Alfabet

al'-fa-bet.

1. Definition:

Et alfabet er en liste over de elementære lyde, der bruges i et sprog. Mere præcist er det den særlige række, almindeligvis kendt som det fønikiske eller kana'anæiske alfabet, som var i brug i Israels land omkring 1000 f.Kr., og som er stamfader til næsten alle moderne skriftalfabeter, hvad enten de er semitiske eller europæiske. Det er derfor alfabetet for Det Gamle Testamentes hebraisk og aramæisk og Det Nye Testamentes græsk, for kejserens overskrift og den latinske indskrift på korset, såvel som for engelsk gennem græsk og latin. Det er et interessant faktum, med mange praktiske følger for tekst og eksegese, at tre sæt bogstaver, der i udseende er så forskellige som hebraisk, græsk og moderne engelsk, skulle have samme oprindelse og være ens i deres natur. Selv om de tidligst bevarede indskrifter må være en hel del senere end adskillelsen mellem græsk og hebraisk, ligner optegnelserne i hver af dem hinanden mere, end nogen af dem ligner sin egen moderne trykte form.

Kendetegnene ved et alfabet er

(1) analysen af lyde i enkelte bogstaver snarere end stavelser eller billeder,

(2) den faste rækkefølge i bogstaverne,

(3) tegnene for lydene, enten navne eller skrevne symboler. Af disse er analysen i enkelte bogstaver i stedet for hele ord eller stavelser det karakteristiske element. Bogstavernes rækkefølge kan variere, som sanskrits gør i forhold til den europæiske, og listen kan alligevel forblive ikke blot alfabetisk, men det »samme« alfabet, dvs. hver lyd repræsenteret ved et lignende navn eller skrifttegn. Umiddelbart kunne man derfor forestille sig, at de egyptiske og babyloniske, de cypriotiske, de minoiske og andre former, der er ældre end den kana'anæiske, og som man ved eller formoder havde fonetiske systemer, kan have haft lister over disse former ordnet i en fast rækkefølge; men disse lister var ikke alfabetiske før den endelige analyse i enkelte bogstaver.

2. Navn:

Navnet alfabet kommer fra de to første bogstaver i det græske, alfa beta, ligesom det gamle engelske navn for alfabetet, abc eller abece, simpelthen er de tre første bogstaver i det engelske alfabet og således blot er en forkortelse for hele alfabetet. Det ser ud til, at grækerne også brugte alfabetets første og sidste bogstav (alfa og omega), ligesom jøderne brugte det første og sidste, eller det første, midterste og sidste bogstav i deres alfabet, som forkortelse for det hele og i samme betydning, som man på engelsk siger »a to izzard«. Alfa og beta er selv afledt af de semitiske navne for de samme bogstaver ('aleph, beth) og har ingen betydning på græsk.

3. Opfindelse:

Spørgsmålet om opfindelsen af dette alfabet adskiller sig fra spørgsmålet om oprindelsen til bogstavernes skrevne former, som det ofte forveksles med, og handler om erkendelsen af de enkelte bogstaver. Alfabetisk sprog, hvad enten det er skrevet eller talt, indre eller ydre, adskilles fra de piktografiske, hieroglyfiske og syllabiske stadier ved denne analyse i enkelte lyde eller bogstaver. Det begynder med billedet, går videre til ideogrammet og stavelsen og fra stavelsen til bogstavet. Dette ses tydeligst i skrift, men det er lige så sandt i tale. På bogstavstadiet begynder alfabetet. Nogle hævder, at der bør anerkendes endnu et stadium, en konsonantskrift, mellem stavelsesskrift og alfabetisk skrift. Dette ville nægte fønikisk karakteren af et egentligt alfabet, eftersom vokalerne, som i alle semitiske sprog, i oldtiden slet ikke blev skrevet. Nogle går så langt som til at omtale det som syllabisk af karakter; men på den anden side kan man med lige så god grund sige, at forskellige stavelsesskrifter er næsten alfabetiske. Når en stavelsesskrift reduceres, sådan som det var tilfældet med egyptisk, cypriotisk og andre, til et punkt hvor et tegn ensartet repræsenterer en bestemt konsonant og en bestemt vokal, er den lydlige analyse foretaget, og det væsentlige alfabet er begyndt, skønt det først var senere, mennesker opdagede, at den konsonant, som var fælles for flere stavelser, med fordel kunne udtrykkes skriftligt ved ét uforanderligt tegn, og endnu senere, at også vokalerne med fordel kunne skelnes.

4. Bogstavernes oprindelse:

Få moderne spørgsmål ændrer form så hurtigt som spørgsmålet om den historiske forgænger for det kana'anæiske eller fønikiske alfabet. I lang tid mente man, at De Rouge havde løst problemet ved at føre bogstaverne tilbage til det egyptiske hieratiske. Dette er opfattelsen i det meste af den populære litteratur i nutiden, men den er nu helt opgivet af de fleste forskere på området, på trods af at de nyeste studier i hieratisk viser en endnu større lighed i former (Moller, Hierat. Palaographie, 1909). Winckler og andre har hævdet afledning fra kileskriften, Praetorius fra det cypriotiske, Sayce henter mindst tre bogstaver fra det hittitiske, mens Evans og andre hælder til at tro, at det minoiske var alfabetets direkte kilde, indført fra Kreta til Israels land af filistrene, som var kretensere, eller i det mindste at de to stammer fra en fælles forfader, som også er forfader til mange andre af Middelhavets alfabeter.

Nogle, som Evans og Mosso, foreslår endda, at bogstavformerne, måske gennem det minoiske, kan føres tilbage til den neolitiske tids piktogrammer i Europas huler. Der er faktisk en ekstraordinær lighed mellem nogle af bogstaverne i det fønikiske alfabet og nogle af den neolitiske tids konventionaliserede tegn, og det er måske ikke alt for fantastisk at forestille sig, at disse tidlige tegn er de historiske forfædre til de skrevne alfabetiske tegn; men at de selv i nogen forstand var alfabetiske, er umuligt, hvis alfabetets opfindelse var historisk, sådan som det her antages, og det er usandsynligt fra ethvert synspunkt. Hvis Paestos-skiven faktisk stammer fra før 1600 f.Kr., og hvis Dr. Hempls opløsning af den til jonisk græsk er holdbar, har vi endnu en mulig kilde eller bestand af tegn, som alfabetets opfinder kan have valgt fra (Harper's Magazine, januar 1911).

5. Antal bogstaver:

Det ideelle skrevne alfabet indeholder et særskilt tegn for hver lyd, der bruges i et eller alle sprog. I praksis kommer alfabetet i de fleste sprog et godt stykke under antallet af anerkendte lyde, der skal udtrykkes i det pågældende sprog, og i udtaleordbøger må de analyseres som f.eks. et bredt a, et kort a, et åbent a osv. ved at tilføje diakritiske tegn. »I dannet engelsk uden hensyn til finere skel« (Edmonds, Comparative Philology, 45) bruges almindeligvis omkring 50 lyde, men Murray skelner mellem mindst 96, og antallet, der undertiden bruges eller kan bruges, er meget større; alene det mulige antal vokallyde er så højt som 72. Desuden varierer de enkelte bogstaver i lyd hos forskellige personer, og selv hos den samme person i gentagne udtaler af det, man ville kalde det samme bogstav eller den samme lyd. Det hævdes, at gennemsnitslyden af f.eks. a aldrig er den samme i to sprog; selv a'et i »father« er aldrig det samme hos to personer, og at den samme person endda aldrig udtaler det to gange så nøjagtigt på samme måde, at forskellen ikke kan påvises ved lydfotografi.

Det skrevne alfabet er således altid mindre end antallet af lyde, der bruges. Det fønikiske og de semitiske alfabeter i almindelighed havde 22 bogstaver, men de udelod vokalerne. Engelsk har 26, hvoraf mange har to eller flere lyde.

6. Bogstavernes navne:

Navnene på det græske alfabet er afledt af de semitiske navne og er meningsløse på græsk, mens det for semitisk ret tydeligt er blevet vist, at de for størstedelens vedkommende betegner en genstand eller idé, som den tidligste form af det skrevne bogstav var et billede af, som f.eks. 'aleph, oksen. Bogstavernes former er tilsyneladende afledt af billeder af oksen, huset osv., gjort lineære og til sidst reduceret til et rent konventionelt tegn, som selv blev reduceret til den enkleste skrivebevægelse. Alt dette er dristigt blevet benægtet af hr. Pilcher (PSBA, XXVI (1904), 168-73; XXVII (1905), 65-68), og de oprindelige former er blevet erklæret for geometriske; men han synes ikke at have vundet mange tilhængere, selv om han har fremkaldt rivaliserende krav på sin opfindelse.

Bogstavernes navne synes i det mindste at pege på alfabetets semitiske oprindelse, eftersom størstedelen af dem er de semitiske navne på de genstande, der gav bogstavet navn, og hvis billede giver det skrevne bogstav form.

Følgende er Sayces liste (PSBA, XXXII (1910), 215-22) med nogle varianter:

(1) 'aleph = okse;

(2) beth = hus (telt);

(3) gimel = kamel;

(4) daleth = dør;

(5) he = hus;

(6) waw = søm (Evans, teltpløk);

(7) zayin = våben;

(8) cheth = hegn;

(9) Teth = brødkage (Lidzbarski, en pakke);

(10) yodh = hånd;

(11) kaph = håndflade;

(12) lamedh = oksestav;

(13) mem = rindende vand;

(14) nun = fisk;

(15) camekh = ?;

(16) `ayin = øje;

(17) pe = mund;

(18) tsadhe = fælde (andre: krog eller næse eller trin),

(19) qoph = bur (Evans siger, at billedet er et omrids af et hoved, og Lidzbarski, en hjelm);

(20) resh = hoved;

(21) shin = tand (ikke tænder);

(22) taw = mærke. Ikke alle disse betydninger er dog almindeligt accepteret (sammenlign også Noldeke, Beitrage Strassb. (1904), 124-36; Lidzbarski, Ephemeris, II, 125-39).

7. Bogstavernes rækkefølge:

Bogstavernes rækkefølge varierer mere eller mindre i forskellige sprog, men den er i hovedsagen den samme i alle de semitiske og vestlige alfabeter, der er afledt af det fønikiske alfabet, og dette er omtrent rækkefølgen i det engelske alfabet. Denne rækkefølge er dog fuld af mindre variationer selv blandt de vestlige alfabeter, og i de indiske sprog er bogstaverne helt omgrupperet efter et andet princip.

Den konventionelle rækkefølge i det semitiske alfabet kan med nogen sikkerhed spores i de bibelske bøger tilbage til så tidligt som det 6. århundrede f.Kr., selv hvis man accepterer dateringerne fra en radikal historisk-kritisk forskning, for der er mere end et dusin passager i Det Gamle Testamente, der er sammensat efter princippet om den alfabetiske akrostikon (Sl 111; 112; 119; Ordsp 31,10-31; Ordsp 31,1; Ordsp 31,2; Ordsp 31,3; Ordsp 31,4 osv.), og de ældste af disse er fra denne periode (se Akrostikon). Formello-abecedariet, hvis det faktisk er fra det 7. århundrede f.Kr., fører den kendte rækkefølge endnu et århundrede længere tilbage og viser, at den var udbredt i Italien såvel som i Israels land. Desuden er der dem, der stadig anser nogle af de alfabetiske salmer for at være endnu ældre end dette.

Det må dog bemærkes, at selv om rækkefølgen i almindelighed er fast, findes der lokale og midlertidige forskelle. I flere tilfælde er f.eks. rækkefølgen af alfabetets sekstende og syttende bogstav omvendt i de alfabetiske akrostika, og dette synes at pege på en tid eller et sted, hvor pe, `ayin, var den anerkendte rækkefølge. Det sker, at ombytningen forekommer i begge de passager, som af moderne kritikere regnes for de tidligste (G. B. Gray i HDB2, 8). Også hr. Sayce har for nylig ændret eller genoprettet rækkefølgen ved at henvise det oprindelige camekh til en plads efter shin, mens hr. Pilcher helt har rekonstrueret den oprindelige rækkefølge på geometrisk grundlag, i det mindste efter sin egen smag, som brd; hvg; mnl; szt.

En vis sammenstilling af tegn efter slægtskabet mellem de genstande, de repræsenterer, er ofte blevet bemærket, og Sayce (PSBA, XXXII (1910), 215-22) mener, at han (efter at have sat camekh på dets rette plads) har reduceret hele sagen til en rækkefølge af par af ting, som hører sammen: okse-hus, kamel-teltdør, hus-søm, våben-hegn (bymur), brød-hånd, åben hånd-arm med pigkæp, vand-fisk, øje-mund, fælde-bur, hoved-tand, camekh, taw. Denne ordning mener han blev foretaget af en, som vidste, at 'aluph var det vestsemitiske ord for »leder«, og at taw var det kretensiske tegn for afslutning--altså en amorit i kontakt med filistrene. Det sidste ord om rækkefølgen synes endnu ikke at være sagt.

8. De tidligste tekster:

De vigtigste nordsemitiske tekster er

(1) Moabitterstenen (ca. 850 f.Kr.);

(2) indskrifter fra Zkr, Zenjirli osv. (ca. 800 f.Kr.);

(3) Baal-Libanon-indskriften (ca. 750 f.Kr.);

(4) Siloam-indskriften (ca. 700 f.Kr.);

(5) Harvard-samaritanske ostraka (Akabs tid?);

(6) Gezer-tavlen;

(7) forskellige vægtlodder og segl før 600 f.Kr. Det slående ved de tidligste indskrifter er, at der, hvor fjernt de end ligger geografisk, i det store hele er så ringe forskel på bogstavernes former. Dette gælder især de nordsemitiske indskrifter og peger i retning af den slutning, at opfindelsen trods alt ikke lå så længe før de bevarede indskrifter. Selv om den samlede mængde af de tidligste indskrifter fra Israels land endnu ikke er særlig stor, peger den nylige opdagelse af de samaritanske ostraka, Gezer-tavlen og forskellige mindre indskrifter i det mindste på en almindelig brug af semitisk skrift i landet så tidligt som det 9. århundrede f.Kr.

9. Ændringer i bogstavformer:

Bogstavers tendens til at ændre form som følge af ændrede omgivelser er ikke særegen for alfabetisk skrift, men er karakteristisk for overleveringen af alle slags skrift. Den alfabetiske skrifts morfologi har dog sin egen historie. Den bedste kilde til studiet af dette på semitisk side er Lidzbarskis Handbuch (se nedenfor), og på græsk side er den bedste første kilde E. S. Roberts, Introduction to Greek Epigraphy (Cambr.). Den bedste synoptiske fremstilling af det semitiske findes i de fortrinlige tabeller i Jewish Encyclopedia, V, i, 449-53. For den senere udvikling af både det græske og det latinske alfabet er E. M. Thompsons Introduction to Greek and Latin Paleography, Oxford, 1912, langt den bedste indføring. Heri tager han hensyn til de store papyrusfund, som har revolutioneret studiet af de græske bogstavformers former omkring begyndelsen af den kristne tidsalder, siden hans første Handbook blev udgivet. (Se artiklerne om teksten til Det Gamle Testamente og Det Nye Testamente.)

I hebraisk havde det gamle fønikiske alfabet fra de tidlige indskrifter på Det Nye Testamentes tid veget for de kvadratiske aramæiske tegn i moderne hebraisk, som muligvis kom i brug allerede på Ezras tid. Den mest omfattende moderne korte oversigt, der dækker både hebraisk og græsk, er den, som er gengivet i denne artikel fra Spechts lille håndbog. Se også skrift.

LITTERATUR.

Isaac Taylors Alphabet (2. udg., 1899) er stadig nyttig til orientering, og det samme gælder hans artikel i HDB, men Edward Clodds lille Story of the Alphabet (New York, 1907), sammenholdt med Faulmanns Geschichte der Schrift og Buch der Schrift, er bedre til almindelige formål. Til videnskabelige formål se bibliografien foranstillet Lidzbarskis Handbuch der nordsemitischen Epigraphik (1898, 2 bd.) og hans Ephemeris passim indtil nu, Evans' Scripta minoa, Oxf., 1909, og litteraturen til artiklen skrift i dette leksikon. Se også C. G. Ball, »Origin of the Phoenician Alphabet,« Proceedings of the Society of Biblical Archaeology, XV, 392-408; E. J. Pilcher, »The Origin of the Alphabet,« PSBA, XXVI (1904), 168-73; Franz Praetorius, »The Origin of the Canaanite Alphabet,« Smithsonian Rep. (1907), 595-604; S. A. Cook, »The Old Hebrew Alphabet and the Gezer Tablet,« PEFS (1909), 284-309. Til bibelklassearbejde er H. N. Skinners Story of the Letters and Figures (Chicago, 1905) særdeles velegnet til formålet.

E. C. Richardson