Manasse

Den, der får til at glemme. “Gud har fået mig til at glemme” (hebr. nashshani), 1 Mos 41,51.

Den ældste af Josefs to sønner. Han og hans bror Efraim blev senere adopteret af Jakob som hans egne sønner (48,1). Der findes en beretning om hans ægteskab med en aramæisk kvinde (1 Krøn 7,14); og det eneste, der derefter fortælles om ham, er, at hans børnebørn blev “opdraget på Josefs knæ” (1 Mos 50,23; RV: “født på Josefs knæ”), dvs. at de fra deres fødsel blev adopteret af Josef som hans egne børn.

Manasses stamme var knyttet til Efraims og Benjamins stammer under vandringerne i ørkenen. De slog lejr på tabernaklets vestside. Ifølge folketællingen ved Sinaj talte denne stamme da 32.200 (4 Mos 1,10, 35; 2,20.21). Fyrre år senere var dens antal vokset til 52.700 (26,34.37), og på dette tidspunkt var den den mest fremtrædende af alle stammerne.

Den ene halvdel af denne stamme fik sammen med Ruben og Gad tildelt deres område af Moses øst for Jordan (Jos 13,7-14); men det blev overladt til Josva at fastlægge grænserne for hver stamme. Dette område øst for Jordan var mere værdifuldt og større end alt det, der blev tildelt de ni og en halv stammer i Kanaans land. Det kaldes undertiden “Gileads land” og omtales også som “på den anden side af Jordan.” Den del, der blev givet til Manasses halve stamme, var den største øst for Jordan. Den omfattede hele Bashan. Den havde Mahanaim som sydgrænse og strakte sig mod nord til Libanons fod. Argob med sine tres byer, dette “hav af basaltklipper og kampesten, kastet rundt i den vildeste uorden,” lå midt i dette område.

Da hele “Gileads land” var blevet erobret, efterlod de to og en halv stammer deres hustruer og familier i de befæstede byer dér og fulgte de øvrige stammer over Jordan og deltog sammen med dem i erobringskrigene. Da fordelingen af landet var fuldført, sendte Josva de to og en halv stammer bort og roste dem for deres heltemodige tjeneste (Jos 22,1-34). Således afskediget vendte de tilbage over Jordan til deres egen arvelod.

Vest for Jordan var den anden halvdel af Manasses stamme knyttet til Efraim, og de fik deres del i selve midten af landet, et område på omkring 1.300 kvadratmiles, den mest værdifulde del af hele landet, rigt på vandkilder. Manasses del lå umiddelbart nord for Efraims (Jos 16). Således forsvarede det vestlige Manasse Esdraelons pas, ligesom det østlige bevogtede Haurans pas.

Hizkijas eneste søn og efterfølger på Judas trone. Han var tolv år gammel, da han blev konge (2 Kong 21,1), og han regerede i femoghalvtreds år (698-643 f.Kr.). Selv om han regerede så længe, ved man forholdsvis lidt om denne konge. Hans regering var en fortsættelse af Akaz’ regering, både i religion og national politik. Han kom tidligt under indflydelse af den hedenske hofkreds, og hans regering blev kendetegnet af et sørgeligt tilbagefald til afgudsdyrkelse med alle dens laster, hvilket viste, at reformen under hans far i vid udstrækning kun havde været overfladisk (Es 7,10; 2 Kong 21,10-15). Der blev gjort et systematisk og vedholdende forsøg, alt for vellykket, på at fordrive dyrkelsen af Jehova fra landet. Midt i denne udbredte afgudsdyrkelse manglede der dog ikke trofaste profeter (Esajas, Mika), som hævede deres røst til irettesættelse og advarsel. Men deres trofasthed vakte kun bittert had, og en tid med grusom forfølgelse mod alle den gamle religions venner begyndte. “Alvas dage i Holland, Karl IX’s dage i Frankrig eller pagtsfolkets dage under Karl II i Skotland blev foregrebet i den jødiske hovedstad. Gaderne var røde af blod.” Der findes en gammel jødisk tradition om, at Esajas blev dræbt på denne tid (2 Kong 21,16; 24,3, 4; Jer 2,30), idet han blev savet over i en træstamme. Sl 49, 73, 77, 140 og 141 synes at udtrykke de frommes følelser midt i denne store forfølgelses brændende prøvelser. Manasse er blevet kaldt “Nero i Israels land.”

Esarhaddon, Sankeribs efterfølger på den assyriske trone, som havde sin residens i Babylon i tretten år (den eneste assyriske monark, der nogensinde regerede i Babylon), tog Manasse til fange (681 f.Kr.) og førte ham til Babylon. Sådanne fangne konger blev sædvanligvis behandlet med stor grusomhed. De blev ført frem for erobreren med en krog eller ring gennem læberne eller kæberne, med en snor fastgjort til den, som de blev ledt i. Der hentydes til dette i 2 Krøn 33,11, hvor KJV siger, at Esarhaddon “tog Manasse blandt tornene,” mens RV gengiver ordene: “tog Manasse i lænker,” eller bogstaveligt, som i randnoten: “med kroge.” (Jf. 2 Kong 19,28.)

Strengheden i Manasses fangenskab førte ham til omvendelse. Gud hørte hans råb, og han blev ført tilbage til sit kongerige (2 Krøn 33,11-13). Han opgav sine afgudsdyrkende veje og pålagde folket at dyrke Jehova; men der skete ingen gennemgribende reform. Efter en lang regeringstid, der strakte sig over femoghalvtreds år, den længste i Judas historie, døde han og blev begravet i Uzzas have, “hans eget huses have” (2 Kong 21,17, 18; 2 Krøn 33,20), og ikke i Davidsbyen blandt sine forfædre. Han blev efterfulgt af sin søn Amon.

I Dom 18,30 er den korrekte læsemåde “Moses” og ikke “Manasse.” Navnet “Manasse” menes at være blevet indført af en afskriver for at undgå skandalen ved at nævne Moses’, den store lovgivers, sønnesøn som grundlægger af en afgudsdyrkende religion.