Måne

måne (yareach; betydningen uklar--sandsynligvis "vandrer"; af nogle gengivet som "bleghed"; selene): Månen blev meget tidligt tilbedt af folkene i Fjernøsten som en guddom eller som repræsentant for en eller flere guddomme. Disse guddomme var både mandlige og kvindelige. I Assyrien og Babylonien var det mest almindelige navn for måneguden Sin eller Sen. I Babylonien blev han også kaldt Aku og Nannara. I Egypten repræsenterede månen flere guddomme, alle mandlige. Den vigtigste af disse var Thoth, kundskabens gud, sådan kaldt fordi månen var tidens måler. Babylonien har også Aa, månens gudinde, som solens gemalinde, mens hendes tilsvarende skikkelse i Fønikien var kendt som Ashtaroth-karnaim. Denne personificering og tilbedelse af månen blandt de folkeslag, der var naboer til Israels land, var kun en del af en omfattende naturdyrkelse, som fandtes blandt disse folk. Denne dyrkelse var heller ikke altid adskilt fra Israels land ved geografiske grænser. Den sneg sig ind i hebræernes tankegang og skikke og påvirkede i en vis forstand deres religiøse forestillinger og ceremonier. De fik for vane at rette direkte hyldest mod sol, måne og stjerner, sådan som det fremgår af Job 31,26; Job 31,27; Jer 44,17, og endda Es 8,18 (se CRESCENTS). Moses synes at have advaret sit folk på forhånd mod faren ved denne form for tilbedelse (5 Mos 4,19).

Den egentlige tilbedelse af månen og den afgudsdyrkelse, der fulgte deraf, synes at have berørt hebræerne, skønt dette bestrides af nogle. Det synes vanskeligt at forklare 2 Kong 21,3 ud fra nogen anden antagelse, og i 2 Kong 23,4; 2 Kong 23,5 har vi en klar udtalelse om, at Josija afskaffede månetilbedelsen blandt folket og bragte præsterne for denne form for dyrkelse til tavshed.

Visse former for tilbedelse af månen, eller overtroisk frygt for skadelige påvirkninger som kommende fra månen, er stadig udbredt i nogle egne af verden. Faktisk har ændrede former for gammel overtro stadig magten i næsten alle egne og viger kun langsomt for videnskabelig viden.

Måneformørkelser fik naturligt en religiøs betydning, eftersom hebræernes viden om dem ikke hævede sig meget over ærefrygt og undren (Es 13,10; Joel 2,31; Matt 24,29; Mark 13,24). Andre steder, hvor indgreb i månens regelmæssighed varsler store begivenheder, findes i Jer 13,16; Ez 32,7; Ez 32,8; Åb 8,12. Et interessant sted, og et af de vanskeligste at fortolke, er Åb 12,1. Det fortolkes ofte som en åbenbaring i symbolsprog af kirkens herlighed, iklædt lyset og udstrålende Guds sandhed.

Se også ASTRONOMY; ASTROLOGY.

C. E. Schenk