Astrologi

as-trol'-o-ji:

I. ØNSKET OM AT FORUDSIGE FREMTIDEN

1. Metoder til spådom

2. Varseltagning

3. At se i leveren

4. Astrologerne, eller himlenes opdelere

5. Stjernekiggerne, eller stjernebilledernes seere

6. De månedlige varseltydere, eller mænd som kendte nymånens varsler

II. TILBEDELSEN AF HIMMELLEGEMERNE, DEN FORM FOR AFGUDSDYRKELSE SOM ISRAELITTERNE VAR MEST TILBØJELIGE TIL

1. Chiun, sikkert planeten Saturn

2. Saturn- eller Molok-dyrkelse

3. Mazzaloth, eller planetdyrkelse

4. Gadh og Meni, eller stjernedyrkelse

5. Lucifer, den strålende stjerne

III. ASTROLOGISKE SYSTEMER

1. Ugedagenes navne, som skyldes et astrologisk system

2. Den moderne astrologis oprindelse

3. Efesos' »mærkelige kunster«

LITTERATUR

I. Ønsket om at forudsige fremtiden.

Ønsket om at trænge ind i fremtiden og påvirke dens begivenheder har vist sig i alle lande og til alle tider. Men det er klart, at kundskab om fremtiden ikke ligger inden for menneskets naturlige evners rækkevidde; »varseltagning« har derfor altid været et forsøg på at få hjælp fra væsener, der besidder en kundskab og magt, som overgår menneskets. Kaldæernes svar til kong Nebukadnezar, da han krævede, at de skulle fortælle hans drøm, var et fornuftigt svar: »Der findes ikke et menneske på jorden, som kan kundgøre kongens sag: .... der findes ingen anden, som kan kundgøre den for kongen, undtagen guderne, hvis bolig ikke er hos kød« (Dan 2,10; Dan 2,11). »Varseltagning« er derfor i alle sine former blot et aspekt af polyteisme.

Det var af den dobbelte grund, at spådomskunsterne var afskyelige i sig selv og ikke gav deres tilhængere nogen kundskab om Guds vilje, at sådanne kunster blev forbudt i loven (5 Mos 18,9-15). Israel skulle være fuldkomment med Gud, og han ville åbenbare sin vilje fuldkomment for dem gennem den profet lig Moses, som han ville sende. Keil og Delitzsch bemærker med rette i deres kommentar til dette sted: »Moses samler alle de ord, som sproget rummede for de forskellige måder at udforske fremtiden og opdage Guds vilje på, med det formål at forbyde enhver slags spådom, og han sætter forbuddet mod Molok-dyrkelse først for at vise den indre forbindelse mellem spådom og afgudsdyrkelse, muligvis fordi februation, eller det at lade børn gå gennem ilden i tilbedelsen af Molok, var tættere forbundet med spådom og magi end nogen anden form for afgudsdyrkelse« (Commentary on the Pentateuch, III, 393).

1. Metoder til spådom:

De former for spådom, som nævnes i denne fortegnelse, er følgende: »En der udøver auguri« (me`onen) har usikker etymologi, men rabbinerne forbinder det med `ayin, »et øje«; bogstaveligt derfor en, der kaster øjne, eller som forhekser med det onde øje. »En besværger« (menachesh), som undertiden antages at være en slangetæmmer, er sandsynligvis en, der fascinerer som en slange; med andre ord en mesmerist eller hypnotisør. Ordet forekommer i forbindelse med Josefs spådomsbæger, og sådanne bægre blev brugt både i Babylon og Egypten, og deres brug var beslægtet med den mere moderne krystalkigning, idet den hypnotiske tilstand blev fremkaldt ved langvarig stirren, som ved den fascination, der tilskrives slanger. Af den grund blev slanger undertiden afbildet på sådanne bægre. Således læser vi i Talmud: »Hvis nogen finder kar med afbildninger af solen, månen eller en slange på dem, skal han kaste dem i salthavet« (`Abho-dhah-Zarah, fol 42, sp. 2). »En troldmand« (mekhashsheph) er en, som mumler besværgelser eller taler med bugtaleragtige hvisken, som om han var under indflydelse af de dødes ånder. »En formularbesværger« (chobher chebher) er en, som påfører en fortryllelse ved at knytte magiske knuder. »En der rådspørger en genfærdsånd« ('obh) betegner en, som er besat af en python eller en spådomsdæmon. Sådanne var kvinden i En-Dor, som Saul rådspurgte aftenen før slaget ved Gilboa (1 Sam 1), og pythonissen i Filippi, som Paulus uddrev ånden af (ApG 16,16-18). Ordet ('obh) betyder »flaske« og angiver enten, at mediet var åndens beholder, eller er en rest af den gamle overlevering om, at genier (jinns) kunne gøres til slaver og indespærres i flasker ved hjælp af magiske besværgelser. »En kyndig mand« (yidh`oni) betyder en vis mand, »en vidende«. Ordet bruges i Det Gamle Testamente altid i forbindelse med 'obh og betegner en mand, som kunne tolke mediets rasen. »En dødemaner« (doresh 'el ha-methim) er en, som maner de dødes ånder frem og har samkvem med dem. »At rådspørge husguderne« (Ez 21,21) kan have været en form for rådspørgen af de døde, hvis, som det er sandsynligt, husguderne var forfædrebilleder, som overtroen havde ophøjet til rang af husguder. Hvordan rådspørgningen foregik, ved vi ikke; men som en illustration af brugen af billedet af en død person kan vi huske, at et moderne medium ofte vil bede om et portræt af en afdød slægtning med det påståede formål at komme i forbindelse med den bortgangne ånd.

Det vil ses, at disse former for spådom er beslægtet med de kunster, som i moderne tid bærer navnene hypnotisme og mediumisme. De omtales mere kortfattet i Es 8,19: »Når de siger til jer: Søg til dem, der har genfærdsånder, og til de kyndige, som piber og mumler; skal et folk ikke søge til sin Gud? Skal de på de levendes vegne søge til de døde?« Her forbindes igen mediumisme og spiritisme med de bugtaleragtige hvisken og mumlen, som formodes at være karakteristiske for de dødes ytringer.

2. Varseltagning:

Men det første udtryk i fortegnelsen, "en, der bruger spådomskunst" (qecem), har en bredere anvendelse. Det betegner en "deler" og henviser til den praksis, som mennesker har fulgt på uendeligt mange måder for at forsøge at få lys over fremtiden ved at ty til det, der for dem synes at være tilfældets afgørelse. Udfaldet af et slag og udfaldet af terningkast er begge ukendt på forhånd. Men det andet kan prøves, og mennesker antager, at resultatet af det første vil svare til det andet. Enhver tilfældighed kan bruges: blandingen af et sæt kort; fugles flugt; bundfaldets mønster i en kop; intet er for ubetydeligt til formålet. Tildelingen af en bestemt fortolkning til et bestemt tegn var naturligvis helt vilkårlig, men metoden kunne anvendes på uendeligt mange måder, og hver eneste af dem kunne udarbejdes i et omfang, der kun var begrænset af grænserne for menneskets vildledte opfindsomhed. To sådanne former for "spådomskunst", det vil sige for "deling", nævnes af Ezekiel i hans beskrivelse af Babylons konge: "Babylons konge stod ved vejskellet, ved begyndelsen af de to veje, for at bruge spådomskunst (qecem): han rystede pilene frem og tilbage, han rådspurgte husguderne, han så i leveren" (Ez 21,21). Pilene var enten mærket for at repræsentere bestemte handlemåder, og én blev trukket eller rystet ud, eller også blev de kastet tilfældigt op i luften, og varslet blev udledt af den måde, de faldt på.

3. "At se i leveren":

"At se i leveren" er en af de ærværdigste former for spådomskunst. Også her var der tale om "deling". Hver af leverens forskellige dele, dens lapper, galdeblæren, gangene og så videre, havde en særlig betydning tildelt sig; teorien var tilsyneladende, at den gud, som dyret blev ofret til, åbenbarede sin vilje ved den måde, hvorpå han formede det organ, der blev antaget at være sædet for offerdyrets liv.

Det vil bemærkes, at astrologi ikke nævnes udtrykkeligt i denne fortegnelse over spådomsmetoder. Men astrologi var, som det vil blive vist, nært forbundet med Molok-dyrkelsen og var i mest direkte forstand en form for "spådomskunst", det vil sige for deling. Morris Jastrow den Yngre mener faktisk, at astrologi opstod af hepatoskopi, og påpeger, at den almindelige betegnelse for "planet" hos babylonierne er et sammensat ideogram, hvis to elementer betyder "får" og "død". Han mener, at offerfåret blev bragt til guddommen særligt med det formål at sikre et varsel. Derfor blev dette navn, "slagtet får", naturligt anvendt om planeterne, da de blev brugt som varsler, ligesom "augury", spådom ved fugles flugt, blandt romerne kom til at betegne alle slags spådomskunst. "På den berømte bronzemodel af en lever, der blev fundet nær Piacenza, og som stammer fra omkring det 3. århundrede f.Kr. og blev brugt som anskuelsesgenstand i undervisning i hepatoskopi, nøjagtig som lermodellen af en lever fra Hammurabi-perioden blev brugt i en babylonisk tempelskole, finder vi leverens kant inddelt i seksten områder med navnene på de guddomme, der bebor dem, svarende til inddelinger af himlen, hvor guderne har deres sæder, mens der på bagsiden er en linje, der deler leveren i `dag' og `nat.' Professor Korte forklarer i en undersøgelse af denne bemærkelsesværdige genstand, hvor han sammenfatter resultaterne af mange års forskning, dette ved at vise, at leveren blev betragtet som et mikrokosmos, der afspejlede makrokosmos, eller med andre ord: offerdyrets lever, der oprindeligt var en afspejling af sjælen eller sindet hos den gud, som dyret blev ofret til, blev bragt i forbindelse med iagttagelsen af himmellegemerne, der åbenbarede gudernes hensigt, når de handlede i fællesskab" (Morris Jastrow, Jr., "Hepatoscopy and Astrology in Babylonia and Assyria," i Proc. Amer. Phil. Soc., 665-66). Tre tydeligt afgrænsede klasser af astrologi, det vil sige spådom ved himmellegemerne, nævnes i Es 47,13 som praktiseret i Babylon. "Lad nu astrologerne, stjernekiggerne, dem der måned for måned forudsiger, træde frem og frelse dig."

4. Astrologerne, eller himlens delere:

Astrologerne er "himlens delere" (hobhere shamayim); det vil sige, at betydningen af enhver stjernekonjunktion blev gjort afhængig af den inddeling af himlen, hvori den indtraf. Den tidligste af sådanne inddelinger synes at have været i de fire verdenshjørner: nord, syd, øst, vest, og astrologiske tavler af denne art er blevet fundet i betydeligt antal. Således giver tavle W. A. I. III, 56, 1, en tabel over formørkelser for hver dag i måneden Tammuz indtil midten af måneden, og formørkelsens betydning er knyttet til det verdenshjørne, hvor den blev set. På den første dag forbindes formørkelsen med syd, på den anden med nord, på den tredje med øst og på den fjerde med vest (Sayce, Astronomy and Astrology of the Babylonians, 222). Tavler af denne beskrivelse er meget lærerige, eftersom de beviser, at de, der udarbejdede sådanne lister over varsler, ikke engang havde et rudimentært kendskab til astronomi. For de babyloniske måneder var tænkt som naturlige måneder, men på dette tidspunkt havde man ikke indset, at en solformørkelse kun kunne finde sted, når månen var usynlig, det vil sige omkring den 28. eller 29. dag i måneden, hvis kalenderen var korrekt. Desuden havde man ikke indset, at hverken solen eller månen nogensinde kan stå i nord på Babylons breddegrad. Sådanne varseltabeller var derfor ikke, som man undertiden har antaget, afledt af, at en iøjnefaldende begivenhed var indtruffet nær tidspunktet for en observeret formørkelse, men de må være blevet udarbejdet efter en helt vilkårlig plan.

Det samme princip om »opdeling« blev anvendt på månen selv med det formål at udlede varsler af dens formørkelser. Således læser vi i R. C. Thompsons Reports of the Magicians and Astrologers of Nineveh and Babylon i nr. 268: »Varslerne for alle lande. Månens højre side er Akkad, den venstre Elam, toppen Aharru, bunden Subartu.« Også dyrekredsens stjernebilleder fik på lignende måde tildelt varsler.

5. Stjernekiggerne, eller stjernebilledernes seere:

De astrologer, der nævnes i Daniels Bog ('ashshaphim), var ikke »himmelens opdelere«, men mumlere af besværgelser. Stjernekiggerne eller seerne af stjernerne eller stjernebillederne (chozim ba-kokhabhim) kan belyses ud fra to af Thompsons Reports. Nr. 216: »Saturn er kommet til syne i Løven. Når Løven formørkes, vil løver og sjakaler i tre år .... og dræbe mennesker«; og nr. 239: »Når Mars (apin) nærmer sig Skorpionen, skal fyrsten dø ved et skorpionsstik, og hans søn skal efter ham indtage tronen.« Det kan bemærkes, at eftersom planeten Saturn bruger tre år på at passere gennem stjernebilledet Løven, forudsiges løvers hærgen at vare i dette tidsrum.

På et senere tidspunkt finder vi et fuldstændigt astrologisk system baseret på de stjernebilleder i dyrekredsen, som tilfældigvis er ved at stå op i det øjeblik, da stjernerne blev rådspurgt. Eksempler på denne form for spådom findes i værkerne af Zeuchros fra Babylon, som blomstrede omkring begyndelsen af vor tidsregning. På hans tid havde systemet gennemgået en betydelig udvikling. Tolv tegn gav ikke stort spillerum for forudsigelser, så hvert tegn var blevet delt i tre lige store dele eller »dekaner«; hver dekan svarede derfor omtrent til den del af ekliptika, som solen ville gennemløbe i et tiår eller en egyptisk »uge« på 10 dage. En endnu større kompleksitet blev frembragt ved at forbinde hver af de 36 dekaner med et af de 36 stjernebilleder uden for dyrekredsen, og yderligere variation blev opnået ved at forbinde hvert stjernebillede i dyrekredsen med dets sunanatellon, eller det stjernebillede, der står op sammen med det, det vil sige samtidig; eller med dets paranatellon, eller det stjernebillede, der står op ved siden af det, det vil sige et stjernebillede på samme meridian. Hvornår disse særlige former for varselstydning ved stjernebillederne kom i brug, ved vi ikke, men inddelingen i dekaner hentydes tydeligt til i den 5. tavle af Bah-skabelseseposet: »4. For de tolv måneder fastsatte han (Marduk) tre stjerner.«

6. De månedlige forudsigere, eller mændene som kendte nymånens varsler:

De månedlige forudsigere var de mænd, som kendte nymånens varsler (modhi`im le-chodh-ashim). På et tidspunkt blev kalenderens fejl gjort til grundlag for forudsigelse. Dette ses i det store astrologiske værk, der bygger på de varsler, som blev udarbejdet for Sargon af Agade, og som har titel efter sin indledende vending Enuma anu Bel, »Når himmelguden Bel« (»Bels oplysning«), som for eksempel: »Månen, som på den 1. dag, ses i sin fremtræden på den 27. dag; ulykke er fastsat for landet Elam«; og »Månen, som på den 1. dag, ses på den 28. dag: ulykke er fastsat for Ahurrus land.« Andre varsler blev udledt af nymånens horns stilling, når den først blev set; det højre horn blev tillagt kongen og det venstre hans fjender, som i Thompsons Reports, nr. 25: »Når ved månens fremtræden dens højre horn er højt (bogstaveligt: »langt«), og dens venstre horn er lavt (bogstaveligt: »kort«), skal kongens hånd erobre et andet land end dette.« De »månedlige forudsigere« havde ikke lært, at det højre horn altid er det højeste, og at graden af dets højde afhænger af årstiden, eller også holdt de denne viden for sig selv.

II. Tilbedelsen af himmellegemerne, den form for afgudsdyrkelse som israelitterne var mest tilbøjelige til.

Som vi naturligt ville forvente, handler de tidligste astrologiske tavler hovedsageligt om varsler, der afhænger af de to store lys, solen og månen. Der foreligger for øjeblikket intet vidnesbyrd, som kan fastslå tidspunktet for, hvornår planeterne først blev erkendt som adskilte fra fiksstjernerne. Sandsynligvis var denne opdagelse nært forbundet med dannelsen af stjernebillederne; den kan ikke have været længe forsinket efter den. Det er sikkert, at planetdyrkelse, og i forbindelse med den planetarisk spådom, var udbredt i Eufratdalen i en meget tidlig periode.

1. Chiun, uden tvivl planeten Saturn:

Én planet nævnes med sikkerhed i Det Gamle Testamente, og vi kan trygt slutte, at de fire andre var kendt, eftersom netop denne planet er den mindst iøjnefaldende både i lysstyrke og i bevægelse og derfor sandsynligvis var den sidste, der blev opdaget. Henvisningen til Saturn forekommer i Am 5,25; Am 5,26: "Bragte I mig slagtofre og afgrødeofre i ørkenen i fyrre år, Israels hus? Ja, I bar jeres konges tabernakel (KJV Moloch) og helligdommen for (KJV Chiun) jeres billeder, jeres guds stjerne, som I lavede til jer selv." Dette sted blev citeret fra Septuaginta af Stefanus i hans forsvar: "Og de lavede en kalv i de dage og bragte et offer til afguden og glædede sig over deres hænders værk. Men Gud vendte sig bort og overgav dem til at tjene himlens hær; som der står skrevet i profeternes bog:" "Bragte I mig slagtede dyr og ofre i fyrre år i ørkenen, Israels hus? Og I tog Molochs tabernakel op og guden Refans stjerne, de figurer som I lavede for at tilbede dem" (ApG 7,41-43). Forskellen mellem navnene Chiun og Rephan skyldes enten, at Rephan var et lokalt egyptisk navn for planeten Saturn og derfor blev brugt af Septuaginta som dets ækvivalent, eller en faktisk afskrivningsfejl i den tekst, de oversatte fra: ordets begyndelsesbogstav blev taget som resh (r), skønt det skulle have været kaph (k), r i stedet for k. Ordet bør derfor transskriberes Kaivan, som var navnet på planeten Saturn blandt de gamle arabere og syrere, mens kaimanu, "stadig" eller "regelmæssig," var dens navn hos assyrerne. Den engelske Revised Version i Am 5,26 følger læsemåden i King James Versions randnote, "Siccuth your king," idet Moloch betyder konge; men Septuagintas autoritet og tekstens parallelisme samt dens generelle tankegang støtter den læsemåde, som gives af nogle af de gamle versioner og følges af King James Version.

2. Saturn- eller Molochdyrkelse:

Vanskeligheden ved stedet er, at både Amos og Stefanus synes at fremstille dyrkelsen af guldkalven som identisk med dyrkelsen af Moloch og af planeten Saturn; men selv om Kaivan kun nævnes her, ville henvisningens art indebære, at denne guddom var velkendt både for taleren og for tilhørerne. Vanskeligheden forsvinder straks, hvis Stefanus' klare udsagn accepteres, nemlig at da Gud tillod Israel at "følge deres hjertes stivsind, så de kunne vandre efter deres egne råd" (Sl 81,12), "overgav han dem til at tjene himlens hær." Dyrkelsen af guldkalven var stjernedyrkelse; det var soltyren, stjernebilledet Tyren, hvori solen på den tid stod ved forårsjævndøgn, som på denne måde blev fremstillet. Guldkalven var derfor analog med det velkendte symbol i Mithras-kulten, tyren dræbt af Mithras, Sol Invictus, hvis da ikke sidstnævnte ligefrem havde sin oprindelse i dette frafald hos Israel.

Se kalv, gylden.

Og Moloch, kongen, ammonitternes og fønikiernes afgud, var nært forbundet både med soltyren og planeten Saturn. Ifølge rabbinerne var hans statue af messing, med menneskekrop men hoved som en okse. Om den karthagiske dyrkelse af Moloch eller Saturn skriver Diodorus (bog xx, kapitel i): "Blandt karthagerne var der en bronzestatue af Saturn, som rakte sine håndflader frem, bøjet på en sådan måde mod jorden, at drengen, der blev lagt på dem for at blive ofret, skulle glide af og således falde hovedkulds ned i en dyb, brændende ovn. Derfor er det sandsynligt, at Euripides hentede det, han fabelagtigt fortæller om offeret i Taurus, hvor han lader Ifigenia stille Orestes dette spørgsmål: `Men hvilken grav skal modtage mig død, skal den hellige ilds svælg have mig?' Den gamle fabel, som ligeledes er almindelig blandt alle grækere, at Saturn åd sine egne børn, synes at blive bekræftet af denne skik blandt karthagerne." Tekstens parallelisme er derfor meget fuldstændig. Israelitterne foregav at bære Jahves tabernakel, hvorpå Shekina-herligheden hvilede; men i ånden bar de tabernaklet for den grusomste og mest ondskabsfulde af alle hedningernes guddomme, og det lys, de glædede sig over, var stjernen for den planet, der var tildelt denne guddom.

Moloch var altså solen som konge, og især solen, når den trådte ind i det, der kunne betragtes som dens særlige rige, dyrekredsen fra Tyren til Slangen og Skorpionen, perioden på de seks sommermåneder. Forbindelsen mellem solen og Saturn kan forekomme os noget søgt, men vi har det mest direkte vidnesbyrd om, at babylonierne troede på en sådan forbindelse. I Thompsons Reports lyder forsiden af nr. 176: "Når solen står på månens plads, vil landets konge være sikker på sin trone. Når solen står over eller under månen, vil tronens grundvold være sikker." "Solen" i denne indskrift kan klart ikke være den virkelige sol, og den forklares på bagsiden som "solens stjerne," planeten Saturn. Nr. 176, bagsiden, lyder: "Sidste nat nærmede Saturn sig månen. Saturn er solens stjerne. Dette er tydningen: det er lykkebringende for kongen. Solen er kongens stjerne." Forbindelsen mellem solen og Saturn opstod sandsynligvis ved, at begge blev opfattet som symboler på tiden. Solens tilbagevenden til dyrekredsens begyndelse markerede årets fuldendelse. Saturn, der bevæger sig langsomst af alle himmellegemerne, fuldførte sit omløb gennem dyrekredsens tegn på omkring 30 år, en hel menneskeslægt. Saturn var derfor i særlig forstand symbolet på tiden og, på grund af tiden, på skæbnen.

3. Mazzaloth, eller planetdyrkelse:

Forbindelsen mellem dyrkelsen af guldkalvene, himlens hær og Molok, og mellem disse og spådomskunst og besværgelser, træder meget klart frem i den dom, som forfatteren til Kongebogen udtaler over de frafaldne ti stammer: "De forlod alle Jahve deres Guds bud og lavede sig støbte billeder, ja to kalve, og lavede en Ashera og tilbad hele himlens hær og dyrkede Ba'al. Og de lod deres sønner og døtre gå gennem ilden og brugte spådomskunst og besværgelser" (2 Kong 17,16; 2 Kong 17,17). Det frafaldne Judas synd var beslægtet med det frafaldne Israels synd. Under Josijas reform afsatte han de afgudspræster, som "brændte røgelse for Ba'al, for solen og for månen og for planeterne (mazzaloth) og for hele himlens hær" (2 Kong 23,5). Han ødelagde også 'asherah, og han "vanhelligede Tofet .... for at ingen skulle lade sin søn eller datter gå gennem ilden for Molek" (2 Kong 23,10). "Desuden fjernede Josija åndemanerne og troldmændene og husguderne og afguderne og alle de vederstyggeligheder, som sås i Judas land og i Jerusalem" (2 Kong 23,24). De former for afgudsdyrkelse, som israelitterne i begge riger var særlig tilbøjelige til, var dyrkelsen af himmellegemerne, og uløseligt sammenvævet med dem var trangen til at bruge disse himmellegemer som varsler og følgelig til enhver form for spådomskunst og trolddom.

Ordet, der oversættes med "planeter" i 2 Kong 23,5, er mazzaloth, nært beslægtet med mazzaroth i Job 38,32. Denne gengivelse gengiver sandsynligvis originalens betydning korrekt. R. C. Thompson skriver i sin indledning til Reports (xxvii): "De steder, hvor guderne stod i dyrekredsen, blev kaldt manzalti, et ord der bogstaveligt betyder `stationer,' og vi har sandsynligvis ret i at antage, at det svarer til mazzaloth nævnt i 2 Kong 23,5. Brugen af ordet i senhebraisk er dog noget mere vag, for mazzal, selv om det bogstaveligt betyder et stjernebillede i dyrekredsen, anvendes også om en hvilken som helst eller enhver stjerne, og i Ber'shith Rabba', cx, siges det: `Én mazzal fuldender sit kredsløb på tredive dage, en anden fuldender det på tredive år.' " De to legemer, der henvises til, er tydeligvis månen med dens omløb på omkring 30 dage og Saturn med dens omløb på omkring 30 år; disse er de to planeter med henholdsvis den korteste og den længste periode. Ved en naturlig metonymi kom mazzaloth, hele dyrekredsens kredsløb, også til at betyde mazzaloth, de legemer der gennemførte dette kredsløb, ligesom vi i dag taler om en jernbane, som bogstaveligt betyder den "faste bane", når vi i virkeligheden mener de tog, der kører på den.

4. Gadh og Meni eller stjernedyrkelse:

Henvisningerne i Det Gamle Testamente til andre planeter end Saturn er ikke så klare. I Es 65,11 henvises der tilsyneladende til to guddomme: "I, som forlader Jahve, som glemmer mit hellige bjerg, som dækker bord for Lykken (Gad), og som fylder krydret vin for Skæbnen (Meni); jeg vil bestemme jer til sværdet, og I skal alle bøje jer ned til slagtningen." Det er klart, at Gad og Meni er titlerne på to nært forbundne guddomme, og Gesenius identificerer dem med Jupiter og Venus, astrologernes Større og Mindre Gode Lykker; men som jeg har antydet i Astronomy of the Bible (133, 217), hvis der her sigtes til nogen af himmellegemerne (hvilket endnu ikke kan anses for sikkert), er det mere sandsynligt, at det er de to smukke stjernehobe, der står på Tyrens hoved og skulder ved den gamle begyndelse af dyrekredsen, som om de markerede årets port--Hyaderne og Plejaderne. Begge grupper blev traditionelt anset for at bestå af syv stjerner; og de to navne Gadh (Hyaderne) og Meni (Plejaderne) giver tilsammen betydningen af det "Lykkelige Tal", dvs. syv. Lectisternia--det at dække bordet og blande vinen for Gadh og Meni--ved årets begyndelse for at sikre lykke gennem hele dets forløb, blev derfor holdt omkring påskens tid, som i en parodi, hvis de da ikke ligefrem var en vanhelligelse af den: hedenske ritualer føjet til en af Jahves højtideligste gudstjenester.

5. Lucifer, den lysende stjerne:

Planeten Venus omtales mere tydeligt i Es 14,12: "Hvor er du faldet fra himlen, du Lucifer, morgenens søn!" (King James Version). Ordet, der her gengives Lucifer, det vil sige "lysbærer", er ordet helel, svarende til det assyriske mustelil, "den lysende stjerne", et epitet som planeten Venus har et fremtrædende krav på. Mars og Merkur, de to tilbageværende planeter, nævnes ikke som sådanne i Det Gamle Testamente, men de guddomme, der er knyttet til dem, Nergal = Mars (2 Kong 17,30) og Nebo = Merkur (Es 46,1), forekommer begge.

III. Astrologiske systemer.

1. Ugedagenes navne, som skyldes et astrologisk system:

I astrologien blev planeterne anset for at være 7 i antal, men tanken om, at tallet 7 fik sin hellighed fra denne kendsgerning, vender det virkelige forhold på hovedet. Det var, fordi 7 blev betragtet som et helligt tal, at antallet af planeter kunstigt blev bragt til at svare dertil ved i samme klasse som de fem vandrende stjerner at indbefatte legemer, der i udseende afveg så meget fra dem som solen og månen. En så kunstig klassifikation kan ikke have været oprindelig, og det er betydningsfuldt, at solen og månen i 1 Mos 1,14 fremstilles som værende (sådan som de jo også ser ud til at være) af en helt anden orden end resten af himmellegemerne. Alligevel er der ét træk, de har tilfælles med de fem planeter: alle bevæger sig blandt stjernerne inden for dyrekredsens bånd; hver af de syv gennemløber mazzaloth.

Vi skylder navnene på ugens dage denne astrologiske opfattelse af planeterne som 7 i antal, og nogle forfattere (f.eks. R. A. Proctor i hans Myths and Marvels of Astronomy, 43-47) har ment, at ugen på 7 dage havde sin oprindelse i denne astrologiske opfattelse, og at den 7. dag--Saturns dag--blev sabbatten, hviledagen, fordi Saturn var den planet, der varslede ulykke, og det derfor på den dag var uheldigt at påbegynde noget arbejde. Den måde, hvorpå planeterne blev tildelt ugens dage, var følgende. De græske astronomer og matematikere konkluderede, at planeten Saturn var den fjerneste fra jorden, og at de andre fulgte i nedadgående orden: Jupiter, Mars, Solen, Venus, Merkur, Månen. I astrologiens udvikling kom der en tid, hvor man fandt det nødvendigt at tildele en planet til hver time for at øge antallet af varsler, den kunne give. Når man da begyndte med Saturn som herskende over den første time på den første dag, blev hver planet brugt tre gange i løbet af den dag, og tre planeter blev brugt en fjerde gang. Solen, den fjerde planet, overtog derfor den første time på den anden dag og gav den sit navn, så at søndag fulgte efter lørdag. På samme måde blev den tredje dag månens dag, og sådan fortsatte det med de øvrige planeter, der fulgte i rækkefølgen Mars, Merkur, Jupiter, Venus og igen Saturn. Denne forestilling om planeternes indbyrdes afstande var den, astronomerne i Alexandria var nået frem til, og den måtte nødvendigvis ligge efter, at planetbevægelserne var blevet indordnet i et matematisk system af Eudoxus og hans efterfølgere. Den opdeling af dagen, som forudsættes, var en opdeling i 24 timer, ikke i 12; den egyptiske opdeling, ikke den babyloniske. Men den egyptiske uge var på 10 dage; 7-dagesugen var semitisk, og den uge, der forudsættes i systemet, er den frie uge, der løber uafbrudt videre, den jødiske uge, ikke den babyloniske. For babylonierne begyndte, skønt de tillagde den 7. dag nogen opmærksomhed, deres optælling på ny ved begyndelsen af hver måned. Dette særlige astrologiske system skyldte derfor sin oprindelse til fire forskellige nationaliteter. Forestillingen om planeternes indflydelse var babylonisk; den matematiske udarbejdelse af planeternes rækkefølge var udelukkende græsk; opdelingen af dagen i 24 timer var egyptisk; den frie, sammenhængende 7-dagesuge var særligt jødisk. Disse fire påvirkninger blev bragt sammen i Alexandria ikke særlig længe før den kristne tidsregning. Her og på dette tidspunkt fik dette særlige astrologiske system derfor sin oprindelse.

Denne form for astrologi blev villigt antaget af jøderne i deres forfaldstid, som vi ser af henvisninger i Talmud. Således sagde rabbi Chanena til sine disciple: "Gå hen og sig til Ben Laive: Den planetariske indflydelse afhænger ikke af dage, men af timer. Den, der er født under solens indflydelse (uanset hvilken dag), vil have et strålende ansigt"; og således gennemgik rabbineren hele rækken af planeter (Shabbath, fol. 156, sp. 1). Ovenstående blev sagt som en kritik af rabbi Shimon Ben Laive, der havde skrevet: "Enhver, der er født på ugens første dag, vil enten blive et helt igennem godt eller et helt igennem dårligt menneske, fordi lys og mørke blev skabt på den dag"; og rabbineren udtalte sig på lignende måde om de andre dage. Vi har et levn af denne overtro i vores børnerim: "Mandags barn er fuldt af ynde; tirsdags barn er smukt af ansigt," osv.; og nogle nutidige astrologer bruger stadig systemet til deres forudsigelser. Det skal naturligvis bemærkes, at systemet ikke tager hensyn til himmellegemernes faktiske positioner; månen skinner ikke mere eller mindre om mandagen end på nogen anden dag.

2. Den moderne astrologis oprindelse:

Det var fra den alexandrinske astrologi, at den moderne astrologi umiddelbart afledte sin form; men den oprindelige kilde til al astrologi i den antikke verden lå i det system af planetdyrkelse, der var udbredt i Eufratdalen, og i den kendsgerning, at denne afgudsdyrkelse hovedsagelig blev praktiseret med spådom som formål. Engang mente man, at en egentlig astronomi blev dyrket tidligt i Babylonien, men Jastrow, Kugler og andre har vist, at denne tanke er uden grundlag. Førstnævnte skriver: "Den kendsgerning er dog betydningsfuld, at vi, måske med enkelte undtagelser, i Ashurbanipals bibliotek, der i vid udstrækning repræsenterer kopier af ældre originaler, ikke har nogen tekst, som med rette kan kaldes astronomisk ..... Det er bestemt betydningsfuldt, at de astronomiske tavler, der hidtil er fundet, tilhører den seneste periode, og faktisk tiden efter det babyloniske riges fald. Ifølge Kugler tilhører den ældste daterede, ægte astronomiske tavle Cambyses' 7. år, dvs. 522 f.Kr." ("Hepatoscopy and Astrology in Babylonia and Assyria," i Proc. Amer. Phil. Soc., 667).

Alexander den Stores erobringer bragte de babyloniske og græske tankesystemer i nær forbindelse med hinanden, og babylonisk astrologi blev indført hos grækerne af Berosus, den kaldæiske præst. I græske hænder blev astrologien forandret fra sin karakter af en orientalsk religion til at fremstå som en videnskab. I Babylonien havde man rådspurgt stjernerne til gavn for kongen som statens repræsentant; blandt grækerne, med deres stærke individualistiske tendens, blev den enkeltes skæbne det hyppigste emne for undersøgelse, og tanken opstod om at bestemme et menneskes karakter og skæbne ud fra stjernernes stilling ved hans fødsel--genethlialogy--en fase af astrologien, som aldrig fandtes i Eufratdalen. Denne udvidelse gjorde det nødvendigt i høj grad at øge varslernes kompleksitet, og de fremskridt, som grækerne havde gjort i matematik, gav dem midlerne til at gøre det. Således opstod det komplekse og symmetriske spådomssystem, hvis tidligste fuldstændige fremstilling vi har i Claudius Ptolemæus' skrifter omkring 130 e.Kr.; et system, som, skønt ændret i enkeltheder, i virkeligheden er det, der bruges i dag.

3. Efesos' "mærkelige kunster":

Da denne matematiske astrologi først opstod omkring begyndelsen af den kristne tidsalder, er det klart, at der ikke kan være nogen henvisning til dens særlige form i Det Gamle Testamente. Vi kan sandsynligvis se én henvisning i Det Nye Testamente (ApG 19,19). Om de omvendte i Efesos står der skrevet: "Ikke få af dem, der havde udøvet magiske kunster, bragte deres bøger sammen og brændte dem for alles øjne; og de opgjorde deres værdi og fandt den at være 50.000 sølvstykker." Bøger med magiske besværgelser og forskrifter var ganske sikkert indbefattet, men det er også sandsynligt, at de almanakker, tabeller og formler, som var nødvendige for astrologen i udøvelsen af hans kunst, også var blandt dem. Det var naturligvis dengang, som nu, umuligt for den, der var omvendt til kristendommen, at rådspørge astrologer eller udøve astrologisk spådomskunst. Dels fordi det var en absurditet, for de inddelinger af himlen, som forudsigelserne bygger på, er rent indbildte; dyrekredsens "tegn" og "huse" har intet som helst tilsvarende i naturen; en sådan inddeling er netop det, som de gamle profeter fordømte som qecem, "spådomskunst". Dernæst, og vigtigere, tilskriver den blotte skabninger, planeterne eller de ånder, som menes at råde over dem, de kræfter, der alene tilhører Gud; den var og er i sit væsen afgudsdyrkende. Som en af de førende nulevende astrologer udtrykker det: "Den SANDE astrolog tror, at solen er legemet for dette solsystems Logos, `i ham lever vi og bevæger os og er til.' Planeterne er hans engle, idet de er modifikationer i Logos' bevidsthed" (Knowledge, XXIII, 228). Astrologi omtales ganske vist i Det Gamle Testamente sammen med andre former for spådomskunst og den afgudsdyrkelse, der ligger i dem, men de nævnes kun med den mest fuldstændige fordømmelse. Jøderne alene blandt alle oldtidens nationer blev af deres religion lært hverken at ty til sådanne kunster eller at frygte de varsler, der blev udledt af dem. Esajas vidste, at Herren er ham, der "gør løgnernes tegn til intet og gør spåmænd vanvittige" (Es 44,25), og Jeremias erklærede: "Så siger Jahve: Lær ikke nationernes vej, og lad jer ikke skræmme af himlens tegn; for nationerne skræmmes af dem" (Jer 10,2). Og det, der gjaldt for fortidens jøder, gælder for os i dag. Frem for alt er astrologi et forsøg på at finde Guds vilje ad andre midler end dem, han har fastsat--hans Søn, som er Vejen og Sandheden og Livet, og hans hellige Skrifter, i hvilke vi lærer om ham, og som kan gøre os "vise til frelse ved troen, som er i Kristus Jesus" (2 Tim 3,15).

LITTERATUR.

Franz Boll, Sphaera: Neue griechische Texte und Untersuchungen zur Geschichte der Sternbilder, 1903; Kugler, Kulturhistorische Bedeutung der babylonischen Astronomie, 1907; Sternkunde und Sterndienst in Babel; E. W. Maunder, Astronomy of the Bible, 1908; The Bible and Astronomy, Annual Address before the Victoria Institute, 1908; E. W. Maunder and A. S. D. Maunder, "Note on the Date of the Passage of the Vernal Equinox from Taurus into Aries," in Monthly Notices of the Royal Astronomical Society, LXIV, 488-507; også tre artikler om "The Oldest Astronomy" i Journal of the British Astronomical Association, VIII, 373; IX, 317; XIV, 241; R. A. Proctor, Myths and Marvels of Astronomy; R. C. Thompson, Reports of the Magicians and Astrologers of Nineveh and Babylon; G. V. Schiaparelli, Astronomy in the Old Testament; også to artikler, "I Primordi" og "I Progressi dell' Astronomia presso i Babilonesi," i Rivista di Scienzia, 1908; C. Virolleaud, L'astrologie chaldeenne. Le livre intitule "Enuma Anu Bel," 1908, 1909.

E. W. Maunder