Åndeligt legeme

spir'-it-u-al: Paulus beskriver legemet efter opstandelsen som et åndeligt legeme (soma psuchikon) og stiller det i kontrast til det naturlige (sjælelige legeme, soma pneumatikon, 1 Kor 15,44). Vort nuværende naturlige legeme har sjælen (psuche) som sit livsprincip, men opstandelseslegemet er tilpasset og underordnet ånden (pneuma). Se psykologi. Apostlen argumenterer ikke for en bogstavelig og materiel identitet mellem dette fremtidige legeme og det nuværende, men tænker på det som modstykket til den nuværende dyriske organisme, således betinget, at det er tilpasset en tilværelsestilstand, som helt ligger inden for åndens sfære. Over for sine korinthiske læsere argumenterer han for, at opstandelsen ikke kan efterfølges af en tilstand af ikke-eksistens, og han er heller ikke villig til at indrømme en blot æteriskgjort tilstand. Der må være et legeme, men mellem det og vort nuværende legeme er der en lignende forskel som mellem den første og den anden Adam. Det nuværende legeme og den første Adam var på samme måde behersket af sjælen (psuche); men ligesom den anden Adam blev en livgivende ånd, sådan vil opstandelseslegemet være et åndeligt legeme. Kristus blev en livgivende ånd gennem opstandelsen (Meyer til 1 Kor 15,45); og da vi skal bære hans billede (1 Kor 15,49), bliver det klart, at Kristi opstandelseslegeme er den nærmest mulige tilnærmelse til en sanselig fremstilling af det åndelige legeme. Dette argumenterer Paulus mere direkte for, når han fastslår, at vort opstandelseslegeme skal forvandles i overensstemmelse med hans herligheds legeme (Fil 3,21; jf. 1 Joh 3,2). Kristi legeme efter opstandelsen var i mange henseender i overensstemmelse med legemet fra hans jordiske liv, dog med nogle markante forskelle. Han spiste (Luk 24,42; Luk 24,43); han åndede (Joh 20,22); han havde kød og knogler (Luk 24,39) og kunne opfattes af de legemlige sanser (Luk 24,40; Joh 20,27). Hans legeme havde kendetegn, som adskilte det fuldstændigt fra den folkelige forestilling om spøgelser eller genfærd (Luk 24,36-43). Alligevel var hans legeme hævet over de sædvanlige barrierer, som begrænser menneskers bevægelser. Lukkede døre og afstande hindrede ikke hans færden (Joh 20,19-26; Luk 24,31-36). Sammenhængen viser, at formålet med, at han spiste, var at overbevise disciplene om, at det virkelig var ham (Luk 24,41-43), og ikke at opretholde livet, som hans legeme sandsynligvis var i stand til at opretholde på andre måder. Johannes taler om hans tilsynekomster efter hans opstandelse som "åbenbarelser" (Joh 21,1). Der var helt sikkert sket en forandring i hans person og udseende, for de, der kendte ham bedst, genkendte ham ikke straks (Luk 24,16; Joh 20,14). Det er derfor tydeligt, at Jesu legeme efter opstandelsen var et legeme, som havde evnen til at materialisere sig for de naturlige sanser eller efter vilje trække sig tilbage fra dem. Det var dette samme legeme, som blev taget op i himlene ved himmelfarten, og som forbliver i himlen (ApG 1,11; ApG 3,21). Der er intet vink om, at det gennemgik nogen forandring ved sin borttagelse fra jorden. Derfor skal det åndelige legeme, som Paulus taler om, ikke være uligt det legeme, som Jesus havde efter sin opstandelse. Der skal være et fravær af de begær og lidenskaber, som naturligt hører til den nuværende legemlige tilværelse (Matt 22,30; Luk 20,35; Luk 20,36).

William Charles Morro