Gud Faderen

I kristendommen opfattes Gud som "Fader", "Vor Fader .... i himlen" (Matt 6,9; Matt 6,14; Matt 6,26 osv.), "Herren Jesus Kristi Gud og Fader" (2 Kor 11,31 osv.). Den ømhed i forholdet og den rigdom af kærlighed og nåde, som ligger i denne dybe betegnelse, er særlig for Kristi evangelium. Hedenske religioner kunne også tale om Gud som "Fader" (Zeus Pater), og i generel forstand har Gud som Skaber et universelt faderligt forhold til verden (ApG 17,24-28).

I Det Gamle Testamente blev Gud åbenbaret som Fader for det udvalgte folk (2 Mos 4,22) og for nationens særlige repræsentant, kongen (2 Sam 7,14), mens faderlig kærlighed erklæres at være billedet på hans medynk med dem, der frygter ham (Sl 103,13).

I Jesus' evangelium alene åbenbares denne Faderrolle som værende af selve Guddommens væsen og at have betydning for det enkelte menneske. Her er der dog behov for stor diskrimination. For at nå til hjerte af sandheden om Guds Faderrolle er det nødvendigt at begynde ikke med mennesket, men med selve Guddommen, i hvis evige dybder findes kilden til denne faderlige kærlighed, som åbenbarer sig i tiden. Det er først og fremmest i forhold til den evige Søn – før al tid – at betydningen af Faderrolle i Gud klares (Joh 1,18). I "Gud Faderen" har vi et navn, der peger på det forhold, som første Person i den ærværdige Treenighed har til "Søn" og "Helligånd" – også guddommelig (Matt 28,19).

Fra dette evige springsted flyder Guds forhold som Fader

(1) til verden gennem skabelsen;

(2) til troende gennem nåden.

Menneskelig var skabt for af naturens slægtskab at være søn for Gud. Realiseringen af dette – hans sande skaberkaldelse – blev hindret af synden og kan nu kun genoprettes gennem forløsningen. Deraf er sønneskabet i evangeliet af usigelig værdi (1 Joh 3,1), opnået gennem nåde, ved genfødelse (Joh 1,12; Joh 1,13) og adoption (Rom 8,14; Rom 8,19). I dette forhold af nærhed og forret til Faderen i hans Søns rige (Kol 1,13) er troende "Guds sønner" på en måde, der gælder ingen andre. Det er et forhold ikke af natur, men af nåde. Faderrolle er nu det afgørende faktum i Guds forhold til dem (Ef 3,14).

Det er dog fejl at tale om faderrolle, som om hele Guds karakter derved blev tilstrækkeligt udtrykt. Gud er Fader, men lige så grundlæggende er hans forhold til sin verden som dens moralske hersker og dommer. Fra evighed til evighed må Gud den hellige udsigende sig selv imod synden (Rom 1,18); og hans faderlige nåde kan ikke afværge dom, hvor hjertets forbliver hårdt og ikke omvendelsessindeligt (Rom 2,1-9).

For mere fuldstændig behandling af disse punkter se GUD; GUDS BØRN; TREENIGHED.

James Orr