Augustus

o-gus'-tus Augoustos:

(1) Den første romerske kejser, og bemærkelsesværdig i bibelhistorien som den kejser, i hvis regeringstid inkarnationen fandt sted (Luk 2,1). Hans oprindelige navn var Caius Octavius Caepias, og han blev født i 63 f.Kr., året for Ciceros konsulat. Han var grandnevø til Julius Cæsar, idet hans mor Atia var datter af Julia, Cæsars yngre søster. Han var kun 19 år gammel, da Cæsar blev myrdet i senatsbygningen (44 f.Kr.), men med et sandt instinkt for statskunst styrede han sin kurs gennem intrigerne og farerne i republikkens sidste år, og efter slaget ved Actium stod han uden rival. Der var nogen vanskelighed med at finde et navn, der nøjagtigt kunne definere den nye herskers stilling i staten. Han afslog selv navnene rex og dictator, og i 27 f.Kr. blev han ved senatets dekret betegnet Augustus. Tilnavnet indebar respekt og ærefrygt ud over det, der vises menneskelige ting: "Sancta vocant augusta patres: augusta vocantur Templa sacerdotum rite dicata manu." --Ovid Fasti. 609; jf. Dion Cass., 5316

Grækerne gengav ordet med Sebastos, bogstaveligt "ærværdig" (ApG 25,21; ApG 25,25). Navnet blev af romerne sat i forbindelse med augur--"en, der er indviet ved religion"--og også med verbet augere. På denne måde kom det til at danne en af de tyske kejsertitler, "Mehrer des Reichs" (rigets udvider). Længden af Augustus' regering, som strakte sig over 44 år fra slaget ved Actium (31 f.Kr.) til hans død (14 e.Kr.), bidrog uden tvivl meget til at stabilisere og konsolidere det nye regime efter borgerkrigenes urolige tider.

Det er især gennem Judæas og Israels lands forbindelse med Romerriget, at Augustus kommer i berøring med den tidlige kristendom, eller rettere med det jødiske folks politiske og religiøse liv på tidspunktet for Kristi fødsel: "Og det skete i de dage, at der udgik et dekret fra kejser Augustus om, at hele verden skulle indskrives" (Luk 2,1). Under Herodes den Stores regering blev styret af landet i praksis ført uden indblanding fra Rom, naturligvis bortset fra opkrævningen af tributten; men ved denne snedige og dygtige herskers død (4 f.Kr.) viste ingen af hans tre sønner, som hans rige blev delt imellem, faderens evner.

I året 6 e.Kr. blev Augustus' indgriben anmodet om af jøderne selv for at skaffe et middel mod deres hersker Arkelaos' uduelighed; han blev af kejseren afsat fra herredømmet over Judæa. Samtidig blev en lille romersk garnison fast stationeret i Jerusalem, mens Cæsarea stadig var centrum for den romerske administration. Byen blev dog overladt til det jødiske Sanhedrins kontrol med fuld dømmende og udøvende myndighed, bortset fra at dødsdomme krævede stadfæstelse af den romerske prokurator. Der er ingen grund til at tro, at Augustus nærede nogen særlig velvillig vurdering af jødedommen, men af politiske grunde viste han sig venlig over for jøderne i Israels land og gjorde alt for at hindre dem i at føle trykket fra det romerske åg. Jøderne i den østlige diaspora tillod han store privilegier. Det er endda blevet hævdet, at hans mål var at gøre dem pro-romerske, som en vis modvægt til Østens udprægede hellenisme; men i Vesten blev autonome jødiske organer aldrig tilladt (se Mommsen, Provinces of the Roman Empire, kapitel 11).

(2) Om Augustus i ApG 25,21; ApG 25,25 i King James Version, se kejser.

J. Hutchison