Astronomi

Hebræerne var fromme studerende af stjernehimlens undere (Am 5,8; Sl 19). I Jobs Bog, som efter al sandsynlighed er den ældste bog i Bibelen, skelnes der mellem stjernebillederne, og de nævnes ved navn. Der nævnes “morgenstjernen” (Åb 2,28; jf. Es 14,12), “de syv stjerner” og “Plejaderne,” “Orion,” “Arcturus,” “Store Bjørn” (Am 5,8; Job 9,9; 38,31), “den bugtede slange,” Draco (Job 26,13), Dioskurerne, eller Tvillingerne, “Kastor og Pollux” (ApG 28,11). Stjernerne blev kaldt “himlens hær” (Es 40,26; Jer 33,22).

De ældste tidsinddelinger byggede hovedsagelig på iagttagelsen af himmellegemernes bevægelser, “himlens ordninger” (1 Mos 1,14-18; Job 38,33; Jer 31,35; 33,25). Sådanne iagttagelser førte til, at året blev inddelt i måneder, og til at stjernernes fremtræden blev kortlagt i tolv dele, som af grækerne fik navnet “dyrekredsen.” Ordet “Mazzaroth” (Job 38,32) betyder, som randnoten anfører, dyrekredsens “tolv tegn.” Astronomiske iagttagelser var også nødvendige blandt jøderne for at fastsætte det rette tidspunkt for hellige ceremonier, “nymånerne,” “påsken,” osv. Der findes mange hentydninger til udfoldelsen af Guds visdom og magt, sådan som den ses på stjernehimlen (Sl 8; 19,1-6; Es 51,6, osv.)