Cæsarea

En by ved Middelhavets kyst, på den store vej fra Tyrus til Egypten, omkring 70 miles nordvest for Jerusalem, ved den nordlige ende af Sharonsletten. Den blev bygget af Herodes den Store (10 f.Kr.), som opkaldte den efter Cæsar Augustus; derfor blev den kaldt Cæsarea Sebaste (gr. Sebastos = “Augustus”), på stedet for en gammel by kaldet “Stratons tårn.” Den var hovedstad i den romerske provins Judæa, sæde for landshøvdingerne eller prokuratorerne og hovedkvarter for de romerske tropper. Den var den store hedningeby i Israels land, med en rummelig kunstig havn. Den var prydet med mange meget prægtige bygninger efter forbillede af de romerske byer i Vesten. Her blev officeren Cornelius omvendt gennem Peters medvirken (ApG 10,1, 24), og således blev troens dør for første gang åbnet for hedningerne. Evangelisten Filip boede her med sine fire døtre (21,8). Herfra sejlede Saul til sin hjemby Tarsus, da han blev tvunget til at flygte fra Jerusalem (9,30), og her gik han i land, da han vendte tilbage fra sin anden missionsrejse (18,22). Han opholdt sig her som fange i to år før sin rejse til Rom (ApG 24,27; 25,1, 4, 6, 13). Her, på en “fastsat dag”, da der blev afholdt lege i teatret til ære for kejser Claudius, trådte Herodes Agrippa I frem for folket med stor pragt, og midt under den afguderiske hyldest, der blev vist ham, blev han pludselig slået af en engel og båret ud som en døende mand. Han blev “ædt af orme” (12,19-23) og omkom således af den samme modbydelige sygdom som sin farfar, Herodes den Store. Den bevarer stadig sit gamle navn Kaiseriyeh, men ligger nu øde. “De nuværende beboere af ruinerne er slanger, skorpioner, firben, vildsvin og sjakaler.” Den beskrives som den mest øde by i hele Israels land.