Kirke

kirke:

I. UDTRYKKETS FØRKRISTNE HISTORIE

II. DETS OVERTAGELSE AF JESUS

III. DETS BRUG I DET NYE TESTAMENTE

1. I evangelierne

2. I Apostlenes Gerninger

3. I de paulinske breve

IV. KIRKENS KENDETEGN

1. Tro

2. Fællesskab

3. Enhed

4. Indvielse

5. Kraft

V. KIRKENS ORGANISATION

1. Den almene og profetiske tjeneste

2. Den lokale og praktiske tjeneste

LITTERATUR

Ordet "kirke", som er afledt af kuriakos, "som hører Herren til", gengiver i de engelske bibeloversættelser af Det Nye Testamente det græske ord ekklesia; latin, ecclesia. Denne artikel handler om betydningen af dette ord ekklesia, sådan som det møder os i Det Nye Testamente, og om karakteren af det samfund, som ordet dér bruges til at beskrive.

I. Udtrykkets førkristne historie.

Selv om ekklesia snart blev et særligt kristent ord, har det sin egen førkristne historie; og for dem, hvad enten de var jøder eller grækere, som først hørte det anvendt om det kristne samfund, ville det vække forestillinger om velkendte ting. I hele den græske verden og helt ned til nytestamentlig tid (jf. ApG 19,39) var ekklesia betegnelsen for den regelmæssige forsamling af hele borgerstanden i en fri bystat, "kaldt ud" (græsk ek, "ud", og kalein, "at kalde") af herolden til drøftelse og afgørelse af offentlige anliggender. Septuagintas oversættere havde desuden brugt ordet til at gengive det hebraiske qahal, som i Det Gamle Testamente betegner Israels "menighed" eller fællesskab, især i dets religiøse aspekt som Guds folk. I denne gammeltestamentlige betydning finder vi ekklesia brugt af Stefanus i Apostlenes Gerninger, hvor han beskriver Moses som "ham, der var i kirken (RV, randnote "menighed") i ørkenen" (ApG 7,38). Ordet trådte således ind i den kristne historie med associationer både for grækeren og for jøden. For grækeren ville det antyde et selvstyrende demokratisk samfund; for jøden et teokratisk samfund, hvis medlemmer var den himmelske konges undersåtter. Ordets førkristne historie havde direkte betydning for dets kristne mening, for Det Nye Testamentes ekklesia er et "teokratisk demokrati" (Lindsay, Church and Ministry in the Early Centuries, 4), et samfund af dem, der er frie, men som altid er bevidste om, at deres frihed udspringer af lydighed mod deres konge.

II. Dets overtagelse af Jesus.

Ifølge Matt 16,18 blev navnet ekklesia først anvendt om det kristne samfund af Jesus selv; anledningen var hans velsignelse af Peter ved Cæsarea Filippi. Udsagnets ægthed er blevet draget i tvivl af visse kritikere, men på grunde, der ikke har nogen tekstlig støtte og består af helt vilkårlige forudsætninger om det første evangeliums tilblivelse. Det er sandt, at Jesus hidtil havde beskrevet det samfund, han kom for at grundlægge, som "Guds rige" eller "Himmeriget", en betegnelse, der havde sine rødder i gammeltestamentlig lære, og som Israels messianske forventninger allerede havde gjort velkendt. Men nu, da det stod klart, at han skulle forkastes af det jødiske folk (jf. Matt 16,21), og at hans samfund måtte bevæge sig frem ad egne, uafhængige veje, var det naturligt, at han skulle bruge et nyt navn om dette nye legeme, som han stod i begreb med at skabe, og således sige til Peter, på grundlag af apostlens troende bekendelse: "På denne klippe vil jeg bygge min kirke." Overtagelsen af dette navn indebar dog ikke nogen opgivelse af de tanker, der lå i forestillingen om riget. I netop dette afsnit (Matt 16,19) bruges "Himmeriget" på en måde, som, hvis den ikke gør de to udtryk kirke og rige fuldstændigt synonyme, i det mindste tvinger os til at betragte dem som nært korrelative og som mulige at oversætte til hinandens begreber. Og den forholdsvis sjældne brug hos de apostolske forfattere af navnet "rige", sammen med deres betoning af kirken, viser langt fra, at Kristi disciple havde undladt at forstå hans lære om riget og havde erstattet den med den mere formelle forestilling om kirken; det viser kun, at de havde fulgt deres Mesters vejledning ved, i stedet for et navn og en forestilling, der var særegent jødisk, at sætte et andet navn, hvis associationer ville sætte dem i stand til lettere at anbefale deres budskab til verden i almindelighed.

III. Dets brug i Det Nye Testamente.

1. I evangelierne:

Bortset fra det netop omtalte sted forekommer ordet ekklesia i evangelierne kun ved én anden lejlighed (Matt 18,17). Her kan det desuden diskuteres, om vor Herre henviser til den kristne kirke eller til jødiske menigheder, almindeligvis kendt som synagoger (se RV, randnote). Den sidstnævnte opfattelse stemmer bedre med situationen, men det løfte, som straks derefter gives disciplene, om en magt til at binde og løse (Matt 18,18), og forsikringen: "Hvor to eller tre er samlet i mit navn, dér er jeg midt iblandt dem" (Matt 18,20), er tydeligvis bestemt for Kristi folk. Hvis, som det er sandsynligt, ekklesia i Matt 18,17 er den kristne ekklesia, som Kristus allerede havde talt til Peter om, viser ordene, at han opfattede kirken som et samfund, der besad selvstyrets beføjelser, og hvor disciplinære spørgsmål skulle afgøres ved medlemmernes fælles dom.

2. I Apostlenes Gerninger:

I ApG er ekklesia blevet den almindelige betegnelse for samfundet af kristne troende, men bruges i to forskellige betydninger. Først i lokal betydning, som betegnelse for de kristnes fællesskab på et bestemt sted eller i et bestemt område, som i Jerusalem (ApG 5,11; ApG 8,1), i Antiokia (ApG 13,1; ApG 15,22), i Cæsarea (ApG 18,22)--en brug, som igen forekommer i Åbenbaringen i brevene til de syv menigheder. Dernæst i en bredere og, hvad man kan kalde, universel betydning, som betegnelse for summen af de eksisterende lokale menigheder (ApG 9,31 den reviderede engelske oversættelse (britisk og amerikansk)), der således betragtes som ét legeme.

3. I de paulinske breve:

I de paulinske breve er begge disse anvendelser hyppige. Således skriver apostlen om »thessalonikernes menighed« (1 Thess 1,1), »Guds menighed, som er i Korinth« (1 Kor 1,2; 2 Kor 1,1). Ja, han lokaliserer og konkretiserer ordet endnu mere ved at anvende det om en enkelt kristen husstand eller om små grupper af troende, som plejede at samles i private huse til gudstjeneste og fællesskab (Rom 16,5; 1 Kor 16,19; Kol 4,15; Filem 1,2)--en brug af ordet, som minder om Jesu udsagn i Matt 18,20. Den universelle brug kan igen illustreres ved den modsætning, han opstiller mellem jøder og grækere på den ene side og Guds menighed på den anden (1 Kor 10,32), og ved erklæringen om, at Gud har sat apostle, profeter og lærere i menigheden (1 Kor 12,28).

Men Paulus har i sine senere breve en anden brug af ekklesia, som er særegen for ham, og som kan beskrives som den ideale brug. Menigheden er nu det legeme, som Kristus er hoved for (Ef 1,22 f; Kol 1,18; Kol 1,24). Den er det middel, hvorigennem Guds mangfoldige visdom og evige hensigt skal gøres kendt, ikke blot for alle mennesker, men for fyrstendømmerne og magterne i de himmelske steder (Ef 3,9-11). Den er bruden, som han er den himmelske brudgom for, bruden, som han i sin kærlighed gav sig selv hen for, for at han kunne rense og hellige hende og føre hende frem for sig som en herlig menighed, en menighed uden plet, uden at have skjold eller rynke eller noget sådant (Ef 5,25 ff). Denne menighed er tydeligvis ikke den faktiske menighed, som vi kender den på jorden, med dens splittelser, dens fejl, dens mangler i tro og kærlighed og lydighed. Det er den hellige og katolske kirke, som skal være, når brudgommen har fuldendt renselsesprocessen, idet han helt har »renset den ved vandbadet med ordet«. Det er idealet, som den faktiske menighed må holde sig for øje og stræbe efter, det ideal, som den til sidst skal føres op til ved den guddommelige indre virkende kraft, som er i stand til at forme legemet efter hovedet, gøre bruden værdig til brudgommen, så Gud i menigheden kan modtage den herlighed, som er hans (Ef 3,21).

IV. Menighedens kendetegn.

1. Tro:

Skønt en systematisk lære om kirken hverken findes eller skal forventes i Det Nye Testamente, bliver visse karakteristiske kendetegn eller træk ved det kristne samfund stillet os for øje, hvorudfra vi kan danne os en vis opfattelse af dets natur. Det grundlæggende kendetegn er tro. Det var til Peter, da han bekendte sin tro på Kristus, at løftet kom: »På denne klippe vil jeg bygge min menighed« (Matt 16,18). Før Jesus fandt et menneske fuldt af tro, kunne han ikke begynde at bygge sin menighed; og hvis ikke Peter havde været forbillede for andre, hvis tro var som hans egen, ville menighedens mure aldrig have rejst sig. Først og fremmest er kirken et samfund, ikke af tænkere eller arbejdere eller endog tilbedere, men af troende. Derfor finder vi, at »troende« eller »de, som troede« stadig bruges som synonym for medlemmerne af det kristne samfund (f.eks. ApG 2,44; ApG 4,32; ApG 5,14; 1 Tim 4,12). Derfor blev også dåbsritualet, som fra begyndelsen var betingelsen for adgang til den apostolske menighed og seglet på medlemskab i den, anerkendt som frem for alt troens og bekendelsens sakramente (ApG 2,41; ApG 8,12; ApG 8,36; Rom 6,4; 1 Kor 12,13). Denne menighedsgrundlæggende og menighedsopbyggende tro, hvis segl dåben var, var langt mere end en intellektuel tilslutningshandling. Den var en personlig griben om den personlige frelser, båndet i en levende forening mellem Kristus og den troende, som resulterede i intet mindre end en ny skabelse (Rom 6,4; Rom 8,1; Rom 8,2; 2 Kor 5,17).

2. Fællesskab:

Hvis troen på Kristus er det grundlæggende kendetegn ved det kristne samfund, er det næste fællesskabet mellem medlemmerne. Dette følger af troens egen natur, sådan som den netop er beskrevet; for hvis hver enkelt troende er livsnært forenet med Kristus, må alle troende stå i et levende forhold til hinanden. I Paulus' foretrukne billede er kristne hinandens lemmer, fordi de hver især er lemmer på Kristi legeme (Rom 12,5; 1 Kor 12,27). At det kristne samfund fra begyndelsen blev anerkendt som et fællesskab, fremgår af navnet "brødrene", som så almindeligt bruges om dem, der hører til det. I ApG forekommer navnet meget hyppigt (ApG 9,30 osv.), og det bruges af Paulus i brevene fra hver periode af hans virke (1 Thess 4,10 osv.). Et lignende vidnesbyrd ligger i det faktum, at "koinonia" (engelske oversættelser: "fellowship") får sin plads i kirkens tidligste sammenkomster side om side med apostlenes lære og brødsbrydelsen og bønnerne (ApG 2,42). Se nadverfællesskab. Koinonia indebar i begyndelsen et ejendomsfællesskab (ApG 2,44; ApG 4,32), men fandt senere udtryk i tjenestens fællesskab (2 Kor 8,4) og i sådanne handlinger af kristen næstekærlighed, som udspringer af kristen tro (Hebr 13,16). I Herrens nadver, urkirkens andet sakramente, fik de kristnes fællesskab sit mest slående og mest hellige udtryk. For hvis dåben især var troens sakramente, var nadveren i særlig grad kærlighedens og fællesskabets sakramente – et fællesskab eller en fælles delagtighed i Kristi død og dens frugter, som førte et hjerternes og åndernes fællesskab mellem deltagerne selv med sig.

3. Enhed:

Selv om lokale menigheder opstod overalt, hvor evangeliet blev forkyndt, og hver af disse levede sit eget uafhængige liv, blev kirkens enhed tydeligt anerkendt fra begyndelsen. Forbindelsen mellem Jerusalem og Antiokia (ApG 11,22; ApG 15,2), mødet, der blev holdt i den førstnævnte by (ApG 15,6), fællesskabets højre hånd, som de ældre apostle gav Paulus og Barnabas (Gal 2,9), de utrættelige anstrengelser, Paulus selv gjorde for at smede stærke bånd af kærlighed og gensidig tjeneste mellem hedningekristne og jødekristne (2 Kor 2) – alt dette viser, hvor fuldt man indså, at skønt der var mange menigheder, var der kun én kirke. Denne sandhed får sit fulde udtryk i Paulus' fangenskabsbreve med deres syn af kirken som et legeme, hvis hoved er Kristus, et legeme besjælet af én ånd og med én Herre, én tro, én dåb, én Gud og alles Fader (Ef 4,4; Kol 1,18; Kol 3,11). Og denne enhed, må det bemærkes, tænkes som en synlig enhed. Jesus selv opfattede den åbenbart sådan, da han bad for sine disciple, at de alle måtte være ét, for at verden skulle tro (Joh 17,21). Og den enhed, som Paulus skriver om og stræbte efter, er en enhed, der finder synligt udtryk. Ganske vist ikke i nogen ensartet ydre styreform, men gennem manifestationen af en fælles tro i gensidig kærligheds handlinger (Ef 4,3; Ef 4,13; Ef 4,2).

4. Indvielse:

Et andet dominerende kendetegn ved den nytestamentlige kirke lå i dens medlemmers indvielse. "Hellige" er en af de betegnelser for dem, som vi finder hyppigst gentaget. Brugt på denne måde har ordet for det første en objektiv betydning; det kristne samfunds hellighed bestod i dets adskillelse fra verden ved Guds udvælgende nåde; i denne henseende er det trådt i stedet for Israels forrettigheder under den gamle pagt. Kirkens medlemmer er, som Peter sagde, "en udvalgt slægt, et kongeligt præsteskab, et helligt folk, et folk til Guds egen ejendom" (1 Pet 2,9). Men side om side med denne betydning af en ydre og præstelig indvielse bar navnet "hellige" i sig tanken om en etisk hellighed – en hellighed, der ikke blot består i en status bestemt af forholdet til Kristus, men i en virkelig og praktisk hellighed, en indvielse til Gud, som finder udtryk i karakter og adfærd. Der er ingen tvivl om, at kirkens medlemmer kaldes hellige, selv når de levende tegn på hellighed sørgeligt mangler. Da Paulus skriver til menigheden i Korinth, hvor han fandt så meget at dadle, tiltaler han dens medlemmer med denne titel (1 Kor 1,2; sammenlign 1 Kor 6,11). Men han gør det af andre end formelle grunde – ikke blot fordi indvielse til Gud er deres ydre kald og status som troende; men også fordi han er sikker på, at et værk af virkelig helliggørelse er i gang og må blive ved med at være i gang i deres legemer og deres ånder, som tilhører ham. For de, der er i Kristus, er en ny skabning (2 Kor 5,17), og de, til hvem det adskillende og indviende kald er kommet (2 Kor 6,17), må rense sig selv fra al besmittelse af kød og ånd og fuldende hellighed i gudsfrygt (2 Kor 7,1). Paulus ser på kirkens medlemmer, ligesom han ser på kirken selv, med et profetisk blik; han ser dem ikke, som de er, men som de skal blive. Og efter hans opfattelse er det "ved vandbadet med ordet", med andre ord ved medlemmernes fremadskridende helliggørelse, at kirken selv skal helliges og renses, indtil Kristus kan fremstille den for sig selv som en herlig kirke, uden plet eller rynke eller noget sådant (Ef 5,26; Ef 5,27).

5. Kraft:

Endnu et kendetegn ved kirken var åndelig kraft. Da navnet ekklesia blev givet af Jesus til det fællesskab, han kom for at grundlægge, omfattede hans løfte til Peter skænkelsen af kraftens gave (Matt 16,18; Matt 16,19). Apostlen skulle modtage »nøglernes magt«, dvs. han skulle udøve det privilegium at åbne dørene til Himmeriget for jøden (ApG 2,41) og for hedningen (ApG 10,34-38; ApG 15,7). Han skulle desuden have magten til at binde og løse, dvs. til at forbyde og tillade; med andre ord skulle han have en lovgivers funktioner inden for kirkens åndelige område. De lovgivende beføjelser, som dengang blev skænket Peter personligt som belønning for hans troende bekendelse, blev senere overdraget til disciplene i almindelighed (Matt 18,18; jf. Matt 18,1 og også Matt 18,19; Matt 18,20), og ved mødet i Jerusalem blev de udøvet af kirken som helhed (ApG 15,4; ApG 15,22). Magten til at åbne Himmerigets porte blev udvidet til den store missionsbefaling: »Gå derfor hen og gør alle folkeslagene til disciple« (Matt 28,19) – en befaling, som den apostolske kirke forstod som rettet ikke kun til de elleve apostle, men til alle Kristi efterfølgere uden forskel (ApG 8,4 osv.). Det kristne fællesskab havde således den dobbelte magt at lovgive for sine egne medlemmer og at åbne Himmeriget for alle troende. Men disse dobbelte funktioner, undervisning og styre, blev tydeligt anerkendt som delegerede gaver. Kirken underviste folkeslagene, fordi Kristus havde befalet hende at gå ud og gøre det. Hun fastsatte love for sine egne medlemmer, fordi han havde givet hende myndighed til at binde og løse. Men i enhver udøvelse af sin myndighed støttede hun sig til ham, som hun havde fået den fra. Hun troede, at Kristus var med hende alle dage, helt til verdens ende (Matt 28,20), og at den kraft, hun var blevet iklædt, var kraft fra det høje (Luk 24,49).

V. Kirkens organisation.

Det synes klart ud fra Det Nye Testamente, at Jesus ikke gav sine disciple nogen formelle forskrifter for kirkens organisation. I de første dage efter pinsen tænkte de ikke på at skille sig ud fra Israels religiøse liv og ville ikke indse behovet for nogen særskilt organisation af deres egen. Tempelgudstjenesten blev stadig fastholdt (ApG 2,46; ApG 3,1), selv om den blev suppleret med apostolsk undervisning, bøn og fællesskab samt brødsbrydelse (ApG 2,42; ApG 2,46). Organisation var noget, der voksede gradvist frem som følge af nye behov, og differentieringen af funktioner blandt dem, der blev draget ind i kirkens tjeneste, skyldtes forskellen i de gaver, Gud skænkede kirkens medlemmer (1 Kor 12,28). I begyndelsen var De Tolv selv, som Jesu umiddelbare ledsagere gennem hele hans tjeneste og de fremmeste vidner om de kristne kendsgerninger og især om opstandelsen (jf. ApG 1,21; ApG 1,22), de naturlige ledere og lærere for fællesskabet. Bortset fra dette findes det tidligste vidnesbyrd om noget, der ligner organisation, i den skelnen, som De Tolv selv drog mellem ordets tjeneste og tjenesten ved bordene (ApG 6,2; ApG 6,4) – en skelnen, som fuldt ud blev anerkendt af Paulus (Rom 12,6; Rom 12,8; 1 Kor 1,17; 1 Kor 9,14; 1 Kor 12,28), selv om han udvidede den sidstnævnte form for tjeneste, så den kom til at omfatte langt mere end omsorgen for de fattige. De to slags tjeneste, sådan som vi først møder dem, kan i brede træk skelnes som på den ene side den almene og profetiske, på den anden side den lokale og praktiske.

1. Den almene og profetiske tjeneste:

Af ApG 6,1 ff ser vi, at De Tolv erkendte, at de var kaldet af Gud som apostle til at forkynde evangeliet; og Paulus fremsætter gentagne gange det samme krav for sit eget vedkommende (1 Kor 1,17; 1 Kor 9,16; 2 Kor 3,6; 2 Kor 4,1; Kol 1,23). Men aposteltjenesten var på ingen måde begrænset til De Tolv (ApG 14,14; Rom 16,7; jf. Didache 11 4 ff); og en omrejsende ordets tjeneste blev udøvet på forskellige måder af profeter, evangelister og lærere såvel som af apostle (1 Kor 12,28; 1 Kor 12,29; Ef 4,11). Det forhold, at Paulus selv på forskellig vis beskrives som apostel, profet og lærer (ApG 13,1; ApG 14,14; 1 Tim 2,7; 2 Tim 1,11), synes at vise, at den profetiske tjeneste ikke var en tjeneste knyttet til et fast embede, men til særlige gaver og funktioner. Apostlen bragte det gode budskab om frelse til de uvidende og vantro (Gal 2,7; Gal 2,8), profeten (i ordets mere specifikke betydning) var et sendebud til kirken (1 Kor 14,4; 1 Kor 14,22); og mens læreren forklarede og anvendte en sandhed, man allerede havde (Hebr 5,12), blev profeten af dem, der havde åndelig dømmekraft (1 Kor 2,15; 1 Kor 14,29; 1 Joh 4,1), anerkendt som det middel, Gud brugte til nye åbenbaringer (1 Kor 14,25; 1 Kor 14,30; 1 Kor 14,31; Ef 3,5; jf. Didache 4 1).

2. Den lokale og praktiske tjeneste:

De tidligste eksempler på dette er de syv i Jerusalem, som fik betroet omsorgen for den »daglige uddeling« (ApG 6,1). Men med kirkens vækst opstod der andre behov, og den lokale tjeneste ses at udvikle sig i to tydelige retninger. Først er der presbyteren eller den ældste, også kendt som biskoppen eller tilsynsmanden, hvis pligter, selv om de stadig er lokale, hovedsagelig er af åndelig art (ApG 20,17; ApG 20,28; ApG 20,35; 1 Tim 3,2; 1 Tim 3,5; Jak 5,14; 1 Pet 5,2). Se biskop. Dernæst er der diakonen og diakonissen (Fil 1,1; 1 Tim 3,8-13), hvis arbejde synes i høj grad at have bestået i husbesøg og i en praktisk tjeneste for de fattige og trængende (1 Tim 5,8-11). Nødvendigheden af ledelse, disciplin og regelmæssig og fast undervisning havde således medført, at nogle af funktionerne i apostlenes og profeternes almindelige tjeneste allerede i Det Nye Testamentes tid blev varetaget af en lokal tjeneste. Den almindelige tjeneste blev dog stadig anerkendt som den højere af de to. Paulus taler til presbyter-biskopperne i Efesos med en tone af ophøjet åndelig myndighed (ApG 20,17). Og ifølge Didache skal en sand profet, når han besøger en kirke, have forrang frem for de fastboende biskopper og diakoner (Didache 10 7; 13 3).

Se kirkeledelse.

LITTERATUR.

Hort, The Christian Ecclesia; Lindsay, The Church and the Ministry in the Early Cents., lects I-V; Hatch, Bampton Lectures; Gwatkin, Early Church History to AD 313; Kostlin, artikel »Kirche« i See Hauck-Herzog, Realencyklopadie fur protestantische Theologie und Kirche; Armitage Robinson, artikel »Church« i Encyclopedia Biblica; Fairbairn Christ in Modern Theology, 513-34; Dargan, Ecclesiology; Denney, Studies in Theology, kap. viii.

J. C. Lambert