Alexander den Store

(Alexandros). 1. Herkomst og tidlige liv:

Alexander af Makedonien, almindeligvis kaldet »den Store« (født 356 f.Kr.), var søn af Filip, konge af Makedonien, og Olympias, datter af Neoptolemos, en epirotisk konge. Skønt Alexander ikke nævnes ved navn i de kanoniske skrifter, betegnes han i Daniel med et gennemskueligt symbol (8,5.21). I 1 Makk 1,1 nævnes han udtrykkeligt som den, der styrtede Perserriget, og som grundlægger af grækernes rige. Som med Frederik den Store ville Alexanders løbebane have været umulig, hvis hans far havde været anderledes, end han var. Filip havde i nogle år været gidsel i Theben; mens han var dér, havde han lært at værdsætte de ændringer, Epaminondas havde indført i militær disciplin og taktik. Dels uden tvivl ud fra familiens krav på heraklidisk afstamning, forstærket af kontakt i tidligere dage med athenere som Ifikrates, og dels ved Epaminondas' personlige indflydelse, synes Filip at have forenet sin beundring for græsk taktik med et anstrøg af hellenistisk kultur og noget i retning af ærbødighed for Athen, denne kulturs store centrum. I militære anliggender førte hans beundring ham til at indføre den thebanske disciplin blandt Makedoniens rå bondeudskrivninger, og den makedonske falanks viste sig at være det mest frygtindgydende militære våben, der endnu var udtænkt. Det fernislag af græsk kultur, som han havde påtaget sig, førte ham på den ene side til, med vægt på sin hellenistiske afstamning, at kræve optagelse i Hellas' fællesskab, og på den anden side til at udpege Aristoteles til lærer for sin søn. Ved en kombination af magt og svig, begunstiget af omstændighederne, fik Filip sig udnævnt til øverstkommanderende for de hellenistiske stater; og fik dem desuden til at udråbe krig mod »Storkongen«. I alt dette banede han vej for sin søn, som så snart skulle blive hans efterfølger.

2. Hans forberedelse til sin løbebane:

Han forberedte også sin søn på hans løbebane. Alexander var, dels uden tvivl fordi han var Aristoteles' elev, endnu mere gennemtrængt af græske følelser og ideer, end hans far var. Han blev tidligt indført i regeringens bekymringer og krigens praksis. Mens Filip var optaget af belejringen af Byzantion, sendte han sin søn for at erstatte Antipatros i regentskabet; mens han beklædte denne post, måtte Alexander, dengang kun en ung mand på seksten, foretage et felttog mod illyrerne, sandsynligvis en straffeekspedition. To år senere, i det afgørende slag ved Chaironeia, som beseglede den selvstyrende græske bys skæbne, førte Alexander kommandoen over Makedoniens feudale rytteri, »ledsagerne«. Han reddede ikke blot sin fars liv, men bidrog ved sit rettidige og voldsomme angreb væsentligt til sejren.

3. Hans tiltrædelse som leder af Grækenland:

Da alle hans planer for invasionen af Persien var fuldendte, og en del af hans tropper allerede var på den anden side af Hellespont, blev Filip myrdet. Efter at have sikret sin tronfølge drog Alexander til Korinth, hvor han blev bekræftet i sin fars stilling som Hellas' leder mod Dareios. Før han kunne gå over til Asien, måtte han sikre sin nordlige grænse mod mulige indfald fra barbariske stammer. Han rykkede ind i Thrakien med sin hær og besejrede triballerne, krydsede derpå Donau og påførte geterne et nederlag. Under hans fravær i disse kun svagt kendte egne spredtes rygtet om, at han var blevet dræbt, og Theben indledte en bevægelse for at kaste det makedonske åg af sig. Da han vendte tilbage til Grækenland, tog han frygtelig hævn over Theben, ikke blot som ophavsmand til dette oprør, men også som den mægtigste af de græske stater.

4. Felttog i Lilleasien:

Efter således at have sikret sin ryg samlede Alexander sin hær ved Pella for at krydse Hellespont, så han kunne kræve Grækenlands hævn over Persien for de ydmygelser, det havde lidt under Xerxes, som »ved sin styrke gennem sin rigdom« havde ophidset »alle mod Grækenlands rige« (Dan 11,2, KJV). Gennemsyret, som han var, af Iliadens romantik, ærede Alexander, da han kom til Trojas sted, Achilleus, som han hævdede var hans forfader, med lege og ofre. Dette kan have været et udslag af hans egen romantiske natur, men der var også klog politik i det; grækerne forligede sig lettere med tabet af deres frihed, når den blev overgivet til én, der i sin egen person genoplivede Iliadens helte. Det kan bemærkes, hvor nøjagtigt punktet for Alexanders invasion angives i Daniels profeti (Dan 8,5). Fra Troja rykkede han sydpå og mødte de persiske styrker ved Granikos. Under kampen udviste Alexander al den hensynsløse tapperhed, der kendetegner en homerisk helt. Samtidig viste han en fuldendt generals dygtighed. Den persiske hær blev spredt med stort mandefald.

Før han drog videre ind i Persien, fuldendte han ved hurtige marcher og energisk gennemførte belejringer erobringen af Lilleasien. Også her viste han sit kendskab til asiatiske folks følsomhed over for varsler ved at besøge Gordion og hugge den knude over, som ifølge sagnet Asiens herredømme afhang af.

5. Slaget ved Issos og marchen gennem Syrien til Egypten:

Det, han havde gjort i symbolsk form, måtte han gøre til virkelighed; han måtte afgøre spørgsmålet om overherredømmet i Asien med sværdet. Han fik at vide, at Dareios havde samlet en vældig hær og var på vej for at møde ham. Skønt den persiske hær blev anslået til en halv million mand, skyndte Alexander sig at gå den i møde. Hurtighed i bevægelse, sådan som det symboliseres i Daniel ved »gedebukken«, der »kom fra vest .... og rørte ikke jorden« (Dan 8,5), var Alexanders store kendetegn. De to hære mødtes på den forholdsvis smalle slette ved Issos, hvor perserne i høj grad mistede fordelen ved deres store antal; de blev besejret med et frygteligt blodbad, idet Dareios selv gav eksemplet på flugt. Alexander forfulgte kun den slagne hær langt nok til at opløse den fuldstændigt. Han begyndte sin march mod syd langs Syriens kyst mod Egypten, et land som altid havde gjort indtryk på grækernes fantasi. Skønt de fleste byer på hans vej åbnede deres porte for erobreren, overgav Tyros og Gaza sig først efter langvarig belejring.

I tilfældet med den sidstnævnte blev Alexander rasende over den forsinkelse, modstanden havde forårsaget, og i kappestrid med sin forfader slæbte han dens tapre forsvarer Batis levende efter sin vogn, ligesom Achilleus havde slæbt den døde Hektor. Det bør bemærkes, at denne episode ikke findes hos Arrian, der sædvanligvis regnes for Alexanders mest pålidelige historiker. Josefus fortæller, at efter at Alexander havde indtaget Gaza, drog han op til Jerusalem og så ypperstepræsten Jaddus, som viste ham Daniels profeti om ham. Det forhold, at ingen af de klassiske historikere nævner en sådan afstikker, gør beretningen tvivlsom; alligevel indeholder den intet usandsynligt element: Aristoteles’ elev kunne, i sin søgen efter viden, under gennemførelsen af belejringen af Gaza, med et lille følge trænge ind i Judæas bjergland, dels for at sikre sig Jerusalems underkastelse, da byen indtog en truende position i forhold til hans kommunikationslinjer, dels for at se noget til det gådefulde folk, som tilbad én Gud og ikke havde nogen afguder.

6. Grundlæggelsen af Alexandria og besøget ved Jupiter Ammons helligdom:

Da han drog ind i Egypten, underkastede hele landet sig uden kamp. Bevægelsen kom dels af, at Faros nævnes i Odysseen, dels af, at han bedst kunne styre Egypten fra kysten; derfor grundlagde han Alexandria på landstrimlen over for Faros, som adskilte Mareotis-søen fra Middelhavet. Øen Faros dannede en naturlig bølgebryder, som gjorde en rummelig dobbelt havn mulig; søen, der stod i forbindelse med Nilen, åbnede vejen for sejlads inde i landet. Som sædvanlig hos Alexander gik romantik og politik hånd i hånd. Den by, der således blev grundlagt, blev ptolemæernes hovedstad og den største by i den hellenistiske verden. Han brugte sin tid på at besøge helligdomme i pauserne mellem ordningen af landets styre. Den mest mindeværdige begivenhed under hans ophold i Egypten var hans ekspedition til oraklet eller Jupiter Ammon (Amen-Ra), hvor han blev erklæret for gudens søn. For egypterne betød dette ikke mere end, at han blev anset for at være en lovlig monark, men han lod, som om han opfattede erklæringen som en tildeling af guddommelig oprindelse til ham, ligesom så mange homeriske helte. Fra da af viste mønter Alexanders hoved prydet med Amen-Ras vædderhorn. Dette gjorde så dybt indtryk på Østens fantasi, at Muhammed tusind år senere i Koranen kalder ham Iskander dhu al-qarnain, »Alexander, herren over de to horn«. Det er umuligt at tro, at Daniels forfatter, over for den almindelige tillæggelse af de to vædderhorn til Alexander, kunne fremstille Persien, den magt han omstyrtede, som en tohornet vædder (Dan 8,3; Dan 8,20), medmindre han havde skrevet før ekspeditionen til Egypten.

7. Det sidste slag med Dareios:

Efter at have ordnet Egyptens anliggender drog Alexander ud til sit sidste møde med Dareios. Forgæves havde Dareios sendt bud til Alexander og tilbudt at dele riget med ham; »Javans konge« (RV’s randnote) »blev vred på ham« (Dan 8,7) og ville ikke nøjes med andet end fuldstændig underkastelse. Der var intet tilbage for Dareios end at forberede sig på den endelige konflikt. Han samlede en endnu større hær end den, han havde haft under sig ved Issos, og opstillede den på sletten øst for Tigris. Alexander skyndte sig at møde ham. Skønt sletten omkring Gaugamela var langt mere egnet til de persiske troppers bevægelser, da de for en stor del bestod af rytteri, og gav dem bedre mulighed for at udnytte deres store talmæssige overlegenhed til at omgå den lille græske hær, blev resultatet det samme som ved Issos--overvældende nederlag og vældigt blodbad. Følgen af denne sejr var, at størstedelen af det persiske rige underkastede sig.

Efter at have truffet nogle foranstaltninger for styret af de nye provinser satte Alexander efter Dareios, som var flygtet i Bessos’, satrapen af Baktriens, varetægt eller fangenskab. Til sidst myrdede Bessos Dareios, enten for at vinde Alexanders gunst eller, hvis det mislykkedes, for at kunne yde en mere vellykket modstand. Alexander skyndte sig videre til erobringen af Baktrien og Sogdiana, og under sit felttog fangede han Bessos og lod ham henrette. I efterligning af Bacchus gik han nu videre til at invadere Indien. Han erobrede alt foran sig, indtil han nåede Sutlej; på dette tidspunkt nægtede hans makedonske veteraner at følge ham længere.

8. Afslutningen på hans liv:

Således tvunget til at opgive håbet om erobringer længere mod øst vendte han tilbage til Babylon, som han havde til hensigt at gøre til sit riges øverste hovedstad, og han satte sig med al sin overstrømmende energi for at organisere sine besiddelser og gøre Babylon rede til sin nye skæbne. Mens han var optaget af dette arbejde, blev han ramt af malaria, som, forværret af hans hensynsløshed med mad og drikke, bortrev ham i hans 33. år.

9. Hans indflydelse:

Alexander skal ikke vurderes blot som en militær erobrer. Hvis han kun havde været dette, ville han ikke have efterladt et dybere aftryk på verden end Tamerlane eller Attila. Mens han erobrede Asien, bestræbte han sig også på at hellenisere det. Overalt grundlagde han græske byer, som i hvert fald nød kommunalt selvstyre. Med disse blev hellenistisk tænkning og det hellenistiske sprog udbredt over hele det sydvestlige Asien, så filosoffer fra Eufrats bredder underviste i Athens skoler. Det var gennem Alexanders erobringer, at græsk blev litteraturens og handelens sprog fra Middelhavets kyster til Tigris' bredder. Det er umuligt at vurdere, hvilken virkning denne udbredelse af græsk havde på evangeliets forkyndelse.

J. E. H. Thomson