Måne

Hebr. yareah, afledt af dens bleghed (Ezra 6,15), og lebanah, den “hvide” (Højs 6,10; Es 24,23), blev af Skaberen sat til sammen med solen at være “til tegn og til tider og til dage og år” (1 Mos 1,14-16). En måneperiode var hos jøderne længden af en måned, og flere af deres fester blev holdt på nymånedagen. Den omtales ofte sammen med solen (Jos 10,12; Sl 72,5, 7, 17; 89,36.37; Præd 12,2; Es 24,23 osv.) og også alene (Sl 8,3; 121,6).

Månens store glans i østlige lande førte tidligt til, at den blev genstand for afgudsdyrkelse (5 Mos 4,19; 17,3; Job 31,26), en form for afgudsdyrkelse, som jøderne blev advaret imod (5 Mos 4,19; 17,3). De faldt dog i denne afgudsdyrkelse og ofrede røgelse (2 Kong 23,5; Jer 8,2) og også honningkager til månen (Jer 7,18; 44,17-19, 25).