Sjæl

sol (nephesh; psuche; Latin anima):

1. Betydningsnuancer i Det Gamle Testamente:

(1) Sjæl har, ligesom ånd, forskellige betydningsnuancer i Det Gamle Testamente, som kan sammenfattes således: »sjæl«, »levende væsen«, »liv«, »selv«, »person«, »begær«, »appetit«, »følelse« og »lidenskab« (BDB under ordet). I første omgang betød det det, som ånder, og som sådan adskilles det fra basar, »kød« (Es 10,18; 5 Mos 12,23); fra she'er, »det indre kød«, nærmest knoglerne (Ordsp 11,17, »hans eget kød«); fra beTen, »bug« (Sl 31,10, »Min sjæl og min bug er fortæret af sorg«), osv.

(2) Som livsånden forlader den mennesket ved døden (1 Mos 35,18; Jer 15,2). Derfor ønsket blandt de hellige i Det Gamle Testamente om at blive udfriet fra Sheol (Sl 16,10, »Du vil ikke overlade min sjæl til Sheol«) og fra shachath, »graven« (Job 33,18, »Han holder hans sjæl tilbage fra graven«; Es 38,17, »Du har .... udfriet den (min sjæl) fra fordærvelsens grav«).

(3) Ved en let overgang kommer ordet til at betegne det individuelle, personlige liv, personen, med to tydelige betydningsnuancer, som bedst kan angives med de latinske anima og animus. Som anima, »sjæl«, betegnes det liv, der er iboende i kroppen, det levendegørende princip i blodet (sammenlign 5 Mos 12,23; 5 Mos 12,24, »Se blot til, at du ikke spiser blodet; for blodet er sjælen; og du må ikke spise sjælen sammen med kødet«). Som animus, »sind«, angives centrum for vore mentale aktiviteter og passiviteter. Således læser vi om »en sulten sjæl« (Sl 107,9), »en træt sjæl« (Jer 31,25), »en sjæl, der væmmes« (3 Mos 26,11), »en tørstig sjæl« (Sl 42,2), »en bedrøvet sjæl« (Job 30,25), »en elskende sjæl« (Højs 1,7) og mange beslægtede udtryk. Cremer har karakteriseret denne brug af ordet i en sætning: »Nephesh (sjæl) i mennesket er subjektet for det personlige liv, hvoraf pneuma eller ruach (ånd) er princippet« (Lexicon, under ordet, 795).

(4) Denne menneskets individualitet kan dog også betegnes med pneuma, men med en forskel. Nephesh eller »sjæl« kan kun betegne det individuelle liv med en materiel organisation eller krop. Pneuma eller »ånd« er ikke således begrænset. Skriften taler om »retfærdige menneskers ånder, som er gjort fuldkomne« (Hebr 12,23), hvor der ikke kan være tale om en materiel eller fysisk eller legemlig organisation. De er »åndelige væsener, befriet fra kødets angreb og besmittelser« (Delitzsch, på det anførte sted). For en undtagelsesvis brug af psuche i samme betydning se Åb 6,9; Åb 20,4, og (uanset betydningen af Sl 16,10) ApG 2,27.

2. Nytestamentlige skel:

(1) I Det Nye Testamente forekommer psuche under mere eller mindre lignende forhold som i Det Gamle Testamente. Modsætningen opretholdes her lige så omhyggeligt som dér. Det bruges, hvor pneuma ville være malplaceret; og dog synes det til tider at blive anvendt, hvor pneuma kunne have været sat i stedet. Således læser vi i Joh 19,30: »Jesus overgav sin pneuma« til Faderen, og i samme evangelium (Joh 10,15) gav Jesus sin »psuche for fårene«, og i Matt 20,28 gav han sin psuche (ikke sin pneuma) som løsesum — en forskel, som er karakteristisk. For pneuma står i et helt andet forhold til Gud end psuche. »Ånden« (pneuma) er Guds udånding ind i skabningen, livsprincippet, der stammer fra Gud. »Sjælen« (psuche) er menneskets individuelle ejendom, det som adskiller ét menneske fra et andet og fra den livløse natur. Kristi pneuma blev overgivet til Faderen i døden; hans psuche blev overgivet, hans individuelle liv blev givet »som løsesum for mange«. Hans liv »blev givet for fårene«

(2) Dette forklarer de udtryk i Det Nye Testamente, som angår sjælens frelse og dens bevarelse i de dødes egne. »Du vil ikke overlade min sjæl til Hades« (skyggernes verden) (ApG 2,27); »Trængsel og angst over hver menneskesjæl, der øver det onde« (Rom 2,9); »Vi hører .... til dem, der har tro til sjælens frelse« (Hebr 10,39); »Tag imod ..... det indplantede ord, som er i stand til at frelse jeres sjæle« (Jak 1,21).

De samme eller lignende udtryk kan man møde i Det Gamle Testamente med henvisning til sjælen. Således i Sl 49,8, King James Version: »Deres sjæls forløsning er kostbar«, og igen: »Gud vil forløse min sjæl fra Sheols magt« (Sl 49,15). Måske kan dette forklare — i det mindste er dette Wendts forklaring — hvorfor selv et lig kaldes nephesh eller sjæl i Det Gamle Testamente, fordi individualiteten bevares i de dødes område og i nogen grad er adskilt fra Gud (sammenlign Hag 2,13; 3 Mos 21,11).

3. Oehler om sjæl og ånd:

Skellet mellem psuche og pneuma, eller nephesh og ruach, som der er henvist til, kan bedst beskrives med Oehlers ord (Old Testament Theology, I, 217): »Mennesket er ikke ånd, men har den: det er sjæl. .... I sjælen, som udsprang af ånden og bestandig eksisterer ved den, ligger individualiteten — i menneskets tilfælde dets personlighed, dets selv, dets jeg.« Han henleder opmærksomheden på Elihus ord i Job (33,4): »Guds ånd skabte mig,« sjælen kaldt til eksistens; »og den Almægtiges ånde giver mig liv,« sjælen holdt i kraft og styrke, i fortsat eksistens, af den Almægtige, i hvis hænder den indblæste ånd overgives, når sjælen forlader os eller tages fra os (1 Kong 19,4). Derfor kan ifølge Oehler udtrykkene naphshi (»min sjæl«), naphshekha (»din sjæl«) gengives på latin med egomet, tu ipse; men ikke ruchi (»min ånd«), ruchakha (»din ånd«) — idet sjæl står for hele personen, som i 1 Mos 12,5; 1 Mos 17,14; Ez 18,4, osv.

Se PSYCHOLOGY.

J. I. Marais