Sovende

a-slep' (yashen, "sovende," radham, "dyb søvn"; katheudo, "at falde i søvn," aphupnoo, "at falde i søvn"): En tilstand af hvile i søvn, naturens frigørelse fra legemets og sindets træthed, som hos Jonas om bord på skibet (Jon 1,5); hos Kristus i båden, der blev kastet omkring af stormen (Matt 8,24); hos de udmattede disciple i Getsemane (Matt 26,43 KJV).

Brugt med smuk og trøstende betydning om døden (koimaomai, "at lægge til at sove").

Søvn indebærer en senere opvågnen, og som symbol på døden indebærer den et fortsat og bevidst liv hinsides graven. Over for døden har ingen sandhed været så bærende for den kristne tro som denne. Den er det tydelige resultat af Kristi opstandelse. Paulus taler om afdøde troende som dem, der er "sovet hen i Kristus" (1 Kor 15,6; 1 Kor 15,18); som bevis på sjælens udødelighed kalder han den opstandne Kristus "førstegrøden af dem, der er sovet hen." Om Lazarus og Stefanus siges det ved deres død, at de "sov ind" (Joh 11,11; ApG 7,60); sådan også om David og de gamle patriarker (ApG 13,36; 2 Pet 3,4). Den smukkeste beskrivelse af døden i menneskeligt sprog og litteratur er Paulus' betegnelse for de døde som "dem også, som sover i Jesus" (1 Thess 4,14 KJV). Dette salige håb har varigt arbejdet sig ind i den kristne kirkes liv, trosbekendelse og salmedigtning, som i salmen, der ofte bruges med så trøstende virkning ved troendes begravelse: "Asleep in Jesus! blessed sleep!"

Dwight M. Pratt