Evig

e-tur'-nal (`olam; aionios, from aion):

Ordet "evig" har meget varierende betydning både i Skrifterne og uden for dem.

1. `Olam:

I Det Gamle Testamente bruges det hebraiske ord `olam for "evighed", undertiden i betydningen af ubegrænset varighed, undertiden i betydningen af en periode eller en tidsalder, og undertiden i senere hebraisk i betydningen verden. Det hebraiske `olam har sit passende Nye Testamentes ækvivalent i aion, som betyder enten tid af særlig varighed eller den endeløse tids varighed i almindelighed. Dog betyder det hebraiske ord primært ubegrænset tid, og først i sekundær betydning betegnede det en bestemt eller specifik periode. Både det hebraiske og det græske ord betyder verden selv, sådan som den bevæger sig i tiden.

2. Aion, Aionios:

I Det Nye Testamente bruges aion og aionios ofte med betydningen "evig", især i betydningen fremtid. Ordet aion betyder primært tid, i betydningen tidsalder eller menneskegeneration; det kommer også til at betegne alt det, der eksisterer under tidsforhold; og endelig, overlejret på det tidsmæssige, bruges det etisk i forhold til verdens gang. Således kan aion siges at betyde den subtile beånding af verden eller kosmos – totalen af alle ting. Af Platon blev aion i hans Timaios brugt om det evige Væsen, hvis modstykke i sanseverden er Tiden. For Aristoteles betyder aion, når han taler om verden, det ultimative princip som i sig selv opsummerer al eksistens. I Det Nye Testamente findes aion kombineret med præpositioner i næsten tres tilfælde, hvor tanken om ubegrænset varighed synes at være ment. Dette er den sædvanlige måde at udtrykke evighed på også i Septuaginta. Aionios i 2Kor 4,18 må være evig i tidsmæssig brug eller reference, ellers ville antithesen være væk.

3. Aidios:

I Rom 1,20 bruges ordet aidios om Guds handling og gengives i KJV "eternal" (RV "everlasting"), det eneste andet sted i Det Nye Testamente hvor ordet forekommer er Jud 1,6, hvor gengivelingen er "everlasting", hvilket stemmer med klassisk brug. Men tilstedeværelsen af tanken om det evige i disse passager mindsker ikke det faktum, at aion og aionios i deres naturlige og åbenlyse betydning er de sædvanlige Nye Testamentes ord for at udtrykke ideen om det evige, og dette gælder slående også for brugen i Septuaginta. For ud fra ideen om ævighedsliv er der ingen grund til at antage, at tanken om varighed er udelukket. Ordet aionios bruges undertiden i futuristisk betydning, men ofte også i Det Nye Testamente handler det snarere om kvaliteten end om kvantiteten eller varighedne af liv. Ved den stadige forbindelse af aionios til liv, i denne opfattelse af det åndelige eller guddommelige liv i mennesket, blev ævihedsopfattelsen reddet fra at blive steril.

4. Udvidelse af Ideen:

I brugen af aion og aionios ses en vis udvidelse eller fremadrykken betydning, indtil de kommer til at udtrykke det høje og komplekse faktum om Guds liv i mennesket. På græsk betyder aiones tidsaldre, eller perioder eller dispensationer. Aiones i Hebr 1,2 og 11,3 skal dog tages som brugt i konkret betydning af "verdener" og ikke "tidsaldre", verden således taget betydende totalen af ting i deres gang eller løb.

5. Evigt Liv:

Vores Herre satte afgørende tiden i bero og gjorde sin stand på faktumet og kvaliteten af liv – liv endeløst af sin egen natur. Af det evige liv er Han selv garantien – "Fordi jeg lever, skal I også leve" (Joh 14,19). Derfor sagde Augustin: "Knyt dig til den evige Gud, og du vil være evig."

Se Evighed.

James Lindsay

ev-er-last'-ing (olam, `adh; aidios, aionios):

"Evig" betyder i streng forstand det, som varer evigt; enten det, som ikke har begyndelse og ikke vil få slutning (i hvilken betydning det kun kan anvendes på Gud), eller det, som, efter at have fået en begyndelse, ikke vil få slutning, men herefter vil eksistere evigt (således om væsener skabt til udødelighed; se Udødelighed). I overført betydning anvendes ordet også på genstande af imponerende stabilitet og lang varighed, som bjerge, høje (fx 1 Mos 49,26; Hab 3,6).

Af de angivne ord, der oversættes med dette ord, betyder olam i Det Gamle Testamente og aionios i Det Nye Testamente, bogstaveligt "alderslangt," generelt den fulde betydning af "evig" (altid når det bruges om Gud, Hans barmhjertighed, Hans pagt, Hans rige og troende kristnes evige liv). I den reviderede oversættelse ændres "evig" fra King James Versions oversættelse således ensartet til "evig" i Det Nye Testamente (fx Matt 18,8; Matt 25,41; Matt 25,46; Luk 16,9; Luk 18,30; Joh 3,16; Joh 3,36, osv.; ApG 13,46; Rom 6,22; Rom 16,26; Gal 6,8; Hebr 13,20). I Det Gamle Testamente bevares "evig" normalt i den reviderede oversættelse og erstatter nogle gange andre ord eller vendinger, som "varig" (5 Mos 33,15), "evigt," "til evig tid" (1 Krøn 16,36; Neh 9,5), "evig" (Hab 3,6; Jer 50,5), "fra gamle dage" (Hab 3,6 randnote). I Sl 100,5; Sl 119,144 ændrer den reviderede oversættelse derimod ordet til "til evig tid." På langt de fleste steder oversættes olam med "evigt" eller "til evig tid".

Ordet `adh bruges i de to tilfælde, hvor det oversættes "evig" i King James Version (hyppigere "til evig tid"), i den reviderede oversættelse i Es 9,6 bevaret med randnote "Evighedens Fader," og i Hab 3,6 ændret til "evig." Et andet ord, qedhem, med betydningen "oldtid," oversættes "evig" i Hab 1,12 ("Er du ikke fra evighed?"). Med samme betydning forekommer det i 5 Mos 33,27, "Den evige Gud er din tilflugtssted."

Det ord, som i Det Nye Testamente strengt svarer til "evig," er aidios (Rom 1,20; Jud 1,6), oversatst af King James Version i det førstnævnte sted til "evig," men korrekt af den reviderede oversættelse i begge steder til "evig." Betydningen af ordet "evig," når det bruges om fremtidig straf, behandles i artiklen Straf, Evig.

Begrebet "evig" eller "evigt," når det bruges om Gud, beskriver Ham som fylde eller tidsvarende gennem alle "aldre" i tiden. Det er kun sådan, vi kan symbolsk fremstille evigheden. I virkeligheden er Guds evighed imidlertid ikke blot Hans fylde af evigt strømmende "aldre," men snarere det aspekt af Hans væren, hvori Han er over tiden; for hvilken tid (tilværelsens successionsform) ikke eksisterer; hvortil udtrykkene fortid, nutid og fremtid ikke gælder. Alligevel, mens Gud ikke er i tiden (snarere holder tiden i sig selv), er tidssekvensen som verden eksistensform en virkelighed for Gud.

Se Evigt; Evighed.

James Orr