Tiberias

En by, det moderne Tubarich, på den vestlige bred af Tiberias Sø. Den siges at være grundlagt af Herodes Antipas (A.D. 16) på stedet for ruinerne af en ældre by kaldet Rakkat, og at han gav den dette navn efter kejser Tiberius. Den nævnes kun tre gange i historien om vor Herre (Joh 6,1, 23; 21,1).

I 1837 omkom omkring halvdelen af indbyggerne ved et jordskælv. Byens befolkning er nu omkring seks tusind, næsten halvdelen jøder. “Vi læser ikke, at vor Herre nogensinde gik ind i denne by. Grunden til dette skal sandsynligvis findes i det forhold, at den i praksis var en hedensk by, selv om den lå på jødisk jord. Herodes, dens grundlægger, havde samlet Grækenlands kunstarter, Roms afgudsdyrkelse og Asiens grove utugt. Der var i den et teater til opførelse af komedier, et forum, et stadion, et palads med tag af guld efter forbillede af dem i Italien, statuer af de romerske guder og buster af de guddommeliggjorte kejsere. Han, som ikke var sendt til andre end de fortabte får af Israels hus, kunne med god grund holde sig borte fra sådanne scener” (Mannings Those Holy Fields).

Efter Jerusalems fald (A.D. 70) blev Tiberias et af jødernes vigtigste opholdssteder i Israels land. I mere end tre hundrede år var den deres hovedstad. Fra omkring A.D. 150 slog Sanhedrinet sig ned her og oprettede rabbinske skoler, som blev meget berømte. Her blev den jerusalemske (eller israelslandske) Talmud samlet omkring begyndelsen af det femte århundrede. Den samme rabbinske skole skylder vi også Masora, en “samling af traditioner, som overleverede læsemåderne i den hebraiske tekst til Det Gamle Testamente og ved hjælp af vokalsystemet bevarede udtalen af hebraisk.” I sin oprindelige form og i alle håndskrifter skrives hebraisk uden vokaler; derfor blev det, da sproget ophørte med at være et talesprog, vigtigt at vide, hvilke vokaler der skulle indsættes mellem konsonanterne. Dette leveres af Masora, og derfor kaldes disse vokaler “masoretiske vokaltegn.”