Assyrien

Navnet er afledt af byen Assur ved Tigris, landets oprindelige hovedstad. Det var oprindelig en koloni fra Babylonien og blev styret af vicekonger fra dette rige. Det var et bjergland nord for Babylonien, som strakte sig langs Tigris helt til Armeniens høje bjergkæde, de gordyæiske eller kardukiske bjerge. Det blev grundlagt i 1700 f.Kr. under Bel-kap-kapu og blev en selvstændig og erobrende magt, der kastede sine babyloniske herrers åg af sig. Det undertvang hele Nordasien. Assyrerne var semitter (1 Mos 10,22), men med tiden blandede ikke-semitiske stammer sig med indbyggerne. De var et krigerfolk, »Østens romere«.

Om Assyriens riges tidlige historie ved man kun lidt med sikkerhed. I 1120 f.Kr. »krydsede« Tiglat-Pileser I, den største af de assyriske konger, »Eufrat, besejrede hittitternes konger, indtog byen Karkemish og trængte frem helt til Middelhavets kyster.« Han kan betragtes som grundlæggeren af det første assyriske rige. Derefter udvidede assyrerne gradvis deres magt og undertvang staterne i det nordlige Syrien. I Akab, Israels konges, regeringstid førte Salmanassar II en hær mod de syriske stater, hvis forenede hær han mødte og besejrede ved Karkar. Dette førte til, at Akab kastede Damaskus' åg af sig og sluttede forbund med Juda. Nogle år efter dette førte den assyriske konge en hær mod Hazael, kongen af Damaskus. Han belejrede og indtog byen. Han gjorde også Jehu samt byerne Tyrus og Sidon skatskyldige.

Omtrent hundrede år efter dette (745 f.Kr.) blev kronen grebet af en militær eventyrer ved navn Pul, som antog navnet Tiglat-Pileser III. Han rettede sine hære mod Syrien, som på dette tidspunkt havde genvundet sin uafhængighed, og indtog (740 f.Kr.) Arpad nær Aleppo efter en belejring på tre år og underlagde sig Hamat. Azarja (Uzzija) var forbundsfælle med kongen af Hamat og blev således tvunget af Tiglat-Pileser til at hylde ham og betale en årlig skat.

I 738 f.Kr., i Menahem, Israels konges, regeringstid, invaderede Pul Israel og pålagde det en tung skat (2 Kong 15,19). Akaz, Judas konge, som var optaget af krig mod Israel og Syrien, bad denne assyriske konge om hjælp ved hjælp af en gave af guld og sølv (2 Kong 16,8); han »marcherede derfor mod Damaskus, besejrede og dræbte Resin og belejrede selve byen.« Efter at have efterladt en del af sin hær til at fortsætte belejringen »rykkede han frem gennem provinsen øst for Jordan og spredte ild og sværd« og blev herre over Filistæa og indtog Samaria og Damaskus. Han døde 727 f.Kr. og blev efterfulgt af Salmanassar IV, som regerede til 722 f.Kr. Han invaderede også Syrien (2 Kong 17,5), men blev afsat til fordel for Sargon (se denne), tartanen, eller hærens øverstbefalende, som indtog Samaria (se denne) efter en belejring på tre år og således gjorde ende på Israels rige, idet han førte folket bort i fangenskab, 722 f.Kr. (2 Kong 17,1-6, 24; 18,7, 9). Han hærgede også Judas land og indtog byen Jerusalem (Es 10,6, 12, 22, 24, 34). Dernæst nævnes Sankerib (705 f.Kr.), Sargons søn og efterfølger (2 Kong 18,13; 19,37; Es 7,17, 18); og derefter Esarhaddon, hans søn og efterfølger, som tog Manasse, Judas konge, til fange og i nogen tid holdt ham som fange i Babylon, som han alene blandt alle de assyriske konger gjorde til sæde for sin regering (2 Kong 19,37; Es 37,38).

Assurbanipal, Esarhaddons søn, blev konge og omtales i Ezra 4,10 som Asnappar. Fra en tidlig periode var Assyrien slået ind på en erobringsbane, og efter at have opslugt Babylon, rigerne Hamat, Damaskus og Samaria erobrede det Fønikien, gjorde Judæa til vasalstat og underlagde sig Filistæa og Idumæa. Til sidst svækkedes dets magt dog. I 727 f.Kr. kastede babylonierne assyrernes herredømme af sig under ledelse af den mægtige kaldæiske fyrste Merodak-Baladan (2 Kong 20,12), som efter tolv år blev undertvunget af Sargon, der nu genforenede riget og herskede over et vældigt imperium. Men ved hans død brød oprørets ulmende flammer igen frem, og babylonierne og mederne hævdede med held deres uafhængighed (625 f.Kr.), og Assyrien faldt i overensstemmelse med Esajas' (10,5-19), Nahums (3,19) og Sefanias' (3,13) profetier, og de mange særskilte kongeriger, som det bestod af, ophørte med at anerkende »den store konge« (2 Kong 18,19; Es 36,4). Ezekiel (31) bevidner (omkring 586 f.Kr.), hvor fuldstændigt Assyrien blev omstyrtet. Det ophører med at være en nation.