Ånd

(Heb. ruah; gr. pneuma), egentlig vind eller ånde. I 2 Thess 2,8 betyder det “ånde”, og i Præd 8,8 livsprincippet i mennesket. Det betegner også den fornuftige, udødelige sjæl, som mennesket kendes på (ApG 7,59; 1 Kor 5,5; 6,20; 7,34), og sjælen i dens adskilte tilstand (Hebr 12,23), og derfor også en åbenbaring eller et genfærd (Job 4,15; Luk 24,37, 39), en engel (Hebr 1,14) og en dæmon (Luk 4,36; 10,20). Ordet bruges også billedligt om en tilbøjelighed (Zak 12,10; Luk 13,11).

I Rom 1,4, 1 Tim. 3,16, 2 Kor 3,17, 1 Pet. 3,18 betegner det den guddommelige natur.