Årstider

se'-z'nz (sommer: qayits, kaldæisk qayiT (Dan 2,35); (theros; vinter: cethaw) (Højs 2,11), (choreph; cheimon): De fire årstider i Israels land er ikke så tydeligt afgrænsede som i mere nordlige lande; sommeren glider gradvist over i vinteren og vinteren over i sommeren. Temperaturspændet er ikke stort. I Bibelen har vi ingen henvisning til forår eller efterår; de eneste årstider, der nævnes, er »sommer og vinter« (1 Mos 8,22; Sl 74,17; Zak 14,8).

Vinteren er regntiden, som varer fra november til maj. »Vinteren er forbi; regnen er ovre« (Højs 2,11). Se regn. Temperaturen ved havniveau i Israels land når af og til frysepunktet, men er sjældent under 40° F. På bakkerne og bjergene er det koldere, afhængigt af højden. Folk har ingen midler til at opvarme deres huse og lider meget under kulden. De vikler hals og hoved ind og holder sig så vidt muligt inde i husene, væk fra vinden. »Den dovne vil ikke pløje på grund af vinteren« (Ordsp 20,4). Jesus siger, da han taler om Jerusalems ødelæggelse: »Bed om, at jeres flugt ikke må ske om vinteren« (Matt 24,20). Paulus beder Timotheus om at »komme før vinteren« (2 Tim 4,21), da søfarten da lukkede, og rejser praktisk talt var umulige.

Sommeren er meget varm og regnløs. »(Når) figentræet .... skyder blade, ved I, at sommeren er nær« (Mark 13,28); »Høsten er forbi, sommeren er endt« (Jer 8,20). Det er tiden for høst og tærskning (Dan 2,35). »Den, der samler om sommeren, er en klog søn« (Ordsp 10,5).

Se kulde; hede; astronomi, afsnit I, 5.

Alfred H. Joy