Kirke

Afledt sandsynligvis af det græske kuriakon (dvs. “Herrens hus”), som blev brugt af oldtidens forfattere om stedet for gudsdyrkelse.

I Det Nye Testamente er det oversættelsen af det græske ord ecclesia, som er synonymt med det hebraiske kahal i Det Gamle Testamente; begge ord betyder ganske enkelt en forsamling, hvis karakter kun kan kendes ud fra den sammenhæng, hvori ordet forekommer. Der findes ikke noget klart eksempel på, at det bruges om et mødested eller et sted for gudsdyrkelse, selv om det i tiden efter apostlene tidligt fik denne betydning. Ordet bruges heller aldrig til at betegne indbyggerne i et land, forenet i samme bekendelse, sådan som når vi siger “Church of England”, “Church of Scotland” osv.

Vi finder ordet ecclesia brugt i følgende betydninger i Det Nye Testamente:

Det oversættes med “forsamling” i den almindelige klassiske betydning (ApG 19,32, 39, 41).

Det betegner hele skaren af de frelste, alle dem, som Faderen har givet til Kristus, den usynlige katolske kirke (Ef 5,23, 25, 27, 29; Hebr 12,23).

Nogle få kristne, der er forbundet med hinanden i overholdelsen af evangeliets anordninger, er en ecclesia (Rom 16,5; Kol 4,15).

Alle kristne i en bestemt by, hvad enten de samledes på ét sted eller på flere steder til religiøs gudsdyrkelse, var en ecclesia. Således var alle disciplene i Antiokia, som dannede flere menigheder, én kirke (ApG 13,1); på samme måde læser vi om “Guds kirke i Korinth” (1 Kor 1,2), “kirken i Jerusalem” (ApG 8,1), “kirken i Efesos” (Åb 2,1) osv.

Hele skaren af bekendende kristne over hele verden (1 Kor 15,9; Gal 1,13; Matt 16,18) er Kristi kirke.

Den synlige kirke “består af alle dem over hele verden, som bekender den sande religion, sammen med deres børn.” Den kaldes “synlig”, fordi dens medlemmer er kendte, og dens forsamlinger er offentlige. Her er der en blanding af “hvede og avner”, af hellige og syndere. “Gud har befalet sit folk at organisere sig i særskilte synlige kirkelige fællesskaber, med forfatninger, love og embedsmænd, kendetegn, anordninger og disciplin, med det store formål at gøre hans rige synligt, at gøre evangeliet om dette rige kendt og at samle alle dets udvalgte undersåtter ind. Hvert enkelt af disse særskilt organiserede fællesskaber, som er tro mod den store Konge, er en integreret del af den synlige kirke, og alle tilsammen udgør den katolske eller universelle synlige kirke.” En troværdig bekendelse af den sande religion gør en person til medlem af denne kirke. Dette er “Himmeriget”, hvis karakter og fremgang fremstilles i de lignelser, der er nedskrevet i Matt 13.

Børnene af alle, som således bekender den sande religion, er medlemmer af den synlige kirke sammen med deres forældre. Børn er medindbefattet i enhver pagt, Gud nogensinde har indgået med mennesker. De følger med deres forældre (1 Mos 9,9-17; 12,1-3; 17,7; 2 Mos 20,5; 5 Mos 29,10-13). Peter forkynder på pinsedagen, ved begyndelsen af den nytestamentlige husholdning, det samme store princip. “Løftet [ligesom løfterne blev givet til Abraham og hans sæd] gælder jer og jeres børn” (ApG 2,38, 39). Børn af troende forældre er “hellige”, dvs. er “hellige”, en betegnelse, der betegner medlemmerne af den kristne kirke (1 Kor 7,14).

Den usynlige kirke “består af hele antallet af de udvalgte, som er blevet, er ved at blive eller skal blive samlet til ét under Kristus, dens hoved.” Dette er et rent samfund, den kirke, hvori Kristus bor. Den er Kristi legeme. Den kaldes “usynlig”, fordi den største del af dem, der udgør den, allerede er i himlen eller endnu ikke er født, og også fordi dens medlemmer, som stadig er på jorden, ikke med sikkerhed kan skelnes. Betingelserne for medlemskab i den er indre og skjulte. Den er uset undtagen af ham, som “ransager hjertet.” “Herren kender dem, der er hans” (2 Tim 2,19).

Den kirke, som de egenskaber, forrettigheder og løfter, der hører til Kristi rige, tilkommer, er et åndeligt legeme bestående af alle sande troende, dvs. den usynlige kirke.

Dens enhed. Gud har altid kun haft én kirke på jorden. Vi taler undertiden om Det Gamle Testamentes kirke og om Det Nye Testamentes kirke, men de er én og den samme. Det Gamle Testamentes kirke skulle ikke ændres, men udvides (Es 49,13-23; 60,1-14). Når jøderne til sidst bliver genoprettet, vil de ikke træde ind i en ny kirke, men igen blive indpodet i “deres eget oliventræ” (Rom 11,18-24; jf. Ef 2,11-22). Apostlene oprettede ikke en ny organisation. Under deres tjeneste blev disciple “føjet til” den “kirke”, som allerede fandtes (ApG 2,47).

Dens universalitet. Den er den “katolske” kirke; ikke begrænset til noget bestemt land eller nogen ydre organisation, men omfattende alle troende i hele verden.

Dens vedvarenhed. Den vil bestå gennem alle tider indtil verdens ende. Den kan aldrig ødelægges. Den er et “evigt rige.”