Spedalskhed

(Hebr. tsara’ath, et “slag”, et “stød”, fordi sygdommen blev betragtet som en direkte, forsynsmæssig straf). Dette navn kommer fra det græske lepra, som de græske læger brugte om sygdommen på grund af dens skældannelse. Vi har beskrivelsen af sygdommen såvel som forskrifterne i forbindelse med den i 3 Mos 13; 14; 4 Mos 12,10-15 osv. Man regnede med seks forskellige omstændigheder, under hvilke den kunne udvikle sig: (1) uden nogen synlig årsag (3 Mos 13,2-8); (2) dens genopdukken (9-17); (3) fra en betændelse (18-28); (4) på hovedet eller hagen (29-37); (5) i hvide, blanke pletter (38.39); (6) på baghovedet eller forrest på hovedet (40-44).

Spedalske skulle bo uden for lejren eller byen (4 Mos 5,1-4; 12,10-15 osv.). Denne sygdom blev betragtet som en frygtelig straf fra Herren (2 Kong 5,7; 2 Krøn 26,20).

Denne sygdom “begynder med pletter på øjenlågene og på håndfladerne; de breder sig gradvis over kroppen, bleger håret hvidt, hvor de viser sig, dækker de angrebne steder med hvide skæl og forårsager frygtelige sår og hævelser. Fra huden æder sygdommen sig indad til knoglerne og får hele kroppen til at rådne stykke for stykke.” “På Kristi tid kunne ingen spedalsk bo i en befæstet by, selv om han kunne bo i en åben landsby. Men hvor han end var, skulle han have sin yderklædning flænget som tegn på dyb sorg, gå med utildækket hoved og dække sit skæg med sin kappe, som om han klagede over sin egen faktiske død. Desuden skulle han advare forbipasserende om at holde sig fra ham ved at råbe: ‘Uren! uren!’ og han kunne hverken tale med nogen eller modtage eller gengælde en hilsen, eftersom dette i Østen indebærer en omfavnelse.”

At sygdommen ikke var smitsom, fremgår af forskrifterne om den (3 Mos 13,12, 13, 36; 2 Kong 5,1). Spedalskhed var “det ydre og synlige tegn på den inderste åndelige fordærvelse; et passende billede, i sine små begyndelser, sin gradvise udbredelse, sin indre vansiring og sin lidt efter lidt opløsning af hele kroppen, på det, som fordærver, nedværdiger og besmitter menneskets indre natur og gør det uskikket til at træde ind for en ren og hellig Guds nærvær” (Maclear’s Handbook O.T). Vor Herre helbredte spedalske (Matt 8,2, 3; Mark 1,40-42). Denne guddommelige magt, som blev åbenbaret sådan, illustrerer hans nådige handlen med mennesker, når han helbreder sjælens spedalskhed, syndens dødbringende smitte.