Spejdere

Da israelitterne for første gang nåede Kadesh og slog lejr dér, udvalgte Moses tolv spejdere blandt høvdingene for stammernes afdelinger og sendte dem ud for at udspejde Kanaans land (4 Mos 13) og bringe ham en beretning om dets faktiske tilstand. De gik straks i gang med deres vigtige opgave og drog gennem landet så langt mod nord som egnen omkring Meromsøen. Efter omkring seks ugers fravær vendte de tilbage. Deres beretning var meget nedslående, og folket blev stærkt opskræmt og foreslog i oprørsk ånd at vælge en ny leder og vende tilbage til Egypten. Kun to af spejderne, Kaleb og Josva, viste sig ved denne lejlighed modige og trofaste. Alle deres appeller og indsigelser var forgæves. Moses meddelte, at de som straf for deres oprør nu måtte vandre i ørkenen, indtil en ny generation skulle opstå, som ville drage op og tage landet i besiddelse. Spejderne havde været borte i fyrre dage på deres færd, og for hver dag skulle israelitterne være vandrere i ørkenen i et år.

To spejdere blev sendt af Josva “hemmeligt”, dvs. uden at folket vidste det (Jos 2,1), “for at se landet og Jeriko”, efter Moses’ død og lige før stammerne under hans ledelse skulle til at krydse Jordan. De fik af Rahab (se dette opslag), i hvis hus de fandt et skjulested, at vide, at rædsel var faldet over alle landets indbyggere på grund af de store ting, de havde hørt, at Jahve havde gjort for dem (2 Mos 15,14-16; jf. 23,27; 5 Mos 2,25; 11,25). Som resultat af deres sendelse meldte de tilbage: “Sandelig, Jahve har givet hele landet i vore hænder; for alle landets indbyggere mister modet på grund af os.”