Syg; sygdom

sik, sik'-nes (chalah (1 Mos 48,1, osv.), choli (5 Mos 28,61, osv.), tachalu' (5 Mos 29,21, osv.), machalah (2 Mos 23,25, osv.), daweh (3 Mos 15,33, osv.), 'anash (2 Sam 12,15, osv.); astheneo (Matt 10,8, osv.; jf. /RAPC 2Ma 9,22), [@kakos echon (Luk 7,2), kakos echontas (Matt 4,24, osv.), arrhostos (Siraks Bog 7,35; Matt 14,14, osv.), arrhostema (Siraks Bog 10,10, osv.), med forskellige beslægtede ord, kamno (Jak 5,15); latin morbus (2 Esdras 8,31)): Sammenlignet med antallet af dødsfald, der er optegnet i Bibelens historiske bøger, er de tilfælde, hvor sygdomme nævnes, få. “Syg” og “sygdom” (inklusive “lidelse” osv.) er oversættelser af 6 hebraiske og 9 græske ord og forekommer 56 gange i Det Gamle Testamente og 57 gange i Det Nye Testamente. Antallet af henvisninger i sidstnævnte er betydningsfuldt, fordi det viser, hvor karakteristisk helbredelsen af de syge var for Herrens tjeneste. De sygdomme, der angives, er forskellige. Et eksempel på spædbarnssygdom findes hos Batsebas barn (2 Sam 12,15), hvis sygdom kaldes 'anash, ikke usandsynligt trismus nascentium, en almindelig sygdom i landet. Blandt unge er der optegnet Abijas uspecificerede sygdom (1 Kong 14,1), enkens søn i Sarepta (1 Kong 17,17), solstikket hos shunemkvindens søn (2 Kong 4,19), den epileptiske dreng (Matt 17,15), Jairus’ datter (Matt 9,18) og embedsmandens søn (Joh 4,46). I den anden ende af livet gik sygdom forud for Jakobs død (1 Mos 48,1). Sygdom opstod som følge af ulykke (Akazja, 2 Kong 1,2), sår (Joram, 2 Kong 8,29), lidenskabens voldsomhed (Amnon, 2 Sam 13,2) eller sjælelig bevægelse (Dan 8,27); se også i denne forbindelse Højs 2,5; Højs 5,8. Sygdom som følge af beruselse nævnes (Hos 7,5), og som følge af hungersnød (Jer 14,18) eller vold (Mika 6,13). Daweh eller periodisk sygdom omtales (3 Mos 15,33; 3 Mos 20,18), og et ekstremt tilfælde er det i Luk 8,43.

I nogle eksempler angives sygdommens art, som Asas sygdom i fødderne (1 Kong 15,23), som han forgæves søgte lægers hjælp for (2 Krøn 16,12). Hizkija og Job led af smertefulde bylder, Joram af et alvorligt dysenterisk anfald (2 Krøn 21,19), ligesom Antiokus Epifanes gjorde (2 Makk 9,5). Sandsynligvis var Herodes’ pludselige og dødelige sygdom af samme art, da der i begge tilfælde henvises til tilstedeværelsen af orme (jf. ApG 12,23 og 2 Makk 9,9). Sygdommen hos Publius’ far var også dysenteri (ApG 28,8). Andre sygdomme, der angives, er lammelse (Matt 8,6; Matt 9,2) og feber (Matt 8,14). Ikke usandsynligt var den pludselige sygdom hos den unge egypter ved Siklag (1 Sam 30,11) og Ben-Hadads sygdom, som svækkede ham, så han ikke kunne modstå Hazaels vold, også den almindelige feber i landet (2 Kong 8,15), hvis symptomer og virkninger der findes en levende beskrivelse af i Sl 38. Uspecificerede dødelige sygdomme var dem, der ramte Elisa (2 Kong 13,14), Lazarus (Joh 11,1) og Tabita (ApG 9,37). I Bibelens sprog omtales spedalskhed snarere som en urenhed, der skal renses, end som en sygdom, der skal helbredes.

Ordsproget om de syge, som Herren citerede i Kapernaum (Mark 2,17), er kommet ned til os i flere former i apokryfe og rabbinske skrifter (Babha' Qamma' 26,13; Sanhedhrin 176), men ingen steder så kort og fyndigt som i den form, hvori han udtrykker det. Herren udførte sine helbredelser af de syge ved sit ord eller sin berøring, og et af de mest eftertrykkelige påbud, han gav sine disciple, da han sendte dem ud, var at helbrede de syge. En af de metoder, de brugte, salvning med olie, nævnes i Mark 6,13 og påbydes af Jakob (5,15). I senere tider blev den salvning, som først blev brugt som et lægende middel, til en ceremoni som forberedelse til døden, et af den romerske kirkes syv sakramenter (Aquinas, Summa Theologia suppl. ad Piii. 29).

Pligten til at besøge de syge omtales i Ez 34,4; Ez 34,16 og af Herren i beskrivelsen af domsscenen (Matt 25,36; Matt 25,43). Den indskærpes i flere af de rabbinske traktater. “Den, der besøger de syge, forlænger sit liv; den, der afholder sig fra det, forkorter det,” siger Rabbi Ischanan i Nedharim 29. I Shulchan `Arukh, Yoreh De`ah er der et kapitel viet til denne pligt, som anses for at påhvile jøden, selv om den syge er en hedning (Gittin 61a). Kirkens pligt over for de syge, der så længe blev forsømt, er i det sidste århundrede blevet anerkendt på missionsmarken og har i hedenske lande vist sig at være den vigtigste af alle banebrydende offensive metoder.

Selv om vi ser, at apostlene frit gjorde brug af deres helbredelsesgaver, er det bemærkelsesværdigt, at vi læser om sygdom hos to af Paulus’ ledsagere, Epafroditus (Fil 2,26) og Trofimus (2 Tim 4,20), for hvis helbredelse han synes ikke at have brugt andre midler end bøn.

Se også SYGDOM.

Alexander Macalister