Pligt

pligt (dabhar; opheilo):

Ordet pligt forekommer kun tre gange i Det Gamle Testamente og to gange i Det Nye Testamente. I Det Gamle Testamente er det oversættelse af dabhar, som oprindeligt betyder "tale" eller "ord", men kom til at betegne enhver bestemt "sag", der skulle tages vare på. På de to steder, hvor det oversættes "pligt" (2 Krøn 8,14; Ezra 3,4), henvises til udførelsen af Tempeltjenesterne – prisen og ofringerne – og det er sandsynligvis fra disse steder, at udtrykket "at tage pligten" i kirketjenesterne stammer. I andre passager har vi forskellige ord brugt til at betegne præsternes tildelinger: King James Version 3 Mos 10,13; 3 Mos 10,14, hok ("lovbestemt andel"); 5 Mos 18,3, mishpat ("dom"). I Ordsp 3,27 har vi en henvisning til pligt i moralsk forstand: "Nægt ikke det gode fra dem, hvem det tilkommer," ba`-al (det vil sige, som i King James Version randnote: "fra deres ejere"). I 2 Mos 21,10 har vi "ægteskabets pligt" (`onah), det som tilkom konen.

I Det Nye Testamente udtrykkes "pligt" ved opheilo, "at skylde", "at tilkomme". I Luk 17,10 har vi: "Sig: ... vi har gjort det, som det var vor pligt at gøre", og i Rom 15,27 KJV siges det om Hedningerne med hensyn til de kristne fra Judæa: "Det tilkommer dem også at tjene dem i legemlige ting", mens American Standard Revised Version siger "de skylder det". I Matt 18,34 har vi "indtil han skulle have betalt alt, hvad han skyldte" (opheilo, "skyldig"), og i 1 Kor 7,3 KJV: "Yd konen det, som skyldig er," mens American Standard Revised Version siger "hendes ret". Se også etik.

W. L. Walker