Tigge; tigger; tiggeri

1. Ingen lov om tiggere eller tiggeri i Israel:

Det er bemærkelsesværdigt, at Moseloven ikke indeholder nogen bestemmelse om tiggere eller tiggeri, selv om den i rigt mål sørger for hjælp og omsorg for »de fattige i landet«. Bibelhebraisk synes ikke at have noget ord for professionelt tiggeri; det nærmeste er udtrykkene »at bede om (eller søge) brød« og »at vandre omkring«. Denne udeladelse er bestemt ikke tilfældig; den stemmer med selve Moselovens natur, hvis ånd blandt andre beslægtede bestemmelser kommer til udtryk i dette: at en fattig hebræer, som endog solgte sig selv på grund af gæld til sin velhavende broder, kun måtte tjene ham indtil jubelåret (se jubelår), og hans herre fik forbud mod at behandle ham som en træl (3 Mos 25,39). Disse love har, for så vidt de faktisk blev praktiseret, altid i realiteten fjernet tiggere og tiggeri blandt jøderne.

2. Tiggeri var ikke ukendt for de gamle jøder:

Tiggeri blev dog med tiden kendt blandt jøderne, efterhånden som de større byer udviklede sig, enten som noget der forekom blandt dem selv, eller blandt nabofolk eller folk, de levede side om side med, som man kan slutte af Sl 59,15; jf. Sl 109,10, hvor Jahve anråbes om, at de ugudeliges børn må blive ramt af forbandelsen at måtte tigge, i modsætning til de retfærdiges børn, som aldrig har måttet bede om brød (Sl 37,25, »Jeg har været ung, og nu er jeg gammel; dog har jeg ikke set den retfærdige forladt eller hans afkom bede om (English Versions, »tigge om«) brød.«) Om det hebraiske udtryk, der ikke svarer til »tiggeri«, se Sl 59,15, »De skal vandre omkring efter føde«; og jf. Sl 119,10, »Lad mig vandre«, osv.

3. Tiggeri og modtagelse af almisse fordømt i jødisk litteratur:

Den første klare fordømmelse af tiggeri og almissemodtagelse i jødisk litteratur findes i Ecclesiasticus (Sirak) 40,28-30, hvor hebraisk for »tiggeri« er »at vandre«, osv., som i Sl 59,15, ifølge Cowley og Neubauers udgave; Oxford, 1897. Der, såvel som i Tobit og i Det Nye Testamente, hvor tiggere nævnes udtrykkeligt, har ordet eleemosune fået den særlige betydning almisse givet til de tiggende fattige (jf. Tobit 4,7.16.17; 12,8-11; Ecclesiasticus (Sirak) 3,14.30; 7,10; 16,14; Matt 6,2-4; Matt 20,30-34; Mark 10,46-52; Luk 11,41; Luk 12,33; Joh 9,1-41; ApG 9,36; ApG 10,2; ApG 10,4; ApG 10,31; ApG 24,17).

4. Professionelle tiggere en foragtet klasse: Hvad angår professionelle tiggere, var de oprindeligt, ganske sikkert og i lang tid, en foragtet klasse blandt hebræerne; og de jødiske menigheder har forbud mod at understøtte dem af den almindelige velgørenhedsfond (BB, 9a; Yoreh De`ah, 250, 3). Men lovens ånd viser sig igen i, at det ligeledes er forbudt at sende en tigger bort uden en almisse (ha-Yadh ha- Chazaqah, på det citerede sted 7 7).

5. I evangeliernes tidsalder:

Tiggeri var velkendt, og tiggere udgjorde en betydelig klasse i evangeliernes tidsalder. Bevis for dette findes i henvisningerne til almisser i Bjergprædikenen (Matt 5-7 og paralleller) og i beretningerne om tiggere i forbindelse med offentlige steder, f.eks. indgangen til Jeriko (Matt 20,30 og paralleller), som var en port for pilgrimme, der drog op til Jerusalem til de store højtider, og i nærheden af rige mænds huse (Luk 16,20), og især ved portene til templet i Jerusalem (ApG 3,2). Denne udbredelse af tiggeri skyldtes i høj grad manglen på et tilstrækkeligt system til at yde hjælp, manglen på nogen egentlig lægevidenskab og den deraf følgende uvidenhed om midler mod almindelige sygdomme som for eksempel øjenbetændelse, samt landets forarmelse under den romerske regerings overdrevne beskatning (Hausrath, History of New Testament Times, I, 188 (eng. oversættelse Williams and Norgate), jf. Edersheim, Life and Times of Jesus, II, 178). At tiggeri blev set ned på, fremgår indirekte af den uretfærdige forvalters bemærkning: »At tigge skammer jeg mig over« (Luk 16,3); og at det, når det var forbundet med dovenskab, blev stærkt fordømt af den offentlige mening, fremgår af Sirak (40,28-30).

De ord, der bruges for »tigge« og »tigger« i English Versions of the Bible i Det Nye Testamente, adskiller sig grundlæggende i idé: i de ord, der er dannet af aiteo (Mark 10,46; Luk 16,3; Luk 18,35; Joh 9,8 the Revised Version (British and American)), er grundbetydningen »at bede«, mens ptochos (Luk 16,20; Luk 16,22) antyder en tiggers krybende eller sammenkrøbne holdning. Men se Matt 5,3, hvor ordet for »ydmyg« er ptochos.

6. En forandring i moderne tid:

Der er i moderne tid sket en tydelig forandring i jødisk liv, på dette som på andre områder. Siden det 17. århundrede har de jødiske fattige i mange dele af verden gjort det til en praksis, især om fredagen og på aftenerne før visse højtider, systematisk at gå fra hus til hus og bede om almisser. I dele af Europa er det i dag blevet et fuldt udviklet misbrug: skarer af jødiske tiggere baner sig vej og udøver deres erhverv ved synagogedørene (Abrahams, EB, artikel »Alms«, 310). Således er den jødiske tigger, på trods af lovens ånd og gammel jødisk skik, under moderne forhold, som er alt for velkendte til at kræve forklaring her, blevet en besværlig skikkelse og et problem i det moderne jødiske samfund. Om sådanne tiggere og tiggeri, se Jew Encyclopedia, artiklerne »Schnorrers«, »Alms« osv.; og om en anden slags tiggeri blandt moderne jøder og indsamlinger til fattige jødiske nybyggere i Israels land, se artiklerne »Chalukah«, »Charity« osv.

LITTERATUR.

Saalschiutz, Arch. der Hebraer, II, kapitel xviii (Konigsberg, 1855-56); Riehm Handworterbuch zu den Buchern des A T, under ordet »Almosen«; jf. Jew Encyclopedia, HDB og Encyclopedia B, artiklerne »Alms«; og Abrahams, Jewish Life in the Middle Ages, kapitlerne xvii, xviii (Philadelphia, 1896); Mackie, Bible Manners and Customs; Day, The Social Life of the Hebrews.

George B. Eager