Spedalsk; spedalskhed

lep'-er, lep'-ro-si (tsara`ath; lepra): En langsomt fremadskridende og vanskelig helbredelig sygdom, kendetegnet ved underhudsknuder (hebraisk se'eth; Septuaginta oule; KJV "hævelse"), skorper eller hudskorper (hebraisk cappachath; Septuaginta semasia) og hvide, skinnende pletter, der synes at ligge dybere end huden (hebraisk bahereth; Septuaginta telaugema). Andre tegn er

(1) at hårene på det angrebne sted bliver hvide, og

(2) at der senere opstår en vækst af "levende, råt kød".

Denne sygdom gjorde på en særlig måde sine ofre urene; selv kontakt med en spedalsk besmittede den, der rørte ved ham, så mens helbredelse af andre sygdomme kaldes helbredelse, kaldes helbredelse af spedalskhed renselse (undtagen i Mirjams tilfælde (4 Mos 12,13) og samaritanerens (Luk 17,15), hvor ordet "helbrede" bruges om spedalskhed). Sygdommen beskrives i Papyrus Ebers som ukhedu (det koptiske navn for spedalskhed er tseht). Den nævnes også i gammel indisk og japansk historie. Hippokrates kalder den "den fønikiske sygdom", og Galen giver den navnet "elefantiasis". I Europa var den kun lidt kendt, indtil den blev indført af de hjemvendte soldater fra Pompejus' hær efter hans syriske felttog i 61 f.Kr.; men efter den tid beskrives den af Soranus, Aretaios og andre klassiske forfattere.

1. Tilfælde i Det Gamle Testamente:

Den første omtale i Det Gamle Testamente af denne sygdom er som et tegn, Gud gav Moses (2 Mos 4,6 (Jahvisten)), hvilket kan være grundlaget for fortællingen i Josefus' Apion, I, 31, om at Moses blev fordrevet fra Heliopolis, fordi han var spedalsk (se også I, 26 og Ant, III, xi, 4). Det andet tilfælde er Mirjams (4 Mos 12,10), hvor sygdommen beskrives levende (EP2). I 5 Mos 24,8 er der en henvisning til den mundtlige tradition om behandlingen af spedalske, uden nogen detaljer, men i 5 Mos 13; 5 Mos 14 (Præsteskriftet) gives reglerne for genkendelse af sygdommen, de indledende karantæneperioder og de ceremonielle metoder til renselse udførligt. Det er værd at bemærke, at der hverken her eller andre steder nævnes nogen behandling eller lægemiddel; og Jorams udbrud antyder den tro, at dens helbredelse kun kunne ske ved et mirakel (2 Kong 5,7).

Tilfældet med Na'aman (2 Kong 5,1) viser, at spedalske ikke blev isoleret og udelukket fra samfundet blandt syrerne. Gehazis spedalskhed (2 Kong 5,27) siges at have været overførelsen af Na'amans, men da inkubationstiden er lang, må den være blevet påført ham ved et mirakel. De fire spedalske ved Samaria i 2 Kong 7,3 var blevet udelukket fra byen og var uden for porten.

Det spedalske slag, der ramte Uzzija (2 Kong 15,5; 2 Krøn 26,23) for hans uberettigede overtagelse af præsteembedet, begyndte i hans pande, en form af sygdommen, der var særligt uren (3 Mos 13,43-46) og krævede den spedalskes forvisning og isolation. Det er bemærkelsesværdigt, at der ikke findes nogen henvisning til denne sygdom i de profetiske skrifter eller i Hagiograferne.

2. Spedalskhed i Det Nye Testamente:

I Det Nye Testamente nævnes renselse af de spedalske som en særlig del af vor Herres helbredelsesgerning og indgik i den opgave, der blev givet apostlene. Der er kun få enkelttilfælde, som beskrives særskilt: kun de ti i Luk 17,12 og den spedalske, som vor Herre rørte ved (Matt 8,2; Mark 1,40; Luk 5,12), men det er sandsynligt, at disse kun er nogle få blandt mange sådanne hændelser. Simon den spedalske (Matt 26,6; Mark 14,3) kan have været en af dem, som Herren helbredte.

3. Sygdommens natur og udbredelsessted:

Sygdommen er en zymotisk lidelse, fremkaldt af en mikrobe, som Hansen opdagede i 1871. Den er smitsom, skønt den ikke særlig let overføres ved tilfældig kontakt; i én form ledsages den af følelsesløshed i de angrebne dele, og denne, som er den almindeligste variant, man nu møder i Østen, har et langsommere forløb end de former, hvor knudeagtige vækster er de mest fremtrædende træk, og hvor dele af lemmerne ofte falder af. I øjeblikket kan man se mange spedalske ved byportene i Israels land. Den er ligeledes udbredt i andre østlige lande, Indien, Kina og Japan. Tilfælde kan også ses i de fleste middelhavslande og i Norge, samt i dele af Afrika og Vestindien og i Sydamerika. I tidligere tider traf man den lejlighedsvis i Storbritannien, og i de fleste ældre engelske byer fandtes der spedalskhedshuse, ofte kaldt "lazaretter" ud fra den fejlagtige forestilling, at Lazarus' eksemagtige eller åreknudeagtige sår var spedalske (Luk 16,20). Mellem 1096 og 1472 blev 112 sådanne spedalskhedshuse grundlagt i England. Af denne sygdom døde kong Robert Bruce af Skotland. Der fandtes særlig middelalderlig lovgivning, som udelukkede spedalske fra kirker og forbød dem at vandre fra distrikt til distrikt. Spedalskhed er undertiden blevet forvekslet med andre sygdomme; de græske læger brugte faktisk navnet lepra om den skællende hudsygdom, som nu kaldes psoriasis. I præstelovgivningen fandtes der én sygdomsform (3 Mos 13,13), hvor hvidheden dækker hele legemet, og i denne tilstand blev patienten erklæret ren. Dette var sandsynligvis psoriasis, for spedalskhed dækker ikke hele legemet før på et meget sent stadium, og når den gør det, er den ikke hvid. Man har formodet, at Na'amans sygdom var af denne art. Fregnede pletter (hebraisk bohaq), som skulle skelnes fra egentlig spedalskhed (3 Mos 13,39), var enten pletter af herpes eller af en anden ikke-smitsom hudsygdom. Det moderne arabiske ord med samme lyd er navnet på en form for eksem. the Revised Version (British and American) gengiver freckled spot med "tetter", et gammelt engelsk ord fra en rod, der antyder kløe (se Hamlet, I, v, 71).

Den homiletiske brug af spedalskhed som et billede på synd er ikke bibelsk. Den eneste skriftlige henvisning, som kunne nærme sig dette, er Sl 51,7, men den sigter til 4 Mos 19,18 snarere end til renselsen af den spedalske. Kirkefædrene betragtede spedalskhed som et billede på kætteri snarere end på moralske forseelser. (Se Rabanus Maurus, Allegoria, under ordet "Lepra.")

(1) Spedalskhed i klæder.

Forekomsten af visse grønlige eller rødlige pletter i selve stoffet i uld- eller linnedvæv eller i genstande lavet af læder beskrives i 3 Mos 13,47 ff, og når disse pletter breder sig eller efter vask ikke ændrer farve, erklæres de for at skyldes en tærende spedalskhed (tsara`ath mam'ereth), og sådanne klæder skal brændes. Eftersom beklædningsgenstande blandt fellahin bæres i årevis og ofte går i arv, er det ikke så mærkeligt, at de angribes af både plante- og dyreparasitter, og det, der her sigtes til, er sandsynligvis en form for meldug, såsom Penicillium eller skimmelsvamp. Ødelæggelsen af sådanne klæder er en nyttig sanitær forholdsregel. Muligvis havde Job denne slags rådnende klædning i tanke, da han sammenligner sig selv med "noget råddent, der fortæres, som en klædning, der er mølædt" (Job 13,28); se også Jud 1,23, "klædningen, der er plettet (espilomenon) af kødet."

(2) Spedalskhed i huset (3 Mos 14,34).

Forekomsten af "fordybede striber, grønlige eller rødlige," i pudset på et hus betragtes som bevis på, at væggen er angrebet af spedalskhed, og når noget sådant observeres, rydder beboeren først sit hus for møbler, for hvis misfarvningen erklæres spedalsk, ville alt i hjemmet blive urent og måtte ødelægges. Derefter beder han præsten om at undersøge det. Prøven er for det første, at pletten sidder i selve væggens materiale, og for det andet, at den breder sig. Hvis disse betingelser er opfyldt, erklæres det for spedalskhed, og den angrebne del af væggen tages ned, dens sten kastes uden for byen, dens puds skrabes af og kastes også uden for byen; derefter mures nye sten ind, og huset pudses på ny. Hvis pletten viser sig igen i den nye væg, dømmes hele huset ubrugeligt og må ødelægges, og dets materialer kastes uden for byen. Beskrivelsen er den af en infektion ved en eller anden svamp, der angriber det organiske materiale, som findes i det lerpuds, væggen er dækket med. Hvis den fandtes i træværk, kunne det være ægte hussvamp (Merulius lacrimans), men den vil næppe brede sig undtagen dér, hvor der er træ eller andet organisk materiale. Det kunne være udfældning af vægsalt (calciumnitrat), som danner fnugagtige masser, når kvælstofholdigt materiale i opløsning er i kontakt med kalk; men det er som regel hvidt, ikke grønt eller rødligt. I betragtning af den urene tilstand i den almindelige fellahs huse er det ikke så mærkeligt, at sådanne svampevækster kan udvikle sig i deres vægge, og i sådanne tilfælde er ødelæggelse af huset og dets materialer en sanitær nødvendighed.

4. Den juridiske holdning:

Det bør her bemærkes, at Lovens holdning over for den person, den klædning eller det hus, der mistænkes for spedalskhed, er, at hvis sygdommen virkelig er til stede, skal de erklæres urene, og der er ikke tilvejebragt noget middel til helbredelse; og i tilfældet med klædningen eller huset skal de ødelægges. Hvis det på den anden side bevises, at sygdommen ikke er til stede, må denne frihed fra sygdommen erklæres ved en ceremoniel renselse. Dette er i virkeligheden ikke ritualet for at rense den spedalske, for Torahen foreskriver ikke noget sådant, men ritualet for at erklære ham ceremonielt fri for mistanken om at have sygdommen. Dette giver en særlig og forøget kraft til ordene: "De spedalske renses," som et vidnesbyrd om vor Herres guddommelige mission.

Alexander Macalister