 Krøn 29,25). Han bar titlen “kongens seer” (2 Sam 24,11, 13; 1 Krøn 21,9).