Spinding

spin'-ing: Skønt spinding må have været et af de almindeligste håndværk i bibelsk tid, nævnes det kun udtrykkeligt i tre passager, nemlig 2 Mos 35,25 f, hvor Tawah oversættes sådan, og i Matt 6,28; Luk 12,27 nethein), hvor Jesus henviser til markens liljer, som hverken slider eller spinder.

De materialer, man almindeligvis spandt, var hør, bomuld, uld og gedehår. Gedehår krævede kun lidt forberedelse ud over vask, før det kunne spindes. Uld blev først renset og derpå kartet. Den nuværende metode til kartning, som uden tvivl er af gammel oprindelse, er at lægge ulden i en bunke på en måtte og derefter løsne fibrene fra hinanden ved at slå en buestreng mod bunken. Buen er særligt konstrueret og omhyggeligt afbalanceret, så den let kan holdes med den ene hånd, mens strengen med den anden slås med en støderformet kølle, ligesom en billedskærers kølle. Det samme redskab bruges til at karte bomuld.

Hør blev i oldtiden behandlet som i dag, hvis de egyptiske skulpturer er blevet tolket rigtigt. Stænglerne blev, efter at frøene var fjernet, først rødet. Denne proces bestod i at lægge stænglerne i blød i vand, indtil gæring eller forrådnelse havde løsnet fibrene så meget, at de kunne adskilles fra hinanden ved kæmning. En række vaskninger og lang udsættelse for vejret frembragte til sidst det, der blev kaldt snehvidt linned.

De forskellige fibre, nævnt ovenfor, som skulle laves til tråd, blev samlet til et løst reb, der blev viklet omkring en rok eller omkring venstre hånd. Fra denne rulle blev det viklet af efter behov, fibrene blev mere omhyggeligt justeret med tommelfingrene og de to første fingre på begge hænder, og derefter blev rebet snoet ved hjælp af en ten. Tenen varierede i form, men var altid et skaft, 8 til 12 tommer langt (ca. 20-30 cm), forsynet i den ene ende med en krog eller et andet middel til at fastgøre tråden og i den anden ende med en rund trisse eller tenvægt af sten eller andet tungt materiale for at give den roterende ten fremdrift. Når 2 eller 3 fod (ca. 60-90 cm) af rebet var forberedt som nævnt ovenfor, blev tenen drejet rundt med højre hånd eller lagt på låret og drejet ved at føre hånden hen over skaftet. Efter at tråden var snoet, blev den viklet på tenen, fastgjort, og en ny del af rebet blev forberedt og snoet. Rebet blev undertiden fastgjort til en stolpe og tenen drejet med begge hænder; i så fald var tenvægten ikke nødvendig (se Wilkinson, Anc. Egypt, I, 317; II, 170, 172). Spinding var arbejde for både mænd og kvinder i det gamle Egypten. Bibelen karakteriserer det som kvinders arbejde (Luk 35; Ordsp 31,19). Den samme spindemetode bruges stadig af kvinderne i Syrien, selv om importeret garn i vid udstrækning er ved at træde i stedet for hjemmespundet tråd.

Se DISTAFF.

James A. Patch