Zakarias' Bog

1. Profeten

2. Hans tid og opgave

3. Indhold og analyse

4. Det kritiske spørgsmål, der er involveret

5. Bogens enhed

6. Konklusion

LITTERATUR

Få bøger i Det Gamle Testamente er så vanskelige at fortolke som Zakarias' Bog; ingen anden bog er så messiansk. Jødiske fortolkere som Abarbanel og Jarchi og kristne fortolkere som Hieronymus er tvunget til at indrømme, at de ikke har kunnet »finde deres hænder« i udlægningen af den, og at de i deres undersøgelser gik fra den ene labyrint til den anden og fra den ene sky ind i den anden, indtil de for vild i forsøget på at opdage profetens mening. Rækkevidden af Zakarias' syn og dybden i hans tanke er næsten uden sidestykke. Efter nærværende forfatters vurdering er hans bog den mest messianske, den mest virkelig apokalyptiske og eskatologiske af alle skrifterne i Det Gamle Testamente.

1. Profeten:

Zakarias var søn af Berekja og sønnesøn af Iddo (Zak 1,1; Zak 1,7). Den samme Iddo synes at være nævnt blandt de præster, der vendte tilbage fra eksilet under Zerubbabel og Josva i året 536 f.Kr. (Neh 12,4; Ezra 2,2). Hvis det er tilfældet, var Zakarias både præst og profet, og formodentlig en ung mand, da han begyndte at prædike. Traditionen erklærer derimod, at han var langt oppe i årene. Han overlevede tilsyneladende Haggaj, sin samtidige (Ezra 5,1; Ezra 6,14). Han var digter såvel som profet. Intet vides om hans endeligt. Targumen siger, at han døde som martyr.

2. Hans tid og opgave:

Den tidligste datering i hans bog er det 2. år (520 f.Kr.) af Dareios Hystaspes' regering, og den seneste det 4. år af den samme konges regering (Zak 1,1; Zak 1,7; Zak 7,1). Selv om dette er de eneste dateringer, der gives i hans skrifter, er det naturligvis muligt, at han kan have fortsat sin virksomhed i flere år endnu. Ellers prædikede han knap to år. De forhold, han arbejdede under, lignede forholdene på Haggajs tid. Ja, Haggaj var begyndt at prædike blot to måneder, før Zakarias blev kaldet. På den tid var der omvæltninger og uroligheder i forskellige dele af det persiske rige, især i nordøst. Jeremias' profetier om Babylons herredømme i 70 år var blevet opfyldt (Jer 15,11; Jer 29,10). De hjemvendte fanger var ved at blive modløse og nedtrykte, fordi Jahve ikke havde gjort det muligt at genoprette Zion og genopbygge templet. Grundvoldene til det sidste var allerede lagt, men endnu var der ingen overbygning (Ezra 3,8-10; Zak 1,16). Brændofferalteret var rejst på sit gamle sted, men endnu var der ingen præster, der var værdige til at gøre tjeneste i offerritualet (Ezra 3,2; Ezra 3,3; Zak 3,3). Folket var sunket hen i sløvhed og havde brug for at blive vækket til den mulighed, de havde. Haggaj havde givet dem et virkeligt initiativ, for inden for 24 dage efter at han begyndte at prædike, begyndte folket at arbejde (Hag 1,1; Hag 1,15). Det blev overladt til Zakarias at føre tempelbyggeriet til fuldførelse. Det gjorde Zakarias med held; dette var da også hans primære opgave og arbejde.

3. Indhold og analyse:

Zakarias' profetier falder naturligt i to dele, kapitlerne 1-8 og 9-14, som begge begynder med nutiden og ser frem mod den fjerne fremtid. (1) Zakarias 1-8, der består af tre særskilte budskaber, fremført ved tre forskellige lejligheder:

(a) Zak 1,1-6, en indledning, fremført i den 8. måned i Dareios Hystaspes' 2. år (520 f.Kr.). Disse ord, som blev talt tre måneder før de profetier, der følger, er tydeligvis en almindelig indledning. De er afgjort åndelige og slår grundtonen an for hele samlingen. I dem fremsætter profeten et af de stærkeste og mest intenst åndelige kald til omvendelse, der findes i Det Gamle Testamente.

(b) Zak 1,7-6, en række på otte nattesyner, efterfulgt af en kroningsscene, alt sammen fremført på den 24. dag i den 11. måned i det samme 2. år af Dareios' regering (520 f.Kr.), eller nøjagtig to måneder efter at templets hjørnesten var blevet lagt (Hag 2,18; Zak 1,7). Disse syner havde til hensigt at opmuntre folket til at genopbygge Guds hus. De er otte i antal og lærer hver for sig følgende:

(i) Synet om hestene (Zak 1,7-17), der lærer om Guds særlige omsorg for og interesse i sit folk: »Mit hus skal bygges« (Zak 1,16).

(ii) De fire horn og de fire smede (Zak 1,18-21), der lærer, at Israels fjender til sidst er blevet ødelagt; faktisk at de har ødelagt sig selv. Der er derfor ikke længere nogen modstand mod at bygge Guds hus.

(iii) Manden med målesnoren (Zakarias 2), der lærer, at Gud igen vil befolke, beskytte og bo i Jerusalem, så snart den hellige bygning er blevet opført. Selve byen vil udvide sig, indtil den bliver en stor metropol uden mure; Jahve vil være en mur af ild omkring den.

(iv) Josva, ypperstepræsten, klædt i snavsede klæder og bærende både sine egne og folkets synder (Zakarias 3); men renset, bevaret i tjenesten og gjort til forbillede på den kommende Messias-Spire.

(v) Lysestagen og de to oliventræer (Zakarias 4), der lærer, at det synlige må vige for det åndelige, og at Guds kirkes lys gennem »de to oliens sønner«, Zerubbabel, lægmanden, og Josva, præsten (Zak 4,14), vil fortsætte med at brænde med evigt flammende klarhed. For det er »ikke ved magt«, men ved Jahves Ånd, dvs. ved guddommeligt liv og levendegørelse, ved guddommelig kraft og livfuldhed, ved guddommeligt sindelag og mod, ved guddommelig udøvende evne og teknisk dygtighed, at Guds hus skal bygges og forsynes med åndeligt liv (Zak 4,6).

(vi) Den flyvende bogrulle (Zak 5,1-4), der lærer, at når templet er bygget og Guds lov læres, skal landet renses for ydre ondskab.

(vii) Efaen (Zak 5,5-11); ondskaben personificeret bæres bort tilbage til landet Sinear, hvilket lærer, at når templet er genopbygget, skal ondskaben faktisk fjernes fra landet.

(viii) De fire vogne (Zak 6,1-8), hvilket lærer, at Guds beskyttende forsyn vil være over hans helligdom, og at hans folk, renset for synd, skal hvile trygt i ham.

Disse otte syner efterfølges af en kroningsscene, hvor ypperstepræsten Josva krones og gøres til et forbillede på Messias-præsten-kongen, hvis navn er Spire (Zak 6,9-15). (c) Zakarias 7; 8, Zakarias' svar til udsendingene fra Betel angående faste; fremsagt på den 4. dag i den 9. måned i Darius' 4. år (518 f.Kr.). Jøderne havde været vant til at faste på årsdagene for følgende fire store, fremtrædende begivenheder i deres hovedstads historie:

(i) da Nebukadnesar indtog Jerusalem, i den 4. måned (Jer 52,6);

(ii) da templet blev brændt i den 5. måned (Jer 52,12);

(iii) da Gedalja blev myrdet i den 7. måned (Jer 41,2); og

(iv) da belejringen af Jerusalem begyndte i den 10. måned (2 Kong 25,1).

Der er fire afsnit i profetens svar, opdelt ved den let varierede formel: "Jahves ord kom til mig" (Zak 7,4; Zak 7,8; Zak 8,1; Zak 8,18), og de lærer:

(a) Fasten berører kun jer selv; Gud kræver lydighed (Zak 7,4-7).

(b) Se på læren fra jeres fædre; de forlod retfærdighed og barmhjertighed, og Gud straffede dem (Zak 7,8-14).

(c) Jahve venter nu på at vende tilbage til Jerusalem for at frelse sit folk i sandhed og hellighed. I fremtiden vil Gud sende velsignelse i stedet for forbandelse, godt i stedet for ondt (Zak 8,1-17).

(d) Ja, jeres faster skal forvandles til fester, og mange folkeslag skal på den dag søge Hærskarers Jahve i Jerusalem (Zak 8,18-23).

(2) Zakarias 9-14, bestående af to orakler, uden dateringer;

(a) Zakarias 9-11, et løftesorakel til det nye teokrati. Dette afsnit rummer løfter om et land at bo i, en tilbagevenden fra landflygtighed, sejr over en fjendtlig verdensmagt, timelige velsignelser og national styrke, og det slutter med en domslignelse, fremkaldt af Israels forkastelse af Jahve som deres hyrde; således loves Juda og Efraim, genoprettede, forenede og gjort sejrende over deres fjender, et land og en konge (Zak 9); Israel skal frelses og styrkes (Zak 10); Israel skal straffes for at forkaste Jahves hyrdeomsorg (Zak 11);

(b) Zakarias 12-14, et orakel, der beskriver det nye teokratis sejre og Jahves kommende dag. Dette afsnit er stærkt eskatologisk og fremstiller tre særskilte apokalyptiske billeder: således hvordan Jerusalem skal belejres af sine fjender, men frelses af Jahve (Zak 12); hvordan en rest af Israel, renset og lutret, skal frelses (Zak 13); og det slutter med et storslået apokalyptisk syn af dom og forløsning--folkeslagene strømmer op til Jerusalem for at holde den glædelige løvhyttefest, og alt på den dag bliver helligt for Jahve.

4. Det kritiske spørgsmål, der er involveret:

Der findes to modsatrettede kritiske skoler med hensyn til oprindelsen af Zakarias 9-14; den ene fastholder det, der er kendt som den før-eksilske hypotese, ifølge hvilken kapitlerne 9-14 blev skrevet før Jerusalems fald; mere præcist, at Zakarias 9-11 og 13,7-9 stammer fra det 8. århundrede f.Kr. og måske blev forfattet af Zakarias, Jeberekjas søn, nævnt i Es 8,2; mens Zakarias 12-14, undtagen 13,7-9, blev forfattet af en ukendt samtidig med Jeremias i det 7. århundrede f.Kr. På den anden side findes der også dem, der taler for en sen, efter-zakariansk oprindelse for kapitlerne 9-14, et sted omkring det 3. århundrede f.Kr. Den sidstnævnte hypotese er i dag den mere populære. Over for disse står naturligvis den traditionelle opfattelse, at Zakarias nær slutningen af det 6. århundrede skrev hele den bog, der tilskrives ham. Kun kapitlerne 9-14 er omstridte. Ingen betvivler ægtheden af Zakarias 1-8.

Følgende er hovedargumenterne hos dem, der taler for en før-eksilsk oprindelse for disse orakler:

(1) Zak 11,8, "Og jeg udryddede de tre hyrder på én måned." Disse "tre hyrder" identificeres med visse konger, som hver især kun regerede kort tid i Nordriget; for eksempel Zakarias, Shallum og Menahem (2 Kong 15,8-14). Men vanskeligheden ved dette argument er, at de ikke blev udryddet "på én måned"; Menahem regerede derimod 10 år i Samaria (2 Kong 15,17).

(2) Zak 12,11-14, som taler om "en stor klage i Jerusalem, som klagen over Hadadrimmon i Megiddons dal," hævdes at fastlægge dateringen af Zakarias 12-14. Josija faldt i Megiddos dal (2 Kong 23,29; 2 Krøn 35,22). Men Judas klage over Josija kunne visselig være blevet husket i et århundrede, fra 609 f.Kr. til 518 f.Kr.

(3) Zak 14,5, der henviser til "jordskælvet" i Uzzijas dage, er endnu et skriftsted, man hæfter sig ved for at bevise disse profetiers før-eksilske oprindelse. Men det jordskælv, der her hentydes til, fandt sted mindst halvandet århundrede før det tidspunkt, der tildeles affattelsen af Zakarias 14. Og hvis en forfatter visselig kan hentyde til et jordskælv 150 år efter, at det indtræffer, kunne Zakarias, som levede mindre end et århundrede senere, også have hentydet til det.

(4) Et langt stærkere argument til fordel for en før-eksilsk oprindelse for disse profetier er de navne, der gives teokratiet, f.eks. »Efraim« og »Jerusalem« (Zak 9,10), »Juda« og »Efraim« (Zak 9,13), »Judas hus« og »Josefs hus« (Zak 10,6), »Juda og Israel« (Zak 11,14), hvilket antyder, at Israels og Judas kongeriger stadig består. Men efter fangenskabet betragtede jøderne sig altid som repræsentanter for de 12 stammer, sådan som det fremgår tydeligt af, at de bragte 12 ofre (Ezra 6,17; Ezra 8,35). Desuden levede gamle navne som »Israel« og »Juda« længe videre (sammenlign Jer 31,27-31; Zak 8,13).

(5) Zak 14,10, som definerer det område, Juda beboede, som strækkende sig »fra Geba til Rimmon«, hvilket, hævdes det, svarer til de forhold, der rådede umiddelbart før fangenskabet. Men det passer lige så godt på forholdene efter eksilet på Zakarias' egen tid.

(6) Endvidere hævdes det, at de nationale synder, de fremherskende synder, afgudsdyrkelse, husguder og falsk profeti (Zak 10,2; Zak 13,2-6), hører til før-eksilsk tid. Men de samme synder fortsatte i menigheden efter eksilet (Neh 6,7-14; Mal 2,11; Mal 3,5), og der lægges her ikke nogen særlig vægt på dem.

(7) Endelig hævdes det, at Israels fjender, som nævnes i Zakarias 9-14, er dem fra før-eksilsk tid: Assyrien og Egypten (10,10.11), Syrien, Fønikien og Filistæa (9,1-7). Men udtryksformer ændrer sig langsomt: navnet »assyrere« forekommer i Klag 5,6, og »Assyrien« bruges i stedet for »Persien« i Ezra 6,22. Jeremias profeterede mod Damaskus og Hamat længe efter, at de havde mistet deres selvstændighed (49,23-27). Efter eksilet modsatte filistrene sig Israels tilbagevenden (Neh 4,7; Neh 4,8). Kort sagt var alle disse folkeslag Israels arvefjender, og derfor var domsord rettet mod dem altid på sin plads. Desuden kan det generelt siges, at der er grunde til at mene, at eksilet i begge halvdele af Zakarias' Bog fremstilles som en begivenhed, der hører fortiden til, og at hjemkomsten fra eksilet for både Efraim og Juda, skønt ufuldstændig, allerede er begyndt. Dette er utvivlsomt sandt om Zakarias 1-8 (1,12; 2,6-12; 6,10; 7,5; 8,7.8). Eksilet behandles som et faktum. Det er næsten lige så sandt om Zakarias 9-14 (sammenlign 9,8.11; 10,6.8-10). Desuden kan det med rette hævdes, at de påståede forfattere til kapitel 9-14 ikke knytter sig til nogen bestemt navngiven person eller nogen særlig begivenhed, som vides at være før-eksilsk. Gud alene beskrives som sit folks hersker. Den eneste konge, der nævnes, er Messias-kongen (9,9.10; 14,9). »Davids hus«, som nævnes i 12,7-12; 13,1, beskrives aldrig som siddende på tronen. Det er Davids »hus«, og ikke nogen jordisk hersker i det, profeten taler om. Endvidere findes der ganske vist passager i kapitel 9-14, som, hvis de havde før-eksilsk oprindelse, ville have været dunkle og endda vildledende for et folk, der stod over for katastroferne i 722 og 586 f.Kr. Der hentydes ikke til nogen bestemt fjende. Ingen bestemt hær nævnes som værende på vej. I stedet for Assyrien skildres Javan som teokratiets fjendtlige modstander (9,13), og selv hun er endnu ikke rejst op eller truer. På den anden side er det i Zakarias 12-14 ikke kaldæerne under Nebukadnesar, men »alle folkeslag«, der beskrives som dragende op mod Jerusalem (12,2.3; 14,2). Desuden loves der sejr og ikke nederlag (9,8.14.16; 12,4.7.8). De før-eksilske profeter Amos, Hoseas og Jeremias fremsatte ikke sådanne håb. Disse orakler lover derimod endog timelig velstand og overflod (9,17; 10,1.8.12; 12,8; 14,2.14); og de formaner folket til at glæde sig snarere end at frygte (9,9; 10,7); mens alle folkeslag i 14,16-19 fremstilles som dragende op til Jerusalem for at fejre løvhyttefesten, som var den gladeste fest i den hebraiske kalender. Alt dette er ganske modsat det, som de før-eksilske profeter (som vides at have været før-eksilske) faktisk profeterede. I Zak 9-14 lyder der ikke én eneste klar tone af alarm eller advarsel; dom giver snarere plads for håb, advarsel for opmuntring, trussel for fryd og glæde, og alt dette er i høj grad uforeneligt med tanken om, at disse kapitler har før-eksilsk oprindelse. På den anden side er de fuldstændig forenelige med forholdene og løfterne i tiden efter eksilet.

Den anden hypotese, der står tilbage at drøfte, er den, der er kendt som den post-zakarianske. Den kan siges at repræsentere det fremherskende kritiske syn på nuværende tidspunkt. Men ligesom den før-eksilske hypotese bygger den på et alt for bogstaveligt og mekanisk syn på profeti. De, der, som Stade, Wellhausen, Kuenen, Marti, Kautzsch, Cornill, Cheyne, Driver, Kuiper, Echardt og Mitchell, taler for dette syn, anvender de samme kritiske metoder som dem, hvis synspunkter vi netop har drøftet, men når til diametralt modsatte konklusioner. Faktisk er der ikke to kritikere, der er enige om de historiske omstændigheder, som frembragte disse orakler. De fleste er dog af den opfattelse, at disse kapitler blev affattet i den græske periode, dvs. efter 333 f.Kr. Når man undersøger de argumenter, som repræsentanterne for denne skole fremfører, er særlig forsigtighed nødvendig for at skelne mellem de grunde, der anføres til støtte for en efter-eksilsk datering, og dem, der taler for en post-zakariansk datering. De førstnævnte kan vi for størstedelens vedkommende acceptere, da Zakarias selv var en efter-eksilsk profet; de sidstnævnte må vi først undersøge. Til fordel for en meget sen eller græsk oprindelse for Zakarias 9-14 er det vigtigste og helt afgørende sted, og det, som der lægges større vægt på end alle andre tilsammen, 9,13: "For jeg har spændt Juda som min bue, jeg har fyldt buen med Efraim; og jeg vil opildne dine sønner, Zion, mod dine sønner, Grækenland, og jeg vil gøre dig som en vældig mands sværd." Kuiper lægger i sin sammenfatning hele vægten af sit argument til fordel for en græsk datering på dette vers. Wellhausen lader det afgøre dateringen af disse profetier; mens Stade erklærer, at omtalen af "Javans sønner" alene er tilstrækkelig til at bevise, at disse profetier er efter 333 f.Kr. To ting fremhæves især af kritikerne i forbindelse med dette vigtige sted:

(1) at Javans sønner er verdensmagten på forfatterens tid, nemlig den græsk-makkabæiske verdensmagt; og

(2) at de er Zions fjender.

Men over for disse påstande bør det bemærkes

(1) at Javans sønner kun er én af flere verdensmagter inden for profetens horisont (Zak 9,1-7, Syrien, Fønikien, Filistæa; 12,2 f.; 14,2 f., alle folkeslag; og 10,10.11, Assyrien og Egypten); og

(2) at grækerne under Alexander ikke var Zions fjender og ikke kæmpede mod jøderne, men mod perserne.

Hvis man forudsætter stedets ægthed (Zak 9,13), peger følgende overvejelser på persertiden som dets sandsynlige historiske baggrund:

(a) Profetien ville være vag og meningsløs, hvis den var fremsat efter Alexanders invasion.

(b) Stedet beskriver ikke en sejr for Javans sønner, men snarere et nederlag.

(c) Det indledes med en appel til dem, der stadig er i eksil, om at vende tilbage, hvilket ville have været ganske meningsløst efter Alexanders erobring.

(d) Kort sagt er Zak 9,13-17 som helhed ikke et billede af virkelig krig, men snarere et apokalyptisk syn af Israels kamp med verdensmagten i vest; deraf dets ubestemthed og billedlige sprog.

Desuden må det ikke glemmes, at grækerne allerede på Zakarias' egen tid hurtigt var ved at blive en truende verdensmagt. I de første 3 år (521-519 f.Kr.) af Dareios' regering fandt 12 forskellige oprør sted, hovedsagelig i nord og øst. Men i 518 blev Dareios tvunget til at rykke vestpå i spidsen for sine kongelige hære; Dareios' besøg i Egypten i 517 f.Kr. blev afbrudt på grund af urolighederne blandt grækerne (jf. Wiedemann, Gesch., 236). I året 516 f.Kr. blev grækerne ved Hellespont og Bosporus, sammen med øen Samos, tvunget til at underkaste sig persisk herredømme. Det følgende år (515 f.Kr.) ledte Dareios et felttog mod skyterne over Donau; dets fiasko opmuntrede senere ionerne til oprør. I 500 f.Kr. fandt det store joniske oprør faktisk sted. I 499 f.Kr. blev Sardes, Persiens vigtigste fæstning i Lilleasien, brændt af athenerne. I 490 f.Kr. stod slaget ved Marathon, og Persien blev besejret. I 480 f.Kr. blev Xerxes besejret ved Salamis. Men det er unødvendigt at skitsere Javans fremvækst yderligere. Der er fortalt nok til at vise, at allerede under Dareios Hystaspis' regeringstid--under hvis regering Zakarias vides at have levet og profeteret--var Grækenlands sønner en fremvoksende verdensmagt og en truende verdensmagt. Dette er i virkeligheden alt, hvad stedet kræver. Javans sønner var kun én af Israels fjender på Zakarias' tid; men de var af en sådan betydning, at sejr over dem førte vægtige messianske interesser med sig. Sproget i kapitel 9 er vagt og, efter vores vurdering, for vagt og for ubestemt til at være blevet fremsat efter Marathon (490 f.Kr.), eller endda efter afbrændingen af Sardes (500 f.Kr.); for i så fald ville forfatteren have været påvirket mere af Grækenland og mindre af folkenes bevægelser og rystelser.

Andre argumenter, som den post-zakarianske skole fremfører, er:

(1) Zak 14,9, "Og Jahve skal være konge over hele jorden; på den dag skal Jahve være én, og hans navn ét." For Stade indeholder dette sted en polemik mod forholdene i græsk tid, hvor alle guder blev opfattet som blot forskellige fremstillinger af én og samme gud. Men tværtimod var menigheden efter eksilet lige så sandt et teokrati på Dareios Hystaspis' tid som i perioden efter Alexanders erobring. Den jødiske koloni ved genoprettelsen var en religiøs sekt, ikke en politisk organisation. Zakarias skildrer ofte det nære forhold mellem Jahve og hans folk (2,10-13; 8,3.13), og forfatteren til kapitlerne 9-14 beskriver lignende forhold. Den "længsel efter et mere fuldstændigt teokrati," som Cheyne (Bampton Lectures, 120) finder i Zak 9-14, er fuldt ud forenelig med længslen hos en kæmpende menighed i et land med forladte afguder kort efter hjemkomsten fra eksilet.

(2) Zak 12,2 b, fortolket sådan, at »også Juda, tvunget af fjenden, skal være med i belejringen mod Jerusalem«, hævdes at være et bevis på, at diasporaens børn havde gjort tjeneste som soldater. Verset siges følgelig at være en beskrivelse af de fjendtlige forhold, som faktisk fandtes mellem Jerusalem og Juda i begyndelsen af makkabæerkampen. Gyldigheden af disse påstande svækkes imidlertid af en korrekt eksegese af det pågældende sted. Teksten er tilsyneladende korrupt. For at få et subjekt til »skal være« bør præpositionen foran Juda snarere stryges, som i Targum. Det oversatte sted lyder da: »Og også Juda skal være med i belejringen mod Jerusalem.« Men dette er tvetydigt. Det kan betyde, at Juda skal kæmpe mod Jerusalem, eller det kan betyde, at også Juda skal belejres. Det sidste er åbenbart stedets rette betydning, sådan som Zak 12,7 viser. For ligesom én nation kunne belejre Jerusalem (en by), sådan vil alle nationer, når de rykker op, i praksis komme til at belejre Juda. Septuaginta støtter denne fortolkning; det samme gør den koptiske version; og Zak 14,14. Wellhausen indrømmer åbent, at »intet træk ved den profeti, der er til drøftelse, stemmer i virkeligheden med forholdene på makkabæertiden. Makkabæerne var ikke jøderne fra lavlandet, og de sluttede sig ikke til hedningerne af had til byen Jerusalem for til sidst troløst at falde over deres krigskammerater. Der er ikke det mindste vink i vort sted om religiøs forfølgelse; det alene afgør sagen, og derfor mangler det vigtigste tegn på makkabæertiden.«

(3) Zak 10,10; Zak 10,11, som nævner »Egypten« og »Assyrien« (og som, mærkeligt nok, også er et af de stærkeste beviser til støtte for hypotesen om en før-eksilsk datering), fortolkes besynderligt nok som henvisende henholdsvis til ptolemæerne i Egypten og seleukiderne i Syrien. Men dette er ganske umuligt, især i betragtning af den fremtrædende plads, som Egypten får i 14,19, hvilket peger på persiske snarere end græske forhold; for dengang blev Egypten, som følge af sine stadige forsøg på at kaste det persiske åg af sig, naturligt bragt inden for synsfeltet for jøderne i Israels land, som gentagne gange så de persiske hære drage forbi på vej til Nildalen.

(4) Endnu et argument, der fremføres til fordel for en sen, post-zakariansk datering af disse udsagn, er hentet fra sprog og stil: aramaismer, scriptio plena, overvægt af den kortere form af det personlige pronomen »jeg«, den hebraiske endelse on, den hyppige brug af nota accusativi, især med suffikser, udeladelsen af artiklen, brugen af infinitivus absolutus samt disse profetiers klodsede diktion og trættende gentagelser fremhæves som beviser på deres oprindelse i græsk tid. Men over for disse påstande kan man i almindelighed bemærke, at deres styrke svækkes betydeligt af to overvejelser: (a) det faktum, at forfatteren til Zakarias 9-14 i så høj grad er afhængig af ældre profetier for sine tanker og følgelig i større eller mindre grad for sit sprog; og (b) det faktum, at disse profetier er så meget korte. Der findes ingen slutningsmåde så forræderisk som den, der bygger på sprog og stil. (For den tekniske drøftelse af dette punkt, se nærværende forfatters The Prophecies of Zechariah, 54-59.)

5. Bogens enhed:

Blandt de yderligere indvendinger, der rettes mod ægtheden af Zakarias 9-14 og følgelig mod bogens enhed, er følgende de vigtigste:

(1) Der er ingen »syner« i disse udsagn som i Zakarias 1-6. Men der er heller ingen i Zakarias 7; 8, og alligevel nægtes disse sidste ikke Zakarias. I virkeligheden forekommer der dog faktisk syner i kapitlerne 9-14, blot af en historisk-parabolsk (11,4-17) og eskatologisk karakter (9,13-17; kapitlerne 12; 14).

(2) Der er »ingen dateringer«, som i Zak 1,1; Zak 1,7; Zak 7,1. Men dateringer knyttes sjældent til »udsagn« (Es 13,1; Es 15,1; Nah 1,1; Hab 1,1; Mal 1,1). Der findes kun ét eksempel i hele Det Gamle Testamente (Es 14,28 randnote); hvorimod »syner« ofte dateres.

(3) Der er »ingen Satan«. Men Satan nævnes aldrig andetsteds i nogen profetisk bog i Det Gamle Testamente.

(4) Der er »ingen tolkende engel« i Zakarias 9-14. Men »udsagn« behøver ingen tolkende engel. På den anden side nævnes »Jahves engel« i begge dele (3,1 ff.; 12,8), et forhold som er langt mere bemærkelsesværdigt.

(5) Egennavne mangler i Zakarias 9-14, f.eks. Zerubbabel og Josva. Men disse navne forekommer heller ikke i kapitlerne 7; 8.

(6) De synder, der hentydes til, er forskellige, f.eks. tyveri og falsk ed i Zak 5,3; Zak 5,1; mens der i 10,2 nævnes søgen til husguder og i 13,2 ff. falsk profeti. Men disse synder kan have eksisteret side om side. Hvad der er langt mere bemærkelsesværdigt, er, at profeten i begge dele erklærer, at alle disse onder skal tages bort og fjernes fra landet (3,9; 5,9-11; 13,1.2).

(7) De messianske billeder er forskellige, f.eks. tales der i Zakarias 1-8 om Messias som Spire-Præst (3,8.9; 6,12.13); hvorimod han i kapitlerne 9-14 omtales som konge (9,9.10). Men i 6,13 siges det udtrykkeligt, at Spire-Præsten »skal sidde og herske på sin trone«. Af langt større betydning er billedet af folkeslagene, der kommer til Zion for at tilbede Jahve. Dette bemærkelsesværdige billede går igen i alle bogens forskellige afsnit (6,12.13.15; 8,20-23; 12,6; 14,16-19).

På den anden side er følgende nogle af de argumenter, som taler for ægtheden af disse omstridte kapitler:

(1) De grundlæggende ideer i begge dele er de samme. Med dette mener vi, at jo dybere vi går, desto nærmere kommer vi enhed. Som dr. G.A. Smith argumenterer mod Graetz, der adskiller Hosea 1-3 fra Hosea 4-14: »i begge dele er der de samme religiøse principper og den samme påtrængende og nidkære holdning«; det samme gælder i lige så høj grad om Zak 1-8 og Zak 9-14. Visse ligheder er særligt bemærkelsesværdige, f.eks.

(a) en usædvanlig dyb, åndelig tone gennemtrænger hele bogen. Kaldet til sand omvendelse, som først lyder i indledningen (1,1-7), udvikles mere og mere gennem alle 14 kapitler; således i helligelsen af Josva (Zak 3,4), i budskabet til Zerubbabel: »ikke ved styrke og ikke ved kraft, men ved min Ånd« (Zak 4,6), i betingelserne for fremtidig velsignelse (Zak 6,15), i svaret til udsendingene fra Betel (Zak 7,5-9; Zak 8,16); og i Zakarias 9-14, i indvielsen af filistrenes rest (9,7), i velsignelserne til Efraim (10,12), i nådens dåb over Jerusalem (12,10), i kilden mod synd (13,1), i tilbedelsen af Jahve (13,9), i de levende vande, der strømmer ud fra Jerusalem (14,8), og i indvielsen af alt som helligt for Herren (14,20.21). Den tone, der præger disse profetier, er hele vejen igennem usædvanlig dyb og åndelig. Og dette argument kan ikke sættes til side ved i stor stil at afvise visse passager som senere indskud, sådan som Mitchell gør (ICC, 242-44).

(b) Der er en lignende holdning af håb og forventning i begge dele. Dette er særligt vigtigt. For eksempel:

(i) hele nationens tilbagevenden er en fremherskende forestilling om lykke i begge dele (Zak 2,6; Zak 2,10; Zak 8,7; Zak 8,8; Zak 9,12; Zak 10,6; Zak 10,7).

(ii) Forventningen om, at Jerusalem skal være beboet (Zak 1,16; Zak 1,17; Zak 2,4; Zak 8,3; Zak 8,8; Zak 12,6; Zak 14,10; Zak 14,11),

(iii) og at templet skal bygges og blive centrum for nationens religiøse liv (Zak 1,16; Zak 1,17; Zak 3,7; Zak 6,15; Zak 7,2; Zak 7,3; Zak 9,8; Zak 14,20; Zak 14,21).

(iv) Det messianske håb er særligt stærkt i begge (Zak 3,8; Zak 3,9; Zak 6,12; Zak 6,13; Zak 9,9; Zak 9,10; Zak 11,12; Zak 11,13; Zak 12,10; Zak 13,1; Zak 13,7-9).

(v) Fred og velstand forventes (Zak 1,17; Zak 3,10; Zak 6,13; Zak 8,12; Zak 8,19; Zak 9,10; Zak 9,12-17; Zak 10,1; Zak 10,7; Zak 10,8; Zak 10,10; Zak 10,12; Zak 12,8; Zak 14,11; Zak 14,16-19).

(vi) Forestillingen om Guds forsyn som noget, der strækker sig til hele jorden (Zak 1,14-17; Zak 2,9; Zak 2,12; Zak 4,10; Zak 6,5; Zak 9,1; Zak 9,8; Zak 9,14; Zak 10,3; Zak 10,1; Zak 10,9; Zak 10,12; Zak 12,2-4; Zak 12,8; Zak 13,7; Zak 14,3; Zak 14,9). Endvidere:

(c) Profetens holdning til Juda er den samme i begge dele. Det er en holdning præget af den højeste agtelse for Judas interesser, idet de kun sættes efter hovedstaden (Zak 2,2.4.16; 8,19; 1,12; 8,13.15; 12,2; 14,14; 10,3; 12,4.6.7; 14,21; 9,9.13; 10,6; 11,14; 14,5). Profetens holdning til nationerne, teokratiets fjender, er den samme i begge dele. Hele den forsamlede verden er Israels fjender. Men skønt de har spredt Juda, Israel og Jerusalem (1,11) og stadig drager op for at belejre Jerusalem (12,2; 14,2), skal de dog på den dag slutte sig til Herren (2,11) og tilbede Jahve ligesom jøderne (8,20-23; 14,16-19). Alt dette er slående eksempler på lighed i de grundlæggende ideer i bogens to dele.

(2) Der er særegenheder i tankegangen, som er fælles for begge dele; f.eks.

(a) vanen med at dvæle ved den samme tanke (Zak 2,1; Zak 2,4; Zak 2,5; Zak 2,11; Zak 6,12; Zak 6,13; Zak 8,4; Zak 8,5; Zak 8,21; Zak 8,22; Zak 11,8; parallel 13,3; 14,5.16.18.19);

(b) vanen med at udfolde én grundlæggende tanke i en række sætninger (Zak 6,13; Zak 9,5; Zak 9,7; Zak 1,17; Zak 3,8; Zak 3,9; Zak 12,4);

(c) vanen med at henvise til en tanke, der allerede er indført: f.eks. til »Spiren« (Zak 3,8; Zak 6,12); »øjne« (Zak 3,9; Zak 4,10); måle-»snor« (Zak 1,16; Zak 2,5; Zak 2,6); udvælgelsen af Jerusalem (Zak 1,17; Zak 2,12; Zak 3,2); fjernelsen af skyld (Zak 3,9; Zak 5,3; Zak 13,2); mål (Zak 5,2; Zak 14,10); hestes farver (Zak 1,8; Zak 6,2; Zak 6,6); forestillingen om Israel som en »hjord« (Zak 9,16; Zak 10,2; Zak 11,4; Zak 13,7); afguder (Zak 10,2; Zak 13,2); hyrder (Zak 11,3; Zak 13,7); og om »alle folkeslag« (Zak 11,10; Zak 12,3; Zak 14,2); Mitchell har i sit forsøg på at besvare dette argument fuldstændig undladt at fatte pointen (ICC, 243);

(d) brugen af grundtallet »to«; således to oliventræer (Zak 4,3); to kvinder (Zak 5,9); to bjerge (Zak 6,1); to stave (Zak 11,7); to dele (Zak 14,2; Zak 14,4); sammenlign hermed Zak 6,13; Zak 9,12; Zak 14,8;

(e) at der i hver del af bogen gribes til symbolske handlinger som undervisningsform; f.eks. kroningsscenen i 6,9-15 og bruddet på de to stave i 11,4-14.

(3) Visse ejendommeligheder i ordvalg og stil taler for én forfatter; f.eks. forekommer udtrykket "ingen gik igennem og ingen vendte tilbage" (Zak 7,14; Zak 9,8) ingen andre steder i Det Gamle Testamente. Forfatterens forkærlighed for og hyppige brug af tiltaleformer (Zak 2,7; Zak 2,10; Zak 3,2; Zak 3,8; Zak 4,7; Zak 9,9; Zak 9,13; Zak 11,1; Zak 11,2; Zak 13,7); og især den hyppige vekslen mellem scriptio plena- og scriprio defectiva-retskrivning i hebraisk (sammenlign Zak 1,2; Zak 1,5 med 1,4.6 og 8,14; 2,11 med 5,7; 1,11 med 7,7; 9,5 med 10,5.11; og 10,4 med 9,9).

Derfor konkluderer vi,

(1) at Zakarias 9-14 er af eftereksilsk oprindelse;

(2) at de dog ikke er sent eftereksilske;

(3) at de opstod i perioden lige før templets fuldførelse, 516 f.Kr., og

(4) at de sandsynligvis blev skrevet af Zakarias selv.

6. Konklusion:

Denne konklusion bygger på teksten betragtet som en helhed, uden en vilkårlig opskæring af profetierne af hensyn til en falsk teori. Mitchell (ICC, 258-59) når, efter at have udskilt talrige enkeltpassager, frem til den konklusion, at Zakarias 9-14 blev skrevet af fire forskellige forfattere;

(1) Zak 9,1-10, kort efter 333 f.Kr.;

(2) Zak 9,11, omkring 247-222 f.Kr.;

(3) Zak 11,4-17 og 13,7-9, mellem 217 og 204 f.Kr.; og

(4) Zak 12,1-13 og kapitel 14, omtrent på samme tid.

Traditionen peger på en mere fornuftig og sikrere konklusion: at disse profetord blev skrevet af Zakarias selv; hvilket igen bekræftes af det indre vidnesbyrd, som det er vist ovenfor. Man undrer sig over, hvorfor disse profetord, hvis de blev skrevet så sent i Israels historie, skulle være blevet føjet af kanonsamlerne til Zakarias' ægte profetier, hvis denne profet, som det påstås, overhovedet intet havde med dem at gøre!

LITTERATUR.

(1) De, der forsvarer bogens enhed:

C. H. H. Wright, Zechariah and His Prophecies (Bampton Lectures), London, 1879; G. L. Robinson, The Prophecies of Zechariah, with Special Reference to the Origin and Date of Chapters 9-14, Leipzig Dissertation, genoptrykt fra American Journal of Semitic Languages and Literatures, XII, 1896; W.H. Lowe, Hebrew Student's Commentary on Zechariah, Hebrew and the Septuagint, London, 1882; O.J. Bredenkamp, Der Prophet Sach., Erklart, 1879; Marcus Dods, The Post-Exilian Prophets: Haggai, Zechariah, Malachi ("Handbook for Biblical Classes"), Edinburgh, 1879; E.B. Pusey, Minor Prophets, 1877; W. Drake, "Commentary on Zechariah" (Speaker's Commentary), 1876; T. W. Chambers, "The Book of Zechariah" (Lange's Bible Work), 1874; A. Van Hoonacker, i Revue Biblique, 1902, 161 ff.; samme, Les douze petits prophetes, 1908; Wm. Moeller, artiklen "Zechariah" i The Illustrated Bible Dictionary, redigeret af W.C. Piercy, 1908.

(2) De, der argumenterer for en føreksilsk oprindelse for Zakarias 9-14:

Hitzig-Steiner, Die zwolf kleinen Propheten, 1881; Samuel Davidson, An Introduction to the Old Testament, 1862-63; W. Pressel, Commentar zu den Schriften der Propheten Haggai, Sacharja und Maleachi, 1870; C. A. Bruston, Histoire critique de la litterature prophetique des Hebreux, 1881; Samuel Sharpe, History of the Hebrew Nation, Literature and Chronology, 1882; G. von Orelll, Das Buch Ezechiel u. die zwolf kleinen Propheten, 1888; Ferd. Montet, Etude critique sur la date assignable aux six derniers chapitres de Zac, 1882; H. L. Strack, Einleitung in das Altes Testament, 1895; F. W. Farrar, Minor Prophets, i serien "Men of the Bible".

(3) De, der argumenterer for en oprindelse efter Zakarias for Zakarias 9-14:

B. Stade, "Deuterozacharja, eine krit. Studie," i ZATW, 1881-82; T. K. Cheyne, "The Date of Zak 9-14," i JQR, I, 1889; C. H. Cornill, Einleitung in das Altes Testament, 1891; S. R. Driver, Introduction to the Literature of the Old Testament, 1910; J. Wellhausen, Die kleinen Propheten ubersetzt, 1893; N. I. Rubinkam, The Second Part of the Book of Zechariah, 1892; Karl Marti, Der Prophet Sacharja, 1892; A. F. Kirkpatrick, Doctrine of the Prophets, 1892; R. Eckardt, "Der Sprachgebrauch von Zach 9-14," ZATW, 1893, 76-109; A. K. Kuiper, Zacharja 9-14; eine exegetischcritische Studie, 1894; J. W. Rothstein, Die Nachtgesichte des Sacharja, 1910; G.A. Smith i Expositor's Bible, 1896-97; S. R. Driver i The New Century Bible; H. G. Mitchell, ICC, 1912.

George L. Robinson