Helligånden

Den tredje person i den tilbedelsesværdige Treenighed.

Hans personlighed bevises (1) ud fra det faktum, at personlighedens egenskaber, såsom forstand og vilje, tilskrives ham (Joh 14,17, 26; 15,26; 1 Kor 2,10, 11; 12,11). Han overbeviser, hjælper, herliggør, går i forbøn (Joh 16,7-13; Rom 8,26). (2) Han udfører de embeder, som kun er særegne for en person. Selve disse embeders natur indebærer personlig adskillelse (Luk 12,12; ApG 5,32; 15,28; 16,6; 28,25; 1 Kor 2,13; Hebr 2,4; 3,7; 2 Pet. 1,21).

Hans guddommelighed fastslås (1) ud fra det faktum, at Guds navne tilskrives ham (2 Mos 17,7; Sl 95,7; jf. Hebr 3,7-11); og (2) at guddommelige egenskaber også tilskrives ham: allestedsnærværelse (Sl 139,7; Ef 2,17, 18; 1 Kor 12,13); alvidenhed (1 Kor 2,10, 11); almagt (Luk 1,35; Rom 8,11); evighed (Hebr 9,4). (3) Skabelsen tilskrives ham (1 Mos 1,2; Job 26,13; Sl 104,30), og det samme gør udførelsen af mirakler (Matt 12,28; 1 Kor 12,9-11). (4) Tilbedelse kræves og tilskrives ham (Es 6,3; ApG 28,25; Rom 9,1; Åb 1,4; Matt 28,19).