Gad

(gadh, "lykke"; Gad):

1. Navnet:

Jakobs syvende søn, hvis moder var Silpa (1 Mos 30,11), og hvis fødsel blev hilset af Lea med råbet "Lykke til!" Nogle har søgt at forbinde navnet med den hedenske gud Gad, hvis spor findes i Baal-gad, Migdal-gad osv. I Jakobs velsignelse (1 Mos 49,19) er der et ordspil på navnet, som om det skulle betyde "sværm" eller "røverbande." "Gad, en sværm skal presse på ham; men han skal presse på deres hæl" (hebraisk gadh, gedhudh, yeghudhennu, wehu yaghudh `aqebh). Her er der uden tvivl en anspilning på den høje ånd og tapperhed, der karakteriserede Gads efterkommere. Den fjende, der angreb dem, udsatte sig selv for alvorlig fare. I Moses' velsignelse igen (5 Mos 33,20) siges det, at Gad "bor som løvinde og flår armen, ja hjerneskallen." Løveagtige kvaliteter tillægges gaditerene, kraftige tapre mænd, som sluttede sig til David (1 Krøn 12,8; 1 Krøn 12,14). Deres "ansigter var som løvernes ansigter, og de var så hurtige som råene på bjergene." Blandt deres anfører var "den mindste lige til hundrede, og den største til tusinde."

2. Stammen:

Om patriarken Gad optegnes næsten intet. Syv sønner drog ned med ham til Egypten, da Jakob modtog Josefs indbydelse (1 Mos 46,16)). Ved begyndelsen af ørkenmarchen talte Gad 45.650 "fra tyveje år og opover, alle som kunne drage ud til krig" (4 Mos 1,24)). På Moabs sletter var tallet faldet til 40.500 (4 Mos 26,18)). Gads plads var ved Rubens lejrbanners standard på tabernaklets sydsiden (4 Mos 2,14)). Stammens fyrste var Eliasaf, søn af Deuel (4 Mos 1,14), eller Reuel (4 Mos 2,14)). Blandt spejderne var Gad repræsenteret af Geuel, søn af Maki (4 Mos 13,15)).

Se TALSBERETNINGEN.

3. Stammens område:

Siden oldtiden har indbyggerne øst for Jordan dyrket herdelivet. Da Moses havde fuldendt erobringen af disse lande, tiltrak de vide højsletter med deres store græsgange de store flokmestre fra Ruben og Gad. Som svar på deres anmodning tildelte Moses dem deres stammelandsdele her: kun på betingelse af, at deres krigsfolk skulle drage over med deres brødre og tage del både i møjsommeligheden og i rusen ved erobringen af Israels land (4 Mos 32)). Da Josvas sejrrige felttog var afsluttet, vendte Rubens og Gads krigsfolk tilbage til deres besiddelser i øst. De holdt imidlertid pause i Jordandalen for at bygge det mægtige alter Ed. De frygtede, at Jordandalen skulle blive altfor effektiv som barrier mellem dem og deres brødre i vest. Dette alter skulle til alle tider være et "vidnesbyrd" om deres enhed i slægt og tro (Jos 22)). Alterets opførelse blev først misforstået af vestens stammer, men den givne forklaring tilfredsstillede dem helt.

4. Grænser:

Det er umuligt at angive Gads territoriums grænser med nogen sikkerhed. Ruben lå mod syd, og halvstammen Manasse mod nord. Disse tre besatte hele området øst for Jordan. Gads sydlige grænse angives som Arnon i 4 Mos 32,34; men seks byer nord for Arnon tildeles i 32,16 ff Ruben. Atter gør Jos 13,26 Wady Chesban til Gads sydlige grænse. Mesas Stele siger imidlertid, at Gads mænd fra gammel tid boede i Ataroth. Dette ligger langt syd for Wady Chesban. Forfatteren af 4 Mos 32 kan have betragtet Jabbok som Gads nordlige grænse; men Jos 13,27 udvider den til Kinneretsøen, idet Jordan danner vestgrænsen. Den omfattede Rabbanammon i øst. Vi har nu ikke de oplysninger, der er nødvendige for at forklare denne tilsyneladende uoverensstemmelse. Der kan ikke være tvivl om, at Gads grænser ofte ændrede sig som følge af stridigheder med nabofolk (1 Krøn 5,18)). For de bibelsk-skrivende forfattere lå kesksmidtpunktet på Israels land i vest, og de detaljer, der gives om østens stammer, er meget få. Vi kan dog gå ud fra, at Gilead i det hele taget var Gads land. I Dom 5,17 fremtræder Gilead, hvor vi naturligt ville forvente Gad, som det ser ud til at stå for. Tilflugtsstaden Ramoth i Gilead lå på Gads område (Jos 20,8)). En beskrivelse af landet se GILEAD.

5. Historie:

Ruben og Gad var fraværende ved samlingen mod Sisera (Dom 5,15)). men de enedes med deres brødre om at tage hævn på Benjamin; Jabesh-Gilead, hvorfra intet kontingent var sendt, blev ødelagt (20 ff). Jefta regnes sandsynligvis til denne stamme, hans bopæl Mizpa (Dom 11,34) ligger tilsyneladende inden for dens område (Jos 13,26)). Gad ydede tilflugt for nogle af hebræerne under filisterserne (1 Sam 13,7)). Til David knyttede visse gaditer sig, medens han undgik Saul ved Ziklag (1 Krøn 12,8)). Et hold af dem deltog også i at gøre ham til konge i Hebron (1 Krøn 12,38)). I Gad samledes tilhængerne af Sauls hus omkring Ishboshet (2 Sam 2,8)). Hertil kom David på sin flugt fra Absalom (2 Sam 17,24)). Gad tilfaldt Jeroboam ved kongerigets splittelse, og Penuel, tilsyneladende inden for dets grænser, befæstede Jeroboam først (1 Kong 12,25)). Det fremgår af Moabiterstenen, at en del af området senere gik over i Moabs hænder. Under Omri blev det genvundet; men Moab gjorde atter sit overherredømme gældende. Elias tilhørte sandsynligvis dette område; og Kerith-bækken må søges i en af dets vilde, aflåste dale.

Gad udgjorde hovedskuepladsen for den lange kamp mellem Israel og aramæerne. Ved Ramot-Gilead fik Akab sit dødbringende sår (1 Kong 1). Under Jeroboam II var dette land endnu en gang en integreret del af Israels land. I 734 f.Kr. viste Tiglat-Pileser sig imidlertid og erobrede hele Østjordanlandet og førte dets indbyggere i fangenskab (2 Kong 15,29; 1 Krøn 5,26). Dette synes at have givet anledning til, at Ammons børn besatte landet (Jer 49,1). I Ezekiels idealbillede (Ez 48,27; Ez 48,34) findes der en plads til Gads stamme. Obadias synes at have glemt stammen, og deres område tildeles Benjamin (1,19). Gad har dog sin plads blandt Israels stammer i Åb 7.

W. Ewing

(gadh, "lykkelig"): Davids seer (chozeh, 1 Krøn 21,9; 1 Krøn 29,29; 2 Krøn 29,25), eller profet (nabhi'; jf. 1 Sam 22,5; 2 Sam 24,11). Han optræder

(1) for at råde David, mens han som fredløs flygtede for Saul, til at vende tilbage til Judas land (1 Sam 22,5);

(2) for at irettesætte David og give ham valget mellem straffe, da han, trods Joabs råd og de traditionelle indvendinger (jf. 2 Mos 30,11 ff), havde talt Israels børn (2 Sam 24,11; 1 Krøn 21,9);

(3) for at pålægge David at opføre et alter på Araunas tærskeplads, da plagen, som var kommet over Israel, ophørte (2 Sam 24,18; 1 Krøn 21,18); og

(4) for at hjælpe med ordningen af den levitiske musik med cymbler, harper og lyrer (jf. 2 Krøn 29,25).

Af hans skrifter kendes ingen, skønt det siges, at han skrev en historie om en del af Davids regeringstid (1 Krøn 29,29).

Ella Davis Isaacs

(gadh, "lykke"): En gud for det gode held, muligvis Hyaderne. Forfatteren i Es 65,11 (randnote) udtaler en forbandelse over sådanne, som lokkes bort til afgudsdyrkelse. Advarslen her er ifølge Cheyne specifikt rettet mod samaritanerne, som jøderne, sammen med deres religion, nærede en særlig afsky for. Anklagen ville dog lige så vel passe på overtroiske og halvt hedenske jøder. "Men I, som forlader Jahve, som glemmer mit hellige bjerg, som dækker bord for Lykken, og som fylder blandet vin for Skæbnen; jeg vil bestemme jer til sværdet, og I skal alle bøje jer ned til slagtningen." Der er her et ordspil: "fylder blandet vin for Skæbnen" (meni) og "jeg vil bestemme (manithi, dvs. uddele som lod) jer til sværdet" (Es 65,11; Es 65,12). Gad og Meni, som nævnes her, er to syriske guddomme (Cheyne, Book of the Prophet Isaiah, 198). Schurer (Gesch. d. jud. Volkes, II, 34 note, og bibliografi) bestrider henføringen af den græske (Tuche)-kult til den semitiske Gad og fører den snarere tilbage til den syriske "Astarte"-dyrkelse. Skikken var ganske almindelig blandt hedenske folk at stille borde, belæsset med mad, frem for guderne (jf. Herod. i. 181, 183; Smith, Rel. of Semites, Lect X).

Intet vides om en babylonisk guddom ved navn Gad, men der findes aramaiske og arabiske ækvivalenter. Oprindelsen kan have været en personificering af lykke og skæbne, dvs. svarende til skæbnegudinderne. De nabatæiske indskrifter giver, i flertalsform, navnet Meni. Achimenideiske mønter (persiske) menes af nogle at bære navnet Meni. Hvor vidt udbredt disse syriske kulter blev, kan ses på flere måder, f.eks. et alter fra Vaison i Sydfrankrig, der bærer en indskrift:

"Belus Fortunae rector, Menisque Magister."

Belus betegner den syriske Bel fra Apamaea (Driver). Kana'anæiske stednavne vidner også om kultens udbredelse, såsom Baal-gad ved foden af Hermon (Jos 11,17; Jos 12,7; Jos 13,5); Migdal-gad, muligvis Mejdel nær Askalon (Jos 15,37); Gaddi og Gaddiel (4 Mos 13,10). I talmudisk litteratur påkaldes Gads navn ofte (jf. McCurdy i Jewish Encyclopedia, V, 544). Ja, Leas ord i 1 Mos 30,11 kan henvise ikke til god lykke eller held, men til den guddom, som i særlig grad blev anset for skytsgud for det gode held (jf. Kent, Student's Old Testament, I, 111). Lignende forestillinger fandtes hos grækerne og romerne, f.eks. Hor. Sat. ii.8, 61:

".... Fortuna, quis est crudelior in nos te deus?"

Cic. N.D. iii.24, 61:

"Quo in genere vel maxime est Fortuna numeranda."

Spørgsmålet har også astronomisk interesse. Arabisk tradition kaldte planeten Jupiter den større lykke og Venus den mindre lykke. Jødisk tradition identificerede Gad med planeten Jupiter, og det er blevet formodet, at Meni skal identificeres med planeten Venus.

Se dog astrologi, 10.

W. N. Stearns

('azal, "at gå omkring"): Brugt én gang i Jer 2,36, "Hvorfor strejfer du så meget omkring for at ændre din vej?" om at gå efter Egypten og Assyrien.