Ånde; ånde; åndedræt

breth, breth, breath'-ing: I de engelske bibeloversættelser af Det Gamle Testamente er "breath" gengivelsen af neshamah og af ruach. Disse ord adskiller sig kun lidt i betydning; begge betegner først og fremmest "vind", dernæst "ånde", skønt det første antyder en mildere blæsen, det sidste ofte et vindstød. Når de anvendes om personer, er der ingen meget klar skelnen mellem ordene. Dog kan man i almindelighed sige, at af de to bruges neshamah fortrinsvis om ånde betragtet fysiologisk: "livsånde", deraf livsprincippet, "sjæl (dyrisk) liv" (sammenlign 1 Mos 2,7; 1 Mos 7,22; Job 27,3, hvor begge ord forekommer; Dan 5,23); mens ruach (skønt også det undertiden betegner "livsånde") er det ord, der almindeligvis bruges, hvor ånden betragtes fysisk--ånde eller pust som en handling eller kraft--og således er knyttet til viljen eller følelserne, hvorfra betydningen "ånd", også undertiden "tanke", "hensigt" (sammenlign Job 4,9; Job 9,18; Sl 18,15; Sl 146,4; Ez 37,5; Ez 37,6; Ez 37,8; Ez 37,9; Ez 37,10). De anførte eksempler og andre steder afslører dog en mangel på ensartethed i brugen. Alligevel er ruach i almindelighed livets udtryk, neshamah livets princip. Men når de bruges om Gud, betegner de naturligvis princippet, ikke for hans eget liv, men for det liv, der meddeles hans skabninger. "Breathe" i de engelske bibeloversættelser af Det Gamle Testamente kræver ingen bemærkning undtagen ved Sl 27,12 ("sådanne som udånder grusomhed"), fra yaphach, "at ånde tungt", "at pruste" (sammenlign ApG 9,1). I Det Nye Testamente forekommer "breath" (pnoe) én gang, ApG 17,25, i den klare betydning livsprincip, Guds gave. "Breathed" bruges i Joh 20,22 om vor Herres konkrete symbolik ved Åndens givelse. I ApG 9,1 er Sauls "åndende trusler og mord" bogstaveligt "prustende" osv., og navneordene er partitive genitiver, idet de er det element, han åndede.

Se også Ånd.

J. R. Van Pelt