Alfa og Omega

al'-fa, o'-me-ga, o-me'-ga (Alpha and Omega = A and O): Det græske alfabets første og sidste bogstaver, derfor symbolsk »begyndelse og ende«; i Johannes' Åbenbaring »Den evige« i Åb 1,8 om Faderen, i Åb 21,6 og Åb 22,13 om Sønnen. Sammenlign Theodoret, Eusebius, Historia Ecclesiastica, iv. 8: »Vi brugte alfa ned til omega, dvs. alt.« Et lignende udtryk findes på latin (Martial, v.26). Sammenlign Aretas (Cramer's Catenae Graecae in New Testament) om Åb 1,8 og Tertullian (Monog, 5): »Således tog Herren også to græske bogstaver, det første og det sidste, på sig, symboler på begyndelsen og enden, som mødes i ham, for at han, ligesom alfa løber frem til omega, og omega igen vender tilbage til alfa, kunne vise, at både begyndelsens udvikling frem til enden er i ham, og igen endens tilbagevenden til begyndelsen.« Cyprian, Testim, ii.1; vi.22, iii.100, Paulinus af Nola Carm. xix.645; xxx.89; Prudentius, Cathem., ix.10-12. I patristisk og senere litteratur anvendes udtrykket regelmæssigt om Sønnen. Gud velsigner Israel fra 'aleph til taw (3 Mos 26,3-13), men forbander fra waw til mem (3 Mos 26,14-43). Således overholdt Abraham hele loven fra 'aleph til taw. Følgelig kan »Alfa og Omega« være en græsk gengivelse af det hebraiske udtryk, som blandt de senere jøder udtrykte hele omfanget af en ting.

J. E. Harry